Frelst med nød og næppe

NOGLE få år før kejser Nero iværksatte sin voldsomme forfølgelseskampagne mod de kristne i hele sit mægtige rige, og ti år før de romerske hære marcherede mod Jerusalem og lagde den i grus og huggede de troløse indbyggere ned, hørtes der en indtrængende og betimelig advarsel fra apostelen Peter. „Alle tings absolutte ende er kommet nær,“ lød hans højtidelige erklæring. (1 Pet. 4:7, NW) Han nærede oprigtig interesse for sine medforkynderes frelse, og det gav hans ord fylde og vægt. Disse kristne i det første århundrede havde accepteret Kristus Jesus som det af Gud tilvejebragte offer, der sonede menneskehedens synder, og fortrøstningsfuldt tilbad de Jehova Gud gennem Jesus. Alligevel advarer og formaner apostelen dem, som vandrer på frelsens vej, om at forberede sig på at møde den mest afgørende prøve på deres retskaffenhed og dernæst opnå frelse.

Hvilken frelse var det, Peter havde i tanke? Begrebet „en gang frelst, altid frelst“ eksisterede øjensynlig ikke for brødrene dengang. Alt, hvad der hidtil havde forekommet disse omvendte jøder og hedninger af allerstørste betydning og ganske uundværligt for dem, stod over for at skulle styrte i grus og forsvinde som offer for en hel verdens brændende had. Lejligheden til at forkynde var næsten forbi, og endnu var de ikke frelst. Apostlene og disciplene skulle spredes for alle vinde og jages som dyr, og nogle af dem skulle lide martyrdøden. Jehovas beskyttende hånd ville ikke meget længere tilbageholde det voldsomme angreb, som kunne ventes fra dem, som hadede Jerusalem, dens tempel og dens gudsdyrkelse. Jesus havde forkyndt dødsdommen over byen og alt, hvad den repræsenterede, og havde tilskyndet dem, som hørte på ham, til at være rede til øjeblikkelig flugt, så snart den sidste advarsel lød. Tiden var inde til en sjælsransagende dom, da trængselens svidende flamme skulle prøve den enkeltes arbejde, om det var af varig beskaffenhed. Det var i sandhed en tid, da Guds tjenere måtte være lysvågne og alvorligt bekymrede for, hvordan de kunne overleve den frygtelige ende på den daværende tingenes ordning og blive udfriet til nye og glæderige forrettigheder i teokratisk tjeneste! — Matt. 23:37, 38; 24:15-21; 1 Kor. 3:13-15.

I disse sidste tider, navnlig siden 1918, har en afgørende og kritisk domsperiode taget sin begyndelse. Den rammer alle, som hævder at stå i et pagtsforhold til Gud, og som påstår, at Jehova er deres Gud og Kristus Jesus deres Herre. To verdenskrige med deres voldshandlinger har som oprørte bølger skyllet hen over Guds sande tjenere over hele jorden. Efterkrigstilstandene og den kolde krigs operationer vedbliver med at genere og hæmme deres gudsdyrkelse, men domsprøven går stadig for sig. Gogs dæmonhorder tegner sig allerede som en mørk, truende sky mod horisonten og varsler om et drastisk fjendeangreb på den nye verdens samfund. Mange af de ting, som er blevet betragtet som livsvigtige og nødvendige for Guds tjenere i dag, står måske på tærskelen til at forsvinde sammen med den selviske gamle ordning i Harmagedonslagets død og ødelæggelse. „Alle tings absolutte ende er kommet nær,“ er en advarsel, der nu lyder i vore ører med langt større kraft. — Mal. 3:1-3; Ez. 38:1-9; Luk. 21:25, 26.

Materialismens snarer

I betragtning af at en hel verden af ondskab snart skal gå til grunde i en ynkelig død, er det et særdeles betimeligt spørgsmål, apostelen stiller: „Hvilken slags mennesker bør [vi] da ikke være?“ Så sandelig ikke luksuselskende materialister. „Er der da fare for det?“ vil en og anden spørge. Lad os tage kendsgerningerne i øjesyn. Jehovas folk og dets arbejde er blevet velsignet rigt i denne endens tid. Skarer af mennesker fra alle nationer og lande slutter sig til dem i deres tilbedelse. Nye afdelingskontorer er under opførelse i mange lande. En enorm tretten-etages trykkeribygning er blevet opført i Brooklyn, New York, for at imødekomme den stærkt stigende efterspørgsel efter publikationer, der indeholder budskabet om Riget. Menigheder myldrer frem i alle dele af verden. Tiltalende, praktiske mødelokaler, rigssale, er allerede taget i brug eller bygges i hundredvis. Alt dette taler sit tydelige sprog om et vældigt arbejde, der endnu skal udføres blandt nationerne. Ansigt til ansigt med disse kendsgerninger drager nogle den forhastede slutning, at den gamle verden endnu har en lang og forholdsvis fredelig periode foran sig. Måske de endogså lader sig lulle i søvn af en falsk sikkerhedsfølelse og glemmer, at denne „endens tid“ også er „kritiske tider, der er svære at komme igennem“, således som Paulus advarede om. — 2 Pet. 3:11; 2 Tim. 3:1, NW.

Visse ting tyder på, at nogle mener, at de stadig har tid til at henfalde til den gamle verdens veje og væremåder og atter stræbe efter materiel vinding, bekvemmeligheder og luksus. Nogle unge mænd og kvinder, der har sluttet sig til den nye verdens samfund, kaster længselsfulde blikke efter de goder, de kan opnå i verdslige stillinger. I nogle tilfælde kunne det se ud til, at der er en hemmelig forståelse mellem forældrene og børnene, eftersom de førstnævnte ligefrem opmuntrer de unge til at søge til vejrs og gøre sig gældende i verden. I hvert fald fortsætter de som før i det forfængelige håb, at de har masser af tid endnu. Men har de det? Ikke, hvis de tillidsfuldt stoler på Guds ord og dets mange advarsler, som for eksempel den, Jesus udtalte i Mattæus 24:17-20.

Glem ikke, at nogle, der hævdede at være Guds tjenere, allerede har betalt med deres liv, fordi de ikke var agtpågivende, men vendte tilbage til deres gamle livsførelse. De sagde: „Min herre lader vente på sig.“ Men han kom og begyndte sin dom eller gjorde regnskabet op nøjagtigt til den fastsatte tid. At de lod hænderne synke og tog den med ro, kunne ikke undskyldes eller retfærdiggøres. De, som ikke var på vagt og ikke var forberedte, kom ynkeligt til kort. — Matt. 24:48-51; 25:1-13.

Sæt sindet i beredskab

Hvad må vi da gøre i denne farefulde tid? „Hav . . . et sundt sind og vær årvågne med hensyn til bønner.“ Et åndeligt sundt sind vil ikke bryde sammen eller give efter i farens eller fristelsens stund. Det vil nægte at lytte til det besnærende argument, som kommer fra dem, der ikke kan se, at kristenheden og hele verden står over for den snarlige ende. Lad os for enhver pris bevare vort sind sundt gennem regelmæssigt studium af Guds ord hjemme og i menigheden. Bøn er også af vital betydning. Den er for Gud et tegn på vor oprigtige ydmyghed, vor tillid til hans uforlignelige magt til at gennemføre alle sine storslåede hensigter og på vor erkendelse af vor afhængighed af ham, den overordnede Enehersker. De virkelig ydmyge vil ikke tage det for givet, at de er sikrede i denne prøvende domstid. Det gør de stolte, og dermed blotter de sig for angreb og vil uvægerlig falde. — 1 Pet. 4:7, NW; Ordsp. 16:18.

Hvor vigtigt er det derfor ikke i denne „endens tid“ at have den rette sindsindstilling, og ikke bare for en begrænset tid. Tværtimod må vi bestandig hæge og værne om den, lige til Harmagedon er forbi. Der gives ingen orlov under denne åndelige krigsførelse. Vi kan ikke tillade os at afføre os den rustning, Gud har givet os, for gjorde vi det, ville fjenden kunne overrumple os. Det er grunden til Peters advarsel: „I skal ikke undre jer over den ildprøve, I gennemgår, som om det var noget mærkeligt, der hændte jer.“ Der er intet ejendommeligt ved det. Denne verden er stadig i live, og den hader alt, hvad der er gudfrygtigt og kristent. Den har under sin hersker Gogs direkte ledelse fået til opgave at plyndre og ødelægge det folk, der bærer Jehovas navn. Jo nærmere vi kommer „alle tings absolutte ende“, desto voldsommere, og mere systematisk bliver fjendens forsøg på at gøre det af med dem, som lovsynger Jehova Gud. Forlad dig ikke på, at denne gamle ordning vil yde dig tjenester. Lad dig ikke bedrage. Verden elsker kun sit eget. — Ef. 6:10-20; 1 Pet. 4:12; Matt. 5:11; Joh. 15:19; Ezekiel 38.

Den skare, der udgør Guds „retfærdige menneske“, er i dag skydeskive for fjendestyrkernes angreb. De befinder sig i en farlig stilling. Kun fuldkommen retskaffenhed over for Jehova kan føre til frelse. Der kan ikke være tale om at tage sig tingene let! Nej, fuld forståelse af tidens presserende krav, årvågenhed med hensyn til bøn og iver efter at opnå Guds endelige godkendelse er, hvad der vil bære dem oppe og udfri dem. De giver agt på Paulus’ formaning om at forberede og ruste sig til de mest kritiske af alle tider og forbliver derefter i alarmberedskab uden så meget som et øjeblik at lade deres åndelige sanser sløves. Det er uomgængelig nødvendigt, at vi vedholdende kommer sammen med vore brødre i troen, både til studium og i tjenesten, hvis vi skal være vågne og på vagt, hurtige til at øjne enhver fare, der måtte lure på vor vej. — Sl. 112:1; Ordsp. 27:17; 1 Pet. 4:18, NW; Fil. 2:12; Ef. 6:13.

Den kraft, der binder alle medlemmerne af den nye verdens samfund ubrydeligt sammen, er deres inderlige kærlighed til hinanden. Den skjuler „en mangfoldighed af synder“ og ufuldkommenheder, der hidrører fra stamfaderen Adam, og trækker glemselens slør over dem. Personlige uenigheder og stridigheder bringes ud af verden og optager ikke længer tankerne. Ingen skadelig handling eller indstilling tolereres. Enhver, som formaster sig til at genindføre den gamle verdens indstilling og praksis, bliver bemærket, hans forhold undersøgt og en afgørelse truffet, for at organisationen kan forblive ren og uplettet til Guds hellige tjeneste. Den er lukket for onde og ugudelige mennesker. Men for de oprigtige og ærlige, der nærmer sig denne by-organisation, er dens porte vidt åbne i sand gæstfrihed. Inden for den deler Jehovas folk bestandig med hinanden de gode ting, hvormed han velsigner dem, og de gør det ved ofte at tale sammen ved menighedsmøderne og andre steder, så de opbygger hinanden i troen. — 1 Pet. 4:8, 9; Mal. 3:16; Es. 65:25.

Se fremad!

Åndelig årvågenhed, idelig bøn, varm gensidig kærlighed og sand gæstfrihed bidrager i forening til en enestående organisation af tjenere. Dog siges der, at dette „retfærdige menneske“, nu og lige til retskaffenhedsprøven er forbi i Harmagedon, kun „frelses med nød og næppe“. Skriften omtaler dette menneske profetisk og kalder det „en brand, som er reddet ud af ilden“, og som kun lige undgår at blive brændt til aske. Var ikke det samme tilfældet med den „retfærdige Lot“? Beretningen fortæller, at englene greb ham ved hånden, og „de førte ham bort og bragte ham i sikkerhed uden for byen“ og tilrådede ham at flygte for livet. Han og hans døtre blev i sandhed frelst med nød og næppe fra den dødsdømte by. Nu står det moderne Sodoma og Gomorra ansigt til ansigt med sin velfortjente undergang. Lige til det sidste minut er der fare for, at vore hjerter kan blive besnæret og tiltrukket af noget, vi har ladt bag os, verdslige tillokkelser, der ikke har nogen sand værdi, høje stillinger, højere løn, flere fornøjelser, mere hvile, kort sagt: materialisme. „Tænk på Lots hustru!“ Vend ikke tilbage igen! Skynd jer fremad i samme retning, længere og længere bort fra den gamle verden! — Zak. 3:2; 2 Pet. 2:7; 1 Mos. 19:15-17; Luk. 17:31, 32.

Nær intet ønske om at leve livet på verdens maner, for det ville være ensbetydende med at forklejne Jehovas ufortjente godhed og forfejle dens hensigt. En sådan handlemåde ville sætte en i klasse med syndere, og „hvis det retfærdige menneske kun frelses med nød og næppe, hvor vil så det ugudelige menneske og synderen blive af?“ Intetsteds. De vil glemmes og forsvinde ud af tilværelsen, når dommen når sit højdepunkt i Harmagedon. Hvad vil du gøre, nu da Jehova sørger for, at hans retsindige tages ved hånden og hastigt føres bort fra den gamle verdens skueplads, der snart skal opleve sit mest drastiske sceneskifte? Hav kun blikket vendt i én bestemt retning, den, der fører til sikkerhed. Vær som Paulus og koncentrer dig om denne ene vej. Lad alt, hvad der hører den gamle verden til, ligge, brug alle dine kræfter på den nye verdens interesser og vær helt optaget af dem. — 2 Kor. 6:1; 1 Pet. 4:18, NW; Fil. 3:13.

Som kristne stridsmænd, der kæmper for alle tiders mest storslåede sag, bliver vi opfordret til at være med til at lide ondt og udholde kampens strabadser lige til det sidste. Da, og først da, opnår vi frelse. Det er, hvad der menes med udtrykket at „frelses med nød og næppe“. Hvor vigtigt er det derfor ikke, at vi altid åbent tilkendegiver vor samhørighed med Jehovas „retfærdige menneske“ og den nye verdens samfund! Forsøm ikke at komme sammen for at opmuntre hinanden til rette gerninger og kærlighed, en inderlig kærlighed. Tro ikke, at du kan tage let på tingene, selv ikke for en kort tid. Vogt omhyggeligt din betroede tjeneste, som du er blevet beæret med af den nye verdens konge. Behold Guds rustning på og blive ved med at svinge åndens sværd med kraft. Sådan kan vi blive frelst gennem „alle tings absolutte ende“, lykkeligt frelst, omend med nød og næppe, og vor frelse vil ophøje vor Gud Jehovas navn og vælde. — 2 Tim. 2:3; Matt. 24:13; Hebr. 10:24, 25.