Udvidelse af vor tjeneste
1. Hvilket ansvar påhviler der dem som lærer sandheden at kende, og hvordan viste Jesus dette?
DEN som studerer Bibelen lærer hurtigt at en sand kristen ikke beholder sin tro for sig selv. Sandheden har oplyst hans sind, fyldt hans liv med håb, og vist sig at være et lys på hans sti så han er i stand til at vandre i kristen uangribelighed. Hvis han påskønner dette lys vil han ikke egenkærligt beholde det for sig selv. „I er verdens lys,“ siger Jesus. „En by, der ligger på et bjerg, kan ikke skjules. Man tænder heller ikke et lys og sætter det under en skæppe, men på en lysestage; så skinner det for alle dem, som er i huset. Således skal jeres lys skinne for menneskene, for at de må se jeres gode gerninger og prise jeres Fader, som er i Himlene.“ — Sl. 119:105; Matt. 5:14-16.
2. (a) På hvilken måde satte Jesus og Paulus os et eksempel i tjenesten, og hvad er det der får en til at ønske at have del i forkyndelsesarbejdet? (b) Hvordan beskrev salmisten Jehovas folks aktivitet, og hvordan kan de dygtiggøre sig?
2 Dengang Jesus vandrede på jorden sammen med sine disciple oplærte han dem til at være forkyndere af sandheden, og efter at de havde lært sandheden at kende og set hvordan han udførte tjenesten sendte han dem ud for at forkynde for andre. Inden sin himmelfart sagde Jesus til sine disciple: „I skal være vidner . . . til jordens fjerneste egne.“ Apostelen Paulus værdsatte den forret der blev givet ham og sagde: „Jeg . . . undlod [ikke] at meddele jer alt hvad der kunne gavne jer, og heller ikke at undervise jer offentligt og fra hus til hus.“ Han opfordrede indtrængende andre: „Bliv mine efterlignere, ligesom jeg er det af Kristus.“ De som giver agt på Guds ords formaninger hverken holder sandheden tilbage eller beholder den for sig selv. Så snart de har fået øjnene op for det arbejde der skal udføres, får kærligheden til Gud dem til at tale om ham og hans barmhjertige foranstaltninger. Når de forstår at denne gamle ondskabens verden skal forsvinde i Harmagedonslaget, men at de som underkaster sig de guddommelige krav vil leve videre i den nye verden, får deres næstekærlighed dem til at føle det presserende behov for at gå ud og fortælle andre om det og vise dem hen til Guds beskyttelsesforanstaltninger. Salmisten skildrede dem så slående da han sagde: „De forkynder dit riges ære og taler om din vælde.“ De er vidner om de ting de ved, de slutter sig til Jehovas organisation, og de ønsker at benytte sig af enhver ordning organisationen træffer til at dygtiggøre dem som Guds ords forkyndere. — Ap. G. 1:8; 20:20; 1 Kor. 11:1, NW; Sl. 145:11.
3. Hvad vil man ønske at gøre efterhånden som ens værdsættelse af sandheden vokser, og hvilke muligheder åbner der sig for en?
3 Efterhånden som deres forståelse og påskønnelse af sandheden uddybes, vokser deres ønske om at have en større andel i tjenesten. Når de er blevet grundfæstet i sandheden og værdsætter det ansvar der følger med indvielsen vil de inden længe ønske at udrette mere. Derfor har mange taget pionergerningen op. De bliver måske stadig boende og beholder deres arbejde i deres hjemegn, men nu lægger de deres forhold således til rette at de hver måned kan anvende mindst hundrede timer til at undervise andre i sandheden, og således har de større andel i det arbejde der er blevet dem en hjertesag. Som Jesus sagde, siger de: „At gøre din vilje, min Gud, er min lyst, og din lov er i mit indre.“ Heltidsforkyndere som kan indrette sig derpå bliver måske opfordret til at fortsætte deres tjeneste i andre distrikter hvor der ikke udføres et vidnearbejde, måske som specialpionerer. Eller de kan blive sendt til andre lande for at virke som missionærer, eller udføre heltidsarbejde i et betelhjem, eller tjene som Selskabets rejsende repræsentanter der besøger menighederne og isolerede grupper i egenskab af zone- eller sektionstjenere. Heltidstjenesten inden for alle disse grene er en kilde til megen glæde for den der påtager sig den. — Sl. 40:9.
4. (a) Hvor mange var i pionertjenesten i 1958, og hvor stort et behov er der for pionerer? (b) Hvem opfordres til at blive pionerer, og hvad har vist sig at være en god start?
4 Rapporten for sidste år viser at 23.772 brødre og søstre nu er pionerer. Det er tre procent af alle forkynderne. Der er plads til mange flere. „Opløft jeres øjne og se, at markerne er hvide til høsten.“ Jesus sagde til sine disciple: „Høsten er stor, men arbejderne er få; bed derfor høstens herre om at sende arbejdere ud til sin høst.“ (Joh. 4:35; Matt. 9:37, 38) Har du nogen sinde stillet dig selv det spørgsmål: „Kan jeg være pioner?“ Det er en skøn gren af tjenesten. Mens forkynderne i menighederne udfører et ypperligt arbejde og indsamler de „andre får“ i de mere tætbebyggede områder, er der stadig brug for forkyndere der kan udvide deres tjeneste inden for Jehovas organisation. Hvor mange af de 693.316 regelmæssige menighedsforkyndere har mon tænkt over at gå ud i pionertjenesten og fremført deres ønske i bøn til Jehova? Har du nogen sinde tænkt på at tage feriepionertjenesten op? Det er en god måde at begynde på og giver en forsmag på hvor vidunderligt dette arbejde er. Det kan blive springbrættet til den egentlige pionertjeneste.
5. Hvordan ser vore brødre bag jerntæppet på deres tjeneste, og hvordan har de stillet sig til opfordringen til at tage pionertjenesten op?
5 I et brev vi for nylig har modtaget fra Polen skriver broderen der står for arbejdet der: „Efter at de ledende brødre var blevet løsladt fra fængslerne og atter var på fri fod spurgte de brødrene om de nu ikke alle, nu da båndene ikke snærede så meget og arbejdet lettere kunne udføres, skulle give sig i kast med det som om Harmagedon ville komme i morgen?“ Brødrene gik ind for tanken. I hele verden er Polen et af de få lande der havde over 30 procents forøgelse af deres forkynderantal. De er sig deres ansvar bevidst, og skønt de ikke har nær al den litteratur brødre andre steder har, er de polske brødre årvågne, ivrige, og om sig; de har tjenesteklædningen på og forkynder med kolossal kraft og virkning. De kommer sammen og studerer for at hjælpe de nye. Vi behøver blot i Yearbook of Jehovah’s Witnesses for 1959 at læse rapporterne fra landene bag jerntæppet for at forvisse os om den vidunderlige vækst de erfarer. Menighedsforkynderne har deres andel i denne vækst. Det er vanskeligt at være pioner i disse lande, for alle skal have et eller andet verdsligt arbejde. Mange brødre bag jerntæppet arbejder imidlertid som feriepionerer. Som en samlet menighed af Jehovas tjenere har de ledt efter og opsporet de andre får og ført dem ind i organisationen så der nu er hele landsbyer der er Jehovas vidner. Det er en vidunderlig ånd der besjæler dem, den ånd der driver hele Jehovas vidners organisation i den ganske verden. Man kan ikke tale om noget bedre end sandheden. Hver enkelt bør føle behovet for at være på vagt og spejde efter de andre får nu inden Harmagedonslaget bryder løs.
6. Hvem er det det lykkes for at blive pionerer, og hvilke yderligere forrettigheder kan denne tjeneste føre til?
6 I året 1958 var der gennemsnitlig 18.857 forkyndere i pionertjenesten. Det er bedre end det foregående år, men vi bør også huske at der har været en stor forøgelse i tallet på menighedsforkyndere. Måske kunne tusinder af disse forkyndere tage pionertjenesten op. Hvis ens hele hu står til et eller andet og man af hjertet ønsker det, vil man som regel kunne ordne sine forhold således at man opnår det man vil. Det kræver planlægning; det kræver en effektiv tilrettelæggelse af ens forhold, og fremfor alt en moden værdsættelse af sandheden. Pionertjenesten kan blive et trappetrin til specialpionerarbejdet, missionærarbejdet, zone- og sektionsarbejdet samt tjenesten i et betelhjem. Inden for alle disse forskellige grene er der brug for dygtige mænd og kvinder der helt er indviet til Jehova Gud. Rige muligheder åbner sig for dem der er fyldt af samme ånd som den trofaste Esajas, der sagde: „Her er jeg, send mig!“ — Es. 6:8.
7. (a) På hvilken måde bliver specialpionerer og missionærer hjulpet til at forblive i arbejdet, og hvordan har det kunnet lade sig gøre? (b) Hvor mange virker nu i disse særlige grene af tjenesten?
7 Det er Selskabet en glæde at menighedsforkynderne har givet så rundhåndede bidrag til Selskabet som en hjælp til dem der udsendes i specialpionerarbejdet og i missionærtjenesten. I løbet af året har Selskabet støttet dem som virker i disse særlige tjenester med 1.662.428,01 dollars. Lige så længe Selskabet bliver ved med at modtage disse bidrag vil det udsende flere specialpionerer og missionærer til nye distrikter. Ved Jehovas ufortjente godhed har Selskabet kunnet forøge specialpionerernes tal fra 3859 i 1957 til et gennemsnit på 4915 i 1958. Dog er der brug for endnu flere specialpionerer over hele verden. I nogle lande er der nok forkyndere til at tage sig af arbejdet, men i andre lande er der brug for specialpionerer. Missionærerne har udført et storslået arbejde og åbnet nye områder. Af de 2176 Gileaddimittender der stadig har særlige tjenester virker 815 på missionsmarken. Mange andre Gileaddimittender virker i zone- og sektionstjenesten eller arbejder i betelhjem. Pionertjenesten er en storslået forret. Stræb efter den.
8. Hvem kan anmode om at komme til at arbejde i et betelhjem, og hvordan bør man betragte denne tjeneste?
8 Husk også beteltjenesten. Enhver sund, indviet ung mand som virkelig ønsker at arbejde i heltidstjenesten i et betelhjem og gøre dette arbejde til sin livsgerning bør skrive til afdelingskontoret og bede om et ansøgningsskema. Hvilken glæde det er at arbejde på et afdelingskontor og være med til at betjene brødrene i hele verden med alt det de har så hårdt brug for i forkyndelsen af den gode nyhed om Riget!
Tjen hvor behovet er stort
9. Hvad gjorde det første århundredes kristne for at efterkomme Jesu befaling om at overbringe den gode nyhed til folk af alle nationer?
9 „Marken er verden,“ sagde Jesus til sine disciple, og han pålagde dem at gå ud til alle nationerne og gøre disciple. Hvad var grunden til at han gav dem dette påbud? Den gode nyhed om Riget skulle forkyndes i hele verden til et vidnesbyrd for alle nationerne. Når vi læser Apostlenes Gerninger ser vi hvorledes forkyndelsen dengang greb om sig. Vi lærer om hvordan budskabet nåede frem til mennesker der levede på Afrikas nordkyst, i Mesopotamien, Grækenland, Italien og på øerne i Middelhavet. Da forfølgelsen satte ind med Stefanus og nogle blev nødt til at tage bort, benyttede de lejligheden og rejste til områder hvor behovet var stort. „De, der nu var blevet spredt ved den forfølgelse, som opstod i anledning af Stefanus, vandrede omkring, til de kom til Fønikien og Kypern og Antiokia, uden at forkynde ordet for andre end jøder. Dog var der iblandt dem nogle mænd fra Kypern og Kyrene, som kom til Antiokia, og de talte også til grækerne, idet de forkyndte evangeliet om Herren Jesus.“ Andre, som for eksempel Paulus og hans rejseledsagere, foretog missionsrejser til distrikter hvor der var brug for hjælp og blev der så længe det var påkrævet. I Korint blev Paulus i atten måneder for at grundfæste menigheden inden han rejste videre til andre steder. Disse første kristne var alle ivrige efter at adlyde Jesu befaling om at gøre disciple af folk af alle nationer. — Matt. 13:38; 28:19; Ap. G. 11:19, 20.
10. Hvad viser historien var de første kristnes oprigtige ønske, og hvad gjorde de for at få det opfyldt?
10 De nidkære kristne i det første århundrede var ikke tilfredse med blot at blive der hvor de altid havde boet, bekende sig til den kristne tro, og vente på Guds rige. De så at der var steder hvor den gode nyhed ikke blev forkyndt, og de ønskede at have så stor en andel i dette arbejde som muligt. The Ecclesiastical History of Eusebius Pamphilus omtaler de kristnes nidkærhed og tilføjer: „De forlod deres hjemland og virkede som evangelister blandt dem som endnu ikke havde hørt om troen, og opfyldt af det ædle ønske at forkynde Kristus overgav de dem også det hellige evangeliums bøger. Efter at de — som deres missions egentlige mål — havde lagt en grundvold for troen i fremmede egne . . . drog de videre til andre egne og nationer.“ Og uanset hvor de boede åbnede de deres hjem som mødested for dem der ønskede at slutte sig til de kristne, således som det også bevidnes af beretningen om Akvila og hans hustru. — Rom. 16:3-6.
11. Hvilket lignende arbejde gøres i dag, og især siden hvornår?
11 Det er vidunderligt at se nu hvordan Skriften opfyldes ved at Jehovas vidner igen emigrerer til fremmede egne. Mange af Jehovas vidner har forladt deres hjemland og er draget ud til nye virkeområder. Selskabet har opmuntret til dette arbejde efter stor målestok i 1943 da det åbnede Vagttårnets bibelskole Gilead. Siden da er tusinder blevet sendt ud i missionsarbejdet på fremmede marker. Men dette arbejde er ikke kun begrænset til elever fra Gileadskolen. Hvervet at gå ud til „alle nationer“ og gøre disciple kan udføres af enhver indviet ordets forkynder, det være sig ung eller gammel. Følgelig har det interesse for alle Jehovas vidner at vide at mange familier der gerne ville arbejde hvor behovet er stort, har forladt deres eget land og er rejst ud til andre nationer. Det er et skridt som enhver inden for Jehovas nye verdens samfund burde overveje under bøn. Måske vil du høste de allerstørste velsignelser et helt andet sted i verden.
12. (a) Hvad får Jehovas folk til at drage ud til nye områder, og i hvor vid udstrækning er det blevet gjort for ganske nylig? (b) Hvordan bør man se på denne mulighed for at udvide sin tjeneste?
12 Kærligheden til Jehova Gud, den absolutte hengivenhed for ham, interessen for sandheden, ønsket om at forkynde den gode nyhed — det er det der får Guds folk til at tage til andre virkeområder. En rapport fra Australien meddeler at i løbet af det sidste år er enoghalvtreds vidner rejst ud til seks forskellige øer i Stillehavet. Otteogtyve Jehovas vidner har forladt England. To Kanada. Fem New Zealand. Ti er rejst fra Frankrig, og en del har forladt De forenede Stater for at slå sig ned i Sydamerika og Asien. Andre er rejst fra Tyskland, Liberia, Sydafrika og Finland for at forkynde budskabet blandt andre nationer. Disse brødre har pakket deres ejendele sammen og er draget ud til steder hvor behovet er stort. Det kræver kærlighed og tro. Der er mange områder hvor der er brug for flere forkyndere af Riget. På side 286 i Yearbook of Jehovah’s Witnesses for 1959 vil du finde en liste over disse lande. Overvej under bøn dine muligheder for at udvide din tjeneste. Rige velsignelser venter dem som kan begive sig ud til disse områder hvor behovet for arbejdere er så stort.
13. (a) Hvilke muligheder for at udvide sin tjeneste er der i ens eget land? (b) Hvilket godt eksempel satte Paulus med henblik på at åbne nye distrikter, og hvilken formaning gav han?
13 Man skal også tage hensyn til sit eget land. Hvis behovet er stort i dit land, så bliv der. Dér behøver du ikke pas eller tilladelse til at rejse; alt hvad du behøver er at få oplysning fra afdelingskontoret om hvor i landet der er brug for flere forkyndere og så tage til det pågældende sted, finde dig arbejde inden for dit fag og fortsætte med at forkynde. Husk Paulus syede telte for at skaffe sig sit udkomme, men han slog sig ned de steder hvor behovet var stort, og mens han opholdt sig der var hans hovedinteresse den at forkynde den gode nyhed. Både enkeltpersoner og hele familier har ved deres villighed til at flytte til andre lande eller egne hvor der er hårdt brug for arbejdere, vist hvor ivrige Jehovas folk er efter at følge formaningen i 1 Korinter 10:24: „Ingen må søge sit eget, men hvad der gavner næsten.“ Samtidig venter der dem rige velsignelser fra Jehova, thi „den, der sår rigeligt, skal også høste rigeligt“. — 2 Kor. 9:6.
14. Hvad bør vi hver især gøre for at vokse til modenhed?
14 Måtte alle Jehovas vidner vokse til modenhed. Gør som Paulus pålagde Timoteus: „Grund over disse ting, fordyb dig i dem, sådan at din fremgang må være åbenbar for alle mennesker. Giv bestandig agt på dig selv og din lærergerning. Hold dig til disse ting, thi ved at gøre det vil du frelse både dig selv og dem som lytter til dig.“ En kristen ønsker ikke at lade stå til og blive opslugt af den gamle verden for at dø sammen med den i Harmagedon; derfor må han holde ud i den kristne tjenestegerning og gøre fremskridt. Han ønsker at bevare sin tjenesteklædning på og forkynde den gode nyhed om Guds rige, og således frelse sig selv og andre. Hvor længe Jehova vil at vi skal forkynde den gode nyhed, hvor tålmodig han vil vise sig over for Djævelens organisation inden han udsletter den, ved vi ikke. Men indtil det sker vil vi være vågne og på vagt over for alle forrettigheder der byder sig. Hvor vi end lever og under hvilke som helst forhold, hvad enten tiderne er gunstige eller ugunstige, vil vi ønske fortsat at forkynde ordet. — 1 Tim. 4:15, 16; 2 Tim. 4:2, NW.