’Du er mit håb, Jehova, min tillid fra min ungdom’
FORTALT AF HERMAN MIKKELSEN
I 1897, da jeg var tolv år gammel, boede vi på den lille danske ø Bornholm. En ven af familien ved navn Swen Swenson, som havde læst en bog der var udgivet af Watch Tower Society med titlen „Millenniets Daggry“, kom stormende ind til os. Med den ene hånd rakte han bogen i vejret; med den anden slog han sig på knæet, og med sindsbevægelse i stemmen råbte han: „Her har jeg en bog der bestemt er sandheden, og jeg vil gerne fortælle bedstemor Pedersen [min mormor] at bedstefar ikke er i noget brændende helvede, sådan som præsten sagde ved begravelsen.“
Bedstemor blev så lykkelig at hun udbrød: „Mine bønner er hørt!“
Så begyndte der cirka fireogtyve timers uafbrudt bibelstudium i vort hjem. Når min fars øjenlåg nu og da i nattens løb var ved at falde til, spurgte Swenson: „Sover du? Hørte du hvad jeg sagde?“ Og så fortsatte de.
Om morgenen kiggede min farfar indenfor; han underviste i den lutherske kirke. Snart blev der bragt nogle skriftsteder på bane som viste at kirken lærte noget der var i modstrid med Bibelen. Farfar prøvede at støtte kirken, men kunne ikke klare sig fordi Swen havde Bibelen og en bog der forklarede den. Vi begyndte at sætte vort håb og vor lid til Jehova.
Vores familie blev dybt interesseret i Guds sandhedsord, men farfar Mikkelsen ønskede ikke at forlade sin kirke. Swen blev alligevel ved med at besøge ham. En aften sagde farfar til farmor: „Jeg gad vide hvorfor Swenson ikke er her i aften.“ Hun svarede: „Det skulle du jo være glad for; I diskuterer altid.“ Men han svarede: „Nej! Han har ret; jeg kan bare ikke gå med til hans fordømmelse af kirken.“ Farfar blev således ved med at gå i kirke, men han fortalte kirkemedlemmerne om det han havde lært fra Bibelen, som for eksempel at „helvede“ var graven og ikke et sted med brændende pine.
En dag han kom til kirken var der så to velvoksne unge mænd der spærrede indgangen. Han var ikke længere velkommen! Da Swenson hørte at min farfar var blevet forment adgang til kirken, sagde han til ham: „Det er første gang kirken nogen sinde har gjort dig noget godt!“
Fra da af var vi alle forenet i tjenesten for Jehova, og vi havde regelmæssige møder i min farfars hjem. På denne måde lærte jeg at gøre Jehova til „min tillid fra min ungdom“. — Sl. 71:5, NW.
Begivenheder der fører til dåb
I 1910 flyttede jeg til De forenede Stater og giftede mig i 1912 med den danske pige jeg var forlovet med. Jeg havde Vagttårnsselskabets serie af bøgerne „Studier i Skriften“ på dansk, og min kone besluttede at læse dem sammen med Bibelen for at bevise at de var falske. Dog, jo mere hun læste i dem, jo bedre syntes hun om det hun læste, og snart anerkendte hun at det var sandheden. Vi læste begge regelmæssigt i disse bøger og arbejdede også ihærdigt for at lære det engelske sprog.
I 1917 ankom begge mine søstre til De forenede Stater, og de og deres mænd var interesseret i Guds sandheder. En dag fortalte de mig at de internationale bibelstudenter, som Jehovas vidner dengang blev kaldt, skulle have et konvent. Det var i Fresno i Californien, omkring tredive kilometer fra hvor vi boede. Ved dette stævne mødte jeg en af Selskabets medarbejdere, A. H. Macmillan. Han sagde at Guds sandhedsord, sådan som det forklares i The Watch Tower, er ligesom morgenens lys der bliver klarere og klarere indtil dagen er brudt frem. Min hustru puffede til mig som for at sige: ’Hørte du det!’ Jeg havde hørt det; og det har nu oplyst mine skridt i femoghalvfjerds år. Fra dette lille stævne indtil den dag i dag har vi aldrig været borte fra Jehovas kærlige organisation.
I løbet af krigsårene bevirkede vort hjemmebibelstudium at vi indviede os til Jehova, men vi fik ikke lejlighed til at symbolisere denne indvielse ved dåben før en af Vagttårnsselskabets rejsende tilsynsførende kom på besøg. Den dag da mindet om Jesu død skulle fejres i 1920, blev min hustru og jeg så døbt. Og den samme aften, ved vor første mindehøjtid, nød vi symbolerne, idet vi satte vort håb og vor lid til Jehova og tog imod „kaldet opad fra Gud ved Kristus Jesus“. — Fil. 3:14, NW.
Forrettigheder som arbejdsdirektør
I 1922 blev jeg udnævnt til arbejdsdirektør for menigheden i Reedley, den lille landsby vi boede i nærheden af. Året efter blev en anden imidlertid udnævnt i mit sted, og det tog jeg fortrydeligt op. Jeg gav udtryk for det over for min hustru, men hun havde slet ikke medfølelse med mig. Hun sagde: „Tjener vi mennesker, eller tjener vi Jehova? Lad os være taknemmelige for at vi har den forret at tjene Jehova, og lad os med al vor styrke hjælpe de andre brødre til at gøre det samme.“ Jeg indså straks hvor rigtig hendes indstilling var, og jeg kom over mine krænkede følelser. Jehova øgede i høj grad vor glæde og lykke; jeg var Gud taknemmelig fordi jeg havde haft lejlighed til at blive prøvet med hensyn til min ydmyghed, og havde kunnet bestå prøven.
I 1924 flyttede vi til en farm i nærheden af Fresno, og kort efter blev jeg udnævnt til arbejdsdirektør der. Det kom som en fuldstændig overraskelse for mange, også for mig selv. Jeg var ny i menigheden og talte stadig med stærk accent, og jeg var ikke den dygtige taler som nogle af de andre var. Alligevel blev jeg udnævnt, og nu var mit spørgsmål hvad jeg kunne gøre for at forbedre „vidnesbyrdsmødet“ (nu kaldet tjenestemødet).
Ved dette møde plejede vi at aflægge vidnesbyrd i forbindelse med at udvikle en kristen „karakter“, og der blev ikke sagt meget om den offentlige forkyndelse. Hidtil havde vi hver især selv læst Bulletin (nu Rigets Tjeneste), der indeholdt forslag til hvordan man kunne dele Guds sandheder med udenforstående. Da jeg rejste mig efter at have indledt „vidnesbyrdsmødet“ var jeg meget nervøs, og jeg bad alle om at tage deres Bulletin frem. Selv om kun to havde deres med, gik vi i gang med at bruge den og havde et godt møde. Fra da af brugte vi Bulletin.
Men ikke alle var glade for at bruge Bulletin, for den lagde vægt på tjenesten på arbejdsmarken. Der blev derfor taget skridt til at få mig fjernet. Men ved det næste besøg af Selskabets rejsende tilsynsførende blev sagen taget op. Han holdt derpå en magtfuld tale for os alle om vort ansvar med hensyn til at forkynde den gode nyhed for andre. Dette hjalp os til at opnå større ligevægt, så vi ikke blot tænkte på nødvendigheden af at få en kristen personlighed, men også på at fortælle andre den gode nyhed.
Vi tager heltidsforkyndelsen op
I 1929 ansøgte min hustru og jeg om at blive heltidsforkyndere under Vagttårnsselskabets ledelse. Vi fik tildelt distrikt i Roseburg i Oregon. Vi havde en lukket Ford T, men kunne ikke sove i den fordi vi nu havde tre drenge. Vi købte derfor en gammel „Star“ lastbil og byggede et hus på den og drog af sted til vort distrikt. Da vi ankom dertil havde vi kun ganske få penge, så vi byttede bibelsk læsestof med meget af det vi spiste. En kvinde spurgte om jeg havde en bibel hun kunne få. Jeg sagde ja, og tilbød at bytte en bibel og en bog med hende for et eller andet. Hun sagde: „For det kan De få alle mine kyllinger.“ Vi tog nu kun én.
Vi havde en vej i vort distrikt der førte hundrede kilometer op i bjergene. Den var meget stejl og snoet. Nogle steder var skrænterne lodrette og der var dybt ned. Der var langt at falde hvis et hjul skred ud over kanten på den smalle vej. Vi håbede også at vi ikke ville møde nogen der kom i modsat retning.
Vi havde mange andre interessante oplevelser. Da jeg for eksempel nærmede mig en hytte, skreg en stemme: „Skrub af inden jeg skyder dig ned.“ Jeg nærmede mig stadig venligt. Så rettede han et gevær mod mig og råbte: „Hører du? Jeg mener det!“
Jeg svarede roligt: „Jeg er din ven; giv mig en chance for at fortælle dig noget.“
Han sagde: „Ja, det ved jeg, du er netop en af den slags venner jeg har ønsket at sigte på. Jeg var med i tre store slag i krigen [den første verdenskrig], og før hvert slag kom I beskidte [og så brugte han et ord for feltpræster] ud og velsignede os. Engang slap kun fire af os levende igennem, og ifølge jer tog Gud alle de andre til himmelen. Jeg kiggede altid efter nogle af dem [feltpræsterne] under et slag, men jeg kunne aldrig finde nogen; ellers ville jeg også have sendt nogle af dem til himmelen.“
Han havde nu sænket sit gevær og fortsatte: „Under et slag var det meget varmt og vi havde ikke noget vand tilbage, og jeg så en feltflaske på en død makker, samtidig med at en af de andre så den. Han så på mig og jeg så på ham, og jeg skød ham; jeg dræbte ham, min egen kammerat, for noget vand. Jeg ved at jeg vil komme til at brænde i helvede for det.“ Det var en forret at kunne fortælle ham noget om sandheden om „helvede“ og at give ham del i den gode nyhed som forkyndes af den sande Guds tjenere.
Tilbage til Californien — trosprøver
I 1929 ramte en økonomisk krise landet, og vi fandt det nødvendigt at holde op i heltidsforkyndelsen og vende tilbage til Californien. Her nægtede min niårige søn i oktober 1935 — på grund af sin samvittighed, der var oplært efter Bibelen — at deltage i flaghilsenceremonien i den lille landsbyskole. Dette kom som en bombe for hele egnen! Pludselig blev vi frosset ud af byens folk. Naboer som havde været venlige, var nu bange for at se i retning af os når de mødte os på gaden. Butikker nægtede at sælge os varer, og vi måtte tage til Fresno for at købe ind.
I februar 1936 bortviste skolen ham så. I 1938 blev mange flere af vidnernes børn bortvist, så vi oprettede en privatskole, kaldet „Rigets skole“, i vort hjem. Den omfattede klassetrinene fra et til otte, og vi havde fjorten børn boende hos os fra mandag til fredag. Så kom deres forældre og hentede dem så de kunne være hjemme i weekenden. Denne skole fortsatte indtil 1943, da højesteret omstødte sin egen kendelse vedrørende tvungen flaghilsen, og vidnernes børn kunne vende tilbage til de offentlige skoler.
Det distrikt min kone og jeg gennemarbejdede, strakte sig fra Sierra Nevada-bjergene i øst til et stykke op i Kystbjergene hundrede og tres kilometer mod vest. Syd for vort distrikt lå byen Lindsay. Den lille gruppe vidner dér var blevet meget dårligt behandlet af byens myndigheder, så hele Fresno menighed besluttede at tage derned og gennemarbejde hele byen på én dag. Vi var færdige med vor forkyndelse kort efter middag. Der var imidlertid to husblokke der ikke var blevet besøgt, fordi politiet havde truet med at arrestere os hvis vi kom der. Min søn og jeg meldte os sammen med et andet vidne og hans søn til at gå derhen. Da jeg ringede på en dør kom en politibetjent ud og råbte: „De kan være rolig for at jeg er interesseret i det. Jeg har lige jaget to af jer fyre ud af byen, og hvis I ikke skrubber af lige nu, skal jeg kaste jer i fængsel.“
Netop da fik han øje på de andre vidner og skreg: „Kom herover!“ hvorpå han anholdt os alle. Han tog os med til et lille retslokale. Dommeren talte venligt til os og bad os om at sætte os. Men nogle få minutter senere hørte vi fodtrin, og dér kom betjenten med seks mænd. Han gik hen til mig og sagde brysk: „Vi repræsenterer the American Legion, og vi er her for at sørge for at I kommer ud af byen lige nu, eller vi skal . . .“
Dommeren sagde så: „Det er the American Legion, dem der drog over havet for at kæmpe og dø for jer.“ Jeg svarede: „Høje dommer. Jeg nægter at anerkende at nogen anden end Kristus Jesus er død for mig.“ Jeg søgte derpå at forklare at vi først og fremmest skyldte Jehova Gud troskab. Men nu råbte dommeren: „Forsvind!“ Da vi gik, sparkede to af mændene bogtaskerne ud af hænderne på drengene, og deres bøger og blade fløj omkring. Vi samlede dem op og gik.
Lørdag eftermiddag blev min kone og et andet kvindeligt vidne arresteret i Reedley for at have afsløret falsk religion ved at bære en plakat med teksten „Religionen er en snare og et svindlerforetagende“ og „Tjen Gud og kongen Kristus“. Da de blev stillet for dommeren, en mand vi havde kendt gennem mange år, sagde han: „Men fru Mikkelsen, en respektabel kvinde som De, bærer sådan en plakat!“ Hun svarede: „I Deres stilling ved De endnu bedre end jeg at det der står på plakaten, er sandt.“ Han brast i latter. Derpå kaldte han på betjenten og sagde: „Før fru Mikkelsen tilbage til hvor De fandt hende, og lad hende gå.“
Da vort hjem i 1939 blev for lille til menighedens møder, lejede vi en lille forretning omkring tre huse fra Reedleys politistation. Til trods for lokalets beliggenhed gik pøbelsværme til angreb. De bombarderede os med frugt og rådne æg. De fór rundt i biler og på motorcykler, skreg og søgte at forstyrre vore møder, men politiet gjorde aldrig noget ved det. Et vidne, Oscar Roth, en svagelig mand på halvfjerds år, blev en aften på vej hjem overfaldet af en voldsmand og slået brutalt. Han brækkede et ribben og fik to blå øjne. Nogle få uger senere forsøgte den samme voldsmand at køre ham ned med sin lastbil, men broder Roth hørte ham komme tidsnok til at springe om bag et træ, som lastbilen straks efter kørte ind i. Tænk, broder Roth blev derpå slæbt for retten og anklaget for at have ødelagt mandens lastbil! Det lykkedes dem dog ikke at fastholde en sådan anklage.
Da vi ikke fik nogen hjælp fra vore naboer, politiet, henvendte vi os direkte til Californiens guvernør. Guvernøren svarede: „Jeg er overbevist om at denne situation ikke vil opstå igen. Skulle det imidlertid ske, så lad mig det venligst vide, og jeg skal tage mig af det.“ Fra da af hjalp politiet os.
I foråret 1941 var vi vokset til over hundrede vidner, og det blev anbefalet at danne en ny menighed i Selma, i nærheden af hvor jeg boede. Jeg blev udnævnt til kredstjener i Selma. I midten af fyrrerne voksede menigheden med voldsom hast. Vi havde mange unge, og det gjorde det til en meget livlig og lykkelig menighed. Et af mine kæreste minder er et billede af seksten unge mænd på cykel, med bogtasken i hånden, parate til at tage ud en søndag formiddag for at forkynde den gode nyhed om Guds rige. Det meste af vort distrikt var landdistrikt og benzinen var rationeret, så vi kørte på cykel. Jeg havde også en cykel og kørte ud sammen med dem.
Tilbage til heltidsforkyndelsen
Det havde altid været mit håb at vende tilbage til heltidstjenesten, men min hustru blev syg og måtte sidde i rullestol. Der syntes ikke at være mulighed for at jeg nogen sinde igen kunne blive heltidsforkynder af den gode nyhed. Men da min hustru havde siddet fem år i rullestol, kom hun sig, til trods for at hun var over tres, og begyndte at gå. Jeg var i stand til at ansøge om at blive heltidsforkynder. Endnu en gang kunne vi sammen gå ud i tjenesten fra hus til hus. Det er over tyve år siden.
For to år siden begyndte min hustrus helbred at blive dårligt, og da vi kom hjem efter at have fejret Herrens aftensmåltid sagde hun: „Ja, det var vor 50. mindehøjtid, og det var sandsynligvis min sidste.“ Ti måneder senere, efter lidt over nioghalvtreds års ægteskab og tjeneste for Jehova sammen, afsluttede min hustru sit jordiske liv, fuld af tillid til Jehova.
Nu, i mit syvogfirsindstyvende år, regner jeg det for en stor forret at være et tredje generations vidne for Jehova. Jeg har en søn der har været med til at bringe den gode nyhed til Marshalløerne, og en anden søn der er tilsynsmand og bor så tæt ved at jeg kan besøge ham. Jeg har mange kristne brødre som jeg har set vokse op fra den tid de lærte at køre på cykel, og som nu er tilsynsmænd i forskellige menigheder. Jeg er stadig så stærk åndeligt og legemligt at jeg kan klare mig selv, køre bil og tage andre med ud i vidnearbejdet. Men jeg er mest af alt taknemmelig for at jeg stadig kan tjene Jehova i heltidstjenesten.
Når jeg nu ser tilbage på femoghalvfjerds år i Jehovas kærlige organisation, finder jeg glæde i bevidstheden om at jeg har haft en andel i dens vækst. Jeg husker det vældige distrikt, fra bjergene i øst til bjergene i vest, halvvejs tværs over staten Californien, og hvordan vi somme tider følte at vi aldrig kunne nå at komme det hele igennem. Men vi satte altid vor lid til Jehova, og han sørgede for al den hjælp der var nødvendig for at udføre arbejdet. Nu er der mindst en halv snes menigheder og hundreder af energiske vidner for Jehova, og vi har haft den forret at hjælpe et stort antal af disse til nøjagtig kundskab om Guds sandheder. Jeg har den tilfredsstillelse at vide at hele vort distrikt bliver gennemarbejdet med den gode nyhed om Guds rige.
Jeg ved også at der på den lille danske ø Bornholm nu findes flere menigheder, og jeg glæder mig over at tænke på at de, til en vis grad, er vokset frem fra de møder vi holdt i min farfars hus hvor jeg første gang, for meget længe siden, hørte navnet Jehova. „Du er mit håb, suveræne Herre Jehova, min tillid fra min ungdom.“ — Sl. 71:5, NW.