Astronomiske beregninger og tidsregningen

HISTORIKERNE foretrækker som regel deres egne udregninger fremfor Bibelens tidsregning. De hævder at de har støtte for deres udregninger i de gamle astronomiske optegnelser — nogle af dem fundet på tavler som er blevet fremdraget ved arkæologernes udgravninger. Én historiker erklærer oven i købet at „en astronomisk bekræftelse kan gøre en relativ kronologi, det vil sige en kronologi der blot anfører rækkefølgen af visse begivenheder, til en absolut kronologi, det vil sige et system af tidsangivelser der er forbundet med vor [nutidige] tidsregning“.¹

Hvor holdbar er denne påstand? Det er rigtigt at himmellegemerne er tilvejebragt af Skaberen for at menneskene på jorden kan måle tiden efter dem. Der står således i Første Mosebog 1:14: „Der komme lys på himmelhvælvingen til at skille dag fra nat, og de skal være til tegn og til fastsættelse af højtider, dage og år.“ Men bestræbelserne for at forbinde gamle astronomiske oplysninger med begivenheder i fortiden indebærer flere faktorer som giver mulighed for fejl — både i beregningen og i fortolkningen.

Ved første øjekast kunne det synes ret simpelt at fastsætte tidspunktet for en bestemt begivenhed når en gammel kileskrifttekst oplyser os om at begivenheden faldt sammen med en sol- eller måneformørkelse. Der findes imidlertid både partielle formørkelser og totale formørkelser, og det er ikke uden betydning at vide hvilken formørkelse der er tale om i en given situation. Grunden er den at man på et hvilket som helst sted på jorden har „gennemsnitlig omkring 40 måneformørkelser og 20 partielle solformørkelser i løbet af 50 år, [men] kun én total solformørkelse i løbet af 400 år“.² Der hersker altså betydelig usikkerhed hvis man skal fastsætte tidspunktet for en historisk begivenhed ved hjælp af en sol- eller måneformørkelse, medmindre der er tale om en tydeligt angivet total solformørkelse i et ganske bestemt område. Desværre er sådanne præcise og nødvendige oplysninger sjældne i de gamle kilder.

Svage led i kæden

Der hersker endog en vis usikkerhed med hensyn til det område hvor en sol- eller måneformørkelse har vist sig. Videnskabsmændene har længe være klar over at tidevandsstrømningerne i havene, når de kommer i berøring med havbunden på lavere vand, kan hæmme jordens rotation ganske lidt. „Flere videnskabsmænd,“ oplyser et nyere videnskabeligt værk, „har antageligvis i gamle fortegnelser over formørkelser fundet bevis for hvad tidevandets hæmmende indflydelse på jordrotationen lidt efter lidt kan føre til. En formørkelse kan kun ses på et lille område af jordens overflade. Endvidere kan man beregne det område hvor formørkelser der indtraf for århundreder (ja endog årtusinder) siden, kunne ses. Det viser sig imidlertid at de beregninger man har foretaget i vor tid, ikke stemmer med de gamle fortegnelser. Formørkelserne ser ud til at være observeret i områder der ligger flere hundrede miles øst for det sted hvor de skulle have vist sig“.³

Her er et eksempel der viser svagheden ved at anvende denne metode til udregning af præcise tidsangivelser. Der er en bestemt solformørkelse som historikerne især benytter som udgangspunkt når de skal forbinde den assyriske kronologi med Bibelens. Denne formørkelse nævnes i en assyrisk eponymlistea (liste over høje embedsmænd) og angives at have fundet sted i den tredje måned efter forårets begyndelse i kong Assur-dan III’s niende regeringsår. Nutidshistorikere slutter at det var den solformørkelse der indtraf den 15. juni 763 f.v.t.⁴ Når de nu tæller 90 år (eller navne, eftersom man regner et navn for hvert år) tilbage på eponymlisten, kommer de til år 853 f.v.t. som tidspunktet for slaget ved Karkar i Salmanassars sjette regeringsår. De hævder at Salmanassar i andre beretninger nævner kong Akab af Israel som værende med i koalitionen mod Assyrien i dette slag, og at Salmanassar tolv år senere (hans 18. regeringsår) omtaler kong Jehu af Israel blandt dem der betalte tribut til ham.⁵ De udleder heraf at år 853 f.v.t. markerede Akabs sidste regeringsår og år 841 f.v.t. begyndelsen til Jehus regering .⁶

Hvor stærkt kan man fæste lid til disse beregninger? Eftersom eponymlisten ikke fortæller af hvad art formørkelsen var, om den var partiel eller total, har historikerne ingen garanti for at den markerede år 763 f.v.t. Ja, nogle lærde har endog foretrukket året 809 f.v.t., da der indtraf en solformørkelse som har været i hvert fald partiel i Assyrien. Men med lige så god grund kunne man henvise til årene 817, 857, med flere, da der også indtraf partielle solformørkelser som hver for sig var synlige i Assyrien.⁷ Historikerne vil dog ikke fravige tidspunktet 763 f.v.t., og som begrundelse anfører de at det ville ’skabe uorden i den assyriske historie’. Der hersker imidlertid allerede betydelig uorden i den assyriske historie.b

At kong Akab har været med i slaget ved Karkar i år 853 f.v.t. er temmelig usandsynligt. Bibelen siger intet herom, og oversættelsen af den assyriske tekst hvorfra man har oplysningen beror på gisninger. Ifølge Bibelens kronologi må Akabs død sættes til omkring år 919 f.v.t., og begyndelsen af Jehus regering til omkring 904 f.v.t. Det år da Jehu giver Salmanassar gave behøver ikke nødvendigvis at være Jehus første regeringsår. Det kan være et senere år. Desuden må vi huske på at de assyriske krønikeskrivere var tilbøjelige til at manipulere med tidsangivelserne for felttogene og endog gav deres konger æren for at have modtaget tribut af personer som for længst var døde. Der findes altså svage led, deriblandt de astronomiske oplysninger, i den kæde af tidsangivelser hvormed man synkroniserer den assyriske kronologi med Bibelens.

Måneformørkelser

De måneformørkelser som anføres i den ptolemæiske kanon og som formodentlig er hentet fra oplysninger i kileskrifttekster, er blevet anført som bekræftelse på de tidsangivelser man som regel opgiver i forbindelse med de nybabyloniske konger. Men selv om Ptolemæus har kunnet udregne tidspunktet for visse måneformørkelser i fortiden, er dette intet bevis for at de historiske oplysninger hvormed han forbinder dem, er nøjagtige. Det er ikke givet at de måneformørkelser han forbinder med visse kongers regeringstider, stemmer med de faktiske forhold. Hertil kommer at måneformørkelserne indtræffer for hyppigt til at de kan tjene som et sikkert grundlag.

For eksempel anføres en måneformørkelse i år 621 f.v.t. (22. april) til understøttelse af den ptolemæiske tidsangivelse for Nabopalassars femte regeringsår. Imidlertid kunne man anføre en anden måneformørkelse tyve år tidligere, nemlig i 641 f.v.t. (1. juni), og denne ville falde sammen med den tidsangivelse som bibelkronologien fastsætter for Nabopalassars femte regeringsår. Desuden var denne sidste måneformørkelse total, hvorimod den i 621 f.v.t. var partiel.⁸

Måske tidspunktet for Herodes’ død er det bedste eksempel på hvor vanskeligt det er at datere ved hjælp af måneformørkelser. Den jødiske historiker Josefus viser at Herodes’ død indtraf kort efter en måneformørkelse og kort tid før påske. Mange ansætter år 4 f.v.t. som året for Herodes’ død, og anfører som støtte herfor måneformørkelsen der indtraf natten mellem den 12. og 13. marts samme år. På grundlag af denne beregning ansætter nogle kronologer Jesu fødsel til år 5 f.v.t.

Imidlertid påpeger W. E. Filmer i en artikel i The Journal of Theological Studies for oktober 1966 svagheden i denne beregningsmåde. Han henviser til at der også indtraf måneformørkelser både den 9. januar og 29. december i år 1 f.v.t., og at begge disse kan betegnes som en måneformørkelse ikke længe før påske. Han påpeger også at måneformørkelsen den 9. januar år 1 f.v.t., som var total, ville passe bedre end måneformørkelsen i år 4 f.v.t., der var partiel. Sammenfattende siger han: „Med hensyn til det vidnesbyrd måneformørkelsen afgiver, kan Herodes altså være død enten i år 4 eller år 1 f.v.t., ja endog i år 1 e.v.t.“ Begge de sidstnævnte tidspunkter ville stemme med det tidspunkt for Jesu fødsel man kommer til ifølge Bibelens tidsregning, nemlig efteråret 2 f.v.t.

Det ses heraf at måneformørkelser ikke i sig selv giver sikre oplysninger om nøjagtige årstal i en relativ kronologi.

Astronomiske „dagbøger“

Det er dog ikke alle de tekster historikerne benytter til datering af begivenheder og perioder i oldtidshistorien der er baseret på sol- og måneformørkelser. Man har fundet astronomiske „dagbøger“. Disse dagbøger beskriver månens stilling (i forhold til visse stjerner og stjernebilleder) ved sin tilsynekomst og sin forsvinden på en nærmere angivet dag i Babylon, samt visse planeters stilling på de samme tidspunkter. For eksempel lyder en beskrivelse således: „Månen var en alen foran Løvens bageste fod.“ Nutidshistorikere påpeger at den samme astronomiske position ikke forekommer i tusinder af år. Disse dagbøger indeholder også henvisninger til visse kongers regeringstider og ser ud til at stemme med den ptolemæiske kanon.

Hvor sikkert og pålideligt dette materiale end synes at være, er der dog faktorer som rokker ved dets pålidelighed. For det første kan de iagttagelser der er gjort i Babylon indeholde fejl. De babyloniske astronomer beskæftigede sig mest med de himmelfænomener der fandt sted tæt ved horisonten, ved solens eller månens tilsynekomst og forsvinden. Imidlertid skjules horisonten, set fra Babylon, ofte af sandstorme, som påpeget af professor Neugebauer. Han nævner at Ptolemæus selv klagede over „mangelen på pålidelige planetobservationer [fra oldtidens Babylon]. Han [Ptolemæus] bemærker at de gamle iagttagelser ikke er foretaget med særlig stor kyndighed, da de beskæftiger sig med tilsynekomst og forsvinden samt stationære punkter, fænomener som ifølge sagens natur er vanskelige at iagttage“. — The Exact Sciences in Antiquity, side 98.

En anden faktor som gør at man ikke kan fæste fuld lid til de gamle astronomiske dagbøger man hidtil har fundet, er at de fleste af dem først er skrevet i den seleukidiske periode, omkring 364 til 312 f.v.t., og ikke i det nybabyloniske riges eller perserrigets tid. Sandt nok indeholder de tidsangivelser fra meget tidligere perioder, og man mener de er afskrifter af ældre dokumenter. Men spørgsmålet om hvor nøjagtige disse afskrifter er, samt muligheden for at der er sket tilføjelser og foretaget rettelser, forringer i høj grad deres værdi. Der hersker i realiteten en alvorlig mangel på samtidige astronomiske tekster ved hjælp af hvilke historikerne kunne opstille en fuldstændig kronologi over den nybabyloniske og persiske periode.

For disse astronomiske teksters vedkommende gælder imidlertid det samme som for Ptolemæus’ kanon: selv om de astronomiske opgivelser, sådan som de nu forstås og fortolkes, er nøjagtige, beviser det ikke at de historiske oplysninger der gives samtidig med de astronomiske, er nøjagtige. Ligesom Ptolemæus blot brugte visse kongers regeringstider (sådan som han forstod dem) som en ramme for sine astronomiske oplysninger, kan skriverne eller afskriverne i seleukidetiden simpelt hen i deres astronomiske tekster have indføjet hvad der var den „populære“ kronologi på deres tid. Denne populære kronologi kunne godt have rummet fejl.

For eksempel kan en astronom i det andet århundrede før vor tidsregning anføre at et bestemt himmelfænomen fandt sted i det år som ifølge vor kalender ville være 465 f.v.t., og hans opgivelse viser sig måske at være korrekt når der foretages nøjagtige beregninger for at få den fastslået. Men han kan også anføre at det år hvori det omtalte himmelfænomen fandt sted, var ’Xerxes’ enogtyvende regeringsår’ og her tage fejl. Med andre ord, nøjagtighed i de astronomiske opgivelser indebærer ikke nødvendigvis nøjagtighed i de historiske.

En pålidelig tidsregning

På den anden side har vi en garanti for rigtigheden af Bibelens tidsangivelser i den oprigtighed og ærlighed der kendetegner Bibelen. Endvidere i den omstændighed at vi overalt gøres opmærksomme på tidsmomentet når vi læser Bibelens forskellige bøger; tiden udmåles i dage, i uger på syv dage, i måneder og år — en måde at regne tiden på som vi lægger mærke til lige fra Bibelens begyndelse — og der gives tidsprofetier, hvoraf mange er blevet opfyldt nøjagtig til tiden. Alt dette tilsammen giver os forvisning om at den kraft der stod bag de mange bibelskribenter og vejledte dem, var den om hvem det med sikkerhed kan siges at han er den „der forud forkyndte enden, tilforn, hvad der ikke var sket“. — Es. 46:10.

Havde Bibelen ikke længe i forvejen fortalt at Judas land skulle ligge øde hen og dets indbyggere være i fangenskab i Babylon i halvfjerds år? Da tiden var udløbet, bragte den persiske erobrer Kyros’ dekret de trofaste tilbedere af Jehova udfrielse, og de blev ført tilbage til deres eget land. De befandt sig i Jerusalem igen nøjagtig til den fastsatte tid. — Jer. 25:11, 12; Dan. 9:2.

Den der vil tage sig tid til at læse Første Kongebog 6:1 og Lukas 3:1, 2 kan ikke andet end blive slået af den omhu og udførlighed hvormed vigtige historiske begivenheder tidsfæstes. Der gives tilstrækkelige oplysninger til at man kan fastslå det nøjagtige tidspunkt for begivenheden. Æren for oplysningernes nøjagtighed giver bibelskribenterne selv den guddommelige Forfatter, som blot brugte dem som sine redskaber. Selvsagt kan vi da også se hen til denne samme Kilde efter nøjagtige kronologiske oplysninger — oplysninger der er langt mere pålidelige end menneskers spekulationer og gisninger!

Henvisninger

1. The Old Testament World, Martin Noth, s. 272.

2. The Encyclopædia Britannica, 1965-udg., bd. 7, s. 297.

3. Time (1966), udgivet af Time-Life Books; Science Library, s. 105.

4. The Encyclopædia Britannica, 1959-udg., bd. 7, s. 913.

5. Ancient Near Eastern Texts, Pritchard, s. 277-280. Se også Babylonske og Assyriske Kongers historiske Indskrifter (1934), 88, 90, 91.

6. The Mysterious Numbers of the Hebrew Kings, E. R. Thiele, s. 53.

7. Oppolzer’s Canon of Eclipses, kort nr. 17, 19, 21 (1962-udg.).

8. Ibid., s. 333, 334.

[Fodnoter]