Kristen dåb for den nye verdens samfund

„Vi vil vandre på hans [Jehovas] stier.“ — Mika 4:2, AS.

1. Bør alle, som nu indvier sig til Jehova, lade sig døbe? Indbefatter dette også Herrens „andre får“?

I DETTE og det forrige nummer af Vagttaarnet har der været fremholdt meget om indvielsen til Jehova og dåben som et symbol herpå. Her uddybes emnet yderligere. På grundlag af det foregående opstår spørgsmålet, om Herren Jesu „andre får“ skal døbes. (Joh. 10:16) Svaret på dette spørgsmål er ja. Alle, der indvier sig til at gøre Guds vilje, bør døbes som et udtryk derfor, og dette indbefatter dem, der erkender, at de hører til Herrens „andre får“, den „store skare“, som har jordiske forhåbninger om evigt liv. (Åb. 7:9) De ønsker at gøre, hvad ret er, og det er derfor passende, at de lader sig døbe, således som Jesus ifølge Mattæus 3:15 sagde i forbindelse med sin dåb. At disse tilbedere af Jehova, der nu indsamles, foretager en personlig indvielse, bevises blandt andre skriftsteder også af Mikas gamle profeti. „Mange nationer skal komme og sige: Kom og lad os drage til Jehovas bjerg og til Jakobs Guds hus, og han skal lære os sine veje, og vi vil vandre på hans stier.“ (Mika 4:1-5, AS) Det tilkendegiver en indvielse til Gud, en indvielse til at „vandre på hans stier“. Det er her nødvendigt, at vi undersøger fremgangsmåden med hensyn til dåben for at forvisse os om, at vi udfører den på rette måde.

Bestænke, overøse eller nedsænke?

2. Hvilke former for anvendelse af vand forsvares i vor tid af de ortodokse religioner?

² Et almindeligt gejstligt syn på dåb er følgende: „Ifølge den latinske kirkes nuværende anerkendte ritual skal dåben udføres ved en overøsning af kandidatens hoved.“ Det pointeres, at „vandet skal strømme, ikke blot berøre“. Endvidere siges der: „Selve ordet døbe betyder, som vi har set, en bortvaskning. Der er tre former for renselse, der har været fremherskende blandt de kristne, og kirken regner dem alle for gyldige, fordi de opfylder den fornødne betydning med dåbsbadet. Disse former er nedsænkning, overhældning og bestænkning. Den ældste almindeligt anvendte form var uden tvivl nedsænkning . . . I den latinske kirke synes nedsænkningen at have været fremherskende indtil det tolvte århundrede.“ — The Catholic Encyclopedia.

3. Betyder ordet „døbe“ at bortvaske? Hvad betyder det?

³ Den ortodokse opfattelse går så vidt, at den endog tillader, at denne bortvaskning kan foretages på ufødte børn! Der opstår derfor et spørgsmål med hensyn til berettigelsen af overhældning og bestænkning som en modsætning til nedsænkning eller neddykning, og det må bemærkes, at det eksempel, Jesus satte, var nedsænkning. At døbe betyder ikke at bortvaske, men snarere at nedsænke eller neddykke. Dette bevises af alle de skriftsteder, der omtaler den kristne vanddåb, og også af andre steder, hvor ordet „døbe“ benyttes. Bestænkning eller overøsning opfylder muligvis den ortodokse religions krav, idet den betragter dåben som et sakramente (hvad den ikke er) og lægger vægt på læren om renselse. Bibelen viser imidlertid, at den kristne dåb skal være et symbol på indvielse, en begravelse af ens tidligere handlemåde og en oprejsning for at gøre Jehovas vilje. Kun nedsænkning kunne på passende måde være et symbol på dette.

4. På hvilken måde viser udtrykkene „død“ og „begravet“ betydningen af ordet „døbe“?

⁴ Det er vigtigt at lægge mærke til, at vort ord „dåb“ svarer til det græske báptisma, der betyder nedsænkning, dypning, neddykning. I forbindelse med den kristne dåb, der er et symbol på indvielse, betyder det en nedsænkning i vand. Bibelen omtaler også mange gange nedsænkning og neddykning, uden at det har forbindelse med den kristne dåb i vand som symbol på indvielse. Vi kunne for eksempel ikke forestille os et menneske, der blev ganske let bestænket med døden, og dog taler Paulus i Romerne 6:3, 4 om, at de kristne bliver døbt til Kristi død og begravet ved hans dåb. Når et menneske begraves bogstaveligt, bliver det ikke bestænket med en lille smule jord, og det får heller ikke en lille smule jord hældt over sig, men dækkes helt af det. Sådan er det også at have del i Kristi Jesu død.

5. Hvordan stiller andre skriftsteder os over for den kendsgerning, at Bibelen kun lærer total nedsænkning?

⁵ Vi har set, hvordan Jesus blev døbt i Jordan, og i Johannes 3:23 siges der, at der var rigeligt med vand, der hvor Johannes Døber døbte. Læg også mærke til en af de første kristne proselytters handlemåde. „Se, her er vand, hvad er der til hinder for, at jeg kan blive døbt? . . . de steg begge ned i vandet, . . . og han døbte ham. Men da de steg op af vandet, . . . drog [han] sin vej med glæde.“ (Ap. G. 8:36, 38, 39) Der kan citeres mange flere bibelske eksempler. Et af dem er skriftstedet i 2 Mosebog 12:22: „Og tag eder ysopkoste, dyp dem i blodet i fadet.“ Ordet „dyp“, der henviser til, at de skulle nedsænke ysopkostene i blodet i fadet, er i den græske Septuaginta-oversættelse oversat ved det græske ord baptein, der betyder „nedsænke“ eller „døbe“. Vi står ansigt til ansigt med den kendsgerning, at Bibelen lærer, at dåben er en total nedsænkning, og at de religiøse dåbsskikke med bestænkning og overøsning er et menneskeligt påfund, der ikke anerkendes af Bibelen. The Catholic Encyclopedia siger, at Bibelen ikke er den eneste autoritet, men at man i spørgsmålet om de såkaldte sakramenter også må støtte sig til traditionen. Det er givet, at de må henvende sig til traditionen for at få støtte i dette spørgsmål, for Guds ord støtter dem ikke.

6. Anvendes ordet „døbe“ somme steder i Bibelen om andet end vanddåb, endskønt det altid betyder nedsænkning?

⁶ Ordet „døbe“ anvendes også i forbindelse med dåben med Guds hellige ånd ved Kristus Jesus af dem, som kaldes til at være lemmer på Kristi legeme. (Ap. G. 1:5; 2:1-4, 32, 33) Ordet „døbe“ bruges også, ikke om vanddåben som et symbol på indvielse, men om dette at blive et lem på Kristi legeme, „døbt“ til ham som et sådant. (1 Kor. 12:12, 13; Gal. 3:27, 28; Ef. 4:4, 5) I Markus 10:38, 39; Lukas 12:50; Romerne 6:3, 4; 1 Korinter 15:29 og Kolossenserne 2:12 anvendes ordet „døbe“ i forbindelse med at blive nedsænket i Kristi død. Det er altså ikke hver gang, ordet „døbe“ forekommer i Bibelen, at det hentyder til de kristnes vanddåb. Det er nødvendigt, at vi kender det skriftsted, der behandles, og ved, hvad sammenhængen viser, samt hvilket spørgsmål der drøftes. Det er den måde, hvorpå vi læser alt andet. Vi må ikke lade menneskelige traditioner lede os bort fra Guds ords lære. Læg også mærke til, at den vældige ødelæggelse ved ild, som Jehova vil sende over sine fjender, omtales som en dåb med ild. — Matt. 3:11, 12; Luk. 3:16, 17.

7. Hvad siges der som en opsummering om indvielse og dåb?

⁷ Vi håber, at den her foretagne drøftelse har klarlagt spørgsmålet om indvielse og dåb. Som en opsummering: Du bør indvi dig til Jehova Gud. Du bør symbolisere denne indvielse ved at foretage den lydighedshandling at lade dig døbe i overværelse af andre af Jehovas folk. Hvilke krav stilles der nu efter indvielsen?

Kravene

8. Gentag Jesu ord i Mattæus 28:19, 20. Er de en sakramental formel? Hvad viser de?

⁸ Nogle mener, at Jesu ord i Mattæus 28:19, 20 er en formel, der i store træk bør gentages ved dåbshøjtideligheden, og at gentagelsen af disse ord udvirker et eller andet sakramentalt formål. Det er ikke tilfældet. Disse Jesu belærende ord til sine disciple viser derimod, hvad der nu kræves af de indviede, og hvad der kan forventes af dem. Ordene lyder: „Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer.“

9. Hvad vises der ved, at man bliver døbt i Faderens navn, med hensyn til ham, man indvier sig til?

⁹ Dåben må naturligvis finde sted i Faderens navn, idet selve indvielsen er til Faderen, Jehova Gud. At blive døbt i hans navn, vil sige at have foretaget en indvielse til ham, at blive døbt som et symbol på denne indvielse i fuld erkendelse af hans stilling, overhøjhed og myndighed som den Højeste. Som vor Mester sagde: „Jeg er kommen . . . for at gøre din vilje, min Gud!“ (Hebr. 10:7) Den indviede kommer til Jehova gennem Kristus Jesus, og „den, som kommer til Gud, må tro, at han er til og lønner dem, der søger ham“. (Hebr. 11:6) Jesus sagde selv: „Fader, helliget vorde dit navn.“ „Jeg er kommen i min Faders navn.“ „De gerninger, jeg gør i min Faders navn, de vidner om mig.“ — Luk. 11:2; Joh. 5:43; 10:25.

10. Hvad kræver Faderen af den, der døbes i hans navn?

¹⁰ Det forventes, at den indviede støtter Faderens sag, den sande tilbedelse, forkynder til Jehova Guds ords og navns ære, fuldt ud bærer sit ansvar som en ordets tjener, en forkynder i arbejdsmarken fra hus til hus og på anden vis helhjertet tager del i virksomheden inden for den nye verdens samfund til fremme af Rigets forkyndelse og til støtte for den sande tilbedelse af Jehova. Den indviede må være et vidne fra hus til hus ligesom Kristus Jesus og apostlene i den udstrækning, det er ham muligt, og også på anden måde vidne og forkynde om det retfærdige, teokratiske rige. Det er Guds vilje, at den indviede til stadighed studerer hans ord, at han forkynder hans ord og går fremad i retfærdighed. Den indviede står i et personligt forhold til Gud; hans retskaffenhed ind for Jehova må bevares.

11. Hvordan vil den, der døbes i Faderens navn, forholde sig over for den nye verdens samfund?

¹¹ Ligesom kærligheden til retfærdighed i første række var en nødvendig forudsætning for den indviedes omvendelse til Jehova, således må han stadig nære denne kærlighed til retfærdighed for at kunne blive på retskaffenhedens vej og være trofast mod sine indvielsesløfter. Det betyder, at han vil fremme den nye verdens samfunds renhed, retskaffenhed og enhed. Han vil ordne vanskeligheder mellem sig selv og andre inden for den nye verdens samfund på en bibelsk måde, ikke gøre noget forkert, der berører menigheden og dens tjeneste, og tage imod personlig irettesættelse og, i givet tilfælde, offentlig irettesættelse fra sine medtjenere i den nye verdens samfund, den teokratiske organisation. Han giver sig ikke af med urene læresætninger, moralsk urenhed eller med at yppe kiv. I disse og alle andre anliggender, det være sig personlige eller i forbindelse med tjenesten, stræber han efter at være, i overensstemmelse med den himmelske Faders vilje, i hvis navn han blev døbt, og som han indviede sig til.

12. Hvilket navn har Sønnen?

¹² „Idet I døber dem i . . . Sønnens . . . navn.“ Selve dåbshandlingen er en efterfølgelse af det eksempel, Sønnen gav, da han på denne måde symboliserede sin indvielse til Jehova. Han er den rette at følge, for som hans himmelske Fader siger: „Se, jeg gjorde ham til vidne for folkeslag, til folkefærds fyrste og hersker.“ (Es. 55:4) „Derfor har også Gud højt ophøjet ham og skænket ham navnet over alle navne, for at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig i himmel og på jord og under jorden, og hver tunge skal bekende til Gud Faders ære: Jesus Kristus er Herre!“ (Fil. 2:9-11) Jesus Kristus beklæder dette høje embede, og at blive døbt i hans navn betyder, at man anerkender dette og er indforstået med den myndighed, han har fået overdraget af Jehova. Som der står i Åbenbaringen 19:16: „Han [har] et navn skrevet: kongernes Konge og herrernes Herre.“

13. Hvad betyder det at blive døbt i Sønnens navn?

¹³ Den frelse, som vi håber på, og som vi med tillid ser frem til, og som han til sidst i sin egenskab af præst udvirker til bedste for os, hviler helt på ham som Jehovas store foranstaltning. Det var det, Paulus fremhævede, da han skrev: „Han [blev] ophav til evig frelse for alle, som er lydige mod ham, og blev af Gud kaldt ypperstepræst på Melkisedeks vis.“ (Hebr. 5:9, 10) Hans navn er kongernes Konge, herrernes Herre, ypperstepræst på Melkisedeks vis, og „hans navn skal være: Underfuld-Rådgiver, Vældig-Gud, Evigheds-Fader, Fredsfyrste“. (Es. 9:6) At blive døbt i denne ophøjede skabnings navn tilkendegiver derfor, at indvielsen til Jehova ikke sker uden anerkendelse af Sønnen, men, med forståelse af, at vort forhold til Jehova består gennem hans søn, Kristus Jesus, og vi bekender ham som Herre til Gud Faders ære. Vi har set, at det er ikke det at blive vædet med vand, der danner grundlaget for vor frelse og tilgivelse af synder, men Kristi offer. „Vi . . . ved nu, at han i sandhed er verdens frelser.“ „Han er soning for vore synder, ja, ikke alene for vore, men også for hele verdens.“ (Joh. 4:42; 1 Joh. 2:2) Vi anerkender derfor med glæde Guds søns bemyndigede stilling, hans „navn“.

14. Hvorfor døbes man i den hellige ånds navn?

¹⁴ „Gå . . . idet I døber dem i . . . helligåndens navn.“ Hvad er den hellige ånd? Det er Guds virksomme kraft, hvormed han udfører sine hensigter. Selve Guds ord blev frembragt ved hans magt under hans ånds inspiration og er blevet bevaret ved denne ånd, og det må vi anerkende. At blive døbt i den hellige ånds navn er at anerkende vor Guds hellige og retfærdige virkekrafts funktion og formål. Den virker på hans folk, og at vandre i overensstemmelse med den vil sige at vandre i overensstemmelse med retfærdighed, for den er i sandhed en hellig ånd. (Gal. 5:16-26; Ef. 5:18) Det kræves af os, at vi gør dette. Som der står: „Den, der sår i ånden, skal høste evigt liv i ånden.“ (Gal. 6:8) Det kræves af den indviede, at han tager del i den kristne krigsførelse, trofast, loyalt, uden at nedlægge våbnene, uden at anmode om orlov eller fritagelse, og at han glæder sig over lejligheden til at stille sig på Jehovas side i ethvert stridsspørgsmål. Af ånden har vi fået et fremragende sværd, som vi må benytte. Som der siges: „Tag imod . . . åndens sværd, som er Guds ord.“ — Ef. 6:17.

15. Er sektvæsen et kristent princip?

¹⁵ En kristen kan derfor ikke døbes i dens navn, som forretter dåben, eller i noget menneskes eller nogen organisations navn, men i Faderens, Sønnens og den hellige ånds navn. Det viser blandt andet, at kristendommen ikke er sekterisk, og at sekter ikke har noget med den at gøre. „Er Kristus da delt? Blev Paulus korsfæstet [pælfæstet, NW] for jer? Eller blev I døbt til Paulus’ navn? Jeg takker Gud for, at jeg ikke har døbt nogen af jer undtagen Krispus og Gajus, så at ingen skal kunne sige, at I blev døbt til mit navn.“ — 1 Kor. 1:13-15.

16. Bør nogen tvinges til at lade sig døbe?

¹⁶ Med de velsignede guddommelige krav, der stilles Guds indviede tjenere, i tanke forstår vi, at beslutningen om at indvi sig må være frivillig, og at den ikke kan påtvinges nogen. Vi „beder“ mennesker om at lade sig „forlige med Gud“, men i sidste ende må enhver selv afgøre, hvad han vil gøre i forbindelse med sit ansvar over for sandheden. (2 Kor. 5:20) Apostelen Paulus udtrykte det på denne måde i sit første brev til korinterne: „Thi Kristus har ikke sendt mig for at døbe, men for at forkynde evangeliet ikke med visdom i tale, for at Kristi kors [marterpæl, NW] ikke skulle tabe sin kraft.“ — 1 Kor. 1:17.

17. Hvordan forholder det sig med barnedåb?

¹⁷ Dette udelukker barnedåb, for børn kan ikke tage denne vigtige beslutning. Grundlaget for omvendelsen til Jehova er tro. Troen er igen baseret på kundskab om Gud og anerkendelse af hans sandhedsord. „Thi enhver, der påkalder Herrens navn, skal frelses. Hvorledes skulle de nu kunne påkalde ham, som de ikke er kommet til tro på? og hvorledes skulle de kunne tro på ham, som de ikke har hørt om?“ (Rom. 10:13, 14) Dåben er ikke et sakramente, men et symbol på indvielse. Dåb af spædbørn eller små børn, der ikke selv kan bære et ansvar, bør derfor ikke finde sted. Indvielse følger efter en oplæringsperiode, men undervisningen må stadig fortsætte. Dåben følger efter indvielsen, og derefter må man stadigvæk tage imod belæring. Den ortodokse romersk-katolske skik med „dåb“ af ufødte børn er lige så latterlig, som den er hedensk. Påstanden om, at barnedåb er nødvendig, er baseret på den falske forudsætning, som vi tidligere har drøftet, at dåben er et sakramente.

18. På hvilken måde giver man offentligt udtryk for, at man er kvalificeret til at lade sig døbe?

¹⁸ Hvem kan med rette lade sig døbe? De, der, når de kommer for at blive døbt, kan rejse sig og højt for de tilstedeværende vidner svare „ja“ til hvert af de følgende spørgsmål. (1) Har du ind for Jehova Gud erkendt, at du er en synder, der behøver frelse, og har du forstået, at denne frelse kommer fra ham som Faderen og gennem hans søn Kristus Jesus? (2) Har du på grundlag af denne tro på Gud og hans foranstaltning til frelse indviet dig til herefter ubetinget at gøre hans vilje, som han åbenbarer den for dig gennem Kristus Jesus og gennem Bibelen under den hellige ånds vejledning?

19. Hvordan forholder det sig med dåb af børn?

¹⁹ Kan børn svare ja til disse spørgsmål? Nogle kan, fordi de ejer forståelse, andre kan ikke, fordi de ikke forstår. Det påhviler forældrene at vejlede barnet angående den rene tilbedelse, og så må hvert barn, når det bliver så gammelt, at det forstår sit ansvar, selv afgøre, om det vil indvi sig eller ikke, og dersom barnet indvier sig, bør det døbes som et symbol herpå. Men barnet bør ikke døbes, hvis det ikke har indviet sig.

20. Forklar, hvornår det vil være rigtigt for en indviet, der tidligere er blevet bestænket eller nedsænket, at lade sig døbe.

²⁰ Nogle vil måske sige: Jeg er tidligere blevet døbt, nedsænket eller bestænket eller overhældt med vand, men jeg vidste ikke noget om betydningen af det, der ligger i de føromtalte spørgsmål og den forudgående drøftelse. Bør jeg lade mig døbe igen? I et sådant tilfælde er svaret ja, dersom du efter at være kommet til kundskab om sandheden har indviet dig til at gøre Jehovas vilje, og du ikke tidligere har indviet dig, og den tidligere dåb således ikke var et symbol på en indvielse. Selv om man ved, at man tidligere har foretaget en indvielse, er man ikke blevet døbt, dersom man blot er blevet bestænket eller overhældt med vand i en eller anden religiøs ceremoni, og man skylder stadig at gennemføre den kristne dåbs symbolske handling i overværelse af vidner som et vidnesbyrd om den indvielse, man har foretaget.

21. Hvad er nogle af de ting, der bør ske ved en dåbssammenkomst?

²¹ Når dåbskandidaterne er forsamlede til dåbshandlingen, vil det være godt, om en indviet, døbt og kvalificeret forkynder taler til dem i nogle få minutter, måske cirka fem og tyve minutter, og gennemgår de vigtigste ting i forbindelse: med indvielse og dåb. Kandidaterne må naturligvis have indviet sig, før de kommer til stedet for dåben, og allerede forstå, hvad ceremonien går ud på, men en sådan gennemgang vil være gavnlig i åndelig henseende, fordi den bringer alle i den rette sindsstemning og samler opmærksomheden og hjerterne om den betydningsfulde symbolske handling. Efter dette foredrag og efter at kandidaterne har stået op og med hørlig stemme svaret ja til de to spørgsmål, så de øvrige tilstedeværende kan bevidne deres bekræftede indvielse, er det passende, at der siges nogle få korte bemærkninger om Jehovas velsignelse over dem og om Jehovas støtte og omsorg gennem hans ord, hans ånd, hans organisation og hans folk inden for dem nye verdens samfund. Derpå bør alle de forsamlede bøje hovedet i bøn, idet der bedes om Jehovas velsignelse over begivenheden og i særdeleshed over dem, der skal døbes, og om, at hans vilje må ske da og i fremtiden. Derefter kan de, der allerede har indviet sig, men endnu ikke er blevet døbt, benytte sig af de foranstaltninger, der er truffet for dåben, og symbolisere deres indvielse.

22. Gør i store træk rede for den korrekte opførsel på stedet for dåben.

²² Efter dette begiver de, der skal forrette dåben, og de, der skal døbes, samt de, der skal hjælpe til eller blot er tilskuere, sig til stedet for dåben. Det kan være ved stranden, ved en sø, flod eller andet vand eller i en indendørs svømmehal, og hvis omstændighederne kræver det et mindre kar eller beholder med vand, men det må i alle tilfælde være stort nok til en fuldstændig nedsænkning. Det ville ikke være passende at hengive sig til leg her på stedet for dåben og ved denne lejlighed, for det er en alvorlig og højtidelig begivenhed. Jesus bad, da han blev døbt. Han sprang ikke i vandet og tog sig en svømmetur eller forstyrrede og handlede ukorrekt på anden måde. Så lad være med at springe i svømmebassinet eller åen og svømme omkring, mens du venter på, at kandidaterne skal blive færdige, men lad alle opføre sig sømmeligt og tænke på, hvad det er, der sker, og årsagen til det, og således hjælpe kandidaterne til at gøre det samme. Med deres dåb bekender de over for mennesker, deres brødre indbefattet, at de er indviet til Jehova Gud. „Lad ikke din mund løbe eller dit hjerte haste med at udtale et ord for Guds åsyn; thi Gud er i himmelen og du på jorden, derfor skal dine ord være få. Når du giver Gud et løfte, så tøv ikke med at holde det! Thi der er ingen glæde ved dårer. Hvad du lover, skal du holde. Det er bedre, at du ikke lover, end at du lover uden at holde. Lad ikke din mund bringe skyld over dit legeme og sig ikke til Guds sendebud, at det var af vanvare! Hvorfor skal Gud vredes over din tale og nedbryde dine hænders værk?“ — Præd. 5:1, 3-5.

23. Hvad er kendsgerningerne om den kristne dåb som en ordinationsceremoni?

²³ Den nye verdens samfund er dyrebart for Guds indviede folk, og de sørger for at være nært knyttet til det, tage del i dets virksomhed og loyalt og kærligt støtte det i enhver henseende. Tidspunktet for dåben kan derfor betragtes som tidspunktet for den kristne ordination. Denne lydighedshandling, der er en følge af oprigtig indvielse, er et vidnesbyrd for mennesker om den vej, som vedkommende er slået ind på, og et udtryk for Guds ordination af ham. Alle burde betragte datoen for deres dåb som sådan. Den er autoritativ, fordi den finder sted på Guds befaling. Den er højtidelig på grund af det, den repræsenterer. Den anerkendes af den nye verdens samfund og dets redskaber, af Jehovas vidner og deres tjener, Vagttaarnets Bibel- og Traktatselskab. Som dokumentarisk optegnelse har Jehovas vidners dåb eller nedsænkning lovmæssig gyldighed som ordinationsceremoni for Jehovas vidner. Det bedste bevis, man derefter kan have på, at man er en trofast ordets tjener, er det samme, som apostelen Paulus omtalte som sine anbefalelsesbreve, nemlig mennesker, der på grund af ens bestræbelser ligeledes indvier sig til Jehova Gud. — 2 Kor. 3:1-3.

24. a) På hvilken måde udvides tilbedelsen af Jehova, og hvordan bygges den nye verdens samfund op? b) Hvad bør du overveje forstandigt?