1. Hvilken sang er nu betimelig trods Ordsprogene 25:20, og hvilken indvirkning har den på dem som synger den?

ET ORDSPROG der nu er henved tre tusinde år gammelt siger: „Som at lægge frakken, når det er frost, og hælde surt over natron, så er det at synge for mismodig mand.“ (Ordsp. 25:20) Ansigt til ansigt med en foruroligende nutid og en forfærdende fremtid er den ganske verden i dag grebet af mismod. Bekymrede mennesker er vel ikke netop i humør til at lytte til sang. Men der lyder en sang som virkelig kan indgyde mod i enhver, uagtet hvilken nation de hører til. Det er en ny sang som ingen tidligere generation har haft den forret at synge. Såfremt mennesker har god vilje over for denne sangs ophavsmand vil de lytte til den med glæde, blive gennemstrømmet af varme og nyt mod og blive revet ud af deres nedtrykthed og mismod. Når de bliver kendt med denne sang vil de ønske at synge med på den. Det vil betyde helse, ja frelse for dem.

2, 3. (a) Hvorfor er navnet på forfatteren til sangen måske nyt for mange? (b) Hvorfor kan han skænke os en virkelig ny sang, og hvad siger han at vi skal gøre med den?

² Det har vist sig at ikke alene er sangen helt ny for dem som er begyndt at synge den, men at også dens skaber hidtil har været ukendt for mange som hører hans sang. Forfatteren og komponisten er en hvis navn de ledende mænd i verden har søgt at skjule og at hindre folket i at lære at kende. Dog var hans navn kendt af det første menneske der fik liv, for omkring seks årtusinder siden. Hans navn er Jehova, og han er ikke bare den nye sangs, men også himmelens og jordens Skaber. Enhver sang vor Skaber har forfattet er vigtig og skulle betyde et lykkeligt liv uden ende for os. Gennem en af de mænd som Skaberen har inspireret til at nedskrive hans ord, siger han: „Jeg er Jehova, det er mit navn; og min herlighed vil jeg ikke give til en anden, ej heller min pris til udskårne billeder. Se, tidligere udsagn er indtruffet, nu forkynder jeg nye ting; inden de spirer frem fortæller jeg jer dem.“ På den måde kan han give os en helt ny sang som ingen anden sangforfatter kan frembringe, og derfor siger han videre til mennesker med god vilje:

³ „Syng Jehova en ny sang, og hans pris fra jordens ende; I som går ned til havet, og alt hvad der er i det, øerne og deres beboere. Lad ørkenen og dens byer opløfte deres røst.“ — Es. 42:8-11, AS.

4, 5. Hvorfor kan vi med Prædikeren 1:9, 10 i tanke spørge om hvad nyt der er ved denne sang? og hvor er der ikke sat nogen grænser for at noget nyt kan ske?

⁴ Hvad nyt er der ved denne sang? vil vi måske spørge, når vi husker at en klog regent for tusinder af år siden sagde: „Det, der kommer, er det, der var, det, der sker, er det der skete; der er slet intet nyt under solen. Kommer der noget, om hvilket man siger: ’Se, her er da noget nyt!’ det har dog forlængst været til i tiderne forud for os.“ (Præd. 1:9, 10) Selv den frygtelige brintbombe, der blev bragt til eksplosion for første gang i 1954, er ikke noget nyt. I milliarder af år før menneskeslægten blev skabt, har den store Skaber, Jehova, fået brint til at eksplodere i solen, og det er disse brinteksplosioner der giver jorden lys. Men selv om der ikke er noget „nyt under solen“ vil det ikke sige at der intet nyt er oven over solen, intet nyt uden for dette fysiske område eller i det åndelige område. Da den vise kong Salomon sagde at der intet nyt er under solen, talte han om denne fysiske verden og om de almenmenneskelige forhold der råder på denne klode hvor solen skinner. Lige inden denne udtalelse sagde han:

⁵ „En generation går og en generation kommer, men jorden står på ubestemt tid. Og solen har også strålet frem og solen er gået ned, og den kommer halsende til det sted hvor den atter vil stråle frem. Alle vinterfloderne løber ud i havet, dog er havet aldrig fuldt. Til det sted vinterfloderne vælder frem, vender de tilbage for atter at vælde frem. Alting er trættende; ingen kan udtale sig om det. Øjet bliver ikke mæt af at se, øret ej heller fuldt af at høre.“ — Præd. 1:4-8, NW.

6. Hvorfor er det muligt for Jehova at give os en ny sang, og hvad har han derfor gjort?

⁶ Der er ikke brug for noget nyt under solen på det fysiske område. Men Jehova Gud er højt hævet over solen, thi han er den allerhøjeste Gud. Han kan skabe nye ting over solen eller i det usynlige eller åndelige område og også inden for de åndelige anliggender der har med menneskeslægten på jorden at gøre. På denne måde kan han give os konkrete oplysninger der danner temaet for en helt ny sang, der vil fylde os med en ubetvingelig glæde og fryd når vi fatter hele dens skønne betydning til bunds. Da Skaberen er almægtig og hans forsyning af vidunderlige nye ting for os aldrig slipper op, har han givet os en sådan sang.

7. Hvornår havde selve universet brug for et løft om håb, og hvorfor? Og hvilken kvinde omtalte Jehova ved den lejlighed?

⁷ Kort efter menneskets tilblivelse gav Jehova Gud os grundtemaet for vor tids nye sang. Det var på et tidspunkt da selve universet havde brug for et løfte om håb for fremtiden. Vor stamfader havde lige syndet, til trods for at han opholdt sig i Edens have, et glædens paradis, med alle betingelser for at leve evigt i menneskelig fuldkommenhed og frihed som en Guds søn. Ved en slanges mellemkomst blev hans hustru forledt til at spise af den ene frugt der var forbudt. Dernæst lokkede hun sin mand til at spise med af den og således overtræde deres himmelske Faders befaling. Inden Jehova Gud fældede den evige dødsdom over dem for denne forsætlige ulydighed, talte han til ophavsmanden til hele denne affære, den store frister, Satan Djævelen. Gud talte til ham som var han en slange og sagde: „Jeg vil sætte fjendskab mellem dig og kvinden og mellem din sæd og hendes sæd. Han vil kvæste dit hoved, og du vil kvæste hans hæl.“ (1 Mos. 3:15, NW) „Kvinden“ som Gud her talte om, var ikke den syndige kvinde Eva på jorden, Adams hustru, men den hellige kvinde i himmelen, Guds universelle organisation af hellige engle, Guds hustru-organisation, der var i stand til at frembringe noget helligt som kunne tjene Guds hensigter.

8. Hvorfor var Guds ord til slangen noget nyt, og hvad gav de loyale medlemmer af Guds kvinde sig til at spejde efter?

⁸ Guds ord til slangen var noget nyt for denne jord. Det var Guds første profeti udtalt i menneskets påhør. Den forudsagde at i overensstemmelse med Guds vilje skulle der råde krig mellem Satan Djævelen og Guds himmelske hustru-organisation, mellem Satan Djævelens sæd eller afkom og Guds trofaste kvindes eller hustrus sæd. Hvem ville vinde denne krig? Ville kvæstelsen af hælen eller kvæstelsen af hovedet blive sejrsslaget? Kvæstelsen af hovedet ville bringe sejr. Følgelig ville Guds universelle hustru-organisations sæd, desuagtet den først blev kvæstet i hælen, stå som den sejrende part til hævdelse af Guds første profeti til menneskeslægten. Dette må have været til stor trøst for englene der udgjorde Guds symbolske kvinde, hans trofaste engleorganisation, der er hans ægtemage og ham underdanig. Hvem der skulle være kvindens sæd, på hvilken måde denne lovede sæd skulle frembringes og hvordan den skulle kvæstes i hælen og dog kvæste sin angriber i hovedet, var spørgsmål der omfattedes med levende interesse af Guds himmelske kvindes loyale medlemmer. De gav sig straks til at spejde efter opfyldelsen af denne profeti der lød i Edens have, grundlaget for alle fremtidige profetier i forbindelse med menneskeslægten.

9. Hvad kunne ingen skabning gøre med henblik på denne profeti, men hvordan bredte interessen sig for den blandt mennesker?

⁹ Da det er en guddommelig regel at „ingen profeti i Skriften er fremkommet ved nogen privat afgørelse“, kunne Adam og Eva ikke forstå eller tolke Jehovas profeti. Det kunne Satan Djævelen heller ikke, selv om han er en vældig åndeskabning der står over mennesket hvad livsplan, magt og intelligens angår. (2 Pet. 1:20, 21, NW) Efter at Adam og Eva som straf var blevet udvist af Edens paradis for at dø, begyndte de at sætte børn i verden. Af selvisk interesse for Guds løfte om en eller anden kvindes sæd fortalte Adam og Eva deres børn om det, og interessen for profetien bredte sig således blandt menneskene.

10. Hvordan kan denne profeti have fået Kain til at dræbe Abel?

¹⁰ Egoistiske mænd opstillede sig selv som den lovede sæd i håb om at vinde magt og myndighed over andre ved at påstå at de var den sande sæd. Kain var den førstefødte blandt menneskene. Da Adams og Evas anden søn, Abel, vandt Guds godkendelse fordi han ofrede et dyr af sin fårehjord og ikke en livløs offergave af jordens frugt, dræbte Kain Abel for at denne ikke skulle blive den mulige sæd i stedet for Kain selv. „I tro bragte Abel Gud et bedre offer end Kain, og ved den fik han det vidnesbyrd, at han var retfærdig, idet Gud selv kendtes ved hans offergaver; og ved den taler han endnu efter sin død.“ Således taler Abel stadig til os som det første, trofaste menneskelige vidne for Jehova, for det er hvad Guds eget skrevne ord kalder Abel. — Hebr. 11:4 og 12:1.

11, 12. (a) Hvilken forbindelse havde Enok med den lovede sæd? (b) Hvorfor for Enok ikke til himmelen dengang Gud tog ham bort?

¹¹ Guds første profeti ved et menneske kom gennem Enok, det syvende slægtled efter Adam. Enok havde tro på Jehova Gud og blev således et Jehovas vidne. Enok blev også en af stamfædrene til den lovede sæd, som han var levende interesseret i. Før sin død blev Enok af Jehova inspireret til at vidne om Guds beslutning om at ville eksekvere sin dom og bringe straf over alle ugudelige, den store slanges, Satan Djævelens, sæd, samtidig med at slangen skulle kvæstes i hovedet. (Jud. 14, 15) Enoks fjender fik ikke lov til at bringe død over ham sådan som Kain gjorde mod Abel, for Gud tog selv Enok bort fra den jordiske skueplads, „og man fandt ham ikke mere“. Hvorfor tog Gud ham bort? Fordi „før han blev taget bort, fik han det vidnesbyrd, at han havde Guds velbehag“. (Hebr. 11:5) Gud tog ham ikke til himmelen, thi endnu var vejen til himmelen for mennesker der var født i adamitisk synd ikke åbnet.

¹² Den „ny og levende vej“ til de allerhelligste himle blev ikke åbnet før 3072 år efter Enok. Så indtil da var det sandt at „ingen er steget op til Himmelen, undtagen han, som steg ned fra Himmelen, Menneskesønnen“. (Joh. 3:13; Hebr. 9:6-8; 10:19-22) Mysteriet eller den hellige hemmelighed om hvordan dette finder sted blev åbenbaret for den menneskelige forståelse efterhånden som Guds hensigter skred fremad efter at Jehovas profet Enok var forsvundet fra skuepladsen.

Den lovede sæds slægtslinje

13. Hvilket slægtskab bestod der mellem Noa og den lovede sæd, og hvad skete der på Noas tid i stedet for sædens komme?

¹³ Noa var den tiende mand fra Adam i den slægtslinje der skulle føre frem til den lovede sæd. Noa var Metusalems sønnesøn. Metusalem levede længere end noget andet menneske, nemlig i hele 969 år, til trods for at han var født i synd og under dødens fordømmelse. (1 Mos. 5:25-32) I tro spejdede Noa efter Guds kvindes lovede sæd. Sæden viste sig ikke på Noas tid, men en vældig fuldbyrdelse af Guds dom ramte fjendens sæd, den store slanges, Satan Djævelens, sæd. Fuldbyrdelsen bestod i en verdensomspændende vandflod, idet vandmasserne der dengang som en hvælving kredsede rundt højt oppe over jorden, brast og styrtede ned. Vandet styrtede ned i fyrretyve dage og nætter. Den gamle verden der eksisterede før Vandfloden blev tilintetgjort, men Noa og hans retfærdige, gudfrygtige familie overlevede den daværende onde verdens endeligt.

14. Hvorfor bør vi i dag have tro på Noas og hans families udfrielse fra undergangen da Vandfloden kom?

¹⁴ Den almægtige Gud bevarede dem sammen med eksemplarer af mange dyre- og fuglearter i en ark eller stor kistelignende båd som Noa havde bygget i tro og i lydighed mod Jehovas befaling. Denne ark siges stadig at stå på Ararats bjerg i Tyrkiet, hvor den landede da Vandflodens vande begyndte at synke. (1 Mos. 6:1 til 8:4; Hebr. 11:7; 1 Pet. 3:20) Lad os i dag tro på denne vandflod ligesom Noa gjorde, for hans og hans families udfrielse fra undergangen der bragte den daværende ugudelige verden til ophør, danner et billede på hvordan mennesker med god vilje i dag vil blive bevaret i live i kraft af Guds beskyttelse under den nære ende på den nuværende onde verden og ført ind i Guds retfærdige nye verden. — Matt. 24:36-42.

15. Hvilken af Noas sønner blev valgt til at være en af sædens stamfædre, og hvilken bestemt af sine efterkommere nåede Sem at se?

¹⁵ Hvilken af Noas tre sønner, som overlevede verdens ende sammen med ham, valgte Jehova Gud til at blive en af stamfædrene til sin himmelske kvindes lovede sæd? Det blev Sem; og som bevis for dette vandt han sig Guds særlige velsignelse gennem sin fader Noa: „Velsignet være Jehova, Sems Gud, og lad Kana’an [Kams søn] blive hans træl.“ (1 Mos. 9:18-26, NW) Sem levede i flere hundrede år efter Vandfloden og oplevede at se den bestemte blandt sine efterkommere gennem hvem den lovede sæd skulle komme og gennem hvem en særlig velsignelse skulle tilflyde de retsindige blandt alle jordens slægter og folk. Sem har måske endogså udtalt Guds velsignelse over denne troens mand, Abraham.

16. Hvilket løfte fra Jehova blev Abraham arving til, og hvad skulle få os til at følge hans efterkommeres historie med opmærksomhed?

¹⁶ Gud valgte semitten Abraham på grund af dennes tro på den eneste levende og sande Gud. Han prøvede Abrahams tro og bød ham at forlade sit hjemland og drage mod et land beliggende mod sydvest, hvortil Gud ville føre ham. Da Abraham gjorde dette under Guds ledelse og drog ind i fortidens Palæstina, blev han den værdige arving til Jehovas løfte: „Jeg vil gøre dig til en stor nation, og jeg vil velsigne dig og jeg vil gøre dit navn stort; og vis dig at være en velsignelse. Og jeg vil velsigne dem som velsigner dig, og ham der nedkalder ondt over dig, vil jeg forbande, og alle jordens slægter skal visselig velsigne sig gennem dig.“ (1 Mos. 12:1-3, NW) Vort ønske om til evig tid at få del i denne velsignelse skulle få os til at følge Abrahams efterkommeres historiske udvikling uanset at Abraham var semit eller hebræer. Det der har betydning er, at Abraham beviste sin trofasthed mod Gud der er fader til den lovede sæd, og at den lovede sæds jordiske liv skulle komme gennem en fjern datter af Abraham.

17. Hvordan blev der på Abrahams tid givet et billede af at den lovede sæd skulle dø, og hvad kan vi gøre ved hjælp af Abrahams sæd?

¹⁷ Af alle Abrahams sønner valgte Gud hans eneste søn med hans sande hustru, Sara, som slægtslinjens viderefører. For at give et billede af hvordan Guds kvindes sæd skulle kvæstes i hælen af den store slange og hans sæd, befalede Jehova Abraham at ofre sin søn Isak som han havde fået ved et mirakel. Inden Abraham nåede at bringe dette offer, standsede Jehova Abraham da han stod med den løftede offerkniv, og sagde: „Jeg sværger ved mig selv, lyder Jehovas udsagn, at fordi du har gjort dette og ikke holdt din søn, din eneste, tilbage, vil jeg i sandhed velsigne dig og vil jeg i sandhed gøre din sæd talrig som himmelens stjerner og sandet ved havets bred, og din sæd skal tage sine fjenders port i besiddelse. Og ved hjælp af din sæd skal alle jordens nationer visselig velsigne sig.“ (1 Mos. 22:15-18, NW) Ønsker vi at velsigne os til evig tid ved hjælp af Jehovas lovede sæd? Så må vi, når mysteriet eller den hellige hemmelighed om hvem sæden er, bliver afsløret for os, med glæde og taknemmelighed tage imod ham, selv om han nødvendigvis må nedstamme fra hebræeren Abraham af Sems slægt.

18. Over hvilken af Isaks sønner lod Jehova sin velsignelse komme, og hvordan fik en bestemt sønnesøn løfte om et kongedømme?

¹⁸ Af Isaks tvillingesønner var det Jakob som viste den sande brændende tro på Jehova Gud og hans dyrebare løfte. Derfor viste Jehova sig i syner for Jakob og lovede at alle nationernes velsignelse skulle komme gennem hans slægtslinje. Jehova lod sig ikke forvirre af den omstændighed at Jakob havde tolv sønner, men ved hjælp af dele frembragte han Israels tolv stammer. Israel var det nye navn Gud gav Jakob. Men gennem hvilken af de tolv stammer skulle sæden komme? Da Jakob lå på sit dødsleje lod Jehova Jakob udtale denne velsignelse over sin fjerde søn, Juda: „En løveunge er Juda. . . . Ikke viger kongespir fra Juda, ej herskerstav fra hans fødder, til han, hvem den tilhører, kommer, ham skal folkene lyde.“ (1 Mos. 49:9, 10) Dette var en velsignelse vedrørende et kongedømme. Den fastslog at Judas stamme skulle frembringe den kongelige regent der ville svinge scepteret og holde herskerstaven, og at han skulle være løven af Judas stamme. (Åb. 5:5) Hans ret ville være at alle jordens slægter og nationer skulle adlyde ham. Han ville altså være sæden.

19. Hvordan blev David den konge gennem hvem den lovede sæd skulle komme?

¹⁹ Det var 293 år efter at den døende Jakob eller Israel havde udtalt denne velsignelse over Juda, at Jehova Gud førte Israels tolv stammer ind i det land han havde lovet deres forfader Abraham. Nogle hundrede år senere og efter israelitternes eget ønske gav Gud dem et kongedømme. Den første konge var af Benjamins stamme. Efter denne konges død lod Gud velsignelsen træde i kraft idet han satte et medlem af Judas stamme på Israels riges trone, nemlig den salvede David. Skønt David som en salvet konge var en messias eller en kristus, var han dog ikke den sæd Abraham havde fået løfte om, eller Guds kvindes sæd. David var ikke blevet frembragt af Guds himmelske hustru, hans universelle åndelige organisation. Men fordi David var en nidkær forkæmper for ren tilbedelse og derfor var et trofast vidne for Jehova, tilsvor Jehova Gud David at den længe ventede sæd skulle komme gennem hans kongelige slægt: „Når dine dage er omme . . . vil jeg efter dig oprejse din sæd, som udgår af dit liv, og grundfæste hans kongedømme. Han skal bygge mit navn et hus, og jeg vil grundfæste hans kongetrone evindelig. . . . Dit hus og dit kongedømme skal stå fast for mit åsyn til evig tid, din trone skal stå til evig tid!“ — 2 Sam. 7:12-16.

20. Hvad begyndte til jødernes overraskelse at blive åbenbart vedrørende den lovede sæds rige, dengang Jerusalem faldt i år 607 før Kristus?

²⁰ I året 607 før den kristne tidsalder skete der noget mærkeligt. Judas stammes og Davids slægts kongedømme blev omstyrtet og kongebyen Jerusalem faldt. Helt ned til vor tid er der ikke blevet oprettet noget kongedømme i Jerusalem med en mand af Davids slægt på tronen. Er Guds svorne pagt med kong David om et evigt kongerige da blevet brudt? Nej, men den almægtige Gud var ved at forberede noget forbløffende nyt, noget helt andet end det mennesker ventede. Disse forberedelser banede vejen for at alle mennesker med god vilje og som lever på denne dag kan synge den nye sang, der bringer usigelig glæde. Af den måde hvorpå Gud ledede tingene blev det efterhånden åbenbart, at det evige rige som hans kvindes lovede sæd skulle få, var et himmelsk rige, langt højere end Davids rige i det jordiske Jerusalem. Men i seks hundrede år efter at Davids slægts jordiske rige var blevet omstyrtet, så de trofaste israelitter frem til at Davids rige skulle genoprettes i Jerusalem. Der ventede dem altså noget overraskende nyt.

Mirakuløse nye ting

21. Gennem hvilken jordisk slægtslinje skulle sæden komme, og hvorfor måtte han alligevel være en Guds søn?

²¹ For at den lovede kongelige sæd kunne fødes af Abrahams slægt i kong Davids linje måtte han fødes som hebræer og af en kvinde af Davids kongelige slægt. Samtidig måtte han, for at være Guds kvindes sæd, have sit udspring blandt medlemmerne af Guds universelle åndelige organisation. Dette betød noget helt nyt i universets historie. Det betød at sæden skulle komme ned fra himmelen, fra åndeskabningernes usynlige regioner. Helt bogstaveligt, ja, og direkte måtte han være en Guds søn, fordi intet menneske på jorden kunne ægte Guds himmelske kvinde eller hustru og blive fader til den lovede sæd. Gud alene kunne avle sæden.

22. Hvorfor ville en materialisation af en gudssøn fra himmelen ikke løse det problem at han skulle komme gennem Abrahams og Davids slægtslinje?

²² Hvordan kom sæden da ned fra himmelen og til jorden for at blive menneske? Skete det ved at en af de åndelige gudssønner materialiserede sig eller iklædte sig kød som et menneske, det vil sige ved inkarnation? Nej. Det ville ikke være noget nyt, noget andet eller noget der ville opfylde den forhåndenværende situations krav. Efter den tid da Adam og Eva var blevet vist ud af Eden for at dø for deres synd, havde himmelske gudssønner fra tid til anden materialiseret sig. De keruber som Gud satte øst for Edens have til at vogte vejen til livets træ havde materialiseret sig ved inkarnation. Det vil sige at de på mirakuløs vis havde iklædt deres usynlige skikkelser synligt kød som man kunne tage og føle på. Men at disse keruber iklædte sig menneskeligt kød i overensstemmelse med Guds, Dommerens, hensigter, gjorde dem ikke til Adams og Evas sønner. Disse materialiserede keruber fik ikke deres legemer af kød og blod fra Adam og Eva. I tidens løb materialiserede engle sig også og viste sig for Abraham og for kong David, men de fik ikke deres kødelige legemer fra Abraham eller fra David så de kunne blive Abrahams og Davids kødelige sæd eller afkom. Nej en himmelsk gudssøns materialisation eller inkarnation var ikke nogen løsning på problemet. Hvordan skete det da?

23. Hvordan overbragte Gabriel budskabet til Maria vedrørende hendes moderskab?

²³ Ved slutningen af året 3 før den kristne tidsalder materialiserede Guds engel Gabriel sig eller viste sig i en inkarnation for den unge ugifte jødiske pige Maria, der var af Davids kongelige slægt. Engelen forklarede Maria noget nyt der skulle overgå hende uden at hun var gift, og sagde: „Se! du skal undfange i dit skød og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus. Han skal blive stor og kaldes den Højestes søn, og Jehova Gud vil give ham Davids, hans faders, trone, og han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans kongedømme.“ „Hvordan skal det gå til, da jeg jo ikke har omgang med nogen mand?“ spurgte Maria. Gabriel forklarede: „Hellig ånd skal komme over dig, og den Højestes kraft skal overskygge dig. Derfor skal også det som fødes kaldes helligt, Guds søn.“ Maria indvilligede i at lade sig bruge af Gud til dette mirakel med ordene: „Se! Jehovas trælkvinde! Måtte det gå mig som du siger.“ (Luk. 1:26-38, NW) Men hvordan?

24. Hvad nyt fandt sted i himmelen for at Maria kunne undfange Guds søn i sit jomfruskød?

²⁴ Noget nyt og ganske usædvanligt fandt da sted i de usynlige himle, højt oppe over solen, højt hævet over vor stoflige verden. Jehovas førstefødte eller enbårne søn savnedes blandt Guds himmelske sønners rækker. Hvad var der sket? Gud havde ladet sin ypperste søn forlade Guds kvindes eller universelle himmelske organisations midte og sendt ham ned fra himmelen for at blive født som et drengebarn af jomfruen Maria. (Joh. 3:16, 17) Guds elskede søn tømte sig selv for al sin himmelske herlighed og magt, ja gav afkald på sit herlige himmelske legeme, sin gudlignende skikkelse. (Fil. 2:5-8) Dernæst overførte Gud sin søns livskraft fra himmelen til Marias jomfruskød. Således undfangede Maria i sit skød ved Guds hellige ånds eller virkekrafts indflydelse og ikke ved en kønsforbindelse med nogen mand.

25. Hvad var Guds søn da han blev født af Marias skød?

²⁵ Det var nogen tid efter at Marias frugtsommelighed var begyndt at vise sig, at Josef, en tømrer, men af Davids kongelige slægt, adlød Guds befaling og tog Maria til ægte for at beskytte hende. Da Guds tid var inde blev et helligt barn, „Guds søn“, udgået fra hans himmelske kvinde eller hustru, født. Han blev født som en rigtig menneskeskabning af Maria og i Davids kongelige slægtslinje som Davids arving. Fordi han havde været den almægtige Guds talsmand eller ord oppe i himmelen, skildres det som fandt sted på mirakuløs vis således: „Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den enbårne Søn har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed.“ — Joh. 1:14.

26. Hvorfor var Guds søn derfor ikke en inkarnation her på jorden?

²⁶ Denne skildring siger ikke at Guds søn stadig havde sit himmelske legeme og blot var materialiseret eller havde iklædt sig kød, altså var en inkarnation, vel? Nej. Den siger at Guds himmelske søn „blev kød“. Han blev et menneske, men et helligt menneske med en syndfri, himmelsk Fader, og forblev således Guds syndfri søn. Derfor læser vi: „Da tidens fylde kom, udsendte Gud sin Søn, født af en kvinde.“ (Gal. 4:4) „Hans Søn [Jesus Kristus], der ifølge sin kødelige herkomst er født af Davids slægt og ifølge Helligheds-ånd med vælde blev godtgjort at være Guds Søn.“ — Rom. 1:3, 4.

27. (a) Hvordan oprejste Gud vidner til sin søns fødsel? (b) Hvoraf sås det at det også var en god nyhed i himmelen, og hvad blev der dermed lagt en grundvold til?