Tjen sammen med tjeneren

„Salig er den tjener, som hans herre, når han kommer, finder i færd med at gøre sådan. Sandelig siger jeg jer, han vil sætte ham over alt, hvad han ejer.“ — Mattæus 24:46, 47.

1. Hvad betyder det for Guds folk på jorden, at Jehova er universets enehersker, og at Kristus Jesus sidder ved hans højre hånd?

JEHOVA er universets almægtige enehersker. Ved hans højre hånd er den loyale og trofaste konge, Kristus Jesus, der tjener ham for evigt. Riget med denne udvalgte konge vil udøve herredømme over jorden, til alt og alle priser og ophøjer Skaberens hellige navn. Til denne vidunderlige tjeneste er 144.000 blevet udvalgt, og disse udvalgte vil ved at gøre deres „kaldelse og udvælgelse urokkelig“ blive Kongens brud og hans „medarvinger“. Som arvinger til Riget ved de, at de har modtaget løfte om at skulle sidde på tronen sammen med den herliggjorte brudgom. Noget andet og af mere øjeblikkelig betydning er, at den kongelige brudgom har åbenbaret for dem, at ved denne verdens syntéleia og inden deres jordiske løbebane er endt, vil han vise dem sin gunst ved at betro dem et særligt ansvar i forbindelse med Riget. Disse Rigets interesser må varetages og fremmes midt i en urolig tid ved denne verdens ende. Hverken menneskers eller dæmoners forsøg eller de forvirrede forhold i disse skæbnesvangre tider kunne få de trofaste husholdere til at vende sig bort fra deres tjeneste. Selve de begivenheder, der nu finder sted, udgør et yderligere bevis for opfyldelsen af profetien vedrørende vor herres Jesu Kristi nærværelse, den nære og endelige afslutning på denne onde verden og de krav, der stilles til himmerigets sande tjenere.

2. Hvem sidder inde med herredømmet nu, og hvilket bibelsk bevis har vi herfor?

² Dette rige med dets udvalgte hersker er af allerstørste betydning, og der er medgået århundreder til dets forberedelse. Kongen vil herske i retfærd, indføre Guds lov og nedbryde enhver magt, der modstår sandhed og ret. „Derpå kommer enden — når han overgiver Riget til sin Gud og Fader, efter at han har tilintetgjort alt andet styre og al anden myndighed og magt. Thi han bør herske, indtil Gud har lagt alle hans fjender under hans fødder.“ (1 Korinter 15:24-26; Twentieth Century) Kristus Jesus modtager dette rige fra sin Fader. Intet menneske eller nogen jordisk magt er i stand til at skænke ham det, eftersom det ikke tilhører dem. „Thi mig tilhører alt skovens vildt, dyrene på de tusinde bjerge; jeg kender alle bjergenes fugle, har rede på markens vrimmel. Om jeg hungred, jeg sagde det ikke til dig, thi mit er jorderig og dets fylde!“ (Salme 50:10-12) „Jeg kundgør tilsagnet: Jehova sagde til mig: Du er min søn, i dag har jeg avlet dig. Bed mig, og jeg vil give dig nationerne i arv, og jordens yderste egne i eje.“ (Salme 2:7, 8; Amer. Stand. Overs.) Satan, denne onde verdens gud, har aldrig ejet jorden med dens bjerge, have, søer, floder, træer, blomster, dyr, fugle, fisk og øvrige skaberværk. Det var ikke hans, og han kunne ikke give det bort. Adam opnåede ikke dette vidunderlige herredømme. Apostelen Paulus siger i Hebræerne 2:5-8, at dette herredømme vil blive givet Kristus Jesus. Paulus citerede her fra Salme 8, der tydeligt lærer, at universets Suveræn har underlagt sin elskede søn hele dette skaberværk. „Hvormed han virkede i Kristus, da han opvakte ham fra de døde og satte ham ved sin højre hånd i den himmelske verden, højt over alle magter og myndigheder og kræfter og herskere og hvert navn, der nævnes kan, ikke blot i denne verden, men også i den kommende; ja, alt lagde han under hans fødder, og ham gav han som hoved over alle ting til kirken, der er hans legeme, fyldt af ham, som giver alle al sin fylde.“ — Efeserne 1:20-23; se også Daniel 7:13, 14; 2:44; Salme 89:35-38.

3. Med hvem deler Kristus Jesus Riget?

³ Det evige rige tilhører derfor Kristus Jesus, som han også selv har erklæret: „Jeg tildeler jer kongedømme, ligesom min Fader tildelte mig.“ (Lukas 22:29; Amer. Stand. Overs.) Om hans trofaste disciples delagtighed med ham deri læser vi: „Ligesom I ved, hvordan vi . . . lagde jer alvorligt på sinde, at I skulle vandre den Gud værdigt, som kalder jer til sit rige og sin herlighed.“ — 1 Tessaloniker 2:11, 12; se også Romerne 8:17; Filipperne 3:10-14; 2 Timoteus 2:12.

4. Nævn nogle af de interesser, han betroede den sande kirke.

⁴ Dengang Jesus Kristus var på jorden, betroede han sine disciple mange ting, deriblandt hans ord, at vogte fårene, „min fred“, forkyndelsen af Riget og hans faders navns ære. På pinsedagen blev der ved den hellige ånds virkekraft og apostlenes ledelse betroet den sande kirke endnu flere interesser. „Men hver enkelt af os fik et eller andet hverv pålagt, alt efter Kristi gaves omfang.“ (Efeserne 4:7; Twentieth Century) Mange af disse gaver nævnes i Ef 4 vers 11: „Og han gav os nogle som apostle, andre som profeter, andre som evangelister, andre som hyrder og lærere.“ Alle disse gaver havde et specielt formål: „For at gøre de hellige fuldt beredt til deres tjenestegerning, at opbygge Kristi legeme.“ (Ef 4 Vers 12) Apostlene udførte trofast disse tjenester, og nu ved denne verdens ende, hvor vi befinder os, bliver der også ydet loyal tjeneste. Der har blandt de millioner, der bekender at være kristne, kun været få, der har vogtet Guds hjord, fremholdt Guds rene og sande ord for folket og styrket dem, der hører til Herrens hus, samt forkyndt „himmeriget er kommet nær“, alt sammen til den himmelske Faders ære. Da Herren Jesus Kristus vendte tilbage i magt og herlighed for at oprette sit herredømme på jorden, skulle han finde den tro tjener i færd med at opfylde sine forpligtelser på en tilfredsstillende måde. Til sine disciple fortalte han en lignelse, der også er en profeti vedrørende denne tjeners arbejde, som beretter om, hvad der skulle ske. En drøftelse af denne lignelse og forståelse af dens opfyldelse vil være til glæde, trøst og opmuntring for Guds eget folk.

Lignelsen om den „tro og kloge tjener“

5. Hvem udvalgte den „tro og kloge tjener“, og hvad var det, der behagede Herren ved hans genkomst?

⁵ „Hvem er så den tro og kloge tjener, som hans herre har sat over sit tyende til at give dem deres mad i rette tid? Salig er den tjener, som hans herre, når han kommer, finder i færd med at gøre sådan. Sandelig siger jeg jer, han vil sætte ham over alt, hvad han ejer.“ (Mattæus 24:45-47) Vi kan se, at profetien ikke hentyder til en hvilken som helst tjener, men til en, der er blevet særlig udvalgt, en, „som herren har sat over sin husstand“. (Rotherham) Den hovedopgave, der nævnes som det, der burde gøres, var „at give mad i rette tid“ eller „give dens medlemmer deres forsyninger til det rigtige tidspunkt“. (En Amer. Overs.) Fordi denne tjener trofast, betænksomt, loyalt og forstandigt udførte den ham pålagte pligt, fik han sin herres anerkendelse. „Lykkelig den tjener, som hans herre, når han kommer, finder beskæftiget dermed!“ (Mattæus 24:46; Diaglott) Det vækker Herrens tilfredshed og også tjenerens. Efter denne anerkendelse af tjeneren belønner herren ham ved at betro ham et endnu større ansvar. „Han vil sætte ham over alt, hvad han ejer.“ „Han vil sætte ham over al sin ejendom.“ (En Amer. Overs.) „Han vil gøre ham til hersker over alt sit gods.“ — King James Version.

6. Hvornår er tiden inde til opfyldelsen af denne lignelse, og hvilke spørgsmål melder der sig i denne forbindelse?

⁶ Denne lignelses profetiske opfyldelse finder sted nu ved Herren Jesu Kristi andet komme, ved verdens ende. Den opfyldes nu, og derfor kan vi forstå den. Hvem er så den „tro og kloge tjener“? Hvem er hans „tyende“ eller „husstand“? Hvorledes og hvornår kom „herren“ og anerkendte „tjeneren“? Hvad skal der forstås ved, „hvad han ejer“, „ejendom“ eller „gods“? Hvad vil det sige, at han sættes over „alt, hvad han ejer“? Disse og mange flere spørgsmål melder sig ganske naturligt i læserens sind. Det er nu muligt at forstå opfyldelsen af denne lignelse, og lykkelig er den, som kan se.

7. Hvad hjælper os til at finde frem til tidspunktet for opfyldelsen?

⁷ Lad os først finde ud af tidspunktet for opfyldelsen. Vers 46 siger, når hans herre kommer, og vers 44 „Menneskesønnen kommer i den time, I ikke tænker jer“. Det vil være indlysende, at profetierne i Mattæus, det 24. kapitel, omhandler begivenhederne ved verdens ende. Herren bruger en af sine egne titler, „Menneskesønnen“, og gør det derved klart, at han hentyder til sig selv som husstandens „herre“. Tidspunktet er ved Kristi andet komme og „endens tid“ eller syntéleia for denne onde verden, da hans rige skal begynde sit herredømme.

8. Hvem er de „salvede“? Og hvad menes der med den „salvede rest“?

⁸ Hvem er ansvarlig for, at husstanden får mad? Ved en anden lejlighed sagde Jesus til sine efterfølgere: „Har I forstået alt dette? Ja, svarede de ham. Da sagde han til dem: Så er da enhver skriftklog, som er oplært for himmeriget, ligesom en husbond, der tager nyt og gammelt frem af sit forråd.“ (Mattæus 13:51, 52) Disse er derfor „rigsskaren“, de fremtidige medlemmer af „Kristi brud“, der er „i Kristus“ som omtalt i Romerne 12:5: „Således udgør vi mange eet legeme i Kristus, men hver for sig er vi hverandres lemmer.“ „Thi alle Guds forjættelser har i ham deres ja; derfor er der også ved ham gennem vor forkyndelse kommet til at lyde et amen, Gud til ære. Og den, der knytter os såvel som jer fast til Kristus, og som salvede os, er Gud, der også har sat sit segl på os og givet os ånden som pant i vore hjerter.“ (2 Korinter 1:20-22) De hører til „de salvede“. Denne skare består af 144.000 medlemmer (Åbenbaringen 14:1), hvis udvælgelse begyndte med apostlene og nærmer sig sin afslutning ved Jesu Kristi andet komme. Den er nu næsten fuldtallig. Kun en lille rest af denne skare, der almindeligvis kaldes den „salvede rest“, er nu tilbage her på jorden. Der skulle være en sådan skare på jorden, når Herren vendte tilbage, for det lærte han selv.

9. Hvorfor er 1918 et vigtigt årstal? Forklar, hvilket arbejde der fandt sted forud for 1918.

⁹ Herren Jesus Kristus blev indsat som den nye verdens konge i 1914, hvorom vidner fortidens profetier såvel som vor tids kendsgerninger. Den største begivenhed på jorden fandt da sted, for da var det, at den Højeste bød sin søn at herske midt iblandt sine fjender. (Salme 110:1, 2) Da blev der i himmelen taget skridt til at indføre Riget, denne nye magt, der skal herske over alle nationerne. (Salme 2; Åbenbaringen 12:5) Inden dette skelsættende år havde et forberedende arbejde fundet sted i mange år. Denne periode på 40 år (fra 1878 til 1918) var forudsagt i bibelens profetier og er gerne blevet betegnet som „Elias-gerningen“ eller „Johannes Døbers“ gerning, fordi den udgør den store opfyldelse i vor tid af deres profetiske gerning. „Dette er begyndelsen til evangeliet om Jesus Kristus, Guds søn: Som der står skrevet hos profeten Esajas: Se, jeg sender min engel for dit åsyn, han skal bane vejen for dig; der er en røst af en, som råber i ørkenen: Ban Herrens vej, gør hans stier jævne!“ (Markus 1:1-3; Mattæus 3:1-12) „Se, jeg sender jer profeten Elias, før Jehovas store og frygtelige dag kommer. Han skal vende fædrenes hjerte til sønnerne og sønnernes til fædrene, at jeg ikke skal komme og slå landet med band.“ (Malakias 4:5, 6) „Og — om I vil tage imod det — han [Johannes Døber] er Elias, som skulle komme.“ (Mattæus 11:14) Der skal banes vej, inden Kongen kommer. I de fyrretyve år, der gik forud for 1918, var budskabet ligesom på Johannes Døbers tid kraftigt, klart og trøstende for de fattige i ånden, en fordømmelse af de hovmodige og et vidnesbyrd om Guds Salvede, Kristus. Guds salvede folk forkyndte i mere end 30 år før 1914, at „hedningernes tider“ snart ville udløbe, og opfordrede dem, som påstod at tjene Gud, at gøre sig rede til tjeneste for Jehova. Budskab efter budskab blev offentliggjort, flere millioner håndbøger blev udgivet og mange millioner traktater omdelt, altsammen for at henlede folks opmærksomhed på opfyldelsen af profetierne og nødvendigheden af at være vågen og på vagt. Disse trofaste kristnes utrættelige, uselviske og helhjertede tjeneste blev iagttaget af husets „herre“, og han anerkendte dem og deres arbejde.

10. Hvornår blev Selskabet organiseret, og hvilke vanskeligheder opstod der kort efter året 1916?

¹⁰ Det var i året 1884, at disse trofaste tjenere organiserede og dannede Vagttaarnets Bibel- og Traktatselskab og igennem det begyndte at udføre deres tjenergerning. Da dette selskabs første præsident døde i 1916, gjorde nogle af dem, som havde været knyttet til Herrens salvede, oprør imod Guds tjenere. Misundelse fik dem til at bagtale Guds loyale børn og sige, at Vagttaarnets Bibel- og Traktatselskab ikke længere blev brugt af Herren, men at kun de havde lyset, og at Guds tjenere skulle følge dem. Midt i al denne forvirring med kiv og strid, bagvaskelse, hårde ord, forræderi, forfølgelser og prøver under den første verdenskrig vedblev den trofaste, salvede tjener at give husstanden den rette åndelige mad, og ikke en eneste gang undlod de at udgive bladet Vagttaarnet.

11. Hvilken stor begivenhed indtraf i året 1918, og hvad resulterede det i for Guds tjenere?

¹¹ Menigheden blev prøvet både udefra og indefra. I 1918 kom Herren Jesus Kristus til templet for at holde dom. Hans engle samlede dem ud af rigsskaren, som voldte anstød og øvede lovløshed. „Menneskesønnen skal sende sine engle ud, og de skal samle og fjerne fra hans rige alle, der frister andre til fald, og dem, som øver lovløshed; og de skal kaste dem i ildovnen; dér skal der være gråd og tænderskæren. Da skal de retfærdige stråle som solen i deres Faders rige. Den, som har ører, han høre!“ (Mattæus 13:41-43) Den store usynlige dommer fjernede i hast de onde og samlede sine trofaste. „Da skal de retfærdige stråle som solen i deres Faders rige.“ Ved at fjerne de oprørske og onde kunne han bruge sit eget folk og lade dem skinne, fordi deres lys var kommet. Han anerkendte disse loyale tjenere, fordi de til trods for alle problemer, prøver, forhindringer og forfølgelser stadig havde vogtet fårene og det hele tiden gennem Vagttaarnets Bibel- og Traktatselskab.

„Den tro og kloge tjener“

12. Hvad medførte anerkendelsen af den tro tjener?

¹² Husets herre sagde: lykkelig er denne tjener, og han vil sætte ham over alt, hvad han ejer. Denne tjeners forrettigheder og ansvar er nu blevet langt større, for mens han hidtil havde varetaget husstandens interesse i almindelighed, blev der nu pålagt ham endnu flere pligter. Han fik betroet ledelsen af alt herrens gods, ejendomme, jorder og rigdom. Hvad kunne nu dette betyde? Hvad var dette „gods“ eller disse „ejendomme“, der blev betroet denne „tro og kloge tjener“? Vi kan ikke andet end øjeblikkelig tænke på den nye konges bedste og dyreste eje, nemlig Riget. Men hvordan kunne Riget blive betroet til tjeneren? Det kunne ikke være en del af himmeriget, eftersom den salvede rest stadig befinder sig på jorden. Det er imidlertid, hvad det drejer sig om, dette herlige riges interesser i forbindelse med jorden. Det er de Rigets interesser, der er synlige. Kan det virkelig derfor betyde, at den hjemvendte herre, der kommer som jordens nye hersker, har sat denne „tro og kloge tjener“ over alle hans riges jordiske interesser? Det er netop, hvad det indebærer, og intet mindre. Han vil sætte ham over alt, hvad han ejer. Vi ikke alene tror det, men takker Gud og Kristus dag og nat for hans kærlige omsorg for menneskenes børn.

13. a) Hvorledes bliver disse interesser varetaget? Og gennem hvilken organisation? b) Hvad betyder det?

¹³ Hvorledes bliver disse interesser varetaget? Svaret er: af hans salvede rest gennem den organisation, han i så rigt mål har velsignet i disse 66 år, Vagttaarnets Bibel- og Traktatselskab. Nogle læsere vil måske betvivle dette, men vi opfordrer jer til at undersøge beviserne og selv forvisse jer om sandheden af denne udtalelse. Kan I allerede nu tænke på nogen organisation, der bliver brugt af Guds folk udelukkende til udførelsen af hans gerning? Her er en skare af Herren Guds salvede tjenere, der helt har indviet sig til hans hellige tjeneste, og som nu handler i urokkelig tro, ærer hans navn, forkynder Kongen og Riget, vogter hjorden og bruger denne samme organisation til udførelsen af disse opgaver. Det ville måske være let at sige: Det passer ikke. Men kan man nævne en anden organisation på jorden, der gør alt dette? Det lader sig simpelthen ikke gøre. Læg imidlertid mærke til, at disse udtalelser er ikke påstande, men kendsgerninger. Herrens „tro og kloge tjener“ har beviser for, at den er „tjeneren“, og når dette er blevet fastslået, tvinges de, som får øjnene op derfor, til at tage stilling til med hvem, de vil tjene. Kan du og vil du fortsætte med at tjene med sådanne, der ikke er bemyndiget af eller i harmoni med den tjener, der er sat over alt, hvad han ejer, eller vil du lære Guds vej at kende? Du kan ikke gøre begge dele. Den „tro og kloge tjener“ er loyal og blind og døv over for alt og alle, der søger at volde splid iblandt eller skade husstandens medlemmer, og denne „tjener“ har opnået sin herres gunst. Træf derfor dit valg.

14. Hvem tilhører disse interesser? Hvorfor det?

¹⁴ Jesus Kristus er denne „tro tjeners“ overhoved, og alle må anerkende det. Rigets vitale interesser bliver ikke blot overgivet eller skænket tjenerskaren, for at de kan varetage dem efter forgodtbefindende. Nej, sådan er det ikke. „Godset“ eller „ejendelene“ tilhører stadig Kristus Jesus, husets „herre“, og han betror dem i tjenerens varetægt. Det er betroede midler. Ville det ikke også være ejendommeligt, dersom Kristus havde flere end den ene „tro og kloge tjener“? Hvis han havde to eller flere, og de hver især hævdede at være sat over al hans ejendom, så ville det afstedkomme forvirring, og Gud er ikke forvirringens Gud.

15. Hvilke eksempler tvinger os til at drage den slutning, at der kun findes den ene „tro og kloge tjener“?

¹⁵ Der er kun een Jehova, een Herre Jesus Kristus, een hellig ånd, een salvet skare og een skare af Herrens „andre får“. Der er ikke to Krister, og der er heller ikke to salvede skarer. Så i dag findes der kun een „tro og klog“ tjenerskare. Tænk over, hvorledes Jehova har handlet før i tiden. Noa, for eksempel, var den, der blev udvalgt til at prædike inden Vandfloden. Gud gav Abraham løftet om, at hans sæd skulle tage landet i eje og velsigne alle jordens slægter, og ikke to eller tre forskellige Abraham’er. Han brugte Moses som ene mand til at udfri og lede Israel og give det loven — ikke flere mænd. Det samme kan siges om Aron, ypperstepræsten, og Jeremias og hans gerning. To kan selvfølgelig arbejde sammen som Elias og Elisa, men ikke med forskellige opgaver, der går på tværs af hinanden. Tidligere eksempler og fornuften tvinger os til den slutning, at kun den ene „tro og kloge“ tjenerskare har fået betroet Rigets dyrebare gods.

16. Hvorledes betragtede nogle „tjeneren“, der blev sat over alt, hvad Herren ejer? Og hvad er der siden sket?

¹⁶ Efter at dette betroede gods var blevet givet denne „tro tjener“ efter året 1918, kom nogle med indvendinger og sagde til Vagttaarnets Bibel- og Traktatselskabs ledende mænd, der repræsenterede den salvede rest: „I påtager jer for meget. Hvem har indsat jer i de stillinger? Hvor har I fået bemyndigelse til at forestå ledelsen af Herrens arbejde på jorden?“ Eller: „Vi er også Guds folk og har visse rettigheder, og vi tror, at Gud stadig åbenbarer sine hensigter gennem enkeltpersoner uanset tjenerskikkelsen.“ Disse oprørske elementer forsøgte at organisere Guds folk imod Vagttaarnets Bibel- og Traktatselskab og derfor imod „tjeneren“. De opfordrede Guds børn til at tage afstand fra det og gå deres egne veje eller i det mindste slutte sig til dem, og så ville de give dem mad og fremholde sandheden for dem. Hvor er disse oprørere i dag? De er ikke at finde. Det er som jorden havde opslugt dem, som det skete med Kora og de 250 øverster for menigheden, der sluttede sig sammen med ham i oprøret mod Moses, Guds tjener. (4 Mosebog 16:1-35) På det tidspunkt befalede Jehova i forbindelse med udnævnelsen af ypperstepræsten, at hver stamme, tolv i alt, skulle bringe en stav, og han ville lade en af dem blomstre, som tegn på hvem han ville udvælge, og således gøre ende på al knurren. Det var Arons stav, der grønnedes, blomstrede og bar modne mandler. (4 Mosebog 17:1-11) Således forholder det sig også i dag. Kristi efterfølgeres salvede rest har ikke selv påtaget sig dette ansvar. De valgte det heller ikke selv. De var trofaste i udførelsen af deres pligter, og Kristus belønnede dem med større forrettigheder og tjenester. Enhver, som betvivler, at nogen er udvalgt af Herren, burde lægge mærke til dennes frugter. Hvis „stav“ har „blomstret“? Hvis myndighed har frembragt resultater? Svaret er indlysende, det har ingen andre end „den tro og kloge tjener“. Nogen har måske ikke indset det hidtil, men vidnesbyrdet derom står fast.

17. Hvorfor bør vi kun spise ved Herrens bord?