Pas på ikke at tilbede skabninger

„MINE tanker er ej eders, og eders veje ej mine,“ sagde Jehova Gud engang ved en af sine profeter. Et af de mange eksempler man kunne nævne på at det forholder sig sådan har at gøre med mennesketilbedelse. Tendensen til at forgude mennesker ses overalt på jorden og har sin oprindelse helt tilbage hos det første menneskepar. Ja den begyndte med Adam da han viste at ham foretrak at behage sin hustru fremfor at eje sin Skabers, Jehova Guds, gunst. — Es. 55:8; 1 Mos. 3:6-19.

Der er intet forkert i at vise sand respekt og ære for dem man er det skyldig. Bibelen formaner børn til at ’ære deres fader og deres moder’. Kristne får denne befaling: „Ær alle, . . . ær kongen“, og „giv alle, hvad i er dem skyldige: . . . den, I er ære skyldige, ære“. Bibelen nævner endog at nogle er værdige til „dobbelt ære“. Men en sådan ære er grundlagt på fornuft og sund dømmekraft. Den er helt anderledes end den følelsesbetonede forgudelse af skabninger som grænser til mennesketilbedelse. — Ef. 6:2; 1 Pet. 2:17; Rom. 13:7; 1 Tim. 5:17.

Fremtrædende personligheder inden for underholdningsbranchen er længe blevet forgudet, især af kvinder. I slutningen af det nittende århundrede var der mange der forgudede Johann Strauss, „valsekongen“, ligesom mange forgudede Frank Sinatra omkring tres år senere. I nyere tid har Elvis Presley, for ikke at tale om The Beatles, såvel som deres efterlignere, været utallige unge kvinders idol.

De der yder usædvanlige eller betydningsfulde sportspræstationer bliver ligeledes ofte genstand for forgudelse. Den begejstring som mange af de ivrige tilhængere af de konkurrerende hold lagde for dagen under verdensturneringen i baseball i 1967 grænsede således til forgudelse. Der var for eksempel en dame der forandrede sit navn fra mrs. St. Louis til mrs. Red Sox (Rødstrømpe), idet hun derved håbede at hjælpe sine favoritter til at vinde. Men det gjorde de ikke. Tilhængerne af St. Louis-holdet var helt ellevilde da deres hold vendte tilbage til St. Louis efter at have vundet mesterskabet i Boston. En skare på 15.000 beundrere mødte op i lufthavnen, blokerede gaderne inde i byen og lod sig i den grad rive med af deres følelser at elleve personer blev kvæstet og otte måtte arresteres.

Der findes også mange politiske såvel som religiøse idoler. Hvor mange tyskere forgudede ikke Hitler! Mange russere forguder stadig Lenin, hvilket fremgår af den kæmpestatue som man i begyndelsen af november 1967 rejste af ham i Moskva. Utallige kinesere forguder deres statsoverhoved Mao Tse-tung. Pave Paul VI blev ligeledes genstand for mennesketilbedelse da han besøgte De forenede Stater og De forenede Nationer. En vild begejstring og stormende hyldest fra 90.000 slog ham i møde da han i en åben bil kørte rundt på Yankee Stadium.

Hvad er årsagen?

Hvad er årsagen til denne forgudelse af skabninger? Blandt de forskellige grunde man kan nævne er den følelse af mindreværd som præger nogle mennesker. Denne følelse får dem til at nære en uforstandig beundring for dem der har udmærket sig inden for musik, sport, videnskab eller krig. Det er som om deres forherligelse af et andet menneske får dem til at føle at de også selv er lidt mere. — Rom. 1:25.

En anden årsag er uden tvivl behovet for at elske nogen. Mennesker der mangler følelsesmæssig modenhed, er ikke i stand til virkelig at elske et almindeligt menneske, og derfor udvælger de nogen det har gjort sig bemærket på grund af særlige evner eller præstationer, og forguder ham eller hende. Da en sociolog således spurgte nogle blandt en skrigende skare på tusinder af teenage-piger hvorfor The Beatles virkede på dem som de gjorde, svarede pigerne at det var fordi de „elskede“ disse fire unge mænd.

Grunden til at de der forguder andre og de der bliver forgudet opfører sig som de gør, kan også være at de ikke har det rette perspektiv, men mangler kundskab og forståelse. Den der udmærker sig, fortjener sandt nok en vis anerkendelse. Bibelen siger at en dygtig mand skal „stedes for konger“. Men giver det ham grund til at blive hovmodig eller andre grund til at se op til ham på en utilbørlig måde? Israels konger fik påbud om daglig at læse Guds ord for at de ikke skulle miste det rette udsyn og blive for store i egne tanker. — Ordsp. 22:29; 5 Mos. 17:19, 20.

Der kunne nævnes andre årsager til denne tendens til at forgude mennesker, men en af de vigtigste er uden tvivl en manglende forståelse af menneskets forhold til dets Skaber, af hvor stor han er og af at alle mennesker sammenlignet med ham kun er som fnug at regne. Som Jehovas profet for længe siden skrev: „Visselig, folket er græs, græsset tørres, blomsten visner, men vor Guds ord bliver evindelig.“ — Es. 40:7, 8.

Skaberen nedlagde fra begyndelsen et behov i mennesket for at tilbede, og dette skulle tjene som et middel til at knytte skabningerne til deres Skaber. Men på grund af vore første forældres oprør er dette instinkt blevet sørgeligt fordrejet og har fået en forkert retning. Som den kristne apostel Paulus siger: „Skønt de kendte Gud, ærede eller takkede de ham dog ikke som Gud, men deres tanker blev tomme, og deres uforstandige hjerte blev formørket. . . . de [blev] dårer, og . . . de ombyttede Guds sandhed med løgnen, ærede og dyrkede skabningen fremfor Skaberen, han, som er højlovet i evighed!“ — Rom. 1:21-25.

Guds veje anderledes

Denne forgudelse af mennesker ledsages i regelen af en overdreven loyalitet mod den forgudede og af en utilbørlig følelsesmæssig tilknytning til vedkommende. Det betyder at man gør dette idol til genstand for et vist mål af tilbedelse og hengivenhed skønt Jehova Gud udtrykkeligt har sagt at han ikke tolererer noget sådant: „Jeg, Jehova din Gud, er en Gud der fordrer absolut hengivenhed.“ Jehova Guds syn på en sådan forgudelse af skabninger fremgår også af det der skete med kong Herodes Agrippa I, der levede på apostlenes tid. Engang da han havde iført sig en prægtig klædedragt solede han sig i sit folks beundring mens han holdt en tale for det. Hans fremtræden og veltalenhed fik folket til at råbe: „Det er en guds røst og ikke et menneskes.“ Beretningen siger videre: „I samme nu slog en Herrens engel ham, fordi han ikke gav Gud æren. Og han blev ædt op af maddiker og udåndede.“ Ser Jehova Gud med mishag på tilbedelse af skabninger? Ja afgjort! — 2 Mos. 20:5, NW; Ap. G. 12:21-23.

Da Jesus Kristus, Guds søn, levede her på jorden begik han ikke denne fejl. Han ikke alene nægtede at bøje sig for Satan Djævelen, selv om han fik tilbudt alle verdens riger og deres herlighed, men han lod heller ikke sig selv tilbede. Han nægtede at lade folket krone ham til konge, og da nogen tiltalte ham „gode mester!“ svarede han: „Hvorfor kalder du mig god? ingen er god uden én, nemlig Gud.“ Han understregede desuden flere gange at han intet gjorde „af sig selv“, men at han simpelt hen udførte det hans Fader havde befalet ham. — Mark. 10:17, 18; Matt. 4:8-10; Joh. 5:19, 30; 7:28.

Jesu apostle og første disciple holdt sig ligeledes fri for mennesketilbedelse. De advarede gentagne gange imod den. (1 Kor. 10:14; 1 Joh. 5:21) De var meget påpasselige med ikke at lade andre tilbede sig. Da nogle folk i byen Lystra ønskede at tilbede Paulus og Barnabas fordi Paulus havde helbredt en mand der havde været lam fra fødselen, „sønderrev de [Paulus og Barnabas] deres klæder og sprang ind midt i folkeskaren, råbte og sagde: ’Mænd, hvad er det dog, I gør? Vi er også mennesker under samme kår som I’“, og derpå fortalte de dem om Skaberen og om nødvendigheden af at tilbede ham. — Ap. G. 14:8-18.

Da Kornelius faldt ned for apostelen Peters fødder, nægtede Peter at tage imod denne tilbedelseshandling og sagde: „Stå op! jeg er selv kun et menneske.“ (Ap. G. 10:26) Af apostelen Johannes’ beretning i Åbenbaringen 22:8, 9 fremgår det at ikke engang en engel bør tilbedes. Kornelius’ og apostelen Johannes’ adfærd ved disse lejligheder viser hvor tilbøjelig den menneskelige natur er til at vise højt begunstigede skabninger utilbørlig respekt.

Skader tilbederne og dem der tilbedes

Eftersom denne forgudelse af skabninger er i modstrid med Guds vilje kan den kun føre til noget dårligt både for dem der viser andre denne ære og for dem der tager imod den. Tænk på de skuffelser som mennesker i tidens løb har erfaret, tyskerne der forgudede Hitler, italienerne der forgudede Mussolini, og russerne der forgudede Stalin! De der tilbeder mennesker og sætter deres lid til dem, vil afgjort blive skuffet, nøjagtig som Guds ord viser. — Sl. 146:3, 4; Es. 31:1-3.

De der tager imod en sådan utilbørlig ære fra andre vil ligeledes komme galt af sted, først og fremmest fordi de pådrager sig Jehovas mishag. Når hans tid er inde skal „mennesket slå [sine stolte øjne] ned, mændenes hovmod skal bøjes, og [Jehova] alene være høj på hin dag“. „Hin dag“ er den dag da Jehova vil rejse sig for at udøse sin vrede over alle dem der prøver at gøre ham rangen stridig, og da skal alle kende at han, „hvis navn er [Jehova], er ene den Højeste over al jorden“. — Es. 2; 11, 17; Zef. 3:8; Sl. 83:19.

De der lader andre forgude sig tager skade af det allerede nu, for det sætter dem fluer i hovedet. En af de populære og højt forgudede Beatles skal for eksempel have sagt: „Kristendommen vil forsvinde. Den vil skrumpe ind til ingenting. Det behøver jeg ikke at bevise, for det skal nok vise sig at jeg har ret. Vi er nu mere populære end Jesus Kristus; jeg ved ikke hvad der vil forsvinde først, rock’n’roll eller kristendommen. Jesus var god nok, men hans disciple var sløve og ordinære.“ — Time, den 12. august 1966.

Men hvor tilfredsstillende har deres egen filosofi været? Hvor meget den har hjulpet dem fremgår af deres indrømmelse af at de er begyndt at tage narkotika, deriblandt LSD, øjensynlig for at udfylde det tomrum som deres livsførelse og millioners forgudelse har skabt. Ifølge de sidste meddelelser har de vendt sig til spiritisme under ledelse af en yoga-profet der lover at man ved to gange tredive minutters oversanselig meditation vil kunne „opleve guddommen inden i sig selv“ og løse alle sine problemer.a Guds ord advarer imidlertid mod alle former for falsk religion og spiritisme. — 2 Kor. 6:14-18; Gal. 5:20, 21; Åb. 22:15.

Hvordan vi vogter os for mennesketilbedelse

Unge kristne må især være på vagt over for den snare der hedder mennesketilbedelse. Det vil kræve fast beslutsomhed at holde stand. På grund af det eksempel som de unge de er omgivet af, sætter, er det meget let for dem at blive grebet af den samme sindsbevægelse, det samme hysteri eller vanvid, som besætter dem der tilbeder idoler og forguder skabninger. En ung kristen er måske også bange for at gøre sig bemærket ved at være anderledes fordi han ikke følger med strømmen; det gyser måske i ham ved tanken om at de andre vil betragte ham som en der ikke er med på noderne. Men han bør huske at Bibelen advarer mod at følge „den populære vej“. — Jer. 8:6, NW.

Hvis unge kristne ikke er på vagt kan de let falde i den snare at tilbede skabninger ved simpelt hen at betragte et menneske med alt for stor ærefrygt på grund af vedkommendes færdigheder eller præstationer; som for eksempel når en mand helt alene har sejlet rundt om jorden i en lille båd. Hvis ikke unge er agtpågivende kan de let i deres fantasi opbygge en følelse af loyalitet mod eller tilknytning til deres „helt“. De vil måske være hurtige til at forsvare ham eller parate til at bære over med hans fejl. De er muligvis fyldt med forventning om at se deres „helt“ personligt, er begejstrede for at tale om ham og bruger megen tid til at drømme om ham. De ønsker måske ligefrem at efterligne „heltens“ klædedragt eller frisure.

Men unge kristne bør spørge sig selv: Er denne berømthed en kristen? Elsker han Jehova Gud? Lever han efter Bibelen? Følger han de retfærdige principper Gud har givet i sit ord? Hvis ikke, hvordan kan en indviet kristen da beundre, efterligne og vise hengivenhed for en sådan person? Tilhører han ikke denne verden som de kristne har fået at vide de ikke må elske? Jo afgjort! — Jak. 1:27; 4:4; 1 Joh. 2:15-17.

Hvordan kan man være på vagt over for al tilbedelse af skabninger? Ved at få samme syn som Gud på denne sag, og det får man ved at studere Guds ord, Bibelen, og sådanne hjælpemidler til studiet af Bibelen som dette blad, Vagttårnet, og ved at undgå tilbøjeligheden til at beundre eller blive opstemt over menneskers præstationer. Som en digter engang så rammende udtrykte det:

„Hovmodig pragt og magtens sødme

og alt hvad skønhed, alt hvad rigdom skænket har,

skal ubønhørligt nå sin skæbnetime: —

thi ærens veje blot til graven bar.“

Jesus sagde ved en lejlighed: „Det, som sættes højt blandt mennesker er en vederstyggelighed for Gud.“ (Luk. 16:15) Hvorfor tilbede det som er vederstyggeligt for Gud? Få hans syn på sagen, for han ser helt anderledes end mennesker. Opnå Guds godkendelse, for hans godkendelse og miskundhed betyder liv. — Sl. 103:17, 18.

[Fodnote]