En viden som ikke kan stamme fra mennesker

„I KENDER jo ikke dagen i morgen. Hvordan er jeres liv? I er jo en damp, som ses en liden stund og så forsvinder.“ Disse ord, citeret fra Bibelen, udtrykker en sandhed som ikke kan benægtes — vi mennesker kan ikke med sikkerhed sige hvad morgendagen vil bringe. — Jak. 4:14, da. aut.

Vil det da ikke være langt vanskeligere, for ikke at sige umuligt, for mennesker at forudsige større begivenheder fuldstændig nøjagtigt og i klare vendinger århundreder i forvejen? Hvis der findes sådanne forudsigelser eller profetier i Bibelen, vil det så ikke kraftigt underbygge dens påstand om at den er inspireret af Gud? Men er der sådanne profetier i Bibelen? Overvej følgende:

Babylons og Nineves skæbne

Babylon, bygget på begge sider af Eufratfloden, var engang den imponerende hovedstad i det store babyloniske rige. Omgivet af vajende palmer og med floden som en permanent vandforsyning, havde byen en glimrende beliggenhed på handelsvejen fra Den persiske Bugt til Middelhavet. Men allerede før Babylon fra at være en ringe vasal under det assyriske rige blev hovedstad i det verdenserobrende babyloniske rige, erklærede den hebraiske profet Esajas i det ottende århundrede før vor tidsregning: „Det går med Babel, rigernes krone, kaldæernes stolte pryd, som dengang Gud omstyrtede Sodoma og Gomorra. Det skal aldrig i evighed bebos, ej bebygges fra slægt til slægt; der telter araberen ikke, der lejrer hyrder sig ej.“ — Es. 13:19, 20.

Ingen i dag kan benægte at disse ord er gået i opfyldelse. Babylon har ligget i ruiner i århundreder. End ikke om foråret vokser der noget i området som hyrdernes får og geder kunne leve af. Den stolte by har i sandhed fået et sørgeligt endeligt. André Parrot, direktør for de franske nationalmuseer, har beskrevet stedet på denne måde:

„Det har altid givet mig indtryk af den yderste forladthed og trøstesløshed. . . . [Turister] bliver som regel dybt skuffede og udbryder næsten som med én mund at der intet er at se. De venter at finde paladser, templer og ’Babelstårnet’; de ser kun ruinhobe, de fleste bestående af bagte teglsten — det vil sige soltørrede lerblokke, grå og hensmuldrende, på ingen måde imponerende. Den af mennesker fremkaldte ødelæggelse er blevet fuldbyrdet af naturens hærgen, som stadig gør indhug på alt hvad udgravninger har bragt for lyset. Eroderet eller undermineret af regn, blæst og frost vil det prægtigste monument, hvis det ikke holdes i stand, vende tilbage til det støv som det er blevet fremdraget fra. . . . Ingen menneskelig magt kan standse denne uophørlige plyndren. Det er ikke længere muligt at rekonstruere Babylon; den har mødt sin skæbne. . . . Babylon . . . er fuldstændig forsvundet.“ — Babylon and the Old Testament, s. 13, 14.

Også Nineve, hovedstaden i det assyriske rige, blev en øde ruinhob. Dette bekræfter ligeledes bibelprofetiens nøjagtighed, for om Nineves skæbne sagde profeten Zefanias i det syvende århundrede før vor tidsregning: „Nineve gør [Gud] til ødemark, tørt som en ørk; hjorde skal lejre sig deri.“ — Zef. 2:13, 14.

Der er stadig vidnesbyrd om at Guds vilje som den udtrykkes i denne profeti er blevet gennemført. To store ruinhøje markerer det sted hvor Assyriens stolte hovedstad engang lå. På en af disse høje ligger en landsby, med en moské og en begravelsesplads. På den anden er der kun lidt græs og en smule opdyrket jord, ellers intet. Om foråret kan man se får og geder græsse dér.

Kunne noget menneske have forudset at det ville gå sådan, både for det mægtige Babylon og det mægtige Nineve? Kunne noget menneske have forudset at får og geder ville græsse der hvor det gamle Nineve havde ligget, men ikke hvor Babylon havde ligget? Hverken Esajas eller Zefanias gjorde krav på at de selv var ophav til deres profetiske budskaber. De omtalte deres udtalelser som „ord“ eller budskaber fra den sande Gud, hvis navn er Jehova. (Es. 1:1, 2; Zef. 1:1) Har vi ikke god grund til at acceptere dette, eftersom deres profetier er gået nøjagtigt i opfyldelse?

Ingen indvending med hensyn til affattelsestidspunktet eller lignende kan svække styrken i disse opfyldte profetier. Så sent som i det første århundrede efter vor tidsregning eksisterede Babylon stadig, dog uden sin tidligere herlighed. Ikke desto mindre indeholder Dødehavsrullen med Esajas’ bog (af de lærde dateret til slutningen af det andet århundrede eller begyndelsen af det første århundrede før vor tidsregning) den samme profeti om Babylon som senere håndskrifter gør. Så ingen kan med nogen ret hævde at disse ting først blev skrevet efter at begivenhederne var indtruffet, og blot formuleret som profetier. Heller ingen kan bortforklare at Babylon og Nineve ligger i ruiner.

Bibelens profetier er af en særlig art og har en hensigt

Nogle vil måske prøve at forklejne bibelprofetiernes vidnesbyrd ved at henvise til at der var andre profeter i fortiden, profeter som ikke gjorde krav på at være inspireret af Bibelens Gud, Jehova. Men hvad forudsagde disse andre profeter? Hvilken værdi havde deres profetier? Læg mærke til hvad der siges i det anerkendte leksikon The Encyclopedia Americana (1956-udgaven, bind 22, s. 664): „Ingen skriftlige beretninger af betydning med udtalelser fra disse profeter uden for det hebraiske folk er blevet bevaret. . . . Blandt andre folk end hebræerne var profetier som regel af spådomstypen, givet som svar på spørgsmål om personlige, lokale og samtidige forhold, og er derfor uden almen interesse eller varig værdi.“ At der fandtes andre profeter er således ikke nogen grund til at tvivle på at de hebraiske profeter var inspireret af Gud. Den store forskel mellem de profetiske udtalelser styrker tværtimod Bibelens påstand om at den er Guds budskab.

Desuden tjente profetierne i Bibelen en bestemt hensigt. Selv når de af Gud inspirerede profetier pegede frem til en kommende ødelæggelse som en straf for at visse retfærdige moralnormer var blevet overtrådt, gav disse profetier enkeltpersoner og folkeslag lejlighed til at tage deres handlinger op til alvorlig overvejelse, så de kunne ændre adfærd og undgå ulykken. Sådan var det altid når Guds dom blev bekendtgjort i forvejen, som det tydeligt fremgår af hans ord gennem profeten Jeremias: „Snart truer jeg et folk og et rige med at rykke det op, nedbryde og ødelægge det; men når det folk, jeg har truet, omvender sig fra sin ondskab, angrer jeg det onde, jeg tænkte at gøre det.“ — Jer. 18:7, 8.

Et eksempel herpå er Jonas’ profeti mod Nineve i det niende århundrede før vor tidsregning. Jonas gik gennem byen og sagde: „Om fyrretyve dage skal Nineve styrtes i grus!“ (Jon. 3:4) Dette budskab gjorde et sådant indtryk på ninevitterne at de angrede deres urette adfærd. Kongen klædte sig i sæk og udråbte at alle indbyggere og husdyr skulle faste og klædes i sæk. På grund af deres anger undgik ninevitterne den ulykke der ellers ville have ramt dem når de fyrre dage var gået. — Jon. 3:5-10.

Et andet eksempel er Jesu Kristi profeti om at Jerusalem og dets tempel ville blive ødelagt inden for den generations levetid som hørte hans ord. Denne profeti pegede direkte på hvordan man kunne undgå ulykken. Jesus sagde til sine disciple: „Når I ser Jerusalem omringet af lejrede hære, så skal I vide at dens ødelæggelse er kommet nær. Så lad dem der er i Judæa begynde at flygte til bjergene, og lad dem der er i dens midte gå ud, og lad dem der er på landet ikke gå ind i den.“ — Luk. 21:20, 21.

Hvordan blev Jesu disciple i stand til at følge denne profetiske opfordring? Efter almindelig menneskelig tankegang skulle man mene at det ville være alt for farligt at flygte når først byen var omringet af fjendtlige hære. Men som det fremgår af den jødiske historieskriver Josefus’ værker, tog begivenhederne en helt uventet drejning som åbnede en mulighed for flugt.

I år 66 rykkede de romerske hære, under anførsel af Cestius Gallus, imod Jerusalem. Byens indtagelse syntes sikker. Men mærkeligt nok fuldførte Cestius ikke belejringen. Josefus beretter at han „pludselig [kaldte] sine Soldater tilbage, og skønt han ikke havde lidt nogensomhelst Skuffelse med Hensyn til sine Planer, brød han dog paa den mest meningsløse Maade op og drog fra Byen“. Denne overraskende vending i begivenhederne gav dem der troede på Jesu profeti, lejlighed til at forlade Jerusalem og Judæa og søge sikkerhed i bjerglandet øst for Jordanfloden.

Men hvordan gik det dem der ikke gav agt på Jesu profeti? De blev udsat for store lidelser. Ved påsketid i år 70 vendte de romerske hære, nu under anførsel af Titus, tilbage og belejrede igen Jerusalem. Skønt belejringen ikke engang varede fem måneder, var følgerne skrækkelige. Byen var overfyldt med jøder som var kommet for at fejre påsken, og da der ikke var nogen mulighed for at få mad bragt ind i byen, opstod der en frygtelig hungersnød. Af de 1.100.000 der opgives at være omkommet under belejringen, døde de fleste af pest eller sult. De 97.000 der blev taget til fange (fra krigens begyndelse til dens slutning), kunne kun se en nedværdigende tilværelse i møde. Mange blev sat til at udføre slavearbejde i Ægypten og Rom. Andre blev overgivet til at dø i arenaerne i de romerske provinser. De der var under sytten blev solgt. De højeste og smukkeste unge blev valgt ud og skulle være med i triumftoget i Rom.

Jerusalem og dets prægtige tempel blev jævnet med jorden. Det eneste der blev stående, var tre tårne og en del af den vestlige bymur. „Hele Byens øvrige Befæstning,“ skriver Josefus, „blev da af Tropperne jævnet med Jorden i den Grad, at det ikke var Tilrejsende muligt at tro, at Stedet nogensinde havde været beboet.“

Det er bemærkelsesværdigt at ødelæggelsen var så fuldstændig. Hvorfor? Fordi det ikke havde været den romerske hærførers hensigt. Josefus citerer Titus for disse ord henvendt til jøderne: „Haardt imod mit ønske lod jeg Belejringsmaskiner føre frem mod Eders Mure, mine Soldater, som tørstede efter Eders Blod, holdt jeg stedse tilbage. Efter hver Sejr, jeg har vundet over Eder, har jeg opfordret Eder til at slutte Fred. Efter at være trængt nær ind til Templet har jeg atter med velberaad Hu handlet imod Krigens almindelige Regler, idet jeg opfordrede Eder til at skaane Eders egne Helligdomme og frelse Eders Tempel og gav Eder Tilladelse til at drage ud og Løfte om Skaansel, ja, hvis I ønskede det, tilbød jeg Eder at optage Kampen imod Eder paa en anden Plads.“ Men uanset hvad Titus oprindelig har haft i sinde, blev Jesu profeti om Jerusalem og templet opfyldt: „De vil ikke efterlade en sten oven på en sten i dig.“ — Luk. 19:44; 21:6.

Den dag i dag kan man i Rom finde Titusbuen, der blev rejst til minde om Titus’ indtagelse af Jerusalem i år 70. Denne triumfbue står som en tavs påmindelse om at tilsidesættelse af sande profetiske advarsler, indeholdt i Bibelen, fører til ulykke.

Det skal også nævnes at Jesus Kristus ikke gjorde krav på at han selv var ophav til det han forudsagde. Ligesom de hebraiske profeter før ham, anerkendte han at den virkelige kilde var Gud. Ved en lejlighed sagde han til nogle jøder: „Den lære jeg fører er ikke min, men hans som har sendt mig. Hvis nogen ønsker at gøre Hans vilje, vil han erfare vedrørende læren om den er fra Gud, eller om jeg taler ud fra mine egne ideer.“ (Joh. 7:16, 17) Når Jesu profetiske udtalelser blev opfyldt, ville det altså bekræfte at det var Guds ord han havde fremsat.

Hvordan man får gavn af bibelprofetien i dag

At man i fortiden ofte kunne bevare livet ved at handle efter det profetiske ord, understreger hvor vigtigt det er at overveje dette ord i dag. Talrige profetier som blev nedskrevet for mange hundrede år siden, venter endnu på deres opfyldelse og kræver aktiv handling fra vor side. Dette gælder blandt andet profetier om at al korruption, uretfærdighed og undertrykkelse snart skal ophøre.

Jesus Kristus, der forudsagde at Jerusalem og dets prægtige tempel ville blive ødelagt, forudsagde også at hans disciple i de sidste tider på storslået måde ville blive udfriet fra den onde tingenes ordning. Med hensyn til hvilke begivenheder der ville markere at denne udfrielse var nær, forklarede Jesus at der ville komme en meget dyster og mørk periode i historien. Det ville være som om solen, månen og stjernerne ikke længere udsendte deres lys, så menneskene måtte famle om i blinde. (Matt. 24:29) „På jorden,“ sagde Jesus, „skal folkene ængstes i rådvildhed over havets og brændingens brusen. Mennesker skal dåne af rædsel og gru for det, som kommer over jorderige.“ — Luk. 21:25, 26, da. aut.

Selv om alt dette skete, skulle Jesu disciple imidlertid ikke hænge med hovedet. De skulle ikke lade sig overvælde af håbløshed og fortvivlelse. Jesus fortsatte: „Når disse ting begynder at ske, da ret jer op og løft jeres hoveder, for jeres befrielse nærmer sig.“ Og han illustrerede det med følgende billede: „Se figentræet og alle de andre træer: Så snart de springer ud, ved I af jer selv, ud fra det I ser, at nu er sommeren nær. Således ved I også, når I ser disse ting ske, at Guds rige er nær.“ — Luk. 21:28-31.

Er det ikke sandt at de der i dag lægger mærke til tendensen i verdensbegivenhederne, er meget ængstelige for hvad der ligger forude? Er problemer som overbefolkning, fødevaremangel, lovløshed og vold, forurening af jorden, luften og havet, samt økonomisk usikkerhed, ikke ved at vokse enkeltpersoner og nationer over hovedet? Kan vi pege på noget som helst tidspunkt før den første verdenskrig hvor menneskeheden har stået over for en lignende samling problemer? Med andre ord: er der ikke klare vidnesbyrd om at vi nu lever i den periode med frygt og vanskeligheder uden lige som Jesus Kristus forudsagde? Jo, ganske afgjort.

Det betyder at en storslået udfrielse ved Guds rige må være meget nær. Dette rige er ifølge Bibelens profetier en retfærdig regering som vil befri jorden for al fordærvende indflydelse og indføre en æra med virkelig fred og sikkerhed. — Dan. 2:44; 2 Pet. 3:13.

Bibelen fortæller mere om dette rige og om hvordan man kan få del i den storslåede udfrielse det vil bringe. Som det tydeligt fremgår af bibelprofetiernes nøjagtige opfyldelse, kan man trygt stole på at Bibelen er Guds budskab til menneskene. Hvorfor være som de jøder der ikke troede på Jesus i det første århundrede, og som kunne have undgået ulykken hvis blot de havde handlet efter det profetiske ord? Kan der være noget bedre at ofre lidt af sin tid på, end på at undersøge noget som kan føre til en tryg og lykkelig fremtid for en selv og dem man holder af?

[Illustration på side 270]

Kan noget menneske have forudset at det mægtige Babylon ville blive en ruinhob hvor hjorde ikke ville græsse . . .?

[Illustration på side 271]

. . . men at Nineve ville blive en ruinhob hvor hjorde ville græsse?

[Illustration på side 272]

Titusbuen i Rom bekræfter at Guds profetiske ord taler sandt