At leve i overensstemmelse med bedre kundskab

1. Hvorfor må vi frygte Gud og ære Jesus Kristus?

DERSOM vi efterligner Jesus, vil vi aldrig komme på afveje. Han frygtede Gud og lærte andre at frygte Gud i overensstemmelse med sandheden. Vi må have den rette frygt for Gud, såfremt vi ønsker at opnå den vejledning, der fører til liv, der virkelig er liv. Ordsprogene siger: „Jehovas frygt er kundskabs begyndelse, dårer ringeagter visdom og tugt.“ Denne frygt for den eneste sande Gud er begyndelsen eller hovedbestanddelen eller det første ved denne kundskab. Fordi denne verdens vise og store mænd ikke ejer frygt for Jehova, vil al den kundskab, de samler sig og lader gå videre, ikke kunne frelse verden eller føre til liv. Bibelen lærer os at frygte Gud. Og det er klogt at frygte ham, thi han er kilden til alt liv. Frygter vi ham ikke, men vender ham ryggen, afskærer vi os selv fra selve livets udspring. Det ville betyde fuldstændig udslettelse for os. Guds eget ord opfordrer os til også at ære Jesus Kristus på grund af den nøglestilling, han indtager i Guds foranstaltninger for at skænke os liv. Vi modtager af et glad hjerte Guds søn. At fornægte ham ville betyde, at vi afskar os selv fra hovedforbindelsen med Gud, den eneste kanal til liv fra Gud. Dette ville ligeledes blive til undergang for os. Hvor storslået og gavnligt er det derfor ikke at tilegne sig kundskab om både Faderen og Sønnen!

2. a) Hvad må vi gøre for at kunne fortsætte i denne frygt og kundskab? b) Hvordan opnår vi tro og håb, og er det tilstrækkeligt?

² Vi kan aldrig ophøre dermed. Vi må vokse til fuldkommenhed. Sand oplysning har vi kun fået ved at vende os til bogen med sandfærdig underretning, bibelen, Guds gave til os. Den kundskab, vi allerede har opnået, har vi fået ved at studere denne bog. Men for fortsat at kunne frygte og vokse i kundskab om Gud og hans søn, Jesus Kristus, må vi vedblive med at studere denne bog ved hjælp af alle de hjælpekilder, som den himmelske Fader tilvejebringer gennem sin teokratiske organisation. På grundlag af det, vi har lært i den hellige skrift, har vi tro til Gud og Kristus og er derfor i stand til at behage ham. Denne tro, siger Hebræerne 11:1, „er fast tillid til det, man håber“. Derfor har vi også håb, et vidunderligt håb om en fuldkommen ny verden, med nye himle og en ny jord, hvor vi som lovet har mulighed for at opnå evigt liv i uudsigelig lykke. Men tro og håb er ikke alt. Det er godt at have begge disse ting. Der er skrevet: „At bie længe [håb, der udsættes, eng. overs.] gør hjertet sygt, opfyldt ønske er et livets træ.“ (Ordsprogene 13:12) Vi ved ikke, hvordan det vil blive at komme i himmelen for de 144.000 kristne overvindere af denne verden, men vi kunne skrive en bog og male et farverigt billede af paradiset, der skal genopstå her på jorden, og fremholde dette håb for de retsindige, der nu vandrer ad vejen til liv. Men stærkt som dette håb ville være, er det ikke alt, hvad der er nødvendigt for at forblive trofast.

3. Hvilken egenskab er den vigtigste af alle for nu at kunne leve på rette vis? Hvorfor?

³ Mirakuløse gaver er for længst ophørt i den kristne menigheds liv, men af de ting, der er blevet tilbage, er ikke blot tro og håb, men også kærlighed: „Disse tre; men størst af dem er kærlighed.“ (1 Korinter 13:8-13) Den nye verden, som vi håber på, er for døren, men vi lever stadig i denne gamle, fordærvede verden, og foruden tro og håb er kærlighed af allerstørste betydning nu under disse forrående forhold. Vi har brug for kærlighed, medens vi befinder os midt i denne selviske verden, for uden kærlighed er vi intet i Guds øjne. Vi lever i yderst vanskelige tider, og livet frembyder et stort problem. Vi må blive ved med at studere Guds ord for at lære, hvordan vi kan leve sømmeligt og lægge samme kærlighed for dagen som Gud. Den nye verden er stadig et håb, men den gamle verden er den barske virkelighed. Vi må tage stilling til problemerne, og det volder os vanskeligheder. Vi må overvinde dem uden at gå på kompromis. Vi må vide, hvorledes vi skal møde dem, og det kræver kundskab nu. Derfor er det nødvendigt for os at studere bibelen endnu bedre for at finde ud af, hvad den har at sige om vort forhold til det bestående, for handler vi ikke rigtigt i disse spørgsmål, så vil vi ikke vise os værdige til livet i den kommende verden.

Forhåndenværende problemer

4. Hvilket problem står vi overfor under de nuværende regeringer?

⁴ „Hedningetiderne“ udløb i 1914, men de hedenske regeringer fortsætter stadig deres funktioner, fulde af had mod Guds oprettede rige. „Kejseren“ har stadig de jordiske regeringstøjler i sin hånd, og de totalitære regeringer er stærkere end nogen sinde. Vi bør ud fra bibelen vide, at „øvrighederne“, som kristne sjæle må underkaste sig, er Jehova Gud og Kristus Jesus, såfremt vi ønsker at undfly den guddommelige vrede. Vi skal oplæres i, hvad der først og fremmest er vor pligt over for Gud, idet vi må adlyde ham som hersker fremfor mennesker, og kun give kejseren, hvad der er kejserens. — Romerne 13:1-4 og Mattæus 22:21.

5. Hvilket problem opstår der ved, at der er forskellige køn? og hvilket problem frembyder børnene?

⁵ Et andet problem er mandens og kvindens plads i Jehova Guds teokratiske organisation. Det er rigtigt, at der i den kristne menighed ikke er „mand og kvinde; thi alle er I een i Kristus Jesus“. (Galaterne 3:28) Men vi er stadig mand og kvinde i kødet; vi kan gifte os og sætte børn i verden, vi kan give efter for lidenskab og fristes til at begå kønslige udskejelser. Kvindens stilling i menigheden og i hjemmet skal derfor bringes i overensstemmelse med Guds vilje til fælles sikkerhed og lykke for alle parter, så de teokratiske principper kan blive opretholdt og ingen forsmædelse kastes over Guds navn og hans organisation. Børn fødes stadig til verden. Vi elsker dem, og det er vort inderlige ønske at se dem få fremgang i de ting, som har virkelig værdi. Men deres opdragelse under de nuværende forhold med den voksende kriminalitet hos både forældre og børn er et andet alvorligt problem. Vi må vide, hvorledes vi skal opdrage dem „i Jehovas tugt og myndige formaning“, for at vi kan oplære og træne dem til evigt liv med os i den velsignede nye verden. (Efeserne 6:4; New World Translation) Vi kan i sandhed glæde os over at have Gud til lærer ved Jesus Kristus og over at have bibelen som vor lærebog!

6. Hvilket problem i forbindelse med vor fremtidige skæbne står vi også overfor?

⁶ Vi lever i en tid, da Gud ved sin rette hyrde ikke alene indsamler resten af sin lille hjord og næsten er færdig dermed, men da han, eftersom den nye verden er for hånden, også samler en talløs skare af „andre får“, hvis lod ikke bliver udødeligt liv i himmelen med den „lille hjord“, men derimod fuldkomment liv som mennesker på en jord, hvor paradiset er genoprettet. Vi må selv afgøre vor skæbne og handle i overensstemmelse dermed. Har Gud kaldet os til himmelen, for at vi skal herske med Kristus, eller til liv på en paradisisk jord? Dette er et problem for mange, og for at kunne afgøre det må den enkelte studere Guds ord endnu mere og blive overbevist i sit eget sind.

7. Hvilken tro må vi have? Hvad må vi gøre i denne forbindelse? Hvorfor?

⁷ Vi lever ved et vendepunkt for denne onde verden og på højdepunktet for kristenhedens eksistens. Hedensk filosofi, dæmonlærdomme og menneskelige traditioner optræder under dække af kristendom. Onde mennesker spejder efter adgang til og søger at snige sig ind i vore kristne kredse med umoralske bagtanker, misbruger Guds miskundhed og fordærver deres tro og vandel, som de udvælger som ofre. Vi lever under forførende forhold, og for at vi ikke skal fare vild, er der al grund til at gøre, som der står skrevet: „Spørg efter de gamle stier, hvor vejen er til alt godt, og gå på den; så finder I hvile for jeres sjæle.“ (Jeremias 6:16) Vi må gå helt tilbage til de inspirerede skrifter selv og granske dem daglig som modvægt mod, hvad vi stadig lærer af mennesker, og således vende tilbage til „den tro, som een gang for alle er blevet overgivet de hellige“. Og når vi har genfundet den, må vi „stride for den tro“ for at bevare den og leve i overensstemmelse med den, som Judas 3 siger.

8. Hvad er det vor pligt at gøre i betragtning af de moralske problemer?

⁸ I harmoni med den oprindelige tro er det vor pligt imod Gud at modstå disse urene personer, der søger at snige sig ind på intetanende kristne for at lokke dem til kønslige udsvævelser under den falske påstand, at Guds nåde også dækker vore forsætlige synder. Det er en del af vor kamp at holde bibelens principper vedrørende ægteskab og det rene forhold mellem mand og kvinde i menigheden i hævd. Hold fast ved dem. Lad disse lumske og alle verdslige personer vide, hvilke høje moralske principper den sande kundskab om Gud og Kristus fremholder. Lad verden kende den moralske standard, Jehovas teokratiske organisation fastholder, for at de kan vide, at det er en ren organisation. Bevar organisationen ren, for så vidt det står til dig, for at den organisation, du indbyder Hyrdens „andre får“ til, kan være en ren og en rensende organisation. Sand kærlighed er ren. Frygten for Jehova er ren. Kærlighed og gudsfrygt vil hjælpe dig til at klare de moralske problemer, vi stadig står over for, så længe vi lever i denne gamle verden. — 1 Korinter 13:5, 6; Salme 19:10.

Vis andre det

9. Hvorfor må vi vedblive med at tilegne os kundskab? Hvilket eksempel sætter kristenheden?

⁹ For at vi selv kan vinde det evige liv, må vi stadig tilegne os kundskab om den eneste sande Gud og om Jesus Kristus, som han udsendte. Menneskeslægten er endnu ikke i paradiset. Satan og hans dæmoner er endnu ikke bundet eller hans onde sæd udslettet fra jorden. Tværtimod er han blevet kastet ud af himmelen og er nu begrænset til at virke her på jorden og bringer ve efter ve over folkene og opstiller mange problemer for Guds retfærdige folk. Vær derfor på vagt. Ordsprogene 11:9 forvisser os om, at „retfærdige fries ved kundskab“. På den anden side går de, som påstår at være Guds folk, til grunde af mangel på kundskab. I kristenheden ser vi eksempler på, hvad denne mangel medfører, hvilket også harmonerer med apostelens ord i Romerne 1:24-31: „Derfor gav Gud dem hen i deres hjerters lyster til urenhed, så de vanærede deres legemer indbyrdes; de ombyttede Guds sandhed med løgnen, ærede og dyrkede skabningen fremfor Skaberen. . . . Og da de ikke regnede det for noget værd at kende Gud, gav Gud dem hen til et uværdigt sind, så de gjorde, hvad der var usømmeligt; de blev opfyldt af alskens uretfærdighed, ondskab, havesyge, slethed, og fulde af misundelse, mordlyst, kiv, svig og ondsindethed — hemmelige og åbenbare bagvaskere, gudshadere, voldsmænd, hovmodige, pralende, opfindsomme på ondt, ulydige mod forældre, uforstandige, upålidelige, ukærlige, ubarmhjertige.“

10. Hvad må Jehovas vidner i modsætning til den uvidende kristenhed nu gøre som følge af den nye pagts foranstaltninger?

¹⁰ Ikke bare den hedenske verden, men hele kristenheden har til fulde vist, hvad mangel på kundskab om Jehova Gud vil føre over folket i form af skade og skændsel. Nu er det jeres tur til som Jehovas vidner at vise, hvad sand kundskab om Gud kan gøre for et folk, en verdensomspændende organisation. I, som er Jehovas vidner, oplever nu højdepunktet for Guds nye pagt ved Kristus, da den skal krones med held og de sidste medlemmer udtages til at fuldstændiggøre „folket for hans navn“. Foruden syndernes forladelse gennem mellemmanden for denne pagt er en af dens velsignelser denne: „Jeg giver min lov i deres indre og skriver den på deres hjerter, og jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk. Ven skal ikke mere lære sin ven eller broder sin broder og sige: Kend Jehova! Thi de skal alle kende mig fra den mindste til den største, lyder det fra Jehova.“ (Jeremias 31:31-34; Apostlenes Gerninger 15:14) Jehovas vidner kender ham lige fra den mindste til den største iblandt dem, men kristenheden beviser ved sin forsætlige uvidenhed om Jehova Gud, at den ikke er under den nye pagt eller er „folket for hans navn“, som han har udtaget fra alle nationerne i de forløbne nitten århundreder.

11. Hvorfor må vi lægge for dagen, hvad kundskab betyder for os, især nu?

¹¹ En af de måder, hvorpå vi viser over for verden, hvad kundskab om Gud kan gøre for et folk, er at være hans vidner for menneskeheden, og det både i ord og handling. Vi må tale og handle i overensstemmelse med Guds vilje. Hvad går den ud på? Der er skrevet: „Dette er rigtigt og velbehageligt i vor frelsers, Guds, øjne, hvis vilje det er, at alle slags mennesker skal frelses og komme til nøjagtig kundskab om sandheden. For der er een Gud, og een mellemmand mellem Gud og mennesker, et menneske Kristus Jesus, der gav sig selv som en tilsvarende løsesum for alle — det er, hvad der skal vidnes om til den dertil bestemte tid.“ (1 Timoteus 2:3-6; New World Translation) Nu er det tiden fremfor alle tider til at aflægge vidnesbyrd, nu, da Gud ved sin rette hyrde indsamler under sin teokratiske organisation en „stor skare“ af retsindige mennesker „af alle folkeslag og stammer og folk og tungemål“, „alle slags mennesker“. Som følge af det vidnesbyrd, vi aflægger blandt alle nationer, ved denne „store skare“, hvor deres frelse kommer fra. Hvilken glæde er det ikke nu for os at høre deres hundreder tusinder af stemmer råbe med høj røst foran tronen: „Frelsen skylder vi vor Gud, som sidder på tronen, og Lammet.“ (Åbenbaringen 7:9, 10; New World Translation) Måtte denne store skares tal vokse gennem vore forøgede anstrengelser for at aflægge vidnesbyrdet for alle folkeslagene som aldrig før.

12. I hvilken hensigt har Gud givet os kundskab? Hvorfor har vi en storslået lejlighed dertil nu?

¹² Jehova Gud har givet os kundskab under sin nye pagt netop med det for øje at bruge os som sine vidner. Han siger: „Mine vidner er I, så lyder det fra Jehova, min tjener, hvem jeg har udvalgt, at I må kende det, tro mig og indse, at jeg er den eneste . . . Jeg har forkyndt det og frelser, kundgjort det, ej fremmede hos jer [der var ej fremmede guder hos jer, Amer. Stand. Overs.]; I er mine vidner, lyder det fra Jehova. Jeg er fra evighed Gud.“ (Esajas 43:10-12) Hvilken lejlighed har vi ikke nu til at vidne! Vi har bøgernes bog, den hellige bibel, og nu har vi også den nye oversættelse af de kristne græske skrifter af 1950. Som en hjælp til at erhverve os kundskab om Gud fra hans bog har vi bibelhåndbøger, der er udgivet af et anerkendt redskab i Guds og Kristi hånd, Vagttaarnets Bibel- og Traktatselskab.

13. Hvem modstår kundskabens udbredelse? Hvad bør vi derfor gøre?

¹³ Livets store fjende, Satan, Djævelen, er modstander af, at den livgivende kundskab spredes, selv om han i Eden foregav at ville forøge menneskeslægtens kundskab ved at forføre Eva til i ulydighed at spise af „træet til kundskab om godt og ondt“. Ondt, ja! Men han har aldrig tilskyndet til at skaffe sig kundskab om det gode. Han er gud over dette „tingenes system“, og han har bestandig slået de vantros tanker „med blindhed, så at lyset fra det herlige, gode budskab om Kristus, der er Guds billede, ikke skulle skinne igennem“. Men ved Guds ubetvingelige magt er lyset brudt igennem den djævelske modstand og har nået os, og han „blev et skinnende lys i vore hjerter for at oplyse dem med den herlige kundskab om Gud ved Kristi åsyn“. (2 Korinter 4:4-6; New World Translation) Lad os nu stå op og skinne og kaste lyset videre til andre. Hvis folket går til grunde af mangel på kundskab, så lad det ikke skyldes efterladenhed eller svigten fra vor side. Dersom en stor skare af retsindige nu føres til frelse, så lad det ske, fordi Gud bruger os igennem sin hyrde.

„De skal kende“

14, 15. a) Hvorfor skal kristenheden komme til at kende Jehova, og hvordan? b) Hvad vil Jehova gøre ved Gog og hans styrker? Hvorledes vil det berøre nationerne?

¹⁴ Kristenheden vil stadig nægte at tage imod kundskab om Jehova Gud fra hans vidners mund og hånd. Men den frygtindgydende time nærmer sig, da den skal tvinges til at erkende, at disse var Guds vidner, hans „profet“ iblandt dem, at han er Jehova, og at siden 1914 har hans konge, Jesus Kristus, hersket i den nye verdens rige. Men at blive tvunget til at kende Jehova på det tidspunkt bliver ikke til velsignelse for den eller hele den øvrige verden. Det vil betyde dens egen undergang midt i en verdens undergang! Fordi kristenheden med vilje har vist kundskaben fra sig, er den modstander af Jehovas rige ved Kristus. Den slutter sig til Gogs og Magogs styrker i det sidste angreb på den synlige teokratiske organisation af Jehovas folk på jorden. Den propaganda, som dæmonerne står bagved, driver alle dens herskere frem mod Harmagedons slagmark i blindt raseri. (Åbenbaringen 16:14-16) Om kort tid, på et uventet tidspunkt, vil den store stridsmand for Sandhed og retfærd gøre sig kendt for alle sine modstandere på et sprog, de vil forstå; da er det universets kræfter, der taler og vil tordne undergang for dem. Aldrig er der sket noget lignende undtagen ved Vandfloden på Noas tid. Om Gog og hans styrker siger Jehova:

¹⁵ „Jeg nedkalder alle rædsler over ham, lyder det fra den herre Jehova; den enes sværd skal rettes mod den anden; jeg går i rette med ham med pest og blod, med regnskyl og haglsten; ild og svovl lader jeg regne over ham, hans hobe og de mange folkeslag, som følger ham. Jeg viser mig stor og hellig og giver mig til kende for de mange folks øjne; og de skal kende, at jeg er Jehova. . . . Mit hellige navn kundgør jeg midt i mit folk Israel, og jeg vil ikke mere vanhellige mit hellige navn [jeg vil ikke længere tåle, at mit hellige navn bliver vanhelliget; Amer. Stand. Overs.]; og folkene skal kende, at jeg er Jehova, den hellige i Israel. Se, det kommer, det skal ske, lyder det fra den Herre Jehova; det er dagen, jeg har talet om.“ — Ezekiel 38:21-23; og 39:7-8.

16. Hvem vil fungere som Guds hærfører? Hvordan vil han belønne de lydige og dem, som med vilje er uvidende?

¹⁶ Kongen, Kristus Jesus, vil handle som Jehovas hærfører under denne verdensødelæggelse, og den kendsgerning, at han nu er til stede i sit rige og har taget jorden i eje som sit domæne, vil gennem magtudfoldelse blive gjort kendt for alle hans modstandere. Deres undergang vil virke som en kærkommen befrielse for alle os, som vælger at kende og at adlyde Gud. Som der er skrevet: „Det er retfærdigt for Gud at give dem trængsel til gengæld, som volder jer trængsel, men jer, som lider trængsel, udfrielse sammen med os ved åbenbarelsen af Herren Jesus fra himmelen med sine mægtige engle med flammende ild, når han bringer straf over dem, som ikke kender Gud, og dem, som ikke adlyder det gode budskab om vor Herre Jesus. Disse skal straffes med evig undergang bort fra Herren og fra hans vældes herlighed til den tid, da han kommer for at blive herliggjort.“ (2 Tessaloniker 1:6-10; New World Translation) Hvilken uglorværdig afslutning på deres ulydige svigten i nu at tilegne sig kundskab om den eneste sande Gud og om Jesus Kristus, hvem Gud nu har udsendt som konge!

Overlevelse

17. Hvad venter vi selv i Harmagedon? Hvad må vi derfor gøre med hensyn til kundskab?

¹⁷ Det er imidlertid ikke den måde, hvorpå vi ønsker at lære Jehova Gud og hans Kristus at kende. Vi ønsker at kende dem på en måde, der fører til evigt liv, ikke til undergang. Gud har givet os sin Hellige ånd, og han har døbt sin trofaste rest af rigsarvinger med sin ånd og oplyst dem om de dybe ting, som åbenbares af denne ånd i Guds ord. Men kristenheden skal snart døbes med ild, Harmagedonslagets fortærende ild. (Mattæus 3:11, 12) Vi venter ikke at blive tilintetgjort i Harmagedonslaget, men ser med tillid hen til at skulle overleve denne ildprøve og fortsætte i den nye verden. For at opnå en sådan beskyttelse ved denne verdens ende, ligesom Noa og hans familie i arken blev beskyttet mod Vandfloden, der ramte den forrige verden, må vi leve i overensstemmelse med vor kundskab. Den kundskab, som Gud har åbenbaret for os ved sin ånd i disse sidste dage, opstiller meget høje livsprincipper. Vi må leve i overensstemmelse med disse principper. Vi må holde fast ved denne kundskab ved at leve efter den og give den videre til andre. Vi må vokse i kundskab i harmoni med løftet om, at kundskaben skulle tage til, så vi kan have styrke til at modstå disse farlige tiders hårde tryk. „En vismand er stærk; en mand med kundskab vokser i styrke.“ (Ordsprogene 24:5; Amer. Stand. Overs.) Lad os i visdom stadig tilegne os kundskab ovenfra.

18. Kender vi tidspunktet for Harmagedon? Hvorledes bør vi derfor leve?

¹⁸ Vi kender måske ikke nu dagen eller timen, da Harmagedonslaget vil bryde løs og Djævelens onde himle skal opløses og gøre plads for den dyrebare nye verdens himle og jord. Vi behøver ikke at kende den, men hver dag kan vi leve i bevidstheden om, at tiden er nær. Vi kan leve et liv, der harmonerer med vort urokkelige håb om snart at skulle gå ind til de herlige nye ting, som Jehova Gud vil skabe. Vi vil ikke længere leve for den gamle verden!

19. Hvorledes bør vi vandre ifølge Peters ord?

¹⁹ Apostelen Peter så hen til denne nye verden, og han bestræbte sig for at leve den værdigt. Netop til belæring for os, som lever ved det store vendepunkt for denne verden, skrev han, hvorledes han søgte at leve, og hvorledes vi burde leve. Efter at have skildret den verdensomfattende vandflod på Noas tid og den pludselige undergang, Jehova lod ramme Djævelens daværende himle og jord, skrev Peter: „Da nu alt dette går sin opløsning i møde, hvor bør I da ikke vandre i hellig livsførelse og gudsfrygt, mens I venter på og holder jer nær på sinde Jehovas dags komme, hvorved himlene skal komme i brand og opløses og elementerne komme i glød og smelte. Men der er nye himle og en ny jord, som vi venter ifølge hans løfte, og i disse vil retfærdighed bo. Derfor, I elskede, da I venter disse ting, gør jeres yderste for til sidst af ham at blive fundet uplettede og dadelfri og i fred. Betragt desuden vor Herres tålmodighed som frelse.“ — 2 Peter 3:11-15; New World Translation.

20. Hvad vil en sådan livsførelse betyde for os ved verdens ende? Hvad vil vi derfor gøre?