En kristenhed i vanskeligheder
Den åndelige hungersnød breder sig efterhånden som antallet af kirkemedlemmer stiger
Muligvis strømmer der stadig mange nye medlemmer til kirkerne, men hungeren efter åndelig føde er ikke blevet stillet. Den hærgede kristenhed er en åndelig hungersnød; trods de store tilhørerskarer i kirkerne breder hungersnøden sig og bliver endnu mere udtalt. Dette burde få nogle mennesker til at tænke. Det gør det også. I News-Journal, som udkommer i Mansfield, Ohio, U.S.A., skrev Louis Bromfield den 18. september 1955 en oplysende artikel med overskriften „Berømt forfatter fra Mansfield betragter kirkerne og religion“. I artiklen hed det:
„En af vor tids usædvanlige reaktioner er, forekommer det mig, at et større og større antal mennesker, ikke blot i U.S.A. men overalt i visse dele af verden, føler en stærkere og stærkere hunger efter noget at leve ved. . . . Mærkværdigvis synes kirkerne ikke at kunne give dem hvad de trænger til. . . . Det hænder af og til at jeg fra præster modtager protestbreve med et absurd og bagvendt tankeindhold. Løjerligt nok går disse breve næsten alle ud på ét og det samme. Skriverne antager at fordi de er prædikanter eller præster hører de til i en klasse for sig og ved mere om Gud end enhver anden ordentlig og god borger. Om rigtigheden af denne antagelse nærer jeg mine stærkeste tvivl. Efter nogle få af brevene at dømme er enkelte af skriverne ikke alene intellektuelle og åndelige undermålere, men de er øjensynligt ligefrem ondskabsfulde. Hvem andre end de mest skræmte og uvidende kunne de trøste og give en forvisning. . . . Alt dette er et såre interessant fænomen der breder sig mere og mere, i stedet for at forsvinde.“
Babylonisk fangenskab indrømmet
Forstadskirkerne i Amerika trives frodigt, i økonomisk og talmæssig henseende. Som følge heraf har, efter hvad præsten Gibson Winter fra Brighton, Michigan, mener, „forstadsverdenen ført sin opfattelse af lykke lige midt ind i kirkelivet“. Hvor meget har så forstadsverdenens „opfattelse af lykke“ gavnet folk? Herom forklarede Gibson Winter, der tilhører den episkopale kirke, til bladet Time for den 10. oktober 1955:
„Det er sjældent i forstæderne at møde tro sådan som dette ord forstås i Bibelen, trods kirkernes voksende medlemstal og øgede virksomhed. . . . Skønt man giver det udseende af at have en kirkelig baggrund, findes der en uomvendt og uskolet folkemasse der gør det muligt at sammenligne kirkemedlemsproblemet i vor tid med problemet på Konstantins tid da kristendommen begyndte at blive anerkendt som en institution i det romerske samfund. . . . Kirkens opgave at vidne om Kristi herredom . . . er blevet skrinlagt. Det afgørende for om kirkens arbejde i sognet består prøven er: bringer den økonomisk og talmæssig gevinst. . . . Kirkens fangenskab er en national tragedie af højeste rang. Det kan udmærket være Guds domsafsigelse over os som kirke betragtet. På grund af vore overtrædelser og vor selvtilfredshed er vi blevet udleveret til Babylon.“