Virker din nidkærhed tilskyndende på brødrene?
„Jeres nidkærhed har opildnet de fleste af dem.“ — 2 Kor. 9:2, NW.
1, 2. Hvad viser at folk stadig kan lægge iver og nidkærhed for dagen?
I NYERE tid, især i årene efter den anden verdenskrig, er begejstringen for kristenhedens kirkesamfund kølnet mærkbart, især blandt de unge. Kirkestole står tomme mens sportshaller og stadioner er fyldt til bristepunktet på lørdage og søndage, dage der i kristenheden ellers er sat til side til gudsdyrkelsen. Sportsentusiaster, som i mange tilfælde også er kirkegængere, trodser dårligt vejr og alle mulige vanskeligheder, rejser ofte langt og betaler dyrt for at kunne overvære sportskampene. De opmuntrer deres hold til sejr, eller trøster det i nederlaget.
2 Mange unge sportsentusiaster kan ordret gengive endeløse statistikker over hver enkelt spiller på deres favorithold, og vil være lykkelige for at give én alle de oplysninger man ønsker om den pågældende sportsgren. Begejstringen for konkurrencesport har i de senere år været så stærk at man i nogle lande har måttet bygge stærke mure omkring banerne, nogle steder endog med vandfyldte voldgrave omkring, for at hindre ivrige tilskuere i at forcere afspærringerne og fare ind på banerne og måske tilføje spillerne skade. Folk er altså tydeligt nok stadig i stand til at lægge en overvældende iver og nidkærhed for dagen. Blot er det ikke religion der tilskynder dem.
3. Hvad vækker begejstring hos mange unge i England?
3 I England forlyder det at The Beatles er mere populære blandt teenagere end Jesus Kristus. Den gamle religion siges at være død. Der er opstået en ny religion. Det er de unges religion, og den lyder ung. John Lennon, en af The Beatles, har givet udtryk for den gennemgribende forandring der er sket i verden: „Kristendommen vil forsvinde. Den vil skrumpe ind til ingenting. Vi er mere populære end Jesus.“ En ung pige som var af samme mening spurgte: „Ser man piger skrige over et billede af Kristus ligesom de gør over et billede af The Beatles?“ Nej, det gør man ganske rigtigt ikke. Ligesom Zakæus, der var lille af vækst, engang krøb op i et morbærfigentræ for bedre at kunne få et glimt af Jesus Kristus, sådan kravler unge mennesker nu op på bjælker og hænger ud over balkoner for bedre at se dem der sætter deres sind i bevægelse. Ved synet af The Beatles udbrød en pige engang: „Åh min Gud! min Gud! Jeg kan ikke holde det ud. Jeg kan ikke holde det ud.“ Ordet „Gud“ var på hendes læber, men det var ikke en Guds tjener eller et budskab fra Kristus som satte hendes sind i bevægelse. — Luk. 19:2-8.
4. Hvilke spørgsmål stiller vi nu, og hvorfor?
4 Hvad er der sket med kristendommen, som engang tilskyndede mennesker til at forlade deres forældre og deres arbejdspladser, som fik dem til at klatre op i træer, ja endog til at fornægte sig selv for Kristi skyld? Hvor er den revolutionære nidkærhed som engang satte verden i brand? Hvor er de der engang blev anklaget for at bringe hele verden i oprør? (Ap. G. 17:6) Uden nidkære ordets tjenere kan kristendommen ikke sejre og den kristne tro ikke frembringe gerninger der bærer frugt. Men hvor finder man en sådan nidkærhed i dag?
Religiøs uro gærer i kristenheden
5, 6. Hvilken tilstand siger gejstligheden at kristenhedens religion befinder sig i?
5 Inden for kristenheden ser man snarere en døende religion end en dynamisk kristendom. Prædikanten Billy Graham har hævdet at kristenhedens kirker befinder sig i en tragisk forvirring. „Hvis vi har mistet vor begejstring for Kristus,“ sagde han, „er det fordi troen ikke mere betyder ret meget for os.“ Dr. Carl F. H. Henry, der er prædikant og teolog, har udtalt at den liberale protestantisme „har mistet det meste af sin evangeliske drivkraft“. Der synes ikke at herske nogen tvivl om det. Da kirkeklokkerne ringede i det delte Berlin den 31. oktober 1966 for at forkynde reformationsdagen, bad mange af de delegerede Gud om „endnu en gang at indgive den kristne kirke reformationens ånd“. Men Guds ånd har tydeligvis ladet kirken forblive livløs.
6 Protestantismen mangler det første århundredes nidkærhed. En protestantisk kirkeleder i Amerika har indrømmet at „den kristne kirke er ved at dø rundt om i verden“. Han nævner at de navnkristne er „selvtilfredse, hadefulde [og] skinhellige“. „Fader“ Boyd, en episkopal natklubpræst, siger at hans kirke er ’døende’. En anden episkopal præst fortæller at religionen i England er „på vej ned ad skråplanet. . . . Folk har forladt kirken“. Han tilføjer: „Det samme vil ske her i Amerika, og det vil være kirkens dødsdom.“
7. Hvem bærer ansvaret for den livløse tilstand inden for kristenhedens kirkesamfund?
7 Hvem er ansvarlig for denne livløse tilstand inden for kristenhedens kirkesamfund? Hvordan er den opstået? En metodistisk leder fra Nashville, Tennessee, har nævnt at der er „for megen sløvhed“ inden for kirken. I sin anklage sagde han at „noget af det er direkte forlorent, og der er for megen konformitet og middelmådighed af hensyn til mageligheden“. Den tidligere episkopale biskop Pike udtaler: „Vi har talt med to tunger i 2000 år. Det er ikke så mærkeligt at vi er forvirrede.“ En fremtrædende presbyteriansk lægmand udtalte for nylig: „De fleste præster er så vildledte, så fuldstændig på vildspor og så fyldt med liberale og humanistiske ideer at de bliver mere og mere værdiløse for deres sognebørn for hver dag der går.“
8. Hvad har ført til at troen og den religiøse nidkærhed er forsvundet?
8 Anledningen til denne udtalelse kan have været det der for nylig skete ved Den forenede presbyterianske Kirkes generalforsamling. Man antog en ny trosbekendelse. Denne trosbekendelse forkaster den tanke at Bibelen er Guds „ufejlbarlige“ ord. Mange præster og teologiprofessorer betvivler at Bibelen er pålidelig. De tilskynder til en „afmytologisering“ af Bibelen. De har i realiteten opstillet sig selv som dommere der skal afgøre hvilke af Bibelens lærepunkter der er „mulige“. De omtaler jomfrufødselen som en myte. Den moderne videnskab mener at en jomfru umuligt kan føde et barn. Derfor, ræsonnerer de, var Maria ikke nogen jomfru. Men når de tvivler på jomfrufødselen er der ikke langt igen til også at tvivle på Kristus som Guds søn, på opstandelsen fra de døde, og endog på Guds eksistens. De der betragter en stor del af Bibelen som myter ser sådan på det at selv om noget af den måske er guddommeligt inspireret, er resten blot ufuldkomne menneskers ubegrundede vidnesbyrd. Men hvis dette synspunkt anlægges og accepteres, bliver Bibelen — kilden til den kristne styrke, nidkærhed og begejstring — uden værdi. Selv mennesket, synden og Gud bliver et produkt af dødelige menneskers fantasi.
9. Hvordan har gejstligheden udvandet Guds ord, og hvilken virkning har det haft?
9 Men er det ikke netop det der er sket inden for kristenheden? Dr. Leslie Weatherhead, der har været præsident for metodistkonferencen, udtaler at han gerne ville censurere Bibelen. En anglikansk sognepræst i Sydengland, J. C. Wansey af Woodford, har udtalt at visse passager i Bibelen er „åndeligt ragelse“ og „gift“ for folket. En episkopal biskop siger at ’der findes ingen hellig ånd, ingen jomfrufødsel, ingen opstandelse’, og at han ’ikke engang er sikker på at Gud er almægtig’. En anglikansk præst som er leder af det teologiske fakultet ved British Columbias universitet, har udtalt: „Gud er unødvendig.“ „Alle videnskabelige studier — også det religiøse — foregår uden hypotesen om Gud. Hvis viden kan eksistere uden Gud, kan livet også.“ Den 22. oktober 1966 talte rabbiner Joel Goor til en forsamling af elever på San Diego-universitetets college for kvinder, og han sagde: „Vi tror ikke på arvesynden. Vi tror at mennesket synder ligesom Adam syndede, ikke fordi han syndede.“ Og det til trods for at Bibelen siger det modsatte. (Rom. 5:12; 1 Kor. 15:22) Denne udvanding af Guds ord med menneskers spekulationer og tankespind har ikke frembragt en dynamisk kristendom. Udvandet kristendom er nemlig ikke kristendom. Det er falsk religion, blottet for al forvandlende kraft.
10. Hvilken skændig moralsk tilstand har denne udvanding været årsag til?
10 Kristenhedens udvandede religion har frembragt en udvandet moral, og en sådan moral er ikke nogen moral. Den har sanktioneret ondskab, og det er i sig selv ondt. Robert W. Wood, der er præst ved United Church of Christ (et amerikansk trossamfund som er dannet ved en sammenslutning af kongregationalistiske, evangeliske og reformerte kirker), har udtalt: „Homoseksualitetens moralske byrde er ikke større end det at være kejthåndet.“ Denne præst betragter „ægteskab“ mellem to homoseksuelle som moralsk, og han siger at han ikke vil have noget imod at forrette en vielse mellem to homoseksuelle. Religiøse ledere går ind for at homoseksuelle handlinger mellem voksne mænd legaliseres, bifalder kønslig forbindelse uden for ægteskabet, og lader hånt om så godt som ethvert grundlæggende moralprincip i Bibelen — grundlaget for den kristne tro og nidkærhed. Hvordan kan man forvente at medlemmerne skal blive, når lederne er sløve, ugidelige og troløse?
11. Hvordan har en presbyteriansk lægmandsgruppe givet udtryk for sin bekymring?
11 En presbyteriansk lægmandsgruppe har givet udtryk for sin bekymring på følgende måder „Det autoritative frelsesbudskab, som har magt til at ændre menneskets hjerte, forkyndes af Den hellige Skrift. Men mennesker som betvivler Bibelens fulde integritet og autoritet, mister snart tilliden til dens budskab. Man studerer ’om’ Bibelen, men tilsidesætter kundskaben fra selve ordet. Selv vore [præste]seminarier forklejner Bibelens lære så man ofte er i tvivl om Skriftens betydning. . . . Folk hungrer og tørster efter et autoritativt frelsesbudskab. De der bringer Bibelens autoritet i fare ved at fremholde den som en blanding af sandhed og fejltagelse, svigter denne generation.“ Gud lader sig ikke spotte. Det guddommelige princip lyder: „Hvad et menneske sår, det skal han også høste.“ (Gal. 6:7) Denne generations moralske og åndelige sammenbrud skyldes prædikestolene og præsteseminarierne, hvor man betvivler at Bibelen er Guds ord.
12. Hvilken frugt har en religion bestående af tomme ritualer båret?
12 Da raceurolighederne blussede op i Chicago i 1966 sås det meget tydeligt at den romersk-katolske kirke er kommet til kort med hensyn til at undervise folk i Bibelens principper, i racelighed og menneskelig værdighed. Katolikker vendte sig mod katolikker. En nonne sank om, ramt af en sten. „Det gør ondt at tænke på at vi ikke har undervist dem bedre,“ sagde hun. En mand råbte til en præst som kom gående sammen med en negerkvinde: „Hej, pastor, sover De også med hende?“ En præst som boede i et af de hjemsøgte områder havde lagt mærke til hvad der var galt: „I årevis har vi i de fleste sogne her kun forkyndt tomme ritualer, regler og begrænsninger. Vi har fået løn som forskyldt.“ Med andre ord: det de har sået i form af tomme ritualer, har de høstet i form af hån og optøjer. I Portobello i Panama truede en skare med at lynche både nonner og præster hvis den ikke fik lov at danse og spille hasard. Disse mennesker, som var kommet til Portobello for at deltage i de årlige katolske „Sorte Kristus“-festligheder, sang messende: „Vi vil have blodet af en præst.“ De havde nidkærhed, men tydeligt nok ikke den nidkærhed som det første århundredes kristne udviste. Deres nidkærhed minder mere om den nidkærhed der blev lagt for dagen af dem der pælfæstede Guds søn på Golgata.
Hvem de nidkære kristne er
13, 14. Hvordan har forskellige forfattere vist at der findes nidkær kristendom i dag, og hvilken skare mennesker har de forbundet denne nidkærhed med?
13 Vil det sige at kristendommen ikke repræsenteres nidkært på jorden i dag? Nej, på ingen måde. Kristendommen repræsenteres både godt og nidkært i dag. Jorden over findes der mere end en million nidkære kristne som er klar over tidens alvor og villigt tilbyder sig som Guds tjenere. De forkynder den gode nyhed om Guds rige som et vidnesbyrd for alle nationer før afslutningen på denne tingenes ordning. (Matt. 24:14, NW) I sin bog These Also Believe viser Charles S. Braden hvem disse kristne er. Han skriver: „Det kan i sandhed siges at ingen enkelt religiøs gruppe i verden har lagt større nidkærhed og udholdenhed for dagen i et forsøg på at udbrede den gode nyhed om Riget end Jehovas vidner.“ De udfører nidkært deres gerning som ordets tjenere og nøjes ikke med blot at sige: „Jeg tror.“
14 Redaktør Louis Cassels, hvis speciale er religiøse nyheder, har sagt følgende om Jehovas vidner: „Deres fænomenale vækst er resultatet af en missionsiver som gør de grundfæstede kirker til skamme. Hvert eneste vidne betragtes som en ordineret ordets tjener, og sendes ud for at ringe på dørklokker, uddele skrifter på gadehjørner og forkynde budskabet [om Riget] for så mange mennesker som muligt. . . . Bag denne forkærlighed for at omvende folk ligger vidnernes faste overbevisning om at afslutningen på menneskets historie er nær forestående. De forventer at den kan komme hvornår det skal være, og næsten med sikkerhed inden for de næste ti år.“
15, 16. Hvordan har religiøse iagttagere omtalt Jehovas vidners nidkærhed?
15 Religiøse iagttagere indrømmer at der findes en nidkær gruppe mennesker som står op for de kristne principper og følger Bibelen i selve deres livsførelse. En romersk-katolsk publikation har udtrykt følgende ønske: „Vi beundrer vidnernes nidkærhed og ønsker ofte at vore egne katolikker var besjælet af en lignende apostolsk ånd.“ Men ønsket alene gør ikke nidkære kristne, hvilket de katolske ledere burde vide.
16 Et af kendetegnene på hvem der er de sande kristne, er den forfølgelse de udsættes for på grund af deres nidkærhed i forkyndelsen. Den protestantiske publikation Alabama Baptist har i en lederartikel skrevet: „Over hele verden hører vi at denne sekt [Jehovas vidner] bliver forfulgt. . . . Den eneste grund til at de bliver angrebet, er deres nidkære tro på deres bibelske lærepunkter. Vi kan i det mindste sige til deres ros at de som gruppe betragtet er de eneste her i landet der er så nidkære i deres tro og deres handlinger at de holder ud under forfølgelse.“ Bibelens skribenter viser at nidkærhed ville kendetegne sand kristendom, og det må indrømmes at Jehovas vidner tydeligt lægger denne egenskab for dagen.
Hvordan nidkærheden kommer til udtryk, og hvordan den næres
17. Hvordan kan man se at Jehovas vidners nidkærhed er ægte kristen nidkærhed?
17 Men hvordan kan vi se om Jehovas vidners nidkærhed er den ægte kristne nidkærhed? Den kristne apostel Paulus sagde at nidkærheden kommer til udtryk i Guds ånds frugt. (Gal. 5:22, 23) Den giver sig udslag i en personlighed som den Kristus lagde for dagen. En nidkær kristen ’skikker sig ikke lige med denne verden’. Han har fornyet sit sind og skønnet „hvad der er Guds vilje: det gode, velbehagelige og fuldkomne“. Ægte kristen nidkærhed ’afskyr det onde’, viser ’oprigtig kærlighed’, viser, ’hjertelig hengivenhed i broderkærlighed’, ’er ikke lunken’, ’er brændende i ånden’, ’tjener Herren’, ’glæder sig i håbet’, ’er tålmodig i trængselen’ og ’udholdende i bønnen’, viser interesse for de kristne forpligtelser og kendetegnes af en aldrig svigtende moralsk alvor og oprigtighed. — Rom. 12:1, 2, 9-12; Gal. 2:20.
18. Hvordan næres den kristne nidkærhed?
18 Ægte nidkærhed får ikke sin næring fra menneskets naturlige ihærdighed og udholdenhed. Den udspringer af en urokkelig tro på Jehova Gud, hans ord og hans hensigter. Kærligheden til Gud og til næsten er det der inspirerer til nidkærhed. Nidkærheden næres ved forbindelsen med Guds hellige ånd. Menneskets ånd henter sin glød fra Guds ånd, og denne glød bliver stærkere og stærkere efterhånden som mennesket nærmer sig Jehova, kilden til al energi. (Es. 40:26) Ordsprogenes forfatter udtrykte dette med følgende smukke ord: „Menneskets ånd er en [Jehovas] lampe.“ (Ordsp. 20:27) Denne lampe vil aldrig slukkes så længe den bevarer forbindelsen med Jehova, den sande Gud.
19. (a) Hvad viser at kristen nidkærhed er en smittende kraft der virker tilskyndende på andre? (b) Hvordan ligner Jehovas vidners nidkærhed det første århundredes kristendom?
19 Ægte kristen nidkærhed er derfor Guds ånd som denne kommer til udtryk i de kristnes livsførelse. Det er Jehovas aktive kraft der driver os i hans tjeneste. Det er denne kraft der hjælper os til at forandre vor personlighed og indvi vort liv til Gud. Det er denne aktive kraft der sætter os i stand til at bevare vor integritet til Guds ære. Den giver os en vedholdende nidkærhed som finder styrke i tjenesten for Jehova. Nidkærheden er en smittende kraft som tilskynder andre til gode gerninger. (Tit. 2:11-14) Korinternes nidkærhed tilskyndede de fleste af brødrene i Akaja, den romerske provins som omfattede hele Grækenland syd for Makedonien, til at give gavmildt. De gav ikke alene sig selv, det vil sige deres styrke og deres energi, men gav også af deres midler for at hjælpe andre. (2 Kor. 9:2) Det samme gælder Jehovas vidner i dag. Ikke alene giver de sig selv i tjenesten for Gud — i 1967 anvendte de 183.995.180 timer i den kristne forkyndelse, afholdt 867.009 gratis hjemmebibelstudier og aflagde op imod 66.703.000 genbesøg hos mennesker som havde vist interesse for Gud og hans ord — men de giver også af deres midler for at hjælpe andre. I tjenesteåret 1967 gav de et beløb der svarer til 34.286.386,90 kroner til underhold for 9528 selvopofrende missionærer, specialpionerer, zonetjenere og sektionstjenere over hele jorden. Foruden alle disse heltidsforkyndere forsørgede de også 1717 brødre og søstre som arbejder på de 96 afdelingskontorer og betelhjem der findes jorden rundt. Denne deres nidkærhed ligner i sandhed det første århundredes kristendom. Det er en sådan nidkærhed der tilskynder brødrene til større åndelighed og virkelyst. Hvordan er din nidkærhed? Virker den tilskyndende på brødrene?
20, 21. Hvilken virkning har kristen nidkærhed på gamle såvel som unge? Giv eksempler.
20 Ægte kristen nidkærhed virker forfriskende, overbevisende og stimulerende på gamle såvel som unge. Et Jehovas vidne der er udgået fra Gileadskolen og virker som missionær, fortæller hvordan en treogtyveårig pige reagerede da hun for første gang hørte den gode nyhed om Guds rige: „Pigen var kommet til Genève i Schweiz som fransk flygtning og boede på et katolsk hjem for unge piger. Da hun var på ferie fortalte en veninde hende om Gud og Bibelen. Hun mødte kun denne veninde to gange, men det var nok til at hun ønskede at få et bibelstudium. Der blev oprettet et bibelstudium med hende. Hun forlod det katolske hjem kort efter. Hun begyndte at komme til vore møder i rigssalen. Hun strømmer over af nidkærhed, og når hun taler om sandheden stråler hendes øjne. Hun taler nu med alle og enhver, selv om vi kun har studeret sammen i fire uger.“
21 Et andet tilfælde hvor nidkærhedens drivkraft kommer til udtryk, drejer sig om en halvfjerdsårig mand. Denne mand begyndte at gå i skole for at lære at læse og skrive så han bedre kunne forelægge den gode nyhed for andre. Da han blev døbt gik han i tredje klasse. Det er en sådan nidkærhed der vækker ønsket om at gøre mere for Jehova. Det er en sådan nidkærhed der virker tilskyndende på brødrene.
22. Hvad sker der når nidkærheden mangler?
22 Hvis den ægte nidkærhed mangler vil hele ens religiøse indsats efterhånden blive virkningsløs og ebbe ud i slap uduelighed. Resultatet vil blive en lunkenhed som den man så i Laodikea. Det er frugten af en sådan lunken indstilling der klart kommer til udtryk i kristenheden i dag. Dér har man ingen tro, ingen glæde, ingen ånd i Guds tjeneste. Vi må derfor være helhjertede i vor tjeneste for Jehova, brændende i Guds ånd, fyldte med en nidkærhed som tilskynder andre til at lovprise Jehova Gud.
Hvordan vi kan blive nidkære for Jehova
23, 24. (a) Hvordan er kristen nidkærhed en drivkraft i forkyndelsen? (b) Hvad er derfor nødvendigt?
23 Ægte kristen nidkærhed kræver energi. Denne livsvigtige energi eller styrke får man ved at tilegne sig sandhederne fra Bibelen, „for Guds ord er levende og udfolder kraft“. (Hebr. 4:12, NW) Der må netop kraft til for at den kristne nidkærhed kan næres. Da Jeremias tænkte på at give op i sin gerning som Guds profet, sagde han: „I mit hjerte blev det [Guds ord] som en brændende ild der var indesluttet i mine ben; og jeg blev træt af at holde igen; jeg kunne ikke udholde det.“ (Jer. 20:9, NW) Når man tror på Guds ord udfolder det en kraft som man ikke kan rumme og beholde for sig selv. Det overbevisende vidnesbyrd som apostelen Paulus aflagde for kong Agrippa, fik Agrippa til at sige: „Der mangler kun lidt i, at du får mig overtalt til at blive en kristen.“ (Ap. G. 26:28) Da et nutidigt vidne for Jehova en bidende kold vinterdag standsede og tog en pressemand op og kørte ham hen til hans hotel, skrev pressemanden om det i avisen. Han sluttede med ordene: „Det er ikke tit man møder en mand der er så flink, rar og venlig — et godt vidne for Jehova.“
24 Vi må derfor studere Guds ord dagligt og meditere over det så det kan blive ’som en brændende ild i vore ben’. Guds ord virker inspirerende, for det er inspireret af Gud. Paulus skrev: „Hele Skriften er inspireret af Gud og gavnlig.“ (2 Tim. 3:16, 17, NW) Jesus Kristus erklærede: „Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, som udgår af Guds mund.“ (Matt. 4:4) Eftersom det er dette ord mennesket skal leve af, må vi kende det.
25. Hvad må man også have i tanke for at bevare sin nidkærhed? Hvorfor?
25 Skal vi være nidkære må vi også hele tiden have i tanke at Jehovas dag er nær. Kundskaben herom får os til at gøre de rette gerninger og lægge en god adfærd for dagen. Apostelen Peter formaner: „Da nu alt dette går sin opløsning i møde, hvor bør I da ikke vandre i hellig livsførelse og gudsfrygt, mens I venter og fremskynder Guds dags komme [mens I venter på og holder jer nært for øje Jehovas dags nærværelse, NW] . . . da I venter dette, så stræb efter at komme til at stå uplettede og dadelfri for ham i fred.“ (2 Pet. 3:11-14) Denne bevidsthed om at Harmagedon er nær tjener som en advarsel for nidkære kristne, så de ikke alene forkynder Kristus, men også lader deres livsførelse vidne om den tid vi lever i. En eksemplarisk livsførelse virker tilskyndende på brødrene.
26, 27. (a) Hvorfor kræver nidkærhed åndelig indsigt? (b) Hvorfor må man kunne skelne åndelig indsigt fra sentimentalitet og det at hænge sig i religiøse former og fraser?
26 Nidkærhed kræver derfor åndelig indsigt — evnen til at skelne mellem det sande og det falske, mellem ret og uret. Vi må kunne se hvad der virkelig er åndelige værdier, uden at forveksle dem med besnærende erstatninger. (Matt. 16:5-12) Vi må også kunne indse hvad der virkelig er væsentligt, og undgå at forveksle det med det man gerne må, men som alligevel er af sekundær betydning. Ud fra et menneskeligt synspunkt kan det materielle, det vil sige at spise og drikke og tage til ægte, synes meget vigtigt, men Jesus Kristus giver os det råd at vi ikke skal bekymre os for meget om de ting. Vi bør i stedet følge opfordringen: „Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift.“ (Matt. 6:25-33; 24:38, 39) Jehova sørger for de nidkære.
27 Man må også kunne skelne ægte åndelig indsigt fra sentimentalitet som luller en i søvn, og fra det at hænge sig i religiøse former og fraser som ikke har så stor betydning når det kommer til stykket. Da Jesus opfordrede sine tilhørere til at følge sig, viste nogle at de manglede åndelig indsigt og værdsættelse af den forret de fik tilbudt. Mange reagerede temmelig sentimentalt da kaldet lød. En mand sagde: „Giv mig lov til først at gå hen og begrave min fader.“ En anden sagde: „Jeg vil følge dig, Herre; men giv mig lov til først at sige farvel til dem hjemme.“ Jesus svarede: „Ingen, som ser sig tilbage, efter at han har lagt sin hånd på ploven, er brugbar for Guds rige.“ (Luk. 9:59-62) Apostelen Paulus fandt det nødvendigt at formane nogle brødre til „ikke at strides om ord, hvilket er aldeles nytteløst fordi det bringer dem som lytter til fald“. (2 Tim. 2:14, NW) Sentimentalitet og strid om ord tærer på ens styrke og energi. Man må nødvendigvis have indsigt for at bevare sin energi til den nidkære tjeneste for Jehova Gud.
28. Hvorfor må man også være opmærksom på sin omgangskreds hvis man skal blive nidkær for Jehova?
28 Man må være opmærksom på sin omgangskreds hvis man skal blive nidkær for Jehova. Slet omgang fordærver ikke blot gode sæder, men kan også dæmpe vor nidkærhed og berøve den sin glød. (1 Kor. 15:33) Omgås man tvivlere, vil man ikke alene blive hæmmet; man kan endog miste troen. Det sker ofte at „magelige“ kristne råder dem der har gode forsætter fra at gå til kristne møder eller ud i forkyndelsen hvis vejret er varmt eller koldt eller det regner! En nidkær og energisk Guds tjener vil imidlertid stå fast i sådanne situationer, og ikke nok med det, han vil også tilskynde tvivlerne til større tro og de uvirksomme til større nidkærhed. Virker din nidkærhed tilskyndende på brødrene på denne måde? Det burde den.
29. Hvad vil vi ønske at være optaget af i denne yderst alvorlige tid?
29 Det er bydende nødvendigt at vi er klar over at vi lever på en meget afgørende og alvorlig tid i menneskehedens historie. Kristenhedens kirkesamfund indrømmer selv at de enten er døde eller døende. Nu før ødelæggelsen af Babylon den Store og krigen ved Harmagedon er det nødvendigt at vi nidkært deltager i det bedste arbejde vi kan udføre, nemlig arbejdet med at vise oprigtige mennesker at Guds rige er menneskehedens eneste håb. Måtte vor frelses banebryder finde os optaget deraf når inspektionstimen kommer.