Hvorfor blive ved med at forkynde?

NÅR Jehovas vidner forkynder fra hus til hus stilles de ofte over for spørgsmålet: „Hvorfor bliver De ved med at komme? Vi er ikke interesseret.“ Og hvis flertallet af beboerne i et kvarter afgjort ikke er interesseret kan det måske hænde at et vidne begynder at stille samme spørgsmål efter at det har forkyndt i blot nogle få år: „Hvorfor bliver jeg ved med at forkynde? Hvilken nytte er det til? Folk er ikke interesseret.“

Det er vigtigt at vi finder det rette svar på disse spørgsmål, ja det betyder livet for os selv og for dem der lytter til os. (1 Tim. 4:16) Det var Skaberen, Jehova Gud, der forudsagde at der skulle udføres et forkyndelsesarbejde i vor tid, det var Jehova der forudsagde at en voksende skare mænd og kvinder skulle tage del i det, og det er Jehova der har bestemt hvilken hensigt det skulle tjene, ligesom det er ham der har tilvejebragt de midler, den opmuntring og den åndens drivkraft der skal til for at lette fuldførelsen af forkyndelsesarbejdet i vor tid.

Det er rigtigt nok at en af hensigterne med forkyndelsen af den gode nyhed er at hjælpe oprigtige mennesker til frelse, men det er ikke den eneste hensigt. Derfor er der heller ingen grund til at holde op selv om mange i distriktet afviser budskabet. Vor tids forkyndelsesarbejde tjener mange hensigter: 1) at hjælpe dem der lytter til at opnå frelse, 2) at give Jehovas tjenere på jorden lejlighed til at vise deres kærlighed og bevise deres uangribelighed, 3) at advare alle mennesker om at Gud snart vil eksekvere dommen over de onde, og 4) at ophøje Jehova Guds store navn og forkynde hans hensigt overalt i verden.

Andre hjælpes til frelse

At forkyndelsen er et middel til frelse for dem der vil høre fremgår tydeligt både af Joel 3:1-5 og Romerne 10:13-15, hvor det siges at de der påkalder Jehovas navn skal frelses, og at der må være nogle som prædiker for dem hvis de skal kunne påkalde hans navn. Et brændende ønske om at hjælpe andre mennesker til at blive frelst skulle anspore Jehovas vidner til at fortsætte deres forkyndelse. Og når oprigtige mennesker tager imod budskabet og stræber efter at lære Guds vilje at kende er det i sig selv al den opmuntring vidnerne behøver for at kunne fortsætte. Men hvad så hvis man ikke har disse positive resultater og ikke opnår gode samtaler med folk? Da må forkynderen først og fremmest analysere sine egne undervisningsmetoder og gøre en indsats for at forbedre dem. Han vil spørge sig selv om han er godt forberedt så han kan aflægge gode vidnesbyrd. Er han venlig og begejstret ved døren? Giver han den besøgte en chance for at sige noget og svarer han på det vedkommende har sagt? Er hans ord altid opbyggende? At det for en stor del afhænger af forkynderen selv hvorvidt han får gode resultater fremgår af den formaning Timoteus fik til at benytte „undervisningens kunst“. — 2 Tim. 4:2; 2:24, 25, NW.

Det kristne vidne vil også huske at folk som ikke er interesseret eller som endog har noget imod at høre hans budskab i dag, måske reagerer helt anderledes næste gang de bliver besøgt. Når Jehovas vidner aflægger det ene besøg efter det andet og i ord og gerning opfordrer folk til at tro, kan de lidt efter lidt tegne et billede af Guds hensigter i tilhørernes sind og således vække interessen. Hertil kommer at verdensforholdene og det enkelte menneskes forhold til stadighed ændrer sig, og det påvirker indstillingen, måske med det resultat at der efterhånden reageres positivt over for forkyndelsen af den gode nyhed. Men hvis Jehovas vidner skulle standse forkyndelsen fra hus til hus blot fordi de fleste mennesker er imod den, ville disse ikke have mulighed for at ændre indstilling og høste belønningen derfor. Altså må vi blive ved med at ’forhøre os om hvem der er det værd’. (Matt. 10:11) Alle de nyinteresserede der overværer Jehovas vidners stævner, offentlige foredrag og særlige møder er et vidnesbyrd om at der findes tusinder og atter tusinder som endnu skal indsamles. Hvis vi holdt op med at forkynde fordi mange afviser budskabet ville vi på en vis måde fælde den dom over alle der „er det værd“ at de ikke er det værd. Måtte det aldrig ske!

Bevis på kærlighed og uangribelighed

Endnu et af forkyndelsens formål er at give den kristne lejlighed til at vise sin kærlighed til Jehova og næsten, en chance for at bevise sin uangribelighed under prøvelser. Skal vi opnå Guds godkendelse må vi være taknemmelige for livet og dets velsignelser. Taknemmelighed avler kærlighed til Gud, og denne kærlighed bevæger den kristne og giver ham frimodighed til at tale om Guds godhed. „Dermed er kærligheden blevet fuldkommet hos os, at vi har frimodighed på dommens dag.“ (1 Joh. 4:17) Ja, det er kærligheden der tilskynder et menneske til at efterkomme befalingen: „Syng for [Jehova] og lov hans navn, fortæl om hans frelse dag efter dag, . . . giv [Jehova] hans navns ære.“ — Sl. 96:2-8; 115:1.

Men hvad med dem der føler de ikke har tilstrækkelig taknemmelighed og kærlighed? Disse må danne sig den vane at tænke over de skønne velsignelser de har modtaget fra Gud — bevidst eksistens, tænkeevne, syn, hørelse og meget andet. Mediterer man over alle disse goder øges ens kærlighed til Gud. Desuden vil fortsat forkyndelse tillige med selvransagelse og Guds ånds indvirken hjælpe en til at lutre sine motiver og opdyrke kærlighed. Selv om den stadige forkyndelse kan blive en prøve bør vi huske at prøver kan virke udholdenhed der kan ’gøre os helstøbte så vi ikke står tilbage i noget’. (Jak. 1:3, 4) „Vi priser os også lykkelige over vore trængsler, da vi véd, at trængselen virker udholdenhed, og udholdenheden prøvet fasthed, og den prøvede fasthed håb, og håbet gør ikke til skamme; thi Guds kærlighed er udgydt i vore hjerter ved Helligånden, som blev os givet.“ (Rom. 5:3-5) „Hig efter kærligheden,“ siger Bibelen. (1 Kor. 14:1; 1 Tim. 6:11, 12; 2 Tim. 2:22) Kærlighed er en egenskab vi kan opdyrke hvis vi sætter al iver ind på at vise den. (2 Pet. 1:5-7) Kærligheden giver sig udslag i vor lydighed mod sandheden. — 1 Joh. 5:3.

Et advarselsbudskab

En tredje grund til at vi skal fortsætte med at forkynde selv under modstand er at vi må advare dem der ikke vil skifte sind på trods af at dommen nærmer sig. Selv om de har taget deres standpunkt må de stadig advares. Der skal forkyndes et domsbudskab. De fleste mennesker ønsker måske nok ikke at høre efter det. De vil gerne lukke ørerne for det og „være i fred“; men de må gøres opmærksom på det ansvar de har. De betragter muligvis forkyndelsen som en ’forstyrrelse af privatlivet’, ligesom israelitterne der blev trætte af Esajas’ forkyndelse og om hvem der står skrevet: „Det er et stivsindet folk, svigefulde børn, børn, der ikke vil høre [Jehovas] lov, som siger til seerne: ’Se ingen syner!’ til fremsynte: ’Skuer os ikke det rette! Tal smiger til os, skuer os blændværk, vig bort fra vejen, bøj af fra stien, lad os være i fred for Israels Hellige!“ (Es. 30:9-11) Men forkyndelsen af Guds kommende dom må fortsætte så deres tilsidesættelse af hans hensigter og love bliver umiskendelig.

Vi skal ikke alene bringe „glædesbud til ydmyge“ og udråbe „et nådeår fra [Jehova]“ men også forkynde „en hævnens dag fra vor Gud“. (Es. 61:1, 2; Åb. 14:6-12) Ligesom Ezekiel må Jehovas vidner blive ved med at forkynde for folket „hvad enten de hører eller ej“, også selv om det skal være under modstand. Til Ezekiel blev der sagt: „Israels hus vil ikke høre dig, thi de vil ikke høre mig; . . . Frygt ikke for dem og vær ikke ræd for deres ansigter.“ (Ez. 2:5-7; 3:4, 7-9) De samme udsigter til ligegyldighed og modstand blev fremholdt for Esajas og Jeremias. (Es. 6:9, 10; Jer. 1:17-19) Alligevel blev disse tre profeter ved med at forkynde i henholdsvis mindst 22, 43 og 67 år.

Jehovas navn og hensigt gøres kendt

Endelig har vi en fjerde hensigt med vort forkyndelsesarbejde, og det er den vigtigste af dem alle: Jehovas navn skal gøres kendt. Dette understreges i udtrykket: „De skal kende, at jeg er [Jehova]“, som forekommer mindst tres gange i Ezekiels profeti. Jehovas erklæring i 2 Mosebog 9:16 må bringes til udførelse i endens tid; hans navn skal forkyndes på hele jorden. Det er nødvendigt at vi vedbliver med at forkynde så alle mennesker fortsat hører om Jehova, hans navn, hans kærlige egenskaber, og barmhjertige foranstaltninger for menneskene og hans krav om ret og retfærdighed. Selv om de fleste helst vil glemme Jehova er det hans vidners opgave at henlede folks opmærksomhed på Skaberen. Den gode nyhed om Riget er et vidnesbyrd for alle mennesker og et grundlag for at dømme dem; derfor må den fortsat forkyndes. Det bliver den også, for Jehovas vidner, der udgør et verdensomfattende samfund, beviser deres kærlighed til Jehova og deres nidkærhed for retfærdigheden ved at udføre dette arbejde. Ordene „I er mine vidner“ er rettet til de indviede kristne, de åndelige israelitter, nu i endens tid. (Es. 43:10-12) Ingen af os må nogen sinde blive som et troløst vidne der på grund af frygt for modstand nægter at træde i skranken for sandhed og retfærdighed når man er kommet til det afgørende punkt i en vigtig retssag. Det betyder ikke at vi under vort arbejde fra hus til hus vil insistere på at tale når folk afgjort siger at de ikke er interesseret, men det betyder at vi vil blive ved med at vende tilbage og prøve om vi kan vække interesse for Rigets budskab.

I dag er hensigten med vor forkyndelse ved at blive fuldført. Tusinder af mennesker samles hvert år ud af denne verden, og de bliver oplært til at tjene Jehova så de kan opnå evigt liv, og der er stadig mange som skal indsamles. Det er rigtigt at ikke alle der bliver besøgt vil høre, men hver gang Jehovas navn nævnes tænker de uvilkårligt på et folk der går fra hus til hus og forkynder om evigt liv på en paradisisk jord, de sidste dage, de ondes udslettelse i Harmagedonslaget, hedningernes tiders afslutning og Jesu Kristi anden nærværelse der begyndte i 1914. De tænker på et folk der ikke viger fra den moralnorm Bibelen foreskriver for ægteskab og skilsmisse, familieliv og forretning; et folk som holder sig neutralt i denne verdens politiske og militære anliggender; et folk der praktiserer kristen kærlighed overalt i verden; et folk der gør alt hvad det kan for at bevare den sande og rene tilbedelse, og hvis medlemmer holder fast ved deres religion selv om det skal koste dem deres frihed eller endog livet; et folk som fastholder Guds krav angående anvendelse af blod. Jehovas vidner lægger således ved deres opførsel og deres forkyndelse ansvaret for at kende Guds vilje over på folk selv. Det er som det var med Noa, der ved sin gudfrygtige færd, sine trosgerninger og sin forkyndelse blev „en dom over verden“. — Hebr. 11:7.

I dag bombarderes folk ustandselig med propaganda af enhver slags. Hvis de ikke hele tiden blev mindet om Jehovas navn ville de snart glemme det til fordel for navnene på velkendte personligheder inden for politik, sport og underholdning. Hvis forkyndelsen hørte op ville budskabet om Guds rige snart være glemt blandt mennesker der udsættes for den ene propagandabølge efter den anden, lige fra tomme politiske klicheer til banale skuespil og tandpastareklamer. Men lad forkyndelsen fortsætte og folk vil hver eneste gang det uventet banker på døren tænke: det er måske Jehovas vidner! Når de tænker på Jehovas navn tænker de på hans hensigt og den kommende dom, selv om det kun er for at spotte.

Som et led i Jehovas barmhjertige foranstaltning til frelse holdes en stadig forkyndelseskampagne i gang. Selv de der ikke tror må advares om at Guds dom snart skal eksekveres, og det er Jehovas vidners forret at udføre forkyndelsen. Derfor må de blive ved med at forkynde lige til Jehova afslutter dette arbejde i Harmagedon. „Hvor længe, Herre?“ spørges der i Esajas 6:11, og der svares: „Til byerne er øde, uden beboere, og husene uden et menneske, og agerjorden ligger som ørk!“