Er friluftsforkyndelse anerkendt?

Forkyndelse i katedraler og kirkebygninger har længe været anerkendt og har haft en ærefuld og privilegeret stilling. Hvilken stilling indtager friluftsforkyndelse?

FOLK DER besøger London bliver ofte imponeret af at der så hyppigt forkyndes under åben himmel. De ser ofte en præst, måske på pladsen foran kirken, forkynde for en skare som står rundt om på græsplænen eller fortovet. I Amerika og andre steder er Frelsens Hærs forkyndelse på gadehjørnerne velkendt. Nogle beboere har haft den oplevelse ved deres dør at få besøg af forkyndere eller missionærer fra mormonerne. Og hvem er ikke blevet besøgt af et af Jehovas vidner der går fra hus til hus for at forkynde den gode nyhed om Guds rige? Efterhånden som friluftsforkyndelsen vokser i omfang og brug opstår der et interessant spørgsmål.

Er friluftsforkyndelse anerkendt? Hermed mener vi: hvorledes forholder det sig med denne form for forkyndelse i fire betydningsfulde henseender? (1) Er den historisk anerkendt og har den vist sig effektiv? (2) Hvilket behov er der for den i vor tid da det er sjældent at nogen har langt til kirke? (3) Nyder den juridisk anerkendelse af regeringsmyndigheder og domstole? Og (4) hvilken stilling indtager friluftsforkyndelse i lyset af Guds ord, Bibelen?

Et almindeligt, moderne syn på friluftsforkyndelse er at det er noget forholdsvis nyt. En undersøgelse af historien vil imidlertid ændre ens mening med hensyn til det formodede nye i denne fremgangsmåde. „Friluftsforkyndelse er ikke en af de ’nye metoder’,“ skriver Edwin Hallock Byington i Open-Air Preaching. „Det var den oprindelige metode til udbredelsen af Guds åbenbarede vilje blandt menneskene. Den er ikke alene ’så gammel som selve forkyndelsen’, men i århundreder var den den eneste form for forkyndelse. ’Vi har fuld frihed til at tro’, siger Spurgeon, ’at Enok, den syvende fra Adam, da han profeterede, ikke forlangte nogen bedre prædikestol end bjergskråningen, og at Noa var en retfærdighedens forkynder der villigt ræsonnerede med sine samtidige på skibsværftet.’“¹

Friluftsforkyndelse i middelalderen og under reformationen

Efterhånden som den der studerer historien foretager en grundigere undersøgelse af emnet friluftsforkyndelse, går det snart op for ham at det er en fremgangsmåde som i en ikke ringe grad blev brugt i middelalderen. Historikeren Byington henleder opmærksomheden på at den romersk-katolske kirkes Hellige Frans begyndte sin missionærgerning med at forkynde i Assisis gader. „Om St. Dominicus,“ skriver Byington, „siges det at han forkyndte til hvem som helst han mødte . . . på landevejen.“²

„Reformationens morgenstjerne“, den engelske teolog John Wycliffe, viste stor interesse for friluftsforkyndelsen. Han drog mange af sin tids oprigtige mænd til sig, oplærte dem som forkyndere og sendte dem ud for at forkynde evangeliet. Om Wycliffes forkyndere siger professor Lechler: „De vandrede fra landsby til landsby, fra by til by og fra landsdel til landsdel, uden rast eller hvil, og forkyndte, underviste og advarede hvor som helst de kunne finde lyttende tilhørere, somme tider i kirken eller kapellet, somme tider på kirkegården dersom selve kirken var lukket, og somme tider på de offentlige gader og torvene.“³

En anden autoritet skriver om dem: „Klædt i yderst tarvelige dragter og uden nogen bevilling fra de stedlige gejstlige, havde de for skik at forkynde deres lære offentligt, ikke alene i kirker og på kirkegårde, men også midt på markedspladser og torve, ja i virkeligheden på alle pladser hvor skarer var forsamlede.“⁴

Under selve reformationen blev der i udstrakt grad gjort brug af forkyndelse i fri luft. Af værket Open-Air Preaching får vi at vide at Martin Luther på torvet i Zwickau skulle have haft en tilhørerskare på 25.000. En anden der benyttede byernes forretningskvarterer til forkyndelse var Jan Hus. Overalt i Europa under reformationen forkyndte missionærer langs vejene. Hvor må al denne forkyndelse under åben himmel have været virkningsfuld! For at bekæmpe virkningen af protestanternes friluftsforkyndelse begyndte den katolske kirke sin egen friluftsforkyndelse. „Rom udsendte sine egne friluftsforkyndere,“ skriver Byington, „som ødelagde deres [protestanternes] indflydelse ved over for folket at modstå dem på gaden og torvet. . . . Der var Robert, cistercienserordenens grundlægger, der af pave Urban II fik tilladelse til at forkynde hvor som helst. I sin færden fra by til by og fra provins til provins betragtede han ikke sin tilladelse som begrænset til kirkerne, og forkyndte på landevejene og i skovene.“⁵

Og jesuitterne? De kendte fordelen ved at forkynde i fri luft. En historiker skriver om deres orden: „Dens medlemmer var en slags rejsende munke der var rede til at være forkyndere, lærere, missionærer, handelsmænd, opdagelsesrejsende eller politikere. Ordenen benyttede sig af ethvert middel for at besejre, enhver metode for at beherske, både nationer og kirker.“⁶

Efter reformationen glemte protestanterne ikke værdien af forkyndelse i fri luft. Metodistkirkens grundlægger, John Wesley, var en aktiv friluftsprædikant. Han forkyndte i parker og på gader. Han betragtede hele verden som sit sogn.⁷ Wesley organiserede til sidst en stor gruppe af både lokale og omrejsende forkyndere. De forkyndte i det fri, i privathjem og hvor som helst de kunne finde en tilhørerskare. En historiker siger om dem: „Landet blev inddelt i kredse i hvilke forkynderne rejste omkring, hver af dem i en bestemt tid. I 1765 fandtes der femogtyve kredse i England, to i Wales, fire i Skotland og otte i Irland, og antallet voksede hurtigt under ikke så lidt forfølgelse. Optøjer var ikke sjældne, og Wesleys liv var ofte i fare.“⁸

Ikke blot metodisterne, men som pjecen Preaching in the Open Air fortæller os, også baptisterne, presbyterianerne, de episkopale og andre kirker har fra umindelige tider gjort brug af forkyndelse på gader og i parker.⁹

Hvilket historisk vidnesbyrd findes der således ikke om den hævdvundne og virkningsfulde brug af friluftsforkyndelse! Og dog har mange mennesker troet at det var noget nyt.

Hvilket behov er der for den i dag

Det er givet at forkyndelse i fri luft har vist sig virkningsfuld når det gælder om at vende menneskers opmærksomhed mod religion, men hvilket behov er der for den i vor tid da næsten enhver i kristenheden har et kirketårn inden for synsvidde? Og hvorfor skulle der være et behov for den, når kirkerne, i det mindste i Amerika, ofte er overfyldte? Dette afføder nogle nærgående spørgsmål.

Hvor kan det være at de ortodokse religioners forkyndere og præster har taget deres tilflugt til spil, bazarer og andre verdslige måder at rejse penge på? Hvor kan det være at præster er så ivrige efter at der skal komme et Billy Graham korstog til deres by? Hvor kan det være at Billy Graham, da han begyndte sit korstog i New York, udtalte at „mange præster har mistet modet og er blevet skuffede. . . . Ved at tale med dem fandt vi næsten en følelse af fortvivlelse. Præster der i teologisk henseende ikke er enige med os . . . er villige til at samarbejde fordi der simpelt hen ikke synes at være noget andet i udsigt“?¹⁰

Hvorfor er mere end halvdelen af New Yorks 8.000.000 indbyggere — eller 54,9 procent — ikke tilsluttet nogen religion? Hvorfor erklærede en højtstående metodist at hinduismen, buddhismen og islam alle betragtede Amerika som en frugtbar arbejdsmark for evangelisk virksomhed? Hvorfor siger den nylig udkomne bog The New Ordeal of Christianity således: „Det mest slående vedrørende de protestantiske kirker i England i dag . . . er at de fleste af dem står tomme. . . . Situationen er om muligt endnu værre i Skotland end i England. Og i Skandinavien er den forfærdende“?¹¹

Hvorfor erklærer historikeren Arnold Toynbee: „Der er et åndeligt tomrum i verden“?¹² Hvorfor opmuntrede præsten John O’Brien da han skrev i Catholic Herald Citizen, „enhver katolik, gejstlig eller læg,“ til at tilbringe „mindst én time om ugen med at gå fra ’hus til hus’“?¹³ Og hvorfor skrev Marcus Bach i The Christian Century om Jehovas vidner: „Hvad bør vort råd være til dem der holder på, at ’nogen burde sætte en stopper for dem’? . . . Der er kun ét svar: Jehovas vidner er ingen trussel, men endnu en udfordring til kirken om — at vidne!“?¹⁴

Svaret synes nu at være indlysende: Millioner af mennesker har undladt at ty til religion! De har forsømt at gå til de traditionelle religiøse bygninger, og kirkelederne erkender behovet for et eller andet, foruden den konventionelle forkyndelse i kirkerne, som kunne drage dem til religionen. I en rammende beskrivelse af tingenes tilstand skriver J. Benson Hamilton: „Af grunde som ikke behøver nogen forklaring er store grupper af vort folk fyldt med fordom mod vore kirker. De vil ikke overvære gudstjenester i dem, lige meget hvad der end lokkes med. For sådanne må evangeliet forkyndes langs vejene, på gadehjørnet, ved strandbredden, på bjergene og i skovene.“¹⁵

Hvilket presserende behov er der derfor ikke for at den mest effektive måde at nå mennesker på bliver bragt i anvendelse i vor tid! Behovet for, hvad der af kirkens mænd er blevet omtalt som „aggressiv kristendom“, er endnu større nu end da en førende gadeprædikant i New York, dr. John W. Kennion, afgav følgende indberetning til borgmesteren for New York city: „Jeg har været beskæftiget med at ophøje Kristus på gaderne i vor by . . . og i denne tid har offentligheden i det store og hele næsten enstemmigt indrømmet nødvendigheden, nytten og værdien af denne metode som den bedst egnede til at dække behovet hos de „masser“ som er uden Jesu Kristi herlige evangelium og som ikke er i stand til at komme de steder hvor lyden af frelsens basun høres regelmæssigt. Disse gadegudstjenester når den skare mennesker som tilhører de laveste samfundslag i Deres distrikt og som ikke kommer i berøring med eller nås af nogen af vore kommissioner, foreninger eller missionærer.“¹⁶

Ja, hvad enten friluftsforkyndelse finder sted på gader, i parker eller fra hus til hus, må man anerkende behovet for denne effektive fremgangsmåde. „Det er den letteste og mest effektive metode til fremme af kristendommen i et nyt distrikt,“ skriver E. H. Byington. „Uden den ville missionærarbejdet være lammet og al fremgang foregå langsomt og usikkert. Den har altid været den hurtigste metode til at nå dem der er uden for kirkens indflydelse.“¹⁷

Juridisk og retslig anerkendelse

En ting så vigtig som friluftsforkyndelse fortjener juridisk anerkendelse. Og det har den fået. Af de mange tilfælde i hvilke friluftsforkyndere er blevet indrømmet retslig anerkendelse, er få anerkendelser så magtfulde som den der blev udtrykt af United States Selective Service System:

„Den almindelige opfattelse af ’forkyndelse og undervisning’ er at den må være mundtlig og foregå fra en prædikestol eller en talerstol. Dette er ikke prøvestenen. Forkyndelse og undervisning har hverken lokale eller vokale begrænsninger. Den fremgangsmåde der benyttes til viderebringelse af kundskab afgør ikke kundskabens værdi og har ikke indflydelse på dens hensigt eller mål. En mand kan forkynde eller undervise fra prædikestolen, på fortovet, på markerne eller ved folks gadedøre. Han kan råbe sit budskab ’fra tagene’ eller skrive det ’på stentavler’. Han kan holde en ’bjergprædiken’. . . . Han kan gå på gaderne og dagligt samtale med dem der færdes omkring ham og fortælle dem om de idealer der er grundlaget for hans religiøse overbevisning, eller han kan overbringe sit budskab ved hjælp af det skrevne eller trykte ord, men han er ikke desto mindre en religionens forkynder dersom han har antaget en sådan fremgangsmåde som det effektive middel til at indprente religionens principper i menneskers sind og hjerte.“¹⁸

Det er et forstandigt, logisk syn på friluftsforkyndelse. Hvor ville det være urimeligt at se anderledes på sagen! Hvor mange af os kunne forestille sig at Kristus Jesus ville begrænse forkyndelsen til visse steder? Holdt Kristus alle tiders mest berømte prædiken i en katedral eller en religiøs bygning? Nej! Han holdt bjergprædikenen på et bjerg, naturligvis, ude i det fri.

Sagde Kristus Jesus ikke: „Se, jeg står for døren og banker“?¹⁹ Men i dag er der få, om nogen, af det ortodokse, religiøse præsteskab der forkynder fra dør til dør. Det er ikke noget under at behovet for hus-til-hus forkyndere er så enormt.

Det er til folkets gavn at højesteretsdommere har tilstået hus-til-hus forkynderen retslig anerkendelse. I en betydningsfuld kendelse i 1943 afsagde De forenede Staters Højesteret i overensstemmelse med flertallets vurdering:

„Denne form for religiøs virksomhed indtager samme høje stilling under First Amendment (første lovtilføjelse) som tilbedelsen i kirkerne og forkyndelsen fra prædikestolene. Den har det samme krav på beskyttelse som de mere ortodokse og konventionelle religionsudøvelser. . . . Vi fastholder blot at det at forkynde sin religiøse overbevisning eller at forkynde evangeliet ved udbredelse af religiøs litteratur og ved personlige besøg er en ældgammel form for evangelisme med et lige så stærkt krav på konstitutionel beskyttelse som de mere ortodokse former. . . . Selve den kendsgerning at den religiøse litteratur „sælges“ af omrejsende forkyndere og ikke „skænkes“ bort forandrer ikke evangelisme til at være et kommercielt foretagende. Hvis det var tilfældet ville det at lade en kollektbøsse gå rundt i kirken gøre gudstjenesten til en kommerciel virksomhed. . . . Vi kan genindsætte de friheder som tilhører omrejsende evangelister der udbreder deres religiøse overbevisning og deres tros grundlærdomme gennem afsætning af litteratur, i deres høje konstitutionelle stilling.“²⁰

Den anerkendelse der betyder noget

Ved en anden lejlighed „gik Jesus hjemmefra og satte sig ved søen. Og store folkeskarer samlede sig om ham; så han gik om bord i en båd og satte sig, mens hele folkeskaren stod inde på bredden. Så talte han meget til dem.“²³

Jesus sendte sine apostle og disciple ud for at forkynde ligesom han gjorde. Om Paulus læser vi: „Han talte da i synagogen med jøderne og de gudfrygtige og daglig på torvet med dem, han traf på.“²⁴ „Jeg [undlod ikke] at meddele jer alt hvad der kunne gavne jer, og heller ikke at undervise jer offentligt og fra hus til hus.“²⁵ Og om apostlene står der skrevet: „Og de blev ved med hver dag uden ophør at lære i templet og fra hus til hus og forkynde den gode nyhed om Kristus Jesus.“²⁶

Når man tænker på al denne autoritative anerkendelse af forkyndelse i fri luft er det i sandhed mærkeligt at ikke så få mennesker mener at religion bør begrænses, indskrænkes til katedraler og kirkebygninger. Hvorfor skulle Guds ord lukkes inde når Guds søn sagde: „Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, som udgår af Guds mund“?²⁷ Åndelig føde er nødvendig. Materiel føde er også nødvendig, og den udleveres overalt, i forretninger, i det fri, på torve, på gadehjørner og fra hus til hus. Burde den livsvigtige åndelige føde udbredes på mindre effektive måder, især når vi står over for det som en præst kalder et „religiøst tomrum af et omfang man aldrig før har set“?²⁸ Og burde nogen, ligegyldig hvor høj en stilling de har, se ned på en metode der nyder en så overmåde stor anerkendelse? Den uimodståelige konklusion kan udtrykkes med A. F. Schaufflers ord:

„Dersom udendørsforkyndelse var noget nyt eller ubibelsk, gjorde vi klogt i at standse op og tænke os godt om før vi prøvede den. Men eftersom den er ’så gammel som bjergene’ og har en overflod af bibelsk støtte og vor Herres personlige godkendelse, hvorfor i alverden skulle nogen så betænke sig et øjeblik?

Jeg forestiller mig at jeg ser apostelen Paulus til et moderne præstemøde . . . hans bemærkninger . . . ’Jeg begik en stor fejl og dersom jeg kunne gøre min gerning om igen ville jeg ikke forkynde fra trappen til Antonias’ tårn eller på Marshøjen.’ Få den tanke ud af sindet! Jeg kan snarere forestille mig at han ville udslynge nogle svidende ord om den moderne kirkes sløvhed, fordi den ikke drager fordel af enhver lejlighed til at gøre den salige Herres evangelium kendt. . . . Dette vil jeg gøre af hele mit hjerte . . . anbefale den skik til alle der ønsker at adlyde deres Herres påbud: ’Gå ud på vejene og ved gærderne og nød dem til at gå ind.’“²⁹

Henvisninger:

¹ Open-Air Preaching, af Edwin Hallock Byington (Hartford, Connecticut, 1892: Hartford Theological Seminary), s. 9.

² Ibid., s. .30.

³ John Wyclif, af professor Lechler (London, 1878: Kegan Paul & Co.), bind 1, s. 310.

⁴ Life of John Wycliffe, af Robert Vaughan (London, 1881: Holdsworth and Vaughan), bind II, s. 163.

⁵ Open-Air Preaching, s. 29, 30.

⁶ History of the Christian Church, Blackburn (New York, 1879: Cranston & Stowe).

⁷ Open-Air Preaching, s. 71.

⁸ History of the Christian Church, s. 629.

⁹ Preaching in the Open Air, en pjece af George Charles Smith (London, 1829: W. K. Wakefield), s. 4, 9, 10, 12, 25-28.

¹⁰ The Nation, den 11. maj 1957.

¹¹ The New Ordeal of Christianity, af Paul Hutchinson (New York, 1957: Association Press).

¹² The Christian Century, den 20. februar 1957.

¹³ Catholic Herald Citizen, den 5. januar 1957.

¹⁴ The Christian Century, den 13. februar 1957.

¹⁵ Empty Churches and How to Fill Them, af J. Benson Hamilton (New York, 1879: Phillips and Hunt), s. 64.

¹⁶ Report of Four Years’ Labor of Love and Deeds of Mercy, en pjece af dr. John W. Kennion (Brooklyn Job and Brook Printing Department, 1880), s. 3 i forordet.

¹⁷ Open-Air Preaching, s. 25.

¹⁸ Selective Service in Wartime, Second Report of the Director of Selective Service, 1941-42, s. 239-241, under overskriften „Special Problems of Classification“.

¹⁹ Åb. 3:20.

²⁰ Murdock v. Pennsylvania, 319 U. S. 105 (den 3. maj 1943).

²¹ Mark. 6:6.

²² Matt. 5:1, 2.

²³ Matt. 13:1-3.

²⁴ Ap. G. 17:17.

²⁵ Ap. G. 20:20, NW.

²⁶ Ap. G. 5:42, NW.

²⁷ Matt. 4:4.

²⁸ New York Times, den 21. januar 1957, den presbyterianske præst David H. C. Reed.

²⁹ Open-Air Preaching, bogens forord ved A. F. Schauffler.