1914 et mærkeår!

„Jerusalem skal nedtrampes af nationerne, indtil nationernes fastsatte tider er opfyldt.“ — Luk. 21:24, NW.

1. I hvor vid udstrækning fremgår det, at Jehovas vidner forud forkyndte året 1914 som et mærkeår?

„ENDEN på alle riger kommer i 1914!“ Sådan lød en fængslende overskrift til en artikel om Jehovas vidner i et verdsligt blad kaldt „New World Magazine“ i nummeret for 30. august 1914. Et uddrag af denne artikel fortsætter med at sige: „Det voldsomme krigsudbrud i Europa har opfyldt en usædvanlig profeti. I et kvart århundrede har de Internationale Bibelstudenter, bedst kendt under navnet Millennister, gennem prædikanter og presse kundgjort for verden, at vredens dag, der profeteres om i Bibelen, ville begynde i 1914. Hold øje med året 1914, har været de hundreder af rejsende evangelisters feltråb, og disse repræsentanter for denne ejendommelige tro har rejst landet rundt på kryds og tværs og fremholdt den lære, at Guds rige er for hånden. Skønt millioner af mennesker må have hørt disse evangelister, og skønt en af deres bøger, Tiden er nær, er blevet trykt i et oplag på over fire millioner, og skønt religiøse publikationer og den verdslige presse, indbefattende i hundredvis af aviser landet over, såvel som foredrag, diskussioner, studiemøder, ja, selv film, er blevet taget i brug, ved mennesker i al almindelighed ikke, at der eksisterer en bevægelse som Millenniets Daggry.“

2, 3. Hvorledes fandt man ved kronologiens hjælp frem til året 1914, som det fremgår af bogen The Three Worlds og af Vagttaarnet fra 1880?

² Denne opsigtsvækkende forkyndelse, der havde verdensomfattende betydning, begyndte at blive fremholdt af Jehovas vidner 37 år før mærkeåret 1914. Det var i 1877, at Charles T. Russell, den første præsident for Vagttaarnets Selskab af Jehovas vidner, som medforfatter af bogen The Three Worlds (De tre verdener) forklarede Bibelens kronologi i forbindelse med dette årstal. „De halvfjerds års fangenskab endte i Kyros’ første regeringsår, året 536 f. Kr. De begyndte derfor 70 år tidligere eller i året 606 f. Kr. Det var derfor i året 606 f. Kr., at Guds rige endte, kronen blev fjernet og hele jorden overgivet til hedningerne. 2520 år fra året 606 f. Kr. vil udløbe i 1914. . . . Jerusalem skal nedtrampes af hedningerne, indtil hedningetiderne er fuldbyrdet (Luk. 21:24), det vil sige nedtrampet til året 1914, da tiden var inde til hele Israels hus’ genopståen og hjemvenden.“ — Siderne 83, 165.

³ Bladet Vagttaarnet viste så langt tilbage som i 1880 betydningen af dette år, der skulle se en forandring i herredømmet over jorden. „Det er ofte blevet vist, at dette er grundlaget for og nøglen til hedningetiderne (Luk. 21:24) eller varigheden af det hedenske herredømme over Jerusalem. En tid er et år; en profetisk tid er 360 almindelige år. . . . syv tider er 2520 år. Fra året 606 f. Kr., da Jerusalems ødelæggelse begyndte, når 2520 år frem til året 1914 e. Kr.“ „Hedningetiderne strækker sig til året 1914, og det himmelske rige vil ikke være trådt i kraft før det tidspunkt.“ — Zion’s Watch Tower, juni 1880 og marts 1880.

4. Hvad har Jehovas vidner siden 1914 påstået indtraf i 1914? Hvilke spørgsmål melder der sig?

⁴ Ikke alene før 1914, men også siden har Jehovas vidner atter og atter påpeget betydningen af dette vigtige årstal. Ved deres stævne i Philadelphia, den 22. november 1947, vedtog Jehovas vidner, i alt 20.649, enstemmigt en resolution, hvori der blandt andet sagdes: „. . . verdensbegivenhederne fra og med 1914, begyndende med den første verdenskrig, opfylder profetierne om verdens ende og viser sig således selv at være det synlige tegn på oprettelsen af Jehovas rige ved hans Kristus i dette bemærkelsesværdige år; . . . vi er i endrægtighed og uanset race, nationalitet, sprog, farve eller tidligere religiøse tilknytninger flokkedes om Jehovas indsatte konge over den nye verden, Kristus Jesus, der nu står på Zions bjerg som et banner for folkene.“ Alt dette betyder, at det guddommelige overherredømme, som før udøvedes af Gud over jorden, nu skulle genindføres i året 1914. Som forudsagt indtraf der skelsættende begivenheder dengang, og der sker stadig ting, som griber voldsomt ind i alle menneskers skæbne i dag. Hvad er da guddommeligt overherredømme, og hvorfor er det blevet et universelt stridsspørgsmål? Hvorfor er der forløbet næsten tresindstyve århundreder, hvor dette herredømme ikke er blevet udøvet på jorden i sin helhed? Hvilke beviser er der for, at Gud har genoptaget sit overherredømme over jorden, og hvad varsler dette for menneskeheden?

5, 6. Hvad er suverænitet? Hvem er den universelle Suveræn, og hvordan er han det? Hvad art regering giver han bemyndigelse til?

⁵ Jehova Gud er den absolutte suveræn i universet. Dette er den største af alle kendsgerninger. Det er et af sandhedens grundprincipper. I himlene har Gud lige fra begyndelsen udøvet sin ret til overherredømme. Overherredømme eller suverænitet er blevet defineret som den absolutte, øverste og uafhængige magt, ved hvilken ethvert samfund af skabninger styres. Suverænitet er magt til at oprette en regering og bestemme dens styreform. Det er den suveræne magt, der bestemmer, hvad art regering der skal herske over en gruppe skabninger. En gruppe skabningers regering er derfor det synlige udtryk for den suveræne magt, der står bag den.

⁶ Jehova Gud indtager i sin egenskab af Skaber en så overlegen og almægtig stilling, at han lovmæssigt og de facto kan bestemme, hvad art regering der skal styre hans lydige skabninger. (2 Mos. 6:3; Amos 4:12, 13) Den regeringsform, Jehova som suveræn hersker for talløse tidsaldre siden gav bemyndigelse til i universet, var det teokratiske styre. Det er nøjagtig den samme styreform, der vil sammenfatte universet i et fredens og sikkerhedens rige i tiden fremefter. Teokrati er en regering, der står under den Højestes umiddelbare ledelse og administration. Som regerende suveræn har Gud således direkte medvirket i administrationen af sine regeringer gennem udnævnte redskaber eller tjenere.

Uenighed om jordens overherredømme

7, 8. Hvad skete der med den regering, der oprindelig fik bemyndigelse i Eden? Beskriv det embede, som den første usynlige hersker over det fuldkomne menneskepar beklædte.

⁷ Menneskets oprør i Eden gjorde tilsyneladende for en tid ende på udøvelsen af det guddommelige herredømme over hele jorden og dens beboere. Derefter ser det ud til, at en selvbestaltet suverænitet blev udøvet af en åndeskabning, der førhen havde været en betroet tilsynshavende i Guds universelle regeringsorganisation, en regering, der i Bibelen skildres som en høj eller et bjerg. (Es. 2:2, 3) På dette Guds bjerg findes de højtstående åndeskabninger, der hedder keruber. Disse keruber er rundt om Jehovas trone og formodes at hævde hans universelle overherredømme. (Sl. 80:2) En af disse keruber fik overdraget retten til at udøve regeringsmæssigt formynderskab over det første fuldkomne menneskepar i Eden og den slægt, der skulle udgå fra dem. Det var Jehova Gud, der indsatte ham i dette beskikkede hverv som formynder for menneskeslægten. (Ez. 28:14.) Bibelen giver en skildring af denne første teokratiske hersker over den fuldkomne menneskehed, der senere gjorde oprør, og han beskrives under den forbilledlige skikkelse af „kongen af Tyrus“.

⁸ „Menneskesøn, istem en klagesang over kongen af Tyrus og sig til ham: Så siger den Herre Jehova: Du var indsigtens segl, fuld af visdom og fuldkommen i skønhed. I Eden, Guds have, var du; alle slags ædelsten var din klædning, . . . Du var en salvet, skærmende kerub; jeg gjorde dig dertil; på det hellige gudebjerg var du; du vandrede imellem Guds sønner. Fuldkommen var du i din færd, fra den dag du skabtes, indtil der fandtes brøde hos dig. Ved din megen handel fyldte du dit indre med uret og forbrød dig.“ — Ez. 28:12-16.

9. Hvilket stridsspørgsmål rejstes med oprøret? Hvorledes skred Jehova straks ind?

⁹ Den bibelske beretning om oprøret i Eden er velkendt af de fleste, og det vil ikke være nødvendigt at gå ind på de nærmere enkeltheder her. (1 Mos. 3:1-8) Umiddelbart efter at denne åbenlyse handling var blevet begået i trods mod Jehovas suveræne vilje, holdt Jehova, den øverste dommer, rettergang. Den suveræne Gud fratog den første regerende hersker over mennesket magten og dømte med rette til senere udslettelse denne utro kerub, der i en slanges skikkelse havde begået et hidtil uhørt forræderi imod den universelle og suveræne magt. Med denne udåd rejste han stridsspørgsmålet om Guds overhøjhed, en udfordring, som Jehova øjeblikkelig tog op og forpligtede sig til at godtgøre. Jehova udtalte den første profeti, der foreligger skriftligt, hvori han i tilsløret sprog forudsiger magtoverdragelsen til en anden hersker, en kongelig sæd og forsvarer. (1 Mos. 3:14, 15) Guds beslutning om at afgøre dette stridsspørgsmål på sin egen måde fremgik år senere af den styrkeprøve, der udviklede sig mellem Jehova og Ægyptens farao. — 2 Mos. 9:16; Rom. 9:17.

10, 11. Gør rede for Satans skilsmisse fra Guds organisation.

¹⁰ På denne første dommedag blev retten til regeringsformynderskab på stedet frataget denne skyldige oprørske modstander, der nu blev kendt som Satan Djævelen. Han var ikke længere Jehova Guds repræsentant. Hans fjernelse udgjorde også en lovmæssig skilsmisse fra Guds bjerglignende organisation.a Findes der en beretning om denne summariske afskedigelse? Ja, gennem guddommelig åbenbarelse giver Bibelen os en beretning om Guds skilsmissebrev. Skilsmissekendelsen viser tydeligt, at en forsoning mellem oprøreren Satan og den universelle Suveræn, hvem han spottede, er fuldstændig utænkelig.

¹¹ „Da vanhelligede jeg dig og viste dig bort fra gudebjerget . . . Dit hjerte hovmodede sig over din skønhed, du satte din visdom til på grund af din glans. Jeg slængte dig til jorden og overgav dig til konger, at de skulle nyde skuet af dig. Med dine mange misgerninger, ved din uredelige handel vanhelligede du dine helligdomme [din hellige stilling, Mo]. Da lod jeg ild bryde løs i din midte, og den fortærede dig; jeg gjorde dig til støv på jorden for alle, som så dig. Alle blandt folkeslagene, der kendte dig, stivnede af skræk over dig; du blev en rædsel, og borte er du for evigt [din skæbne er frygtelig, og du har ingen fremtid, Mo].“ — Ez. 28:16-19.

12. Gør rede for begrænsningen af Satans virkeområde efter hans skilsmisse fra Guds organisation.

¹² Mens Eden endnu var til, blev Satan frataget sin magt og lovformeligt og for evigt skilt fra Guds teokratiske regeringsorganisation. Dette betød ikke, at han var udelukket fra at vise sig på jorden, hvor han kunne øve indflydelse på udviklingen af civilisationen i en retning, der passede hans selviske formål, eller fra at omgås englene i himmelen. „Nu hændte det en dag, at Guds sønner kom og trådte frem for Jehova, og iblandt dem kom også Satan. Jehova spurgte Satan: Hvor kommer du fra? Satan svarede Jehova: Jeg har gennemvanket jorden på kryds og tværs. Jehova spurgte da Satan: Har du lagt mærke til min tjener Job? Der findes ingen som han på jorden, så from og retsindig en mand, som frygter Gud og viger fra det onde. Men Satan svarede Jehova: Mon det er for intet, Job frygter Gud? Har du ikke omgærdet ham og hans hus og alt, hvad han ejer, på alle kanter? Hans hænders idræt har du velsignet, og hans hjorde breder sig i landet. Men ræk engang din hånd ud og rør ved alt, hvad han ejer! Sandelig, han vil forbande dig lige op i dit ansigt! Da sagde Jehova til Satan: Se, alt, hvad han ejer, er i din hånd; kun mod ham selv må du ikke udrække din hånd! Så gik Satan bort fra Jehovas åsyn.“ — Job 1:6-12.

13, 14. a) Hvad viser bemærkningen: „Jeg har gennemvanket jorden på kryds og tværs“? b) Hvorledes har menneskers regeringer ned gennem tiderne vist sig at være?

¹³ Den ovenstående samtale mellem den universelle Suveræn, Jehova, og den falske suveræn, Satan, der blev nedskrevet i det femtende århundrede f. Kr. eller henved 2500 år efter oprøret i Eden, afslører flere interessante ting. For det første viste den, at Satan havde „gennemvanket jorden på kryds og tværs“, at han havde jordiske interesser blandt den faldne menneskeslægt, der krævede hans tilsyn som en usynlig selvbestaltet overherre. Efter at have vundet sig uafhængighed ved, hvad han troede var et vellykket brud med den teokratiske regering, søgte Satan fra da af som skinsuveræn at give mange forskellige regeringsformer magt og myndighed over den faldne menneskehed. Lige fra hans første forsøg med oprettelsen af en rigsregering i Babylon på Nimrods tid og til i dag har alle de mange ikke-teokratiske regeringer været af hans opfindelse og har regeret med hans bemyndigelse. — 1 Mos. 10:8-10.

Hvor nationerne får deres suverænitet fra

¹⁴ Kendsgerningerne viser, at blandt alle de talrige eksperimenter, der er blevet foretaget med organisering af jordiske regeringer i for- og nutid, lige fra absolut enevælde på højre fløj til kommunistiske regimer på venstre fløj, har hver eneste regering vist sig at være hård, uden fremsyn, fordærvet, villig til at tage imod bestikkelse, undertrykkende, brutal. De har forfulgt sande tilbedere af Gud, overtrådt den evige pagt om livets hellighed og fremkaldt blodige krige. (1 Mos. 9:4-6, 16) Hver har haft sin glansperiode, men er til sidst blevet fjernet med vold. Den suveræne magt, der gav bemyndigelse til så mislykkede regeringer, kunne ikke have været den sande universelle Suveræn. Tværtimod er der overvældende beviser for, at det har været Satan, Dragen, der har forsøgt at give disse ugudelige regeringer suveræn magt og myndighed. (Åb. 13:2 og Ef. 6:12) Lige siden Adams og Evas fald og indtil nu har hele det troløse menneskesamfund været i denne listige og falske overherres vold, denne onde skabning, der har gjort sig selv til „dette tingenes systems gud“. (2 Kor. 4:4, NW) Der gives intet håb om evigt liv eller varig sikkerhed i dette gamle verdenssamfund og dets regeringer, og årsagen er den, at deres grundvold ikke har rod hos Gud, men sammen med Satan er skilt fra Gud og har været det lige siden Adams tid. — 1 Mos. 3:16-19.

15, 16. a) Hvad tilkendegiver ordene: „Har du ikke omgærdet ham på alle kanter“? b) Hvilken anerkendelse viste Gud sine sande tilbedere på jorden?

¹⁵ Den førnævnte samtale i himmelen om Job kaster lys over en anden ting. Det fremgår af Satans klage: Har du ikke omgærdet ham på alle kanter? Dette antyder, at lige fra oprøret handlede Jehova fuldstændig uafhængigt og uden mindste hensyn til Satan under varetagelsen af enhver af sine interesser på jorden, og at han udøvede sin egen overlegne myndighed og tilsidesatte enhver anden, når det behagede ham. Bibelens beretninger bekræfter denne slutning. Jehova overtog ufortøvet overopsynet med Edens have og lagde det i hænderne på andre mægtige keruber, der var loyale over for ham. (1 Mos. 3:24) Gud traf nu en ordning for særlig beskyttelse af enhver blandt menneskene, der ydede ham sand tilbedelse, dog skete det ikke gennem en teokratisk regering, således som han oprindelig havde udtænkt for Adams efterkommere, men gennem engles direkte beskyttelse.

¹⁶ Vi ved, at Jehova handlede direkte med Abel, Enok og Noa og åbenbarede sin vilje for dem. De havde derfor Guds anerkendelse. (1 Mos. 4:4; 6:8; Jud. 14) Gud gav sin anerkendelse til Abraham, Isak og Jakob, der holdt sig fri af regeringerne i Satans verden, og som havde en skytsengel til at vejlede sig i Palæstina. (1 Mos. 22:15; 24:7; 31:11; 48:16) Jehovas engel talte til Moses i den brændende tornebusk. (Ap. G. 7:30, 35) Dengang Israels hære drog ud af Ægypten i året 1513 f. Kr., gik Jehovas engel foran dem, men den flyttede sig og gik bag ved dem som en bagtrop, der skulle hindre den ægyptiske hær i at indhente dem os slå dem ned. (2 Mos. 14:19) Efter at Israels forbilledlige teokratis dage var forbi, dengang Guds folk var i fangenskab i Babylon, varetog Mikael, Israels fyrstelige skytsengel, Jehovas interesser på jorden. Denne skytsengel i Israel var uden tvivl Jesus Kristus under hans før-menneskelige tilværelse. — Dan. 10:13, 21; Åb. 12:7.

17. Hvad er der blevet gjort i guddommelig omsorg for sande kristne? Anfør beviser.

¹⁷ Ligesom Satan ikke besad nogen teokratisk magt, der var givet ham fra suveræn kilde, over Guds sande tilbedere i tiden forud for Jesus, således har Jehova på Jesu og de første kristnes tid haft engle til at beskytte sit folk imod „mørkets myndighed“. Om Satan sagde Jesus: „Han har intet tag i mig.“ (Kol. 1:13 og Joh. 14:30, NW) Så er der Peters tilfælde, da han blev udfriet fra Herodes’ morderhænder ved Jehovas engel. (Ap. G. 12:6-11) Paulus siger vedrørende beskyttende engle: „Er de ikke alle ånder [engle] til offentlig tjeneste, udsendt for at betjene dem, som skal arve frelse?“ (Hebr. 1:14, NW) Til trods for Satans jernhårde regeringer og deres hårdnakkede forfølgelse har Jehovas folk ned gennem tiden stået adskilt fra verden og stået disse forfølgelser igennem. Det er kun dem, som har vist mangel på tro, og som er gået på kompromis med verden, der har unddraget sig Guds særlige omsorg. Selv i dag er de, som danner kernen i det nye verdenssamfund, både blandt den salvede rest og de „andre får“, kommet ud fra babylonisk fangenskab og har undsluppet Satans kløer. (Åb. 18:4; 2 Kor. 6:15) Mens Satan hele tiden har søgt at godtgøre sin side i stridsspørgsmålet om overherredømme, har dette skriftsted vist sig som sandt: „Jehovas engel slår lejr om dem, der frygter ham, og frier dem.“ — Sl. 34:8.

18. I hvilken udstrækning har Satan søgt at efterligne Jehovas suverænitet, og kan han stå mål med sin ærgerrighed?

¹⁸ Der er til sidst en ting, man med et lille smil må lægge mærke til i Satans skamløse samtale med Jehova om Job. Satan var ikke den almægtige suveræn, som han oprindelig troede, han skulle blive. Den omstændighed, at Gud udspørger ham: „Hvor kommer du fra?“, antyder, at Jehova var den overlegne. Det var en frygtagtig Satan, der blev krævet til regnskab. Den yderligere omstændighed, at Satan klager over det „gærde“, der er sat rundt om Job, viser, at han følte sig irriteret over at se Jehovas overlegne magt blive lagt for dagen, ikke alene til forsvar for Guds sande tilbedere på jorden, men også ved særlige lejligheder, som for eksempel ved Vandfloden, hvor Gud uden mindste besvær bortfejede Satans jordiske bastardcivilisation; ved Babel, hvor Gud forvirrede tungemålet, der taltes i Satans første jordiske rige; og i Ægypten, hvor Jehova tvang den første verdensmagt i knæ og udfriede israelitterne med fast hånd. (1 Mos. 7:21-24; 11:7-9; 2 Mos. 14:8) Endvidere satte Jehova en grænse for, hvor langt Satan måtte gå i sin prøve af Jobs retskaffenhed. (Job 1:12) Læg også mærke til, at Satan respekterede Jehovas magt ved at rette sig derefter. Han ønskede ikke at løbe risikoen for uden grund at opirre Jehovas langt overlegne styrker. Alt dette gjorde den falske suveræn til en afmægtig undermåler og viste, at hans magt på jorden ikke var altomfattende. Ja, i virkeligheden havde han kun indflydelse de steder, hvor han havde forblindet beboerne med sine falske religioner og holdt dem nede ved hjælp af sine forskellige nødregeringer. Han har aldrig besiddet ubestridt herredømme eller magt over hele menneskeheden, thi der har til alle tider været nogle, som har holdt sig til den sande tilbedelse af Jehova Gud, og som har set frem til genoprettelsen af et guddommeligt styre, der har fået magt fra suveræn kilde, over den ganske jord. — Hebr. 11:10.

(The Watchtower, 1. maj 1952)

[Fodnote]