„Ske din vilje på jorden“, 36. del

Den lange strid der i tusinder af år havde stået mellem Nordens konge og Sydens konge og som er forudsagt i det ellevte kapitel af Daniels profetiske bog, skulle bringes til ophør efter at Mikael, den himmelske fyrste der værner Daniels folk, var stået frem i Rigets magt. Da fyrsten Mikael er den samme som den nu herliggjorte Herre Jesus Kristus, var det i året 1914 e. Kr. at Mikael stod frem i sit himmelske rige ved udløbet af „nationernes fastsatte tider“. Efter afslutningen på den første verdenskrig, der afmærkede begyndelsen til hans himmelske styre, vakte han resten af sine trofaste efterfølgere af deres uvirksomheds dødlignende søvn og befalede dem at oplyse alle nationers folk ved at forkynde den gode nyhed om det oprettede rige. Under Guds ånds oplysende indflydelse granskede disse vakte kristne Guds skrevne ord, og han velsignede dem med en stadig voksende åndelig kundskab. På hans befaling gennem Mikael gjorde de sig rede og begyndte at lade lyset fra Guds åbenbarede sandheder skinne med en glans og herlighed som solens for at føre en stor skare „andre får“ til retfærdighed.

Profetiske „tider“ og „dage“

9. Hvor var Daniel da han modtog dette syn, og hvilket spørgsmål hørte han stillet?

⁹ Da Daniel i perserkongen Kyros’ tredje regeringsår modtog det sidste syn, befandt han sig ved bredden af den mesopotamiske flod Tigris, som i gammel tid kaldtes Hiddekel. (Dan. 10:4) Efter synet modtog han oplysning om visse tidsangivelser der er af stor interesse for os som søger lykke nu i „endens tid“ for den gamle verden. Han beretter: „Og jeg, Daniel, skuede, og se, der stod to andre hver på sin side af floden. Og den ene spurgte manden, som bar de linnede klæder og svævede over flodens vande: ’Hvor længe varer det, før disse sælsomme ting er til ende?’“ (Dan. 12:5, 6) Den engel der så ud som en mand klædt i linnede klæder, og som på mirakuløs vis svævede over Tigrisflodens vande, var den engel der samarbejdede med Mikael og som havde bragt Daniel synet som svar på hans bøn. Der viste sig også to andre engle, den ene stående på samme flodbred som Daniel. Til gavn for Daniel, men i endnu højere grad til gavn for os der lever i dag, spurgte den ene af disse den engel der havde bragt Daniel synet hvor længe det ville vare ’før disse sælsomme ting var til ende’, det vil sige hvor længe det ville vare før de sælsomme enkeltheder i synet ville være fuldstændig opfyldt. Lad os lytte her sammen med Daniel:

10. Hvilket svar hørte Daniel på spørgsmålet, og hvilken forsikring fik han om at det ville blive opfyldt?

¹⁰ „Så hørte jeg manden der var klædt i linned og som befandt sig over flodens vande; og han løftede sin højre hånd og sin venstre hånd mod himmelen og svor ved ham der lever evigt at alle disse ting skal få en ende efter en tid, tider og en halv tid, og når det hellige folks magt ikke længer skal knuses.“ (Dan. 12:7, Leeser) Denne tidsprofeti blev bekræftet ved en ed aflagt i den udødelige Guds, Evighedernes Konges, Jehovas, navn. At der blev aflagt ed med begge hænder løftet mod himmelen kunne vise at den svorne ed havde dobbelt styrke. Det gjorde det imidlertid også muligt for dem der befandt sig på hver sin side af Tigrisfloden at se en oprakt hånd. Denne edsaflæggelse betyder at denne tidsprofeti vil gå i opfyldelse lige så sikkert som Jehova lever og er udødelig.

11. Hvilken tidsudregning skal vi betragte nærmere her? Er det et bogstaveligt eller et symbolsk tidsrum, og før hvornår kunne det ikke begynde?

¹¹ Her må vi nu nærmere betragte udregningen af en „tid, tider og en halv tid“. Det hebraiske ord der her er oversat „tid“, er tidligere, nemlig i Daniel 8:19, oversat „bestemte tid“, og det betyder et tidsrum. Hvor langt et tidsrum? An American Translation gengiver hele det hebraiske udtryk ved „et år, år og et halvt år“; James Moffatts oversættelse gengiver det „tre og et halvt år“. Eftersom hele dette tidsrum falder inden for „endens bestemte tid“, der begyndte i 1914 (e. Kr.), må perioden omfatte tre og et halvt bogstaveligt år. Den kunne ikke begynde at løbe fra et tidligere tidspunkt end begyndelsen til „endens bestemte tid“ i efteråret 1914.

12. Hvilken tidsperiode i Daniel 7:25 svarer denne tidsperiode til, og hvorledes blev organisationens arbejde, da perioden nåede sit højdepunkt, lammet som aldrig siden?

¹² Når disse tre og et halvt år udløb, skulle Jehova Guds hellige folks, hans helliges, hans helligdomsskares, magt ikke længer knuses.a Denne tidsperiode svarer utvivlsomt til det tidsrum af samme længde der omtales i Daniel 7:25 i forbindelse med det symbolske horn, den anglo-amerikanske dobbeltverdensmagt, og dette horns mishandling af helligdomsskaren: „Han skal . . . mishandle den Højestes hellige; . . . og de skal gives i hans hånd een tid og to tider og en halv tid.“ Som vi tidligere har set begyndte disse tre år og seks måneder i første halvdel af november 1914 og udløb den 7. maj 1918.b På denne sidstnævnte dag rettede Sydens konge, England og Amerika, der havde indgået en krigsalliance, et afgørende slag mod Jehovas helligdomsskare ved at ramme selve toppen inden for Jehovas hellige, synlige organisation, det centrale hovedkvarter i Brooklyn, New York. Præsidenten for Watch Tower Bible & Tract Society og dets sekretær og kasserer blev arresteret, og forbindelsen mellem Selskabets hovedkvarter i Brooklyn og dets afdelingskontorer i udlandet blev afbrudt. Den 20. juni 1918 blev de nævnte ledere sammen med seks andre som på fremtrædende måde tog del i udgivelsen af den bibelske litteratur, idømt firs års fængsel. Deres brødre i helligdomsskaren rundt om på jorden blev ganske rystet og fuldstændig forstenet ved meddelelsen herom, og de sørgede dybt. Det organiserede arbejde inden for Jehovas helligdom blev lammet på en måde som aldrig er oplevet siden, end ikke under den anden verdenskrig.

13. Hvem stod bag dette knusende slag, og hvad viser at det nu er forbi med hans magt til at tilintetgøre?

¹³ Den der først og fremmest stod bag dette knusende slag der var rettet mod Jehovas hellige var Satan Djævelen, som påstår at eje alle denne verdens riger og deres herlighed. (Matt. 4:8, 9; Luk. 4:5, 6) Da Mikael i 1914 stod frem, begyndte den krig der havde til formål at fortrænge Djævelen og hans dæmoner. Han blev overvundet af Mikael, og der er bibelsk begrundelse for at tro at Satan Djævelen var kastet ned til jorden inden tidspunktet for den årlige højtideligholdelse af Herrens aftensmåltid den 26. marts 1918. Eftersom han nu véd at „hans tid er kort“ før hans hoved skal knuses i slaget ved Harmagedon, er hans vrede stor, især imod resten af helligdomsskaren. Han har bekriget den med alle til rådighed stående midler. (Åb. 12:7-17) Men indtil denne dag har han ikke haft held til at vise sin magt til at knuse den, sådan som han fik lov til det i 1918. Ej heller vil han kunne tilintetgøre Jehovas helligdom i dens „herlige land“ når han som Gog fra Magog kommer fra nord med alle sine synlige og usynlige hærskarer for at udrydde den hellige rest og de „andre får“. Han vil selv blive knust. Det er forbi med hans magt til at tilintetgøre. — Ez. 38:1 til 39:16.

14. Hvilke andre ting måtte også fuldbyrdes til tiden efter at de tre og en halv tid var til ende, og hvorfor har Daniel endnu den dag i dag ikke fået forståelse af hvad han hørte?

¹⁴ Da perioden på de tre og en halv tid var forbi i 1918, måtte også de andre betydningsfulde ting der blev set i synet „få en ende“ eller blive bragt til en afslutning til deres fastsatte tid. Profeten Daniel kunne ikke dér tilbage i tiden tyde de ting han havde set i synet. Han indrømmer selv: „Og jeg hørte det, men fattede det ikke; så spurgte jeg: ’Herre, hvad er det sidste af disse ting?’ Og han svarede: ’Gå bort, Daniel, thi for ordene er der sat lukke og segl til endens tid. Mange skal sigtes, renses og lutres, men de gudløse handler gudløst, og ingen af de gudløse skal forstå, men det skal de forstandige.’“ (Dan. 12:8-10) Efter at have nedskrevet synet omkring år 537 f. Kr. gik Daniel nogen tid efter bort i døden. Der var sat lukke for ordene og segl for bogen.

15. Hvem er blevet brugt til at lukke op for ordene og til at bryde bogens segl for os, og hvad må vi gøre for at være mellem de forstandige som skal forstå?

¹⁵ Da Jesus Kristus gik her på jorden viste han at han havde stor forståelse af Daniels bog. Nu i „endens tid“ efter 1914 er det ham Gud bruger til at åbne eller lukke op for ordene som for en cisterne fuld af kundskab og oplysning, og til at bryde bogens segl og afsløre dens fulde betydning. (Åb. 5:1-5) Ønsker vi at forstå denne bog og dens storslåede omtale af vor tid? Så må vi ved Jehovas hjælp gennem Kristus lade os sigte fra denne verden, vi må rense os og gøre vore klæder hvide i Lammets blod til retfærdighed, og vi må lutres i vor oprigtige hengivenhed for Jehova Gud og hans rige. Kun de bibelsk set forstandige vil få lov at forstå Daniels bog og hele den øvrige del af Bibelen. Men ingen af de gudløse kan eller vil forstå den og vinde frelse. I disse kritiske tider, der er svære at komme igennem, vil de fortsat handle gudløst, i særdeleshed imod Jehovas vidner, indtil de udslettes, disse ulykkelige, der kæmper mod Gud. — 2 Tim. 3:1-5.

1290 dage

16, 17. (a) For hvem er det nu „endens tid“? (b) Hvornår er tiden inde til at begynde at tælle de 1290 dage?

¹⁶ At Jehovas hellige folks magt blev tilintetgjort eller knust i 1918, gjorde det ikke af med dem. Dette er „endens tid“ for Nordens konge og Sydens konge og for alle de neutrale nationer, men ikke for de hellige, som udgør helligdomsskaren. Det er en udfrielsens tid for helligdomsskaren og for de „andre får“ der tilbeder sammen med den. Efter at have udtalt at disse åndeligt forstandige ville forstå, tilføjede Jehovas engel: „Fra den tid det daglige offer ophæves og ødelæggelsens vederstyggelighed rejses, skal der gå 1290 dage.“ — Dan. 12:11.

¹⁷ Denne ophævelse af det daglige lovprisningsoffer til Gud blev allerede forudsagt i Daniel 8:11. Den fandt sted i 1918, da de omtalte én tid, tider og en halv tid udløb.c Den tilstand hvorunder det daglige eller stadige offer var ophævet, vedvarede indtil det følgende år, indtil den 26. marts 1919, på hvilken dag Vagttårnets selskabs præsident, dets sekretær og kasserer samt seks medfanger blev løsladt mod kaution. Rejsningen af „ødelæggelsens vederstyggelighed“ fandt sted da kristenhedens religiøse organisationer indførte tilbedelsen af „dyrets billede“, dette afskyelige surrogat for Guds rige, Folkeforbundet. Den aktion som Kristi kirkers Fællesråd i Amerika foretog i den anledning, fastsætter tidspunktet herfor til slutningen af januar 1919.d På dette sidstnævnte tidspunkt havde begge de forudsagte hændelser fundet sted, og følgelig er det derfra tiden skal regnes.

18. Hvornår udfriede Mikael sit folk, set i forhold til de 1290 dage, og hvor langt et tidsrum svarer disse 1290 dage til målt i solår?

¹⁸ Efter at de 1290 dage var begyndt udfriede den store fyrste Mikael sit folk i marts 1919. Den 13. april 1919 højtideligholdt over 17.961 Herrens aftensmåltid hele jorden over.e I løbet af den resterende del af de 1290 dage blev Guds hellige organisations arbejde reorganiseret, forbedret og befæstet med henblik på det verdensomspændende vidnesbyrd der skulle aflægges før den endelige afslutning kom for denne gamle tingenes ordning. Hvad hændte der da tiden var inde, som på en iøjnefaldende måde tilkendegav at det af Gud fastsatte antal dage var udløbet? De 1290 dage må vurderes på grundlag af månekalenderen, idet Guds profetier regner med måneder på gennemsnitlig tredive dages længde. De 1290 dage er kun tredive dage eller én månemåned længere end de i en anden profeti omtalte 1260 dage. Åbenbaringen 11:2, 3 viser afgjort at 1260 dage svarer til toogfyrre måneder. Toogfyrre måneder er det samme som tre år og seks måneder. I profetien berøres disse tre år og seks måneder hverken af noget skudår eller af noget jødisk veadar-år, hvorved den jødiske kalender fik tilføjet en trettende måned for at bringe rækken af måneår i overensstemmelse med længden af den tilsvarende række solår. Eftersom 1260 dage i profetien svarer til tre år og seks måneder, svarer 1290 dage til tre år og syv måneder. Hvornår ender da disse tre år og syv måneder, når man regner fra slutningen af januar 1919?

19. Hvilket elektriserende budskab lød ved afslutningen på de 1290 dage, og hvilken domsgerning blev vor opmærksomhed henledt på?

¹⁹ De bringer os frem til slutningen af august og begyndelsen af september 1922. Det var i første halvdel af september 1922 at disse elektriserende ord lød: „Vær trofaste og sandrue Vidner om Herren! Gaa fremad i Kampen, indtil de sidste Rester af Babylon er ødelagte! Forkynd Budskabet vidt og bredt! Verden skal vide, at Jehova er Gud, og at Jesus Kristus er Kongers Konge og Herrers Herre. Vi lever nu i Verdens mest betydningsfulde Tid. Se! Kongen regerer! I er hans Budbringere. Derfor, forkynd, forkynd, forkynd om Kongen og hans Rige.“ Dette skete på „Dagen“ (den 8. september) under Jehovas vidners nidages internationale stævne i Cedar Point, Ohio, som afslutning på det foredrag præsidenten for Vagttårnets selskab holdt over emnet „Riget“. I dette foredrag viste J. F. Rutherford ud fra Bibelen og kendsgerningerne at „pagtens engel“ var kommet til templet, den åndelige helligdom, i foråret 1918 for at holde dom. Den dom som skulle tage „sin begyndelse med Guds hus“, var nu i gang! (1 Pet. 4:17; Mal. 3:1-5) Som udtryk for denne dom over de kristne vedtog man en resolution.

20. Hvilket udtryk for dommen over navnkristenheden blev da udsendt, og hvad begyndte hermed?

²⁰ Søndag eftermiddag, den 10. september, holdt præsident Rutherford sit offentlige foredrag med den udfordrende titel: „Millioner af nulevende mennesker skal aldrig dø.“ Som afslutning på foredraget forelagde han en resolution til vedtagelse. Den havde titlen: „Et opråb til de ledende i verden“ og blev under bifald vedtaget af de mellem 18.000 og 20.000 tilstedeværende. Den henledte nationernes opmærksomhed på at „nationernes fastsatte tider“ var udløbet i 1914; at Guds rige ved Kristus da var blevet oprettet i himmelen; at Folkeforbundet var et bedrag og måtte „slå fejl, fordi Gud har forordnet det så“; at Jehovas Messias’ rige vil være det eneste sikre helbredelsesmiddel for alle menneskeslægtens onder, og at mennesker ved at adlyde dette retfærdsriges love vil kunne leve evigt og aldrig behøve at dø bort fra jorden.f Denne modige resolution var den første af en række på syv resolutioner som blev vedtaget i forbindelse med Jehovas vidners årlige hovedstævner fra 1922 til 1928. Ligesom plager blev disse resolutioner øst ud over den frafaldne kristenhed. Af den første af disse resolutioner, „The Challenge“ (dansk udgave i traktaten „Proklamation“), var der til sidst uddelt 45.000.000 eksemplarer hele jorden over på mange sprog.

(Fortsættes)

[Fodnoter]