Har du taget anstød af hvad andre har gjort?
HAN HAVDE været en nidkær kristen forkynder i mange år. Han havde også sørget for at hans børn var blevet opdraget i „Herrens tugt og formaning“. Så en dag holdt han op med at samles med sine medkristne og skrev til Vagttårnets selskab og forklarede grunden til det. Hvad havde fået ham til at holde op? Han følte at nogle i menigheden havde gjort ham uret. — Ef. 6:4.
Der var også en assisterende tjener i en menighed som pludselig mistede enhver interesse for Jehovas gerning og afbrød forbindelsen med Jehovas folk. Han tog anstød af sin egen fader, der havde været tilsynsmand men var blevet udstødt på grund af ægteskabsbrud.
Blandt dem der har taget anstød og mistet enhver interesse for Jehovas arbejde kan også nævnes et ældre ægtepar. Hvad var grunden til at de trak sig tilbage? En forretningstransaktion med en kristen broder som i deres øjne havde været for „smart“.
Endnu kan nævnes en ung kristen kvinde som havde indviet sig til Jehova Gud men endnu tøvede med at lade sig døbe. Hvad var årsagen til at hun holdt sig tilbage, med fare for at hun helt gik i stå? En tjener i hendes menighed havde ikke båret sig rigtigt ad.
Hvad har alle disse og lignende erfaringer tilfælles? De fortæller alle sammen om mennesker der begår den fejl at tage anstød af andres mere eller mindre ukloge eller måske direkte forkerte adfærd, i en sådan grad at de giver slip på håbet om det evige liv.
Det er sandt at vi alle har følelser. Når nogen gør os uret eller skuffer os dybt er det kun menneskeligt at tage sig det nær, ligesom det gør ondt når vi støder tåen mod noget hårdt eller slår os over fingrene med en hammer. Men er det klogt at tabe besindelsen og slå en vase eller noget andet i stykker blot fordi vore følelser er blevet såret? På samme måde kunne vi spørge: Er det klogt at tage anstød og forlade livets vej blot fordi andre har båret sig uklogt eller forkert ad, selv om det har skuffet os dybt eller gjort os ondt?
I stedet for at forlade sandheden fordi vi føler os skuffede, ville det være bedre at minde os selv om at ingen af Guds jordiske tjenere i dag er fuldkomne. De vil til tider handle uklogt på grund af deres ufuldkommenhed. (1 Mos. 8:21) De bliver fristet til det af verden og dens fyrste, Satan Djævelen. Skulle vi derfor ikke se realistisk på vore kristne brødre og vise dem barmhjertighed? — Joh 12:31; 1 Joh. 2:15-17.
Bibelske eksempler
At vore medtjeneres fejl og synder ikke er nogen gyldig grund til at vi tager anstød og forlader tjenesten for Gud, viser Bibelen tydeligt. Israelitterne under ørkenvandringen klagede, gjorde oprør og henfaldt endog undertiden til falsk gudsdyrkelse. Men var dette en gyldig grund til at nogen af israelitterne tog anstød og skilte sig ud fra Jehovas folk? Ikke hvis de ville nå frem til landet der flød med mælk og honning. — 2 Mos. 3:8.
Selv kong David, som Jehova kaldte „en mand efter sit hjerte“, begik alvorlige fejl. Den alvorligste synd begik han i forbindelse med Urias’ hustru, og Gud gav ham en streng straf for det. Men ville blot ét af Davids fejlgreb eller dem alle have berettiget nogen af israelitterne til at tage anstød og skille sig ud fra Jehovas folk? Ville Gud høre deres bønner hvis de gjorde det? Kunne de bringe ofre for deres synder uden om det levitiske præsteskab?
Der kan også hentes eksempler fra Jesu apostles og hans disciples liv. De ti apostle følte sig dybt forurettede da de fik at vide at Jakob og Johannes sammen med deres moder havde bedt Jesus om at få de øverste pladser i hans rige. Men tog de anstød? Bar de nag til Jakob og Johannes, og holdt de op med at følge Jesus? Eller tog Jesus selv anstød og holdt op med at tjene sin himmelske Fader fordi en af hans apostle viste sig at være en forræder, en anden fornægtede ham tre gange, og de alle flygtede da han blev arresteret? Nej, deres handlinger ødelagde ikke hans forhold til Gud. — Matt. 20:20-28; 26:20-75.
Den inspirerede beretning fortæller også at Paulus og Barnabas havde en alvorlig uoverensstemmelse med hensyn til om de skulle tage Johannes Markus med sig på rejsen, og som følge heraf skiltes deres veje. Men holdt nogen af dem op med at tjene Gud af den grund? På ingen måde! Tværtimod læser vi at Paulus mange år senere bad om at Johannes Markus måtte komme til ham fordi han kunne være ham til nytte. — Ap. G. 15:36-41; 2 Tim. 4:11.
Det er rigtigt at nogle af Jesu disciple tog anstød og faldt fra ham. Da han sagde til dem at de måtte spise hans kød og drikke hans blod udbrød de: „Det er en hård tale; hvem kan holde ud at høre på den?“ Og de trak sig som følge deraf tilbage og vandrede ikke længere med ham. Men det var uklogt af dem. Som Peter sagde ved den lejlighed var der ingen anden de kunne gå hen til: „Herre! til hvem skal vi gå hen? Du har det evige livs ord.“ — Joh. 6:53-69.
Det er det samme i dag. Jehova Gud og Jesus Kristus ved at deres jordiske tjenere og repræsentanter er ufuldkomne, og de tager det i betragtning. Gud bruger ’Kristi brødre’, også kollektivt kaldet „den tro og kloge tjener“, til at udføre sit arbejde på jorden. De der udgør denne skare er ufuldkomne og begår fejl, og alligevel bruges de og velsignes de af Gud. Jesus sagde endog at det der blev gjort mod dem, regnede han for gjort mod sig selv, og det til trods for deres ufuldkommenheder. — Matt. 24:45-47; 25:31-46.
Ingen grund til at tage anstød
Når vi tænker dybere over det vil vi forstå at det er uklogt, uretfærdigt og, mere end noget andet, ukærligt at tage anstød af andre i den grad at man forlader tjenesten for Gud. Guds ord fortæller os at Guds tjenere vil glæde sig. (Es. 65:14) Hvorfor da lade nogen berøve os denne glæde? Guds ord giver det udmærkede råd: „Vær ikke hastig i dit sind til at græmmes, thi græmmelse bor i tåbers bryst.“ Hvis det er uklogt at lade andre berøve en glæden ved at tjene Jehova, og det er det, så er det direkte tåbeligt at lade andre berøve en udsigten til evigt liv i Guds nye tingenes orden. Ville det ikke være ensbetydende med at begå selvmord? — Præd. 7:9.
Det er også uretfærdigt eller urigtigt, for på den måde går man direkte imod Jesu egen anvisning. Han sagde at vi først selv skulle gå til den der havde forurettet os personligt, med det formål at bringe sagen i orden. Hvis det ikke lykkedes, sagde han at vi skulle tage en eller to med os. Hvis det heller ikke lykkedes, sagde han at det nu blev et menighedsanliggende. Og hvis dette mislykkedes? Så skulle synderen, ikke den forurettede, fjernes fra menigheden. — Matt. 18:15-17.
Når man har taget anstød af hvad en anden har gjort, er det det samme som at sige at man ikke har tilgivet vedkommende. Men har vi råd til ikke at tilgive? Jesus sagde at Gud vil dømme os lige så hårdt som vi dømmer andre, at han ikke vil tilgive os medmindre vi tilgiver dem der synder mod os. Og vi skal tilgive ikke alene én eller to gange, men som Jesus sagde til Peter: „Indtil syvoghalvfjerds gange.“ (NW) — Matt. 6:14, 15; 18:21-35.
Ikke det alene, men det vil også være meget formasteligt at tage anstød og ikke at ville tilgive en anden. Hvordan kan man sige det? Jo, fordi vi drister os til at gøre noget som kun tilkommer Gud: at dømme vor broder. Som patriarken Jakobs søn Josef sagde til sine brødre da deres fader var død og de frygtede for hvad han nu ville gøre: „Frygt ikke, er jeg vel i Guds sted?“ Ja, selv om de havde solgt ham som træl og han havde lidt i mange år, bar han ikke nag til dem. Han nærede ingen hævnfølelse over for dem men tilgav dem ædelmodigt. — 1 Mos. 50:19-21.
Det er heller ikke alt. Hvis man trækker sig tilbage fra Jehovas folk på grund af noget som en eller flere har gjort, viser man da ikke mangel på kærlighed til alle de øvrige? Man siger i virkeligheden til dem at deres kærlighed og samværet med dem ikke er så meget værd som ens egne personlige følelser. Men er det rigtigt? Hvor er endvidere ens næstekærlighed hvis man holder op i Jehovas tjeneste på grund af hvad en anden har gjort? Hvor er ens kærlighed til dem der hungrer og tørster efter retfærdighed, dem der sukker og jamrer over alle de vederstyggeligheder de ser omkring sig, især i kristenheden? Den eneste måde hvorpå man kan vise dem sin kærlighed er ved at holde ud i den kristne tjeneste uanset hvad andre måtte have gjort.
Endvidere røber det manglende kærlighed til Jehova Gud hvis man tager anstød af hvad andre har gjort. Hvordan kan man sige det? Jo, fordi Jehova har tilladt det. Jehova Gud er langmodig; han tillader mange ting som han ikke godkender, og bruger det til at prøve sine tjenere med. Tænk på hvad han tillod Job og hans egen søn, Jesus Kristus, at lide. Han har imidlertid lovet at vi ikke vil blive udsat for mere end vi kan udholde. (1 Kor. 10:13) Hvis vi tager anstød af noget som han har tilladt og holder op i tjenesten, er det i virkeligheden det samme som at finde fejl hos Jehova Gud og vise manglende kærlighed til ham. Det er det samme som at ville diktere Gud de betingelser vi er villige til at tjene ham på. Er det fornuftigt? Kan vi diktere ham noget? Kan vi stille nogen betingelser? Har han brug for os, eller har vi brug for ham? Hvad siger salmisten? „Megen fred har de, der elsker din lov, og intet bliver til anstød for dem.“ — Sl. 119:165.
Hvorfor har du taget anstød?
Hvis du allerede har taget anstød, kunne du spørge dig selv: „Hvorfor har jeg taget anstød?“ I første omgang vil du måske sige at det er fordi din retfærdighedssans er blevet krænket eller at der er blevet gjort dig uret eller at du er blevet skuffet over en eller anden. Guds ord anviser imidlertid hvordan alvorlige overtrædelser skal behandles og hvordan personlige uoverensstemmelser bringes ud af verden. Er det muligt at du er tilbøjelig til at lade dig lede af følelser fremfor af din fornuft? Et menneskes følelser er som regel påvirkede af menneskets interesse for sig selv. Måske hører du til de indadvendte og lægger af den grund for stor vægt på hvad andre siger og gør.
Husk at menneskehjertet er svigefuldt og sygt. (Jer. 17:9) Det er vel ikke sådan at du ubevidst prøver at finde en undskyldning for at holde op? Hvis man har taget anstød af hvad en anden har sagt eller gjort, kunne man derfor passende spørge sig selv: Hvad er den egentlige grund til at jeg har taget anstød? Er overtrædelsen eller forurettelsen virkelig så stor, eller er der en eller anden skjult årsag til at jeg har taget anstød? Gud kender svaret.
Tæl velsignelserne
Hvis man har let ved at tage anstød af hvad andre siger og gør, er det vigtigt at holde sig apostelen Peters svar — at der ikke fandtes noget andet sted at gå hen, og at Jesus alene havde det evige livs ord — for øje. Ja, hvor skal man ellers gå hen? Kan den forret at tjene Jehova Gud sammenlignes med noget som helst andet? Er det ikke den mest ærefulde gerning et menneske kan tage del i, at være ambassadør eller udsending for den himmelske regering, på Kristi vegne at bede folk om at lade sig forlige med Gud? — 2 Kor. 5:20.
Hvilken nyttigere gerning kunne man være optaget af? Den er til ære for Jehova Gud og medvirker til hans navns ophøjelse. I denne gerning forelægger man folk håbet om evigt liv i Guds nye tingenes ordning efter Harmagedon. Og da det er en uselvisk gerning, erfarer man den største lykke ved at være optaget af den, for „der er større lykke ved at give end ved at modtage“. — Ap. G. 20:35, NW.
Eftersom Guds ord forsikrer os om at Gud ikke glemmer vort trofaste arbejde og at vor møje for ham ikke er forgæves, kan vi med tillid se frem til belønningen. Hvilken belønning? Enten at herske med Kristus i tusind år eller at få lov til at leve på den „ny jord“ efter Harmagedon, da Gud vil tørre hver tåre af menneskenes øjne og der hverken skal være død, sorg, skrig eller pine mere. Hvorfor lade noget som en anden har gjort, berøve os alt dette? — 1 Kor. 15:58; Hebr. 6:10; 2 Pet. 3:13; Åb. 21:4.
Lad os se kendsgerningerne i øjnene. Jehovas indviede kristne vidner er kendt for deres ærlighed, deres indbyrdes fred og enhed og for deres glæde. Det er mennesker der elsker Jehova af hele deres hjerte og sind, af hele deres sjæl og styrke, og som elsker deres næste som sig selv. (Mark. 12:29-31) Hvis du afbrød forbindelsen med dem, kunne du så forvente at finde en anden gruppe som bestræbte sig mere for at leve efter Bibelens principper? Som allerede bemærket tolererer de ikke at nogen fremturer i det onde men fjerner dem fra deres midte. — 1 Kor. 5:13; 6:9-11.
Advarsel om ikke at være til anstød for andre
Den omstændighed at Bibelen ikke giver nogen medhold i at tage anstød af andres handlinger, betyder ikke at en kristen kan være ligeglad med eller tage let på om han er årsag til at andre tager anstød. Nej, det er en højst alvorlig sag at bringe andre til fald. Jesus Kristus lod ingen i tvivl herom, for ved en lejlighed sagde han: „Den, der forarger en af disse små, som tror på mig, ham var det bedre, at der var hængt en møllesten om hans hals, og han var sænket i havets dyb.“ — Matt. 18:6.
Apostelen Paulus erkendte også hvor alvorligt det var at bringe en medkristen til fald og advarede gentagne gange mod det. Han viste at selv om noget er fuldstændig korrekt i sig selv, bør vi ikke gøre det hvis det får en anden til at tage anstød: „Det er rigtigt at afholde sig fra at spise kød, drikke vin, og hvad andet din broder tager anstød af.“ Og Paulus ikke blot prædikede dette men praktiserede det også: „Hvis mad kan bringe min broder til fald, vil jeg aldrig i evighed spise kød, for at jeg ikke skal bringe min broder til fald.“ — Rom. 14:21; 1 Kor. 8:13.
Hvis vi ikke engang bør gøre noget som er fuldstændig korrekt i sig selv såfremt det kunne bringe andre til fald, hvor meget mere bør vi da ikke passe på at vi ikke bringer andre til fald ved en eller anden forkert handling! Med dette i tanke bad Paulus for sine brødre i Filippi: „At jeres kærlighed må blive mere og mere rig på nøjagtig kundskab og moden skelneevne, så I kan forvisse jer om det mere væsentlige, for at I må være fejlfri og ikke være til anstød for andre op til Kristi dag.“ Han bad dem ikke om at gøre andet end hvad han selv gjorde, for han skrev til sine brødre i Korint: „Vi volder ikke anstød i noget, for at tjenesten ikke skal komme i vanry.“ — Fil. 1:9, 10, NW; 2 Kor. 6:3.
Det arbejde som Jehova Gud lader udføre nu, beror på manges samarbejde. Hvert medlem af menigheden bidrager, ligesom lemmer på et legeme, til de øvriges velfærd, og hvert medlem har brug for alle de andre. Kan en hånd eller tå leve adskilt fra legemet? Tjener den noget nyttigt formål hvis den skilles fra legemet? Ligesom hvert af legemets lemmer har omsorg for alle de øvrige, således skulle de kristne have omsorg for hinanden. (1 Kor. 12:12-26) Hver eneste bør derfor passe på ikke at bringe en medkristen til fald. Er vi sammen med andre kristne af en anden race eller nationalitet, lad os da tage hensyn til deres mulige ømme punkter og undgå at støde dem. Hvis du er en moden forkynder, da pas på at du ikke gør noget som de nye kan tage anstød af, for de forventer uden tvivl meget af dig.
Samtidig bør vi alle sammen huske på at ingen er fuldkommen, og at hvis nogen forsynder sig, enten mod Bibelens principper eller imod os, er det ingen gyldig grund til at tage anstød. At tillade sig selv at tage anstød af andre er hverken klogt, retfærdigt eller kærligt, sådan som vi har set. Er forsyndelsen af alvorligere karakter, påhviler det menigheden at skride ind. Er det dig selv personligt der er blevet forurettet? Så gå frem efter Jesu anvisning i Mattæus 18:15-17. Drejer det sig om noget andet, så glem det og udvis den kærlighed der dækker en mangfoldighed af synder. — 1 Pet. 4:8.
Tager man i den grad anstød af andre at man holder op i tjenesten for Gud, er det ikke noget han billiger. Man gør både sig selv og andre ulykkelige. Den eneste der opnår noget ved det er Satan Djævelen, for han fryder sig når han ser der er uoverensstemmelser og mismod blandt Guds folk, og det ønsker vi sandelig ikke! — Ordsp. 6:16-19.
Nej, lad ingen berøve dig din glæde. Hold fast ved håbet om det evige liv. Tæl de mange velsignelser du erfarer når du aktivt forkynder den gode nyhed om Guds rige for alle som vil høre. Se de gode sider hos dine kristne brødre og erfar sammen med dem den større lykke der følger med at give!