Kan oprigtighed gøre løgn til sandhed?

Kan oprigtighed undskylde falske læresætninger? Hvad siger Bibelen?

ET barn mangler ofte evnen til at skelne imellem hvad der er sandt og usandt, gavnligt og skadeligt. Måske tager det en dag et glas fra medicinskabet og tømmer dets indhold i den tro at det er bolsjer. Måske er det gift. Barnet tror at det får hvad det ønsker, men det tager fejl, hvilket kan få tragiske følger.

Der findes mennesker på statshospitaler der fuldt og fast tror på alt hvad de oplever i deres fantasi. De har i den grad ført sig selv bag lyset at de oprigtigt tror på deres dagdrømme. Nogle forestiller sig at de er store ledere i lighed med Napoleon. Men kan selve det at de tror det, gøre deres urigtige opfattelser til virkelighed? Nej, deres oprigtige tro gør ikke uvirkelighed til virkelighed, løgn til sandhed.

Enten sand eller usand

Det er ikke blot børn eller mentalt uligevægtige mennesker der tror på noget som ikke er sandt. Med hensyn til religiøse opfattelser er der millioner af mennesker der oprigtigt tror noget som ikke er i overensstemmelse med kendsgerningerne.

Sandheden kan ikke give plads for alle de afvigende religiøse opfattelser der findes i verden. Der er, for eksempel, enten et liv efter døden eller intet liv efter døden. Enten vil jorden bestå for evigt, eller også vil den forgå. Enten vil Gud bringe ondskaben til ophør, eller også vil han lade den fortsætte. Der gives kun to muligheder: enten er en læresætning sand eller også er den falsk. Hvis to læresætninger er i modstrid med hinanden og de begge siges at være sande, er det klart at kun den ene har mulighed for at være sand, men begge kan ikke være det. Et menneske kan ikke være både levende og dødt. Det må enten være det ene eller det andet. Når en læresætning er falsk kan den ikke samtidig være sand. Uanset hvor oprigtigt man tror på den, kan selve oprigtigheden ikke gøre den sand hvis den er falsk. Den vil heller ikke kunne godkendes af Gud som sand, eftersom han ikke har behag i løgnen.

I nogle lande betragter man visse dyr som hellige, hvorfor det er forbudt at slagte og spise dem, skønt mange mennesker i de samme lande dør af underernæring hvert år. Nogle tror måske oprigtigt at disse dyr er hellige, men gør det denne opfattelse sand og antagelig i Guds øjne? Hvordan kan vi vide noget om hvad Gud mener? Ved at undersøge Guds skrevne meddelelser til os mennesker, Bibelens skrifter, hvori Gud fortæller os: „Mens de påstod, at de var vise, blev de dårer, og de ombyttede den uforkrænkelige Guds herlighed med et billede, der forestillede et forkrænkeligt menneske, fugle, firføddede dyr og krybdyr. Derfor gav Gud dem hen i deres hjerters lyster til urenhed, så de vanærede deres legemer indbyrdes; de ombyttede Guds sandhed med løgnen, ærede og dyrkede skabningen fremfor skaberen.“ (Rom. 1:22-25) Af disse ord fremgår det klart at Gud overhovedet ikke kan godkende at menneskene tilbeder det han har skabt — for eksempel dyr — selv om de handler og tror i oprigtighed.

I andre lande ofrer man til afguder eller dyrker gudebilleder. Man stiller ofre i form af mad og drikke hen foran billederne. Også her er der mennesker som må sulte mens den mad man har stillet hen foran de livløse billeder fordærves. Har Gud udtalt sin mening om denne gudsdyrkelse? Ja han har. For længe siden erklærede han: „Du må ikke gøre dig noget udskåret billede eller noget afbillede af det, som er oppe i himmelen eller nede på jorden eller i vandet under jorden; du må ikke tilbede eller dyrke det; thi jeg [Jehova] din Gud er en nidkær Gud.“ — 2 Mos. 20:4, 5.

Med hvilke øjne Gud betragter disse afguder og deres tilbedere, fortæller han os selv med ordene i Salme 115:4-8: „Deres billeder er sølv og guld, værk af menneskehænder; de har mund, men taler ikke, øjne, men ser dog ej; de har ører, men hører ikke, næse, men lugter dog ej; de har hænder, men føler ikke, fødder, men går dog ej, deres strube frembringer ikke en lyd. Som dem skal de, der laved dem, blive, enhver, som stoler på dem!“ Heller ikke her er det til at tage fejl af hvad Gud mener. Afguder er ude af stand til at hjælpe mennesket. De der har fremstillet disse livløse afguder og stoler på dem, vil blive ligesom deres værker. Selv om denne form for gudsdyrkelse øves i oprigtighed, er den dog ikke i harmoni med Guds udtrykte vilje.

Kun „hedningerne“?

Om de skikke vi her har nævnt vil man uden tvivl sige at de hører hjemme i de „hedenske“ lande. Mange vil mene at en sådan gudsdyrkelse ikke findes i de „mere oplyste“ lande i Vesten. Men lad os blot kaste et undersøgende blik på en lære der har en fremtrædende plads i kristenheden, for at se om det virkelig forholder sig således.

Inden for de fleste religioner i den vestlige verden tror man oprigtigt at de onde efter døden skal pines for evigt i et helvede. Man mener at de mennesker som kommer i helvede vil blive udsat for en bogstavelig og grufuld fysisk smerte. Hvad ville man mon mene om den fader som tog sit barns hånd og holdt den ind i ilden indtil den var blevet alvorligt forbrændt? Man vil sikkert indrømme at hvis en fader kunne få sig selv til at gøre noget sådant, måtte han være sadist eller være gået fra forstanden. Eller hvis en mand tog et dyr, lad os sige en hund, og ristede den levende over en sagte ild, ville man så ikke betragte dette som en skændig, vanvittig og afskyelig handling?

Alligevel vil man have os til at tro at en kærlig Gud handler endnu skændigere end mennesker!

Er helvedeslæren i overensstemmelse med sandheden? Guds indstilling til denne opfattelse får vi bedst et begreb om når vi betragter en skik der gik i svang i det gamle Israel. På et tidspunkt lod israelitterne deres børn gå igennem ilden, idet de blev ofret til den falske gud Molok. Læg nu mærke til hvad den almægtige Gud sagde om denne skik: „De byggede Ba’als offerhøje i Hinnoms søns dal for at ofre deres sønner og døtre til Molok, hvad jeg ikke havde budt dem, og hvad aldrig var i min tanke, at man skulle gøre så vederstyggelig en ting.“ (Jer. 32:35) Nej, det faldt end aldrig Gud ind. Hvorledes kan man da beskylde ham for at handle endnu skændigere, at pine mennesker i helvedes ild i al evighed?

Vi lades ikke i tvivl om hvilken skæbne der rammer de mennesker som er onde med overlæg: „[Jehova] vogter alle, der elsker ham, men alle de gudløse sletter han ud.“ (Sl. 145:20) De mennesker som med vilje er onde vil altså blive udslettet, men de vil ikke blive udsat for evig pine.

De som tror på og får andre til at tro på at der findes et brændende helvede med evig pine, vanærer Gud. De hævder at denne lære kommer fra Gud, skønt han forkaster den og betegner den som usand. Denne lære vender desuden mange tænkende mennesker bort fra Gud, for de kan ikke tro på en Gud der vil udsætte mennesker for en behandling som mennesker end ikke ville benytte over for et umælende dyr.

Dersom Gud er tilfreds med en tilbedelse blot den er oprigtigt ment (og altså ikke nødvendigvis sand og rigtig), hvorfor forsvandt da den skik at ofre børn til Molok? Denne urette og falske tilbedelse førte ikke til velsignelse for israelitterne. Deres oprigtighed var ikke nok. Molok var ikke den sande og levende Gud. Troen på denne falske gud og dyrkelsen af ham vakte Guds afsky og væmmelse.

Det kommer måske bag på kristenhedens tilhængere af læren om evig pine, at tanken om at de onde ender i et brændende helvede deles af millioner af mennesker i hedenske lande!

Guds ord er sandt

Denne korte gennemgang af blot et par af de opfattelser der gælder i de „hedenske“ og de „kristne“ religioner, burde få tænkende mennesker til at indse at oprigtighed ikke ændrer falsk lære til sand lære. Den gør den ikke antagelig i Guds øjne. Gud kan ikke se igennem fingre med noget der er forkert og usandt. Han kan ikke velsigne vranglære. Han er sandhedens Gud. Som det fremgår af Hebræerbrevet 6:18 er det ’udelukket at Gud kan lyve’, og derfor er det umuligt at han kan sige god for falske opfattelser selv om de oprigtigt læres i hans navn.

Selvfølgelig ønsker Gud at vi skal være oprigtige, men han ønsker at vi skal være oprigtige i den sande gudsdyrkelse, ikke i den falske gudsdyrkelse.

Til hjælp for dem som oprigtigt ønsker at tilbede Gud i sandhed, har han tilvejebragt en ufejlbarlig rettesnor, Bibelen. Herigennem åbenbarer Gud sine tanker for os mennesker, så vi kan forvisse os om hvem han er og hvilke hensigter han har, samt hvad der er den nøjagtige kundskab om sandheden. Som Jesus Kristus sagde i en bøn til sin himmelske Fader: „Dit ord er sandhed.“ (Joh. 17:17) De mennesker der ønsker at leve i Guds retfærdige nye ordning, hvor der vil råde paradisiske forhold, fuldkommen sundhed og evig lykke, må studere Guds ord for at lære sandheden at kende. Jesus udtalte endvidere: „Dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, som du har sendt, Jesus Kristus.“ — Joh. 17:3.

Uden tvivl er De oprigtig i Deres tro; men vi bør huske på at oprigtighed i sig selv ikke ændrer en forkert opfattelse til en rigtig opfattelse, ej heller at oprigtighed alene gør en opfattelse antagelig i Guds øjne. Gud vil at vi skal benytte hans ord til at afgøre hvad der er ret. På denne måde prøver han os for at se om vi gør os fortjent til hans velsignelse. Hvis man har den indstilling at det ikke kommer en ved og man derfor overlader det til andre at beskæftige sig med religion på ens vegne, kan man næppe vente at opnå Guds godkendelse.

Nej, lad os ikke være som barnet der skadede sig selv fordi det tog af et medicinglas hvis indhold det ikke kendte, for „mangen vej synes manden ret, og så er dens ende dog dødens veje“. (Ordsp. 16:25) Vi bør følge det vise råd: „Stol på [Jehova] af hele dit hjerte, men forlad dig ikke på din forstand; hav ham i tanke på alle dine veje, så jævner han dine stier.“ — Ordsp. 3:5, 6.