Bevarer du din tillid?

BIBELEN udstråler tillidens ånd fra alle sine sider. Tillid til at Skaberen, Jehova Gud, er til; tillid til hans ords sandfærdighed, tillid til Guds evne til at indfri sine løfter. Ja, og også Guds tillid til, at nogle af hans skabninger vil kunne bevare deres retskaffenhed.

I betragtning heraf er der sandelig ikke nogen gyldig undskyldning for at miste sin tillid til Gud og hans løfter, der er ingen logisk grund for os til ikke at være udholdende i troen og tjene ham. Men dette er ikke let at gøre, særlig ikke i disse farlige tider — de dage, om hvilke Jesus forudsagde, at kærligheden ville blive kold på grund af den voksende lovløshed, den tid, da denne verdens visdom samler alle sine styrker om dette ene at ødelægge troen på Jehovas ord, og da Satan raser som aldrig før. — 2 Tim. 3:1-6; Åb. 12:12.

Mere betimeligt end nogen sinde er derfor Paulus’ råd, at vi bevarer „den tillid, vi havde i begyndelsen, urokkelig fast til det sidste“. (Hebr. 3:14) Hvordan skal vi bære os ad med det? Tage et kursus på et eller andet teologisk seminarium? Nej, for selv nogle af verdens mest fremtrædende teologer sætter deres tillid over styr. Tænk for eksempel på William Ralph Inge, K.C.V.O., F.B.A., D.D., der blev anset for at være een af Englands mest indflydelsesrige præster i tiden mellem de to verdenskrige; han har været provst ved St. Pauls katedral i London i tre og tyve år og har udgivet fem og tyve bøger om religiøse emner. I november 1953, da han var tre og halvfems år gammel, blev han interviewet af en reporter fra bladet London Express, og fra dette interview bringer vi følgende karakteristiske uddrag:

„Hvis jeg skulle leve mit liv om, tror jeg ikke, jeg ville være præst. Jeg har aldrig været glad for den engelske kirke. Jeg elsker ikke menneskene. Jeg har elsket et par af dem. Resten er en samling kønne planter. Jeg håber, at jeg ikke helt har forspildt mit liv. Men jeg tror ikke, at verden er blevet et bedre sted, fordi jeg har været i den. Verden er ikke bedre og antagelig heller ikke værre. Den er, som den altid har været, og som den uden tvivl altid vil vedblive at være.

Hele mit liv har jeg søgt at finde livets mening. Jeg har prøvet at finde løsningen på tre problemer, der altid har syntes mig at være de grundlæggende: Evighedens problem, den menneskelige personligheds problem og det ondes problem. Det er ikke lykkedes mig. Jeg har ikke løst nogen af dem, og jeg ved ikke mere nu, end da jeg begyndte. Og jeg tror ikke, at de nogen sinde vil blive løst.

Jeg ved lige så meget om livet efter døden som De — intet. Jeg ved ikke engang, om der er noget liv efter døden — i den betydning kirken lærer det. Jeg har ikke dannet mig noget billede af en „himmel“ eller en „gæstfri Gud“. Jeg ved ikke, hvad jeg vil finde. Jeg må vente og se.“

Han bekendte også, at han havde fået nok af livet og var træt af at vente på at dø.

Det var en såkaldt kristen præst, der fremkom med den bekendelse om et forfejlet liv og tab af tillid! Hvor ulig det eksempel, Kristus Jesus satte! Han sagde i sin bøn til sin himmelske Fader den nat, han blev forrådt, at han havde fuldført det værk, han var sendt til jorden for at udføre. Jesus følte intet savn. I hans sind var der ingen tvivl om, hvad Guds hensigt med ham var. Som han sagde til Pilatus dagen efter: „Dertil er jeg født, og dertil er jeg kommen til verden, at jeg skal vidne om sandheden.“ Han efterlod os et forbillede, som vi nøje må følge. Han bød sine disciple at „gøre disciple af folk af alle nationer“. Ja, de kristnes arbejde er at „forkynde hans guddomskraft, som kaldte [dem] fra mørket til sit underfulde lys“. — Joh. 17:4; 18:37; Matt. 28:19, NW; 1 Pet. 2:9.

Den kristne har ingen grund til at være forvirret, hvad angår evighedens problem. Han ved, at hans begrænsede sind ikke kan rumme tidens og rummets uendelighed, og i tro accepterer han den kendsgerning, at Jehova Gud er evig. (Sl. 90:2) Den kristne er heller ikke foruroliget over, at det onde tillades, for som Jehova sagde rent ud til farao, der repræsenterede Djævelen, ligesom Moses repræsenterede Kristus: „Derfor har jeg ladet dig blive i live for at vise dig min magt, og for at mit navn kan blive forkyndt på hele jorden.“ — 2 Mos. 9:16.

Den kristne Ordets tjener behøver heller ikke at være så pessimistisk at mene, at denne gamle verden altid vil vedblive at være, som den er, for da, Jesus sagde, at vi skal bede om, at Guds vilje må ske på jorden, som den sker i himmelen, viste han klart, at en ny verden engang vil erstatte den gamle, en ny himmel og en ny jord, som Jehova for længst har lovet, netop som apostelen Peter minder os om. — Matt. 6:10; Es. 65:17; 2 Pet. 3:9, 13.

En teolog kan måske være uvidende om, hvad man kan vente efter døden, men Jesus Kristus vidste det, og det gjorde apostelen Paulus også. Det gjorde for den sags skyld alle. Guds trofaste tjenere i både den kristne og den før-kristne tid, og de fremholdt gang på gang håbet om en opstandelse. — Joh. 5:28, 29.

Hvorfor skulle disse enkle og ligefremme sandheder være uden for lærde teologers rækkevidde? Kan det være på grund af stolthed og selviskhed? Ja, er det ikke den højeste potens af indbildskhed at sige: „Jeg ved ingenting; De ved ingenting; ingen vil nogen sinde komme til at vide noget“, som Inge siger? Og hvilken selviskhed ligger der ikke i hans ord: „Jeg elsker ikke menneskene. Jeg har elsket et par af dem. Resten er en samling kønne planter“! Hvor forskelligt er det ikke fra Jesu eksempel: „Da han så folkeskarerne, ynkedes han inderligt over dem, thi de var vanrøgtede og forkomne som får, der ingen hyrde har.“ — Matt. 9:36.

Vi har al mulig grund til at bevare vor tillid til Gud lige til denne gamle tingenes ordnings afslutning, for „[ikke] eet eneste ord er faldet til jorden af alle de herlige forjættelser“. (1 Kong. 8:56) Og vi kan bevare vor tillid, ikke ved at komme på en teologisk læreanstalt, men ved at gå til Bibelen med en ydmyg ånd, villige til at modtage den hjælp, Gud giver, og så vise kærlighed til vor næste ved at fortælle ham om det, vi har lært. Bevarer du din tillid?