Ung pige på Fiji-øerne tænker på sin Skaber

„TÆNK på din Skaber i ungdommens dage,“ råder vismanden i Prædikeren 12:1. At det ikke alene vil bringe fortjeneste i fremtiden, men også nutidige velsignelser at følge dette råd, fremgår af følgende brev fra en seksten års pige, som er heltidsarbejder for Jehova på Fiji-øerne:

„I forrige uge lagde jeg, mens jeg var på gadearbejde, mærke til to nonner, der stod og betragtede mig i nogen afstand. Efter en tids forløb kom de over til mig, og en af dem sagde: „Unge pige, skammer du dig ikke over at stå her og sælge bøger?“ Jeg spurgte hende, hvem jeg skulle skamme mig for, og hun sagde: „For folk i almindelighed.“ Jeg forklarede hende: „Nej, vi lægger os apostlenes ord på sinde. Vi frygter ingen mennesker, men kun Gud, og vi er hans vidner. Der kan ikke være nogen tvivl om, at han hele tiden står bag os. Dersom vi vidste, at dette ikke var den rette gerning og ikke havde nogen tro på det, vi forkynder, så ville vi have grund til at skamme os. Det er årsagen til, at ingen anden religion udfører dette arbejde. De frygter mennesker og ærer kun Jehova med deres læber.“

Hun spurgte mig så, hvordan vi kunne vide, vi var Guds folk. Jeg henviste til Esajas 43:10: „Mine vidner er I, så lyder det fra Jehova.“ „Men hvordan kan I vide, at det skriftsted gælder jer?“ spurgte hun dernæst. „Af den grund, at dette skriftsted har været i Bibelen mere end nitten århundreder, og ingen anden religion har taget det op. De skammer sig vel over at bære sådan et navn.“

„Du har besvaret mine spørgsmål til min tilfredshed,“ sagde hun så. „Jeg ville ønske, katolske piger ville stå op for kirken. Du ved sandelig, hvad du taler om.“ Hun klappede mig på skulderen og sagde til min overraskelse: „Fortsæt det gode arbejde.“ Jeg håber at se hende igen.

For nogle søndage siden overværede en fijiansk sygeplejerske vore møder og bad mig om at hjælpe hende med at studere Bibelen. Vi aftalte så et studium den følgende søndag. Jeg tog ud til hende om morgenen, og I kan tænke jer min forbavselse, da jeg ikke alene fandt hende, men også 39 af hendes venner der, som alle ønskede at lære mere om Vola Taku (Bibelen eller den Hellige Bog). Naturligvis havde vi ikke nær nok tekstbøger til alle, og de bad mig tage eksemplarer af „Gud maa være sanddru“ med, næste gang jeg kom.

Under studiet kom hospitalets oversygeplejerske for at se, hvad der gik for sig; hun undrede sig over, at alting var så roligt, da sygeplejerskerne sædvanligvis var ret støjende. Da hun så deres bibler, nikkede hun og smilede. Efter studiet besøgte jeg hende og forklarede hende vort arbejde. Hun var meget venlig og sagde, hun gerne ville se mig næste uge.“