Hvad er den kristnes pligt?
Er det den kristnes pligt at prøve at reformere verden og gøre den bedre? Mange der bekender sig til kristendommen besvarer dette spørgsmål bekræftende. Men gør Bibelen det?
MANGE mennesker har lært at tro at de og de nationer på jorden udgør kristenheden eller det område hvor kristendommen praktiseres. De vil imidlertid beredvilligt indrømme at der er meget i kristenheden der ikke er som det skulle være. Følgelig mener de at det er deres pligt at hjælpe til med at rette på disse forhold, og også at bruge deres indflydelse i den ene eller den anden retning for at udvirke nyttige reformer i den hedenske verden. De håber at denne verden ved deres anstrengelser til sidst vil blive fuldstændig kristen og blive bedre at leve i.
For at nå dette mål giver de De forenede Nationers organisation og internationale fredspagter deres støtte og tager del i denne verdens politik. De slutter sig til velgørenhedsforeninger og broderskabssamfund. Ansigt til ansigt med en stadig stigende kriminalitet blandt voksne og unge undersøger de hvad årsagen kan være og hvordan man kan få herredømme over situationen. Religiøse vækkelser og bevægelser som „Tilbage til kirken“ iværksættes fra tid til anden. Men trods de bedste og måske mest velmente bestræbelser fra mange menneskers side forkynder aviser over hele kloden ikke desto mindre daglig at forholdene i denne gamle verden, i stedet for at blive bedre, støt går fra ondt til værre. Forbrydelser i alle skikkelser tager til. Fængsler, opdragelsesanstalter, Borstal-institutioner, sindssygehospitaler og lignende institutioner er overfyldte. Har de kristne fået til opgave at kæmpe en kamp som de er dømt til at skulle tabe? Eller er hele ideen om at gøre denne gamle verden bedre, forkert?
De der tror på Bibelen og som er kendt med dens indhold, ved at Jehovas magt er ubegrænset og at han aldrig ville give sine tjenere befaling om at gøre noget umuligt, og heller ikke ville give dem til opgave at støtte en sag der på forhånd var dømt til at skulle mislykkes. Hvem har da undfanget tanken om at forbedre verden? Kendsgerningerne viser at både statsmænd og religiøse ledere har påstået at de kan gøre jorden til et egnet og sikkert bosted for menneskene. Og eftersom præsteskabet åbenlyst har allieret sig med de politiske herskere og har gjort sig til talsmænd for menneskers planer, er millioner af oprigtige mennesker blevet ført bag lyset med hensyn til hvad Guds hensigt er. De mener at det er helt i overensstemmelse med Guds vilje at den kristne vier tid og energi til at prøve på at gøre verden bedre at leve i.
Som støtte for denne betragtningsmåde hævder religiøse ledere at Kristus deltog aktivt i det politiske liv på hans tid, og at han var med til at indføre sociale reformer. Men er det nu rigtigt? Der er bestemt intet i den bibelske beretning der kan støtte denne påstand. Tværtimod sagde Kristus da han stod for Pilatus: „Mit rige er ikke af denne verden.“ (Joh. 18:36) Der er ikke ét skriftsted i hele Bibelen der viser at Jesus blandede sig i politik dengang. Heller ikke at han prøvede at forbedre folkets livsvilkår eller deltog i reformbevægelser. Fra det øjeblik han påbegyndte sin tjeneste som trediveårig, forkyndte han sandheden. Han sagde: „Dertil er jeg født, og dertil er jeg kommen til verden, at jeg skal vidne om sandheden.“ (Joh. 18:37) Den sandhed han forkyndte drejede sig om Jehovas rige. I tre og et halvt år var hele hans tid viet til at udbrede den gode nyhed om hans Faders rige. Han viste hen til det som det eneste middel der kunne afhjælpe denne verdens onder.
Da Jesus fortalte sine disciple om Guds rige og lærte dem at bede om det, havde han ikke denne gamle verdens omvendelse i tanke. Hvad mente han da dengang han sagde: „Guds rige er inden i jer“? (Luk. 17:21) Betød det ikke at Guds rige var i menneskers hjerter, og at det derfor var hans efterfølgeres pligt at omvende så mange som muligt? Nej! Det kan ikke være det der menes. Læg mærke til at Jesus ikke her talte til dem der havde taget imod ham eller troede på hans rige. Han talte til farisæerne, som var bitre modstandere af den sandhed han forkyndte. Ingen vil vel påstå at Guds rige var inden i deres hjerter! En bedre og nyere oversættelse af Bibelen, den moderne New World Translation, kaster lys over dette spørgsmål. Det Jesus sagde til disse vantro farisæere var at „Guds rige er midt iblandt jer“. (Luk. 17:21, NW; se også fodnoten i den autoriserede danske bibel.) Med andre ord, Jesus var blevet salvet til at være konge over Guds retfærdige nye verden, og skønt han ikke var anerkendt som sådan af farisæerne stod han ikke desto mindre dér midt iblandt dem og forkyndte dette rige.
Jehova havde lovet at oprette en retfærdig regering under ledelse af sin elskede søn, Kristus Jesus. (Es. 9:6, 7) Denne regering skulle være en virkelig regering og ikke blot et rige der i åndelig forstand boede i menneskers hjerter. Det skulle være en evig regering, en regering der ville hidføre varig fred, en regering under hvilken lydige mennesker ville glæde sig over et evigt liv på en paradisisk jord.
Formålet med denne regering er ikke at den skal rette på forholdene i denne gamle verden, men at den skal tilintetgøre denne verden. Jehova siger gennem profeten Daniel: „Men i hine kongers dage vil Himmelens Gud oprette et rige, som aldrig i evighed skal forgå, og herredømmet skal ikke gå over til noget andet folk; det skal knuse og tilintetgøre alle hine riger, men selv stå i al evighed.“ (Dan. 2:44) Det var det rige Jesus talte om for 1900 år siden og som han lærte sine efterfølgere at bede om. Før dette rige skulle oprettes måtte der imidlertid først aflægges et vidnesbyrd om det i hele verden.
Forkyndelsens betydning
Med dette formål for øje oplærte Kristus Jesus sine disciple til at forkynde, og han gjorde det klart for dem at denne opgave skulle være det mest betydningsfulde i deres liv. Nogle forstod at dette var deres fornemste pligt og vigtigste opgave, for da de blev opfordret til at blive „menneskefiskere“, siges der at „de forlod straks deres garn“ for at følge ham. Disse første disciple fulgte Jesus på hans rejser. De hørte ham tale til folkeskarerne. De ledsagede ham når han besøgte folk i deres hjem. Når Kristus Jesus blev krydsforhørt med hensyn til de ting han havde sagt, lyttede de med fryd til hvordan han gendrev fjendernes påstande med sin Faders ord som autoritet. Ved andre lejligheder kunne han kalde dem til side og undervise dem privat. Når de så var blevet undervist sendte han dem ud for at forkynde. Hvad gik budskabet ud på? At de skulle rette på forholdene i den gamle verden? Prøve at omvende alle mennesker? Nej. „Så sendte han dem ud for at prædike Guds rige.“ — Luk. 9:2.
Der var dem der mente at andre ting var af større betydning end at forkynde. For eksempel sagde en: „’Giv mig lov til først at gå hen og begrave min fader.’ Men Jesus sagde til ham: ’Lad de døde begrave deres døde; men gå du hen og forkynd Guds rige!’“ (Luk. 9:59, 60) Det betød ikke at faderen allerede var død, for ellers ville sønnen ikke have været der for at lytte til Jesus. Nej, den unge mand ønskede at vinde tid. Han var ikke rede til at følge Jesus dér og da, men ønskede først at tage hjem. Han vidste at hans fader ville dø før eller senere; derfor syntes han at han ville tage tilbage til sit hjem og vente på at dette skulle ske, og først da ville han blive heltidsforkynder. Den unge mands slægtninge fulgte ikke Jesus på livets vej, og det kunne derfor siges at de var døde i åndelig forstand. De kunne gøre det der var påkrævet, sagde Jesus, men den unge mands pligt var, hvis han ønskede at være Jesu efterfølger, at forkynde evangeliet.
Hvor langt vigtigere er det da ikke at forkynde den gode nyhed om frelse ved ham i dag? Vi lever nu i tiden for Menneskesønnens anden nærværelse. Guds længe lovede rige er blevet oprettet i himlene. (Åb. 12:5, 10) Jesus Kristus hersker nu midt iblandt sine fjender. (Sl. 110:1, 2) Den nuværende tingenes ordning er blevet vejet og fundet for let. Snart vil den blive fuldstændig tilintetgjort i Harmagedon. (Åb. 16:12-16) Hvordan kan en sand kristen bruge tid og energi på at afstive eller prøve at rette på det Gud har dømt til undergang? Paulus skrev i sit brev til korinterne: „Hvad har retfærdighed og lovløshed med hinanden at skaffe? eller hvad fællesskab er der mellem lys og mørke? hvordan kan Kristus stemme overens med Beliar? eller hvordan kan den troende have lod og del med den vantro? hvordan kan Guds tempel og afguder have med hinanden at gøre? Vi er jo den levende Guds tempel, thi Gud har sagt: ’Jeg vil bo og vandre iblandt dem og være deres Gud, og de skal være mit folk.’ Derfor: ’Drag bort fra dem, og skil jer ud, siger Herren, og rør ej noget urent, så vil jeg tage imod jer.’“ (2 Kor. 6:14-17) Alle sande kristne får her en afgjort og tydelig befaling om ikke at have noget med menneskers planer at gøre. De må skille sig ud og holde sig borte fra dem.
Disciplen Jakob bekræfter at den kristne skal holde sig uplettet af verden og ikke have noget med dens planer at gøre. Ja, han går endnu videre og erklærer at de som hævder at være Kristi efterfølgere men samtidig står i et ulovligt forhold til den nuværende tingenes ordning gør sig til Guds fjender. „I utro! ved I ikke at venskab med verden er fjendskab med Gud? Den, der gerne vil være verdens ven, gør sig altså til Guds fjende.“ — Jak. 1:27; 4:4.
Undervisningsarbejde
Det skulle derfor være indlysende at det ikke er den kristnes pligt at støtte verdsligvise menneskers planer som tager sigte på at forbedre denne gamle verden. Den kristnes pligt er at udføre den opgave der er ham betroet og som han kan læse om i Esajas 61:1-3. Vi lever nu på „hævnens dag fra vor Gud“. I den nuværende generations levetid vil Jehova eksekvere sin dom og tage hævn over al uretfærdighed, den nuværende onde tingenes ordning indbefattet. Men først lader han en advarsel lyde for at give alle som „sukker og jamrer over alle de vederstyggeligheder“ der øves i kristenhedens midte en mulighed for at blive bevaret. (Ez. 9:4) Sådanne mennesker må mærkes i panden, ikke med et bogstaveligt mærke, men de må have forståelse af Jehovas hensigter og mulighed for at blive indsamlet og stillet ved Kongens højre hånd.
Dette undervisningsarbejde går nu for sig. Det udføres over hele verden, i 164 lande. Alle der forstår hvor presserende dette arbejde er, har visselig ikke tid til at give sig af med de et hundrede og sytten forskellige planer som mennesker har for at forbedre verden. De som kan ordne deres forhold således, vil følge det eksempel som blev sat for nitten hundrede år siden og vil ’forlade deres garn’. De vil nære et brændende ønske om at bruge al deres tid i forkyndelsen af den gode nyhed om Guds rige. For dem er intet af større betydning end dette forkyndelsesarbejde. Deres motto er derfor som Paulus’: „Ét gør jeg.“ Andre, der har bibelske forpligtelser som for eksempel at skulle sørge for hustru og børn, er måske ikke i stand til at vi al deres tid og energi til forkyndelsen. Men som den Højestes indviede tjenere ved de at deres hovedopgave her i livet, deres fornemste pligt, er at forkynde den gode nyhed om frelse ved ham, og at gøre dette ’dag efter dag’, alt efter som lejlighed byder sig.
Hvad gør det om verdsligvise mennesker siger at de ikke er praktiske og at deres forkyndelse er tidsspilde. De er bemyndiget af Jehova. De er ikke i tvivl om hvad deres pligt og ansvar er. Deres egen evige velfærd afhænger af deres lydighed mod ham. Derfor vil de fortsætte med at lade advarselen om denne verdens forestående undergang lyde og være med til at opfylde Jesu ord: „Denne gode nyhed om Riget skal prædikes over hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne, og da skal den absolutte ende komme.“ (Matt. 24:14, NW) Derefter vil Guds retfærdige nye verden blive oprettet under Jesu Kristi godgørende regering. Alle de ulykkelige forhold som mennesker har været underkastet i fortiden, og som de ikke har været i stand til at rette på ved egne bestræbelser, vil ikke være mere. Satan selv vil være kastet i afgrunden, og lydige mennesker vil kunne glæde sig ved et endeløst liv på en paradisisk jord. Jehova vil få fuldstændig ret med hensyn til sin måde for og hensigt med at frelse mange ved „prædikenens dårskab“.