Unddrager du dig?

MAN kan unddrage sig, løbe fra et ansvar, på mange måder. For eksempel fortalte New York Times for 3. februar 1969 at byen New Yorks sociale forsorg anklagede henimod 15.000 ægtemænd og fædre for i de senere år at have forsømt at betale det bidrag til deres hustruer og børn som domstolen har pålagt dem at yde. Tilsammen var de 26 millioner dollars bagud med at betale. De opfyldte ikke deres forpligtelser men unddrog sig.

Der findes mange andre eksempler. Ugifte mødre efterlader deres spædbørn ved hospitaler og kirker og prøver at flygte fra det ansvar de har fået ved at sætte et barn i verden. De fleste af de mange ugifte teenage-fædre har også unddraget sig ethvert ansvar for de børn de har avlet.

I dag er der endog en bevægelse i gang for at gøre det lovligt at unddrage sig visse forpligtelser. Nogle forsikringsselskaber ønsker at fjerne „skyldbegrebet“ i forbindelse med trafikulykker. Imidlertid fremgik det af tidsskriftet Trial for februar-marts 1969 at det amerikanske sagførersamfund ved en kongres havde vedtaget at fordømme denne tendens. Man fastholdt at en motorkørende, i forhold til sin skyld i ulykken, kan holdes ansvarlig for den skade der er sket.

Vi må alle være på vagt over for tendensen til at unddrage sig. Hvorfor? Fordi den faldne menneskenatur er tilbøjelig til at vælge den nemmeste vej, hvilket ofte indbefatter at man løber fra sine pligter eller unddrager sig sit ansvar. Somme tider er det kun os selv — og Gud — der ved at vi har unddraget os. Det kan udmærket tænkes at den hebraiske profet Jonas var den eneste der vidste at han var stukket af fra det hverv hans Gud Jehova havde givet ham om at advare den store by Nineve om dens snarlige ødelæggelse. Men Gud lod ham ikke slippe for at gøre sin pligt! — Jon. 1:1–3:10.

Det var fra begyndelsen Skaberens hensigt at menneskene skulle påtage sig forskellige ansvar. Det er derfor han har givet os en forstand, så vi kan ræsonnere, og en samvittighed, så vi kan skelne mellem ret og uret. Man kan sige at vi har ansvar for eller pligt til at gøre alt det gode vi kan.

Ægteskabet er fyldt med udfordringer til ens pligt- eller ansvarsfølelse. I et ægteskab kan der med tiden opstå langt flere problemer end nogen af ægtefællerne havde regnet med. Hvad vil de så gøre? Vil de gøre det der i øjeblikket er det nemmeste, unddrage sig, ved at søge separation eller skilsmisse? I langt de fleste tilfælde vil det rigtigste og kærligste være at følge apostelen Paulus’ råd: „Er du bunden til en hustru? søg ikke at blive fri!“ (1 Kor. 7:27) De som er tro mod deres ord i dette og andre forhold, omtales gunstigt af salmisten David: „[Jehova], hvo kan gæste dit telt? . . . [den som] ej bryder ed, han svor til egen skade.“ Ja, Gud har behag i dem der står ved deres ord uanset omkostningerne, dem der ikke med det samme unddrager sig. — Sl. 15:1, 4.

Forældre har et dobbelt ansvar i denne forbindelse. For det første har de pligt til at indprente de rette principper og vaner i deres børn, egenskaber som ærlighed og retlinethed. De skulle ikke tillade børnene at unddrage sig, lade dem krybe udenom når de tigger: „Behøver jeg at gøre det?“ For det andet har forældrene pligt til at sætte et godt eksempel. Det at forældre ikke lever op til deres vejledning til børnene, er måske den væsentligste årsag til generationskløften.

Især den kristne forkynder bør være på vagt over for at unddrage sig, enten ved ikke at opfylde sine pligter eller ved at afslå at tage imod ansvar. Han har pligt til at studere Guds ord, til at komme sammen med sine medkristne ved menighedens møder og til at tage del i den offentlige forkyndelse. Han kan ikke unddrage sig disse hovedpligter på grund af kærlighed til fornøjelser, kærlighed til magelighed, eller frygt for mennesker. Han må trofast forvalte sine evner, kræfter og muligheder. — 1 Kor. 4:1, 2.

Der lyder også et kald til heltidsforkyndelse, både her i landet og i udlandet. Der er muligheder for at tjene hvor behovet for kristne forkyndere er større. Der lyder også et kald til den kristne om at tjene sine kristne brødre på en eller anden post i menigheden. Der er mange som lyder disse kald, men der er også nogle som unddrager sig, tilsyneladende uden god grund. Kunne du følge kaldet om at yde en større tjeneste? Har du bedt dig fri for et ansvar uden egentlig at have grund til det? Mange kristne forkyndere bør ransage sig selv med disse spørgsmål. Det gælder nu i vor tid, endog mere end på Jesu tid, at „høsten er stor, men arbejderne er få“. (Matt. 9:37) Vær ikke som dem der bad sig fri fra at deltage i det store gæstebud som Jesus fortalte om i en af sine lignelser. — Luk. 14:16-24.

At give efter for tendensen til at unddrage sig kan få alvorlige følger, såsom tab af lykke, ja måske ligefrem tab af liv. Derfor advarede apostelen Paulus: „Tag jer i agt, at I ikke beder jer fri for ham, som taler. Thi kunne de andre ikke undfly straffen, da de bad sig fri for ham, der talte sit guddomsord her på Jorden, så skal vi det meget mindre, hvis vi vender os bort fra ham, når han taler fra Himlene. . . . lad os være taknemmelige og derved tjene Gud, som det er ham velbehageligt, med ængstelse og hellig frygt.“ — Hebr. 12:25, 28.

Hvad kan hjælpe os til ikke at unddrage os vore pligter? Det vigtigste er at vi elsker Gud, med hele vort hjerte og sind, hele vor sjæl og styrke, og at vi elsker vor næste som os selv. Det vil også hjælpe os hvis vi kan forstå hvor alvorlig en tid det er vi lever på. Endelig vil det tilskynde os til ikke at unddrage os hvis vi forstår hvilken øjeblikkelig og fremtidig løn vi kan opnå. Lønnen er fred i sindet, tilfredshed, og Guds godkendelse der vil skænke os det evige liv. — Mark. 12:29-31.