Forkynd Guds ord rigtigt

FORKYNDELSEN har været et af de vigtigste midler hvormed kristendommen er blevet udbredt lige siden den begyndte. Der er imidlertid mere end én måde at forkynde på. Ikke så få af kristenhedens prædikanter benytter en yderst følelsesbetonet fremgangsmåde, idet de råber og gestikulerer mens de appellerer til tilhørernes følelser og fordomme. Den slags forkyndelse har ikke bibelsk støtte. Det var ikke den form for forkyndelse apostelen Paulus havde i tanke da han vejledte Timoteus: „Stræb efter at kunne træde frem for Gud som en mand, der kan stå prøve, som en arbejder, der ikke skammer sig ved sit arbejde, men forkynder sandhedens ord på rette vis.“ — 2 Tim. 2:15.

Men de mange prædikanter inden for kristenheden der går til den modsatte yderlighed og tier stille eller forkynder Guds ord på en tilfældig og formålsløs facon, idet de nærmest springer fra emne til emne uden plan og sammenhæng, forkynder heller ikke Guds ord rigtigt. De stræber ikke efter at kunne træde frem for Gud som mænd der kan stå prøve og som arbejdere der forkynder sandhedens ord på rette vis. At megen bibelforkyndelse i vor tid hører til den slags som disse mænd præsterer, fremgår af følgende referat som stod at læse i Chicago-bladet Tribune for den 4. oktober 1963:

„Forkynd Guds ord, siger Ritter til koncilet. Ofte opfyldes pligterne ikke, hævder kardinal, Vatikanstaden, den 3. okt. — Kardinal Joseph Ritter fra St. Louis gjorde i dag det økumeniske vatikankoncil opmærksom på at den romersk-katolske kirke burde gøre mere ud af forkyndelsen af Guds ord. Det var første gang den amerikanske kardinal talte ved et af koncilets møder, og han fortalte de 2262 prælater der var forsamlet i Peterskirken at pligten til at forkynde kun opfyldes på en planløs facon, om den i det hele taget opfyldes.“ Endvidere sagde han at denne forkyndelse af Guds ord var „en uomgåelig betingelse for gennemførelsen af alle andre reformer som koncilet måtte vedtage“. Det er sandelig bemærkelsesværdigt at en kardinal tillægger forkyndelsen af Guds ord så stor betydning at han siger at gennemførelsen af alle andre reformer som vedtages på det andet vatikankoncil afhænger deraf.

Når det nu indrømmes at forkyndelsen af Bibelens ord er så væsentlig kunne man med rette spørge: Hvordan er det gået til at forholdene i den romersk-katolske kirke har udviklet sig sådan at en af dens ledende mænd må anke over at „pligten til at forkynde [Guds ord] kun opfyldes på en planløs facon, om den i det hele taget opfyldes“? Kan det tænkes at årsagen er manglende forståelse af hvor vigtig selve Bibelen er?

Af Guds eget ord fremgår det tydeligt at Bibelens sandheder skal forkyndes og at forkyndelsen skal foregå alt andet end planløst. Da Jesus lige efter sin opstandelse traf to rådvilde og nedslåede disciple på vejen til Emmaus, forkyndte han for dem, og hans ord havde en slående virkning. Han sagde: „’Åh, hvor I er uforstandige og tungnemme til at tro på alt det, profeterne har talt!’ . . . Og idet han gik ud fra Moses og alle profeterne, udlagde han for dem hvad der i alle skrifterne handlede om ham.“ Og med hvilket resultat? Bagefter sagde de: „Brændte ikke vort hjerte i os, mens han talte til os på vejen og lukkede skrifterne op for os?“ — Luk. 24:13-32.

Senere samme dag aflagde Jesus et lignende vidnesbyrd over for de elleve apostle og andre der var forsamlet med dem. Han sagde: „Dette er, hvad jeg sagde til jer, mens jeg endnu var hos jer: alt det må gå i opfyldelse, som er skrevet om mig i Mose Lov og Profeterne og Salmerne.“ Også deres sind åbnede han ved sin forkyndelse, „så de forstod skrifterne“. Og han sagde til dem: „Således står der skrevet, at Kristus skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag,“ og så videre. Det er således klart at Jesus hverken tav stille med hensyn til Skrifterne eller anvendte dem på en formålsløs måde. Han gjorde dem levende og lod dem tale, hvilket havde en slående virkning. — Luk. 24:44-46.

Apostelen Paulus hævdede at han efterlignede Kristus, hvilket han også gjorde, blandt andet ved at forkynde Skriftens ord på en logisk, sammenhængende og fornuftig måde, med en slående virkning; dette fremgår af adskillige kapitler i Apostlenes Gerninger. Et typisk eksempel er beretningen om Paulus’ forkyndelse i Tessalonika: „Dér havde jøderne en synagoge; og efter sin sædvane gik Paulus ind til dem, og på tre sabbater samtalede han med dem ud fra skrifterne og udlagde og begrundede, at Kristus måtte lide og opstå fra de døde, ’og’, sagde han, ’den Jesus, som jeg forkynder jer, han er Kristus.’ Nogle af dem lod sig da overbevise og sluttede sig til Paulus og Silas; det samme gjorde også en stor mængde af de gudfrygtige grækere og ikke få af de fornemme kvinder.“ — Ap. G. 17:1-4.

Den bibelske beretning indeholder lignende vidnesbyrd om disciplen Apollos og hans tjeneste i Akaja: „Da han var kommen derhen, blev han ved Guds nåde til megen nytte for de troende; thi han gendrev jøderne offentligt med stor kraft og beviste ved hjælp af skrifterne, at Jesus er Kristus.“ Der var sandelig intet formålsløst eller planløst ved hans forkyndelse. — Ap. G. 18:27, 28.

Hvor langt det andet vatikankoncil vil følge kardinal Ritter og tage sig hans ord om vigtigheden af at forkynde og gøre det rigtigt til indtægt, vil tiden vise. Han kan udmærket vise sig at blive en røst der råber i ørkenen ligesom en af sine forgængere, kardinal Kendrick, der ved det første vatikankoncil gik stærkt imod tanken om pavens ufejlbarlighed.

Hvordan det end går, står den kendsgerning fast at en forkyndelse der har til formål at frembringe flere kristne må være baseret på Guds ord. Desuden må en sådan forkyndelse hverken forme sig som en yderliggående følelsesmæssig henstilling, eller udføres på en formålsløs og planløs måde; nej det må være en forkyndelse der appellerer til fornuften ved at fremholde logiske og sammenhængende kendsgerninger og argumenter. Jehovas kristne vidner og den litteratur de benytter er helliget en sådan forkyndelse, og det har vist sig at en forkyndelse af den slags giver gode resultater.