Apostelen Paulus — nidkær for retfærdighed

BLANDT de fremtrædende egenskaber som Jesus Kristus, Guds søn, lagde for dagen mens han var på jorden, var hans kærlighed til det der er ret og hans had til det der er forkert. Han lagde for eksempel ikke fingrene imellem da han afslørede sin tids religiøse hyklere. Netop som det var forudsagt om ham, ’elskede han ret og hadede uret’. — Sl. 45:8; Matt. 23:2-32; Joh. 8:44.

Et fremragende eksempel som en der klart efterlignede Jesus i denne henseende, var apostelen Paulus. Endog før han blev en af Jesu tilhængere var han særdeles nidkær for det han troede var rigtigt. Paulus fortæller således: „I har jo hørt om . . . at jeg overmåde voldsomt forfulgte Guds kirke og søgte at udrydde den. Og i jødedommen var jeg . . . nidkær for mine fædrene overleveringer.“ Han siger også: „Hvis nogen anden mener, at han kan sætte sin lid til noget udvortes, kan jeg det endnu mere, . . . nidkær forfølger af kirken, ulastelig efter lovretfærdighedens krav.“ — Gal. 1:13, 14; Fil. 3:4-6.

Da han blev kristen fortsatte han med at være nidkær, men hans nidkærhed blev nu styret rigtigt. „Straks begyndte han i synagogerne at prædike om Jesus, at han er Guds Søn. . . . Saulus [Paulus] voksede i kraft og gendrev jøderne, som boede i Damaskus, idet han beviste, at Jesus er Kristus.“ (Ap. G. 9:20, 22) Han „vidnede frimodigt i Herrens navn. Og han talte og stredes med de græsktalende jøder dér; og de forsøgte at slå ham ihjel“. Paulus opfordrede andre til at efterligne sig, ligesom han igen efterlignede Kristus. Gør du det? — Ap. G. 9:28, 29.

Apostelen Paulus viste sin kærlighed til retfærdighed og sit had til det der er ondt, ved at føre en hård kamp mod sit køds syndige tilbøjeligheder. Han var ikke svag og gav efter for synd. Nej, han fortæller: „Jeg er hård mod mit legeme og holder det i ave, for at ikke jeg, der har prædiket for andre, selv skal blive forkastet.“ — 1 Kor. 9:27; Rom. 7:15-25.

Paulus viste også nidkærhed til retfærdighed når det gjaldt hans brødre. Da han således kom til Antiokia, trådte han op imod Peter „lige i hans åbne øjne, thi dømt var han. Førend der kom nogle fra Jakob, plejede [Peter] nemlig at spise sammen med hedningerne; men da de var kommet, trak han sig efterhånden tilbage og skilte sig ud af frygt for de omskårne“. Paulus’ kærlighed til retfærdighed kunne ikke tåle et sådant hykleri fra apostelen Peters side. — Gal 2:11-14.

Paulus viste den samme nidkærhed for retfærdighed over for dem uden for menigheden som var imod ham. Han kunne have bestukket landshøvdingen Feliks og således opnået sin løsladelse, men han nægtede at gøre det på grund af sin kærlighed til retfærdighed. (Ap. G. 24:25-27) Og da han trådte frem for landshøvdingen Festus nægtede han at gå ind på et kompromis for at behage sine jødiske modstandere. Som Lukas skriver i sin historiske beretning, appellerede han i stedet sin sag til kejseren. — Ap. G. 25:9-12.

Fremgår også af hans breve

Paulus’ nidkærhed for retfærdighed er også fremtrædende i hans breve. Til menigheden i Korint, hvis medlemmer havde tolereret en umoralsk mand iblandt sig, skrev han: „UDSTØD DET ONDE MENNESKE AF JERES KREDS.“ (1 Kor. 5:13) Læg også mærke til hvor optændt han er af retfærdig harme idet han længere fremme siger til disse kristne: „Eller ved I ikke, at uretfærdige ikke skal arve Guds rige?“ „Eller ved I ikke, at den, der holder sig til skøgen, er ét legeme med hende?“ „Eller ved I ikke, at jeres legeme er et tempel for Helligånden, som er i jer?“ (1 Kor. 6:9, 16, 19) Ældste, tilsynsmænd, hyrder for Guds folk i dag, viser I en lignende nidkærhed for at holde organisationen ren?

Til dem der ikke selv praktiserede det de forkyndte, havde Paulus lignende stærke fordømmelser: „Derfor er du uden undskyldning, menneske! hvem du end er, som opkaster dig til dommer; thi idet du dømmer de andre, fordømmer du dig selv; du dømmer nok, men handler selv på samme vis. . . . du, som prædiker, at man ikke må stjæle, du stjæler! du, som siger, at man ikke må bedrive hor, du bedriver hor!“ (Rom. 2:1, 21, 22) Gentagne gange advarede han sine brødre: „Far ikke vild!“ og: „En smule surdej syrer hele dejen.“ — 1 Kor. 6:9; 15:33; Gal. 6:7; 1 Kor. 5:6; Gal. 5:9.

Hans nidkærhed for retfærdighed viste sig også i hans store interesse for at bevare sandheden uforfalsket: „Om så vi selv eller en engel fra Himmelen forkyndte jer evangeliet i strid med det, vi har forkyndt jer — forbandet være han!“ Ikke tilfreds med at have fremsat denne forbandelse én gang, gentog han den. (Gal. 1:6-9) Og angående dem der prøvede at føre deres brødre tilbage til jødedommens trældom, sagde han: „Gid de endog ville lemlæste sig selv [lade sig kastrere, NW], de, som bringer forstyrrelser iblandt jer!“ Hvordan kunne han tale så skarpt? På grund af sin tillid: „Sandhed taler jeg i Kristus, jeg lyver ikke.“ — Gal. 5:12; Rom. 9:1.

Og hvilket bevis for Paulus’ nidkærhed for retfærdighed har vi ikke i det han udholdt! „Er de Kristi tjenere? Jeg taler i vanvid: jeg er det endnu mere. Jeg har haft fuldt op af slid og slæb, . . . fået hug og slag i overflod og ofte været i dødsfare. Af jøderne har jeg fem gange fået ’fyrretyve slag på ét nær’. Tre gange er jeg blevet pisket, én gang stenet, tre gange har jeg lidt skibbrud, et døgn har jeg tilbragt på dybet.“ Efter at have fortalt om mange flere af de ting han udholdt, fortæller han om sin omsorg for andres åndelige velfærd: „Hvem er fristet til fald, uden at det brænder i mig?“ Ja, det ’brændte’ i ham på grund af den retfærdige harme han nærede mod det urette. — 2 Kor. 11:23-33.

Hvilket strålende eksempel apostelen Paulus har givet alle kristne — og særlig alle ældste eller tilsynsmænd i den kristne menighed! Han tog i sandhed sin tjeneste alvorligt! Han blev ved med at ofre sig selv for andre. (2 Kor. 12:15) Der kan ikke herske nogen tvivl om at han efterlignede Jesus i sin nidkærhed for retfærdighed og sit had til lovløshed.

Hvis vi har en lignende nidkærhed vil vi gøre alt hvad vi kan for at fremme den gode nyhed. Vi vil ikke holde os tilbage, men tage fuld del i forkyndelsesarbejdet og bruge al den tid vi overhovedet kan. Vi vil også ofre os for vore brødre. Derved viser vi at vi sætter Guds tjeneste først i vort liv og regner alt andet som kunne drage os bort „for skarn“, netop som Paulus gjorde det. (Fil. 3:8) Ligesom Paulus kan vi da håbe på at blive belønnet nu med mange glædelige tjenesteforrettigheder, og i fremtiden med evigt liv i Guds nye orden. — 2 Tim. 4:8.