Guds navn skal ikke gå i glemme

Hvad er Guds navn? Hvorfor er det vigtigt at ære hans navn nu?

AT Gud har et navn kan ikke betvivles. Han er ikke en navnløs Gud. Hans navn nævnes over 6800 gange i De hebraiske Skrifter, og dog er det forbavsende at se hvor få mennesker der kender det. Langt de fleste kalder Skaberen ved hans titel „Gud“, og de tror at det er hans navn. Corpus Christi Caller siger: „Strengt taget har de kristne intet navn for Skaberen, for ordet ’gud’ . . . betegner bogstaveligt ethvert væsen eller begreb der regnes for overnaturligt, som for eksempel hedenske guder, krigsguden, o.s.v. Imidlertid accepteres navnet Gud almindeligvis blandt kristne som navnet på Guddommen.“

En anden slående kendsgerning er at det guddommelige navn hverken forekommer i de bevarede græske manuskripter til De kristne græske Skrifter eller i mange af de, både gamle og nyere, bibeloversættelser som findes. Dog kan man ikke læse ret meget i Bibelen uden at opdage at Gud har et navn der bør „helliges“, „æres“, „ophøjes“ og „herliggøres“, og at dette navn ikke må misbruges. Men hvorfor hersker der da så megen misforståelse angående Guds navn?

Gud gav sig selv et navn og åbenbarede sin profet Moses den korrekte udtale af det. Da Gud sendte Moses for at udfri Israels børn fra Ægyptens trældom, sagde Moses til Gud: „Når jeg kommer til israeliterne og siger dem, at deres fædres Gud har sendt mig til dem, hvad skal jeg så svare dem, hvis de spørger om hans navn?“ Gud svarede Moses: „Således skal du sige til israeliterne: [Jehova],a Eders fædres Gud, Abrahams Gud, Isaks Gud og Jakobs Gud, har sendt mig til Eder; dette er mit navn til evig tid, og således skal jeg kaldes fra slægt til slægt.“ (2 Mos. 3:13-15) Vi har derfor Skaberens eget ord for at hans navn er Jehova.

Vi kan også være sikre på at Guds profeter kendte navnet Jehova og forkyndte i dette navn. De var Jehovas vidner, som Esajas siger det i kapitel 43, versene 10-12. I Esajas 42:8 siger Skaberen: „Jeg er [Jehova], så lyder mit navn.“ Kan det siges tydeligere? Men hvorfor er der da så få som kender navnet Jehova?

Dr. Carlyle Adams siger i Sunday Times-Union, Albany, New York: „Fortidens folk — både hebræere og andre — tillagde navne umådelig stor betydning. Ofte havde en fremstående person både et ’primært’ og et ’sekundært’ navn. Man vogtede gerne det primære navn som en hemmelighed, for at røbe det, var det samme som at opgive noget af ens personlige identitet eller endog ens personlige styrke. En stamme holdt høvdingens navn hemmeligt — det nævntes kun når stammen måtte ty til magi over for en fjende. Stammeguders hemmelige navne brugtes til det samme. Også jødefolket vogtede på Det hellige Navn under romerrigets forfølgelser.“

Efter at De hebraiske Skrifter var blevet nedskrevet anså overtroiske jøder navnet Jehova for at være for helligt til blot at nævne. Af frygt for at overtræde det tredje bud undlod de at udtale navnet. (2 Mos. 20:7) Først holdt den brede befolkning, der følte sig uværdig til at nævne navnet, op med at udtale det. Derimod fortsatte præsterne med at bruge det under tempeltjenesten. Det guddommelige navn udtaltes ti gange på forsoningsdagen og desuden i bønner efter de daglige ofringer i templet. Med tiden ophørte brugen af navnet også ved disse lejligheder, og hverken folket eller præsterne udtalte det mere.

Jesus brugte navnet

Der er al mulig grund til at tro at Jesus og hans disciple brugte Guds navn under udførelsen af deres tjeneste. I De hebraiske Skrifter var Guds navn angivet ved dets fire konsonanter יהוה (JHVH), der kaldes tetragrammatonet. Man har for nylig fundet brudstykker af en papyrusrulle af den græske Septuaginta (LXX) der indeholder sidste halvdel af Femte Mosebog og som gengiver tetragrammatonet med aramaiske bogstaver. Dette fund beviser at eksemplarer af Septuaginta på Jesu tid indeholdt det guddommelige navn de steder hvor det forekom i det hebraiske originalmanuskript. Kan vi da tænke os at Jesus, da han læste op af Esajas’ bogrulle, sådan som Lukas beretter, ville undgå at udtale Guds navn af frygt for at vanhellige det eller fordi det var omgivet af en vis overtro eller tradition? Næppe. Mattæus siger: „Han lærte dem som en, der har myndighed, og ikke som deres skriftkloge.“ — Matt. 7:29.

Eftersom Jesus hverken var frygtsom eller overtroisk eller agtede menneskelige traditioner særlig højt, kan vi roligt gå ud fra at han udtalte det guddommelige navn i alles påhør. I en bøn til sin Fader Jehova sagde Jesus: „Jeg har åbenbaret dit navn for de mennesker, du tog ud af verden og gav mig; . . . jeg har kundgjort dem dit navn og vil kundgøre dem det.“ Den jødiske talmud indrømmer indirekte at Jesus brugte det guddommelige navn, når den hævder at han udførte sine mirakler i kraft af at han udtalte Guds navn. — Joh. 17:6, 26; Matt. 15:1-9.

Vi har ingen grund til at tvivle om at Jesu disciple både i lære og forkyndelse ganske nøje fulgte hans eksempel, hvilket vil sige at de også brugte Guds navn. Da de skrev deres bøger, der nu udgør De kristne græske Skrifter, anførte de hundreder af citater fra de inspirerede Hebraiske Skrifter, og mange af disse citater indeholdt Guds navn. Som trofaste nedskrivere ville de føle sig forpligtede til at medtage tetragrammatonet i deres skrifter hver gang de citerede en passage fra De hebraiske Skrifter som indeholdt det. Når disse breve blev læst op i de kristne menigheder udtalte oplæseren uden al tvivl Guds navn.

Den nøjagtige udtale gået tabt

Efter apostlenes død holdt de der hævdede at være kristne op med at udtale navnet. Afskrivere fjernede endog tetragrammatonformen af Guds navn fra teksten. Enten forstod eller værdsatte de ikke det guddommelige navn eller også udviklede de en vis aversion imod det. Historikeren Josefus skrev at gudsfrygt forbød ham at gøre andre bekendt med udtalen af navnet. Overtroiske mennesker mente at den der udtalte det guddommelige navn i dets oprindelige form ikke ville få del i den kommende verden. Filon kalder navnet „usigeligt“ og nævner at det kun skulle udtales af sådanne hvis ører og tunger visdommen havde renset til at høre og udtale navnet på et helligt sted. De der brugte navnet på upassende måde dømtes til døden, siger han. De der havde fået det hverv at oplæse Skriften passede derfor på ikke at udtale det guddommelige navn. Hver gang de kom til tetragrammatonet, JHVH, erstattede de det omhyggeligt med ordet Adonaj, der betyder Herre, eller Elohím, der betyder Gud. For at minde dem om denne ændring satte man vokalpunkterne i Adonaj under tetragrammatonets konsonanter.

Hebraisk har, ligesom andre semitiske sprog, ingen vokaler, men selv meget tidligt brugtes vokaltegn. Disse vokaler angives, ifølge Adams, „ved ’punkter’ eller små mærker — sædvanligvis prikker der ligner små punktumer. Da de lærde i begyndelsen af Den nyere Tid gik i gang med at oversætte Bibelen til engelsk, fortolkede de derfor undertiden vokalerne forkert“. Formen Jehova opstod ved at de første oversættere indføjede Adonajs vokaler mellem konsonanterne JHVH og forandrede det første „a“ til „e“ for at lette udtalen af navnet. Den senere tids fund viser denne form af navnet så tidligt som i 1270 i Raymond Martinis Pugio Fidei. Formen Jehova har altså været brugt i lange tider.

Ikke desto mindre er det næsten helt sikkert at Guds navn oprindelig udtaltes „Jah’veh’“. (Tryk på sidste stavelse) The Encyclopedia Britannica siger: „Der er nu almindelig enighed om at Jahve (Yahwe) er den rette udtale.“ The Universal Jewish Encyclopedia siger: „Yahveh er den mest sandsynlige omskrivning af det gamle hebraiske navn for Gud.“ Bibeloversætteren J. B. Rotherham har sagt: „Den rette udtale synes at have været Yahwe.“ The Catholic Encyclopedia udtrykker det sådan: „Jehovah, Guds egennavn i Det gamle Testamente. . . . Tager man vokalerne i Jabe [den samaritanske udtale] og sætter dem ind i den oprindelige hebraiske konsonanttekst, får vi formen Jahveh (Yahweh), der af vor tids lærde er blevet almindeligt anerkendt som den rette udtale af det guddommelige navn.“ New World Bible Translation Commitee har sagt: „Selv om vi er tilbøjelige til at anse udtalen ’Yah’weh’ for at være mere korrekt, har vi bibeholdt formen ’Jehovah’ fordi folk har været vant til denne form siden det 14. århundrede. Desuden fastholder den, ligesom andre former, de fire bogstaver i tetragrammatonet JHVH.“b

Navnet glemt

Den første engelske version af de samlede hebraiske Skrifter der er oversat direkte fra den hebraiske tekst er den udbredte King James Version, der blev udgivet i 1611. Heri forekommer navnet Jehova kun fire gange. Derfor har navnet Jehova været skjult i mange hundrede år. Oversætterne af den amerikanske reviderede bibeloversættelse har for nylig slettet navnet overalt i teksten.

Lige siden det fjerde århundrede har den treenige gud eller opfattelsen af guddommen som en treenighed, vundet indpas. Det er denne mytiske eller opdigtede guddom kristenhedens præster kalder „gud“ og „herre“. Jehova betragter man derimod nedladende som jødernes stammegud. Hans navn hånes og skændes. Folk gør hvad de kan for at glemme det. Men tro mod sit løfte i Apostlenes Gerninger 15:14 har Jehova et folk på jorden som bærer hans navn, nemlig Jehovas vidner, der er viet det ophøjede formål at gøre Jehovas navn og hensigt kendt overalt på jorden. Og han vil selv hævde sit navn i „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ når han udsletter alle der nægter at ære det. Jehovas eget ord forsikrer os at hans navn ikke vil blive glemt, for han siger: „Jorden skal visselig fyldes med Jehovas kundskab som vandene dækker selve havet.“ Da skal ingen sige: „Kend [Jehova]!“ for „de skal alle kende mig fra den mindste til den største,“ lover Jehova. — Es. 11:9, NW; Jer. 31:34; 2 Mos. 9:16.

[Fodnoter]