Hvad det betød for mig at anerkende Jesus
FORTALT AF HELEN GRIFFITHS
MINE forældre var af jødisk afstamning, men de levede ikke efter deres religion bortset fra at de sagde at de troede på Gud. Resultatet var at jeg ikke fik nogen religiøs opdragelse som barn. Så vidt jeg husker har jeg dog altid troet på Gud, og af og til gik jeg endog i søndagsskole i en baptistkirke sammen med en veninde. I 1900, da jeg var atten, giftede jeg mig med Edward Griffiths. Vi virkede aktivt inden for Den episkopale Kirke, idet min mand blev søndagsskolelærer. Dog var der mange af de ting vi hørte dér vi ikke kunne godkende. Jeg kunne ikke forstå hvordan Jesus Kristus kunne være Gud selv. Den tid kom da Edward forstod at han enten måtte følge Bibelens eller kirkens lære eftersom de var så vidt forskellige. Da skete der noget vidunderligt.
I en avis lagde han mærke til en artikel med overskriften „Hvad er en kristen?“ Den var skrevet af præsidenten for Watch Tower Society, kendt som pastor Russell. Han læste den, og den gjorde et meget dybt indtryk på ham; han skrev derfor efter den bog der var omtalt i artiklen. En aften kort efter fik vi besøg af en af bibelstudenterne, som Jehovas vidner dengang blev kaldt. Jeg havde travlt med at blive færdig til vi skulle i kirke, men hun talte med min mand. Han bestilte de seks bind af Studier i Skriften og et abonnement på Vagttårnet. Da hun var ved at gå kom jeg ind i stuen og undskyldte at jeg ikke havde kunnet bede hende blive til aftensmad. Jeg forklarede at vi skulle til en sammenkomst i kirken og at vi skulle spise derhenne. Da vi boede i New York inviterede hun os til den følgende onsdag aften at komme til Betel, Vagttårnsselskabets hovedkontor, for at møde pastor Russell.
Vi tog imod indbydelsen, og efter aftensmaden blev vi inviteret ind på pastor Russells værelse. Under den påfølgende samtale spurgte han min mand om han var indviet. Edwards svar var ja. Så blev det samme spørgsmål stillet mig, men jeg forstod ikke at han talte om at indvi sig til Gud. Broder Russell sagde til mig at jeg manglede tro. „Men jeg tror på Gud,“ sagde jeg til ham.
Jeg lærer sandheden om Guds søn
I de følgende uger blev jeg klar over at jeg manglede tro fordi jeg manglede kundskab. Det havde altid været et problem for mig at de i Den episkopale Kirke omtalte Jesus som Gud, og det kunne jeg ikke forstå. Men i ugerne efter at vi havde mødt pastor Russell overværede min mand og jeg de foredrag som bibelstudenterne holdt, og vi lærte sandheden om hvor de døde er, om hvad helvede er, og om at Jesus i virkeligheden er Guds søn og ikke Gud selv. Selv om jeg som medlem af Den episkopale Kirke havde været kristen af navn, forstod jeg for første gang i mit liv hvem Jesus var og hvorfor det er nødvendigt at anerkende ham og hans genløsningsoffer for at behage Gud.
Samtidig begyndte min mand, på grund af sin nye forståelse af Bibelen, at indse at læren om sjælens udødelighed og helvedes ild som han lærte børnene i søndagsskolen om, ikke var bibelsk. Hans samvittighed nagede ham, og han forelagde sine spørgsmål for præsten i vor kirke; men denne svarede: „Det skal De ikke spekulere på, hr. Griffiths. Jeg tror heller ikke på alt det jeg lærer vore sognebørn.“ Dette vedgåede hykleri hos en af kristenhedens gejstlige gjorde det meget lettere for os begge at træffe var beslutning om at forlade kirken.
Den første søndag i hver måned talte broder Russell om dåb i New York Temple, og i februar 1915 hørte Edward og jeg dette foredrag. Da tiden kom til at de der ønskede at blive døbt skulle rejse sig, overraskede min mand og jeg hinanden idet vi begge rejste os. Efter at vi var blevet døbt kom broder Russell og gav os hånden som tegn på at vi var optaget i troens husstand, og han blev højst forbavset over at se at jeg, den kvinde der blot nogle få uger før havde manglet tro, var blevet døbt!
Vort hjem blev straks velsignet med den forret at blive brugt som mødested, idet der blev ledet både et bogstudium og et vagttårnsstudium der. Vi havde tilstrækkelig plads til at huse én mere, og vi havde derfor ofte den forret at have en pionerforkynder (eller kolportør som de dengang blev kaldt) boende. Dette udvidede vor familie i Herren og var en kilde til opmuntring for os alle.
Hvordan jeg fulgte Jesu eksempel
Da jeg var kommet til at forstå den plads Jesus rettelig indtager i Guds ordning, ønskede jeg at følge hans eksempel og være med i forkyndelsen af Guds rige. Vi havde imidlertid tre børn og syntes ikke vi kunne tage pionertjenesten op. Men da hjælpepionertjenesten blev en mulighed tog vi begge del i den, idet vi brugte 50 timer om måneden i arbejdet.
Det var ikke alle der værdsatte denne forkyndelse af Riget. I New Jersey blev Jehovas vidner arresteret for „omløben med varer uden at have næringsbrev“. Vagttårnsselskabet arrangerede derfor særlige kampagner i denne stat, og i weekenderne tog vi del i forkyndelsen der, idet vi mødtes tidligt om morgenen, helt på det rene med at vi kunne risikere at blive arresteret af politiet. Ved en lejlighed blev Edward arresteret, stillet for en domstol og idømt en straf på ti dages fængsel. Til sidst blev retten til at forkynde stadfæstet gennem forskellige retssager.
New York-menigheden af Jehovas vidner blev i 1930rne delt op i forskellige kredse, og Edward blev tilsynsmand i Bronx. (Dengang var der blot én kreds i Bronx. Nu er der fireogtredive.) Hvilken storslået forret og glæde det har været at se Jehovas organisation vokse i årenes løb!
Edward begyndte pionertjenesten i 1940 efter at have opgivet en vellønnet stilling i forretningsverdenen, og jeg sluttede mig til ham i pionerernes rækker i 1941 efter at vort yngste barn, Ruth, var blevet gift. Seks måneder efter at jeg var begyndt som pioner blev vi sendt til Ossining i staten New York, for at tjene der. Edward blev da udnævnt til specialpioner, og jeg blev udnævnt et halvt år senere. Det var i sandhed vidunderligt at være med til at oprette en menighed der!
I de følgende år tjente vi i Tarrytown, Hastings-on-Hudson og i Islip, Long Island, og i Islip var vi også i stand til at oprette en menighed. Dette var i årene under den anden verdenskrig, og på grund af benzinrationering måtte vi ofte gå lange strækninger for at komme til vore bibelstudier. Edward nærmede sig da de halvfjerds, men vi havde et godt helbred, og med Jehovas hjælp var vi i stand til at fortsætte som heltidstjenere i forkyndelsen og fik således mange velsignelser.
Det næste sted vi blev sendt til var Providence, Rhode Island. Der var otteoghalvtreds tilsluttet menigheden, og Edward var forbavset over den kulde der rådede i menigheden. Han mente at hvis de der var tilsluttet menigheden kunne få nærmere kontakt med hovedkontoret ville de snart live op. Som menighedens tilsynsmand anmodede han nu om talere fra Betel. Dette viste sig i sandhed at have en vidunderlig virkning på menigheden. Jeg husker at en familie blev bedt om at huse en af talerne fra hovedkontoret. Først stillede familien sig lidt tøvende, men gik så med til det, og fik endda taleren til at føle sig som en del af familien; med tiden blev han virkelig et medlem af familien, idet han giftede sig med en af døtrene. Han og hans kone tjener nu i Danmark.
Velsignelserne ved at følge Jesu eksempel
Det havde været let for os at se forskellen på Guds sandhed og falsk religion, men ikke alle kunne se den så klart. Jeg husker en italiensk pige som jeg studerede med. Hun havde været katolik i Italien hvor en præst brændte hendes bibel; men da hun kom til De forenede Stater opdagede hun at hendes familie var blevet baptister. Hun tilsluttede sig baptistkirken, men indvilligede også i at studere Bibelen sammen med mig. Studiet skred fremad, men hun kunne ikke virkelig se forskellen på kristenhedens babyloniske religion og Bibelens sandhed. En dag aflagde baptistpræsten hende et besøg. Hun begyndte at tale med ham om Guds rige. Han spurgte hende hvorfor hun ønskede at der skulle komme noget rige, når hun havde et smukt hjem, var velsitueret materielt og ikke behøvede at bekymre sig om noget rige. Hun sagde til ham at hun ikke blot tænkte på sig selv men på alle dem der led rundt om i verden og som ikke havde det så godt materielt som hun. Præstens besøg hjalp hende til at se forskellen på kristenhedens og Bibelens lære. Hun tjener stadig trofast og forkynder om Guds rige.
Før vi forlod Providence havde vi den store glæde at se menigheden vokse til 117. Derfra blev vi sendt til Greenport, Long Island, og også dér var vi i stand til at oprette en ny menighed. Edwards helbred svigtede mens vi var der, og i 1953 vendte vi derfor tilbage til Bronx for at bo hos vores søn Richard og hans familie. I december 1954 afsluttede min mand sit jordiske liv.
Efter at jeg er vendt tilbage til Bronx har jeg fortsat forkyndt sandheden om Jehova og hans søn, og i en alder af fireogfirs nyder jeg stadig den forret at være på pionerlisten. Jeg glæder mig over at have selskab af mange andre i menigheden når jeg forkynder den gode nyhed. En anden velsignelse som jeg værdsætter højt, er at jeg har et menighedsbogstudium i min lejlighed.
Når vi taler om velsignelser må jeg mindes stævnerne. Hvor lykkelige var Edward og jeg ikke da navnet „Jehovas vidner“ blev bekendtgjort ved stævnet i Columbus, Ohio, i 1931! Og jeg husker også det betagende stævne i St. Louis i 1941 da Selskabets præsident, broder Rutherford, talte til børnene. Men stævnerne bliver stadig bedre. Stævnerne på Yankee Stadium var også vidunderlige. Og stævnet „Guds frie sønner“, som jeg for ikke længe siden overværede i Baltimore, var det hidtil bedste. I den senere tid har jeg haft vanskeligheder med mit helbred, men jeg er så glad for at jeg kunne komme til det stævne. Mit helbred var ikke et større problem dér end det ville have været hvis jeg var blevet hjemme, og hvilken åndelig velsignelse ville jeg da ikke være gået glip af! Hvor er jeg Jehova og mine kristne brødre taknemmelig fordi de gjorde det muligt for mig at komme til stævnet.
Når jeg ser tilbage på de år jeg har tjent Jehova, er jeg meget lykkelig. Da vi begyndte at følge Jesu eksempel ved at forkynde, spekulerede vi på hvordan vi nogen sinde skulle nå alle folk i byen New York med budskabet. Hvilken glæde har det ikke været i årenes løb at se hvordan Jehovas velsignelse har hvilet over hans vidners bestræbelser og hvordan han har oprejst så mange til at udføre det arbejde han ønsker gjort! I årenes løb har vi haft den forret at hjælpe mange til kundskab om Guds sandhed, og børnene til nogle af dem vi studerede med er nu sektions-, zone- eller menighedstjenere. Når jeg besøger dem er det ligesom at komme hjem til min familie. En af de mange velsignelser jeg har fået fordi jeg anerkendte Jesus og indviede mig til Jehova, har været mine „børn“ og „børnebørn“ i Herren. — Mark. 10:29, 30.
Jeg har lært at når vi har kærlighed til Jehova og tro på ham, så vil Jehova, dersom vi anstrenger os, gøre resten. Jeg ved at dersom man ikke har bibelske forpligtelser der hindrer en, findes der ingen større glæde end at tage pionertjenesten op i helhjertet tro på Jehova og hans løfter, således som det udtrykkes i Malakias 3:10: „Sæt mig på prøve dermed, siger Hærskarers [Jehova], om jeg da ikke åbner eder himmelens sluser og udøser velsignelse over eder i overmål.“ Jeg er i sandhed taknemmelig for at jeg, der er jøde og engang var uden forståelse af Jesus Kristus og kun havde lidt kundskab om Gud, fik lejlighed til at lære Jehova at kende, og jeg er lykkelig over at jeg tog imod hans nåderige foranstaltning gennem hans søn Jesus Kristus og efterlignede det eksempel han satte os! — 1 Pet. 2:21.
(Søster Helen Griffiths døde fredag den 4. november 1966 da hun var næsten femogfirs år gammel. Begravelsen blev holdt søndag den 6. november, og der var mere end 165 til stede for at høre det foredrag som en nær ven af hende, Russell Kurzen, et medlem af betelfamilien i Brooklyn, holdt. Søster Griffiths var en af Herren Jesu Kristi salvede efterfølgere hvis håb om himmelsk lykke omtales i løftet i Åbenbaringen 14:13.)