„En ny tidsalder præget af vold“
● Omkring ti år efter den første verdenskrig skrev Sidney Bradshaw Fay et to-binds værk med titlen „The Origins of the World War“. Det er en undersøgelse af det der lå bag ved og umiddelbart forårsagede den blodige verdensbrand. To år senere, nemlig i 1930, reviderede han værket, og for nylig udkom denne reviderede udgave som billigbog. I et særligt forord til denne billigbogsudgave skriver forfatteren følgende om den første verdenskrig: „Når jeg i dag efter mere end et halvt århundredes studium ser tilbage, har jeg mere end nogen sinde et stærkt indtryk af hvilken kolossal virkning verdenskrigen fra 1914-18 har haft på udviklingen i verden i de forløbne halvtreds år. Krigen indledte en periode med verdenspolitiske og sociale ændringer som er uden sidestykke i historien. . . .
Verdenskrigen indledte også en ny tidsalder præget af vold, en tidsalder der står i skarp kontrast til perioden der gik forud for den og som var præget af forholdsvis fred. I denne foregående periode, fra 1815 til 1914, rådede der i almindelighed fred i Europa, bortset fra nogle ’lokale’ krige der blev udkæmpet med traditionelle våben, varede forholdsvis kort tid, og som kun medførte mindre ødelæggelser. Det meste af Asien og Afrika var stadig i nogenlunde ro under de europæiske imperialistiske magters kolonialisme. . . . Men efter 1914 eksploderede de ’små’ krige og blev til globale stridigheder der rasede i adskillige år og blev udkæmpet med nye våben, som for eksempel u-både, tanks, og bomber fra luften der forårsagede frygtelige tab af liv og ejendom. Og på samme tid begyndte Asiens og Afrikas gule og mørkhudede folk som ikke længere var i ro, at kæmpe for at gøre ende på ethvert europæisk koloniherredømme og for at opnå uafhængighed og selvstyre.“
Det er nøjagtig hvad Jesus for nitten hundrede år siden forudsagde der ville ske i de „sidste dage“ for denne onde tingenes ordning: „På jorden skal folkene ængstes i rådvildhed.“ Trofaste kristne som ved hvad disse begivenheder betyder, løfter deres hoveder og fatter mod, i tillid til at deres udfrielse eller forløsning „nærmer sig“. — Luk. 21:25, 28.