Er Bibelen blot et resultat af menneskelig visdom?

FOR mange er Bibelen blot en bog der er skrevet af kloge mennesker i gammel tid. Men Bibelen selv siger noget andet. Den gør krav på at være en bog der er inspireret af Gud. (2 Sam. 23:2; 2 Tim. 3:16; 2 Pet. 1:20, 21) Hvis den har ret, må vi på dens sider kunne finde overbevisende vidnesbyrd om at den ikke blot kan være frembragt af kloge mennesker i fortiden.

Finder vi sådanne vidnesbyrd? Er den viden der kommer til udtryk i Bibelen, hævet over det man finder om de samme emner i andre gamle skrifter? Er den fri for de fejlagtige synspunkter der var almindelige dengang dens forskellige dele blev skrevet? Kan den stå for en nærmere undersøgelse i lyset af den viden man har i dag?

Viden om jorden

I dag ved vi at jorden ikke hviler på et fast underlag. Men dengang de ældste dele af Bibelen blev skrevet, mente man noget andet. En udbredt opfattelse gik ud på at jorden var en cirkelrund plade som lå på fire elefanter der stod på en stor havskildpadde.

Blev sådanne forestillinger taget med i Bibelen? Nej. I Job 26:7 læser vi: „[Gud] udspænder norden over det tomme, ophænger jorden på intet.“ Nøjagtigheden i disse ord har længe gjort indtryk på de lærde der beskæftiger sig med Bibelen. En af disse, F. C. Cook, skrev allerede i forrige århundrede: „De udgør en enestående stærk protest mod de overtroiske opfattelser der var udbredte blandt hedningerne . . . Job kender intet til faste grundvolde som understøtter jordens udstrakte flade. Hvordan Job kendte sandheden, nu bevist af astronomien, at jorden hænger frit svævende i det tomme rum, er et vanskeligt spørgsmål for dem der benægter Bibelens inspiration.“

Denne oplysning om jorden er kun en biting i Bibelen. Hovedformålet med Bibelen er at give gode retningslinjer for hvordan man skal leve i overensstemmelse med Guds vilje. Det den siger, må derfor logisk nok stå langt over hvad ufuldkomne mennesker som ikke følger Bibelen, har anbefalet og stadig anbefaler som en rettesnor.

Lægeligt korrekt

Lad os som eksempel betragte den lov israelitterne fik gennem Moses for omkring 3500 år siden. Et af formålene med denne lov var at bevare folkets sundhed og velbefindende. Israelitterne fik løfte om at hvis de overholdt den, ville det gå dem godt, helbredsmæssigt set. (Se Anden Mosebog 15:26; Tredje Mosebog 26:14-16.) Var dette et tomt løfte? Eller bidrog bestemmelserne i Moseloven netop til at det gik som lovet?

Selv efter at israelitterne havde fået denne lov, var de store kulturer ikke særlig langt fremme i lægelig henseende. Den franske læge og videnskabsmand Georges Roux skriver: „De mesopotamiske lægers diagnoser og prognoser var en blanding af overtro og nøjagtig iagttagelse.“ Om Ægyptens læger og deres metoder læser vi: „Fra de ældste læge-papyruser der er bevaret, hvoraf det største er Papyrus Ebers, ved vi at disse lægers viden var rent erfaringsmæssig, at den i vid udstrækning byggede på magi og at den var helt igennem uvidenskabelig. Trods deres rige muligheder kendte de så godt som intet til menneskets anatomi.“ — The International Standard Bible Encyclopaedia, bind IV, s. 2393.

Ikke alene var de fleste af de lægemidler der er omtalt i Ebers-papyrusen ganske værdiløse, men mange af dem var også direkte farlige. Dette gælder især de medikamenter der indeholdt menneske- eller dyregødning. Til behandling af sår efter at sårskorpen var faldet af, lagde man et omslag bestående af ekskrementer fra et menneske, en skriver, blandet godt med frisk mælk. Et middel til udtrækning af splinter lød: „Ormeblod, kog og knus i olie; muldvarp, dræb, kog og udblød i olie; æselgødning, bland i frisk mælk. Smør på åbningen.“ Brugen af gødning på denne måde kunne føre til forskellige alvorlige infektionssygdomme, deriblandt stivkrampe eller krampe i tyggemusklerne.

Forskrifterne i Moseloven var ikke påvirket af de forkerte opfattelser vi finder i Ebers-papyrusen. Ifølge Moseloven blev menneskets ekskrementer, for eksempel, betegnet som noget der var urent og som skulle begraves et afsides sted. Vedrørende soldaterlejre gjaldt direkte denne forordning: „Du skal have en afsides plads uden for lejren, hvor du kan gå for dig selv; og du skal have en pind i dit bælte, og når du sætter dig derude, skal du med den grave et hul og bagefter tildække dine udtømmelser.“ (5 Mos. 23:12, 13) Modsætningen mellem Moseloven og ægyptisk praksis er virkelig forbløffende, især når man tænker på at Moses, gennem hvem israelitterne fik denne lov fra Gud, var „oplært i al ægypternes visdom“. — Apg. 7:22.

Hvis den ophøjede visdom der ligger bag visse bestemmelser i Moseloven, var blevet anerkendt i nyere tid, kunne man have sparet mange menneskeliv. For blot hundrede år siden var dødeligheden på hospitaler og klinikker i Europa frygtelig stor på grund af lægernes mangelfulde hygiejne. På mange fødeafdelinger døde hver fjerde kvinde af barselfeber. Hvorfor? Efter at have beskæftiget sig med ligene på dissektionsstuen gik de lægestuderende direkte ind på fødeafdelingen og foretog undersøgelser uden så meget som at vaske hænder. Der overførtes smitte fra de døde til de levende. En læge som lagde mærke til dette var dr. I. P. Semmelweis, der var ansat ved fødselsstiftelsen i Wien, og han indførte at de der foretog undersøgelser først vaskede hænder i en klorkalk-opløsning. Dødeligheden på fødselsafdelingen faldt betydeligt. I stedet for at hver fjerde døde, skete der nu kun ét dødsfald ud af firs.

Senere arbejdede dr. Semmelweis i sit fødeland, Ungarn, og hans metoder opnåede statslig anerkendelse. Som et hele var Europas lægestand dog imod håndvaskningen. Redaktøren af Wiens lægetidsskrift gik så vidt som til at sige at tiden var inde til at ’standse dette nonsens om at vaske hænder i klorvand’. I 1861 offentliggjorde Semmelweis et værk om sine resultater og metoder, og han sendte det til fremtrædende fødselslæger og lægeforeninger, men den lægelige verden reagerede negativt. Ved en konference for tyske læger og naturvidenskabsmænd afviste de fleste talere dr. Semmelweis’ synspunkter.

Lægerne og videnskabsmændene i det nittende århundredes Europa anså sig selv for at være lærde mænd. Men sikkert uden at vide det, afviste de den ophøjede visdom der tusinder af år tidligere var blevet nedfældet i Moselovens hygiejniske forskrifter. Denne lov sagde at enhver som rørte ved en død, blev uren og måtte gennemgå en renselse der indbefattede at han måtte bade sig og vaske sit tøj. Urenheden ville vare syv dage, og i den tid skulle den urene undgå fysisk kontakt med andre. Enhver som han kom til at røre ved, skulle være uren til samme dags aften. Disse forholdsregler tjente som en beskyttelse mod overførsel af dødbringende smitte fra døde til levende, og fra ét menneske til et andet. — 4 Mos. 19:11-22.

Tænk hvis lægerne i forrige århundrede havde anset Moseloven for at være fra Gud! Så ville de uden tvivl have udvist langt større omhu når de beskæftigede sig med levende og døde, og mange menneskeliv kunne være sparet.

På visse punkter har man først for nylig anerkendt visdommen bag det Bibelen siger. Et eksempel er påbudet om omskærelse, som blev givet til Abraham og senere blev gentaget i Moseloven. Bestemmelsen gik ud på at drengebørn skulle omskæres, men først på den ottende dag efter fødselen. (1 Mos. 17:12; 3 Mos. 12:2, 3) Hvorfor netop på den ottende dag?

Man er nu klar over at der er gode grunde til at foretrække ottendedagen. Først fem til syv dage efter fødselen er barnets mængde af vitamin K, som er nødvendigt for blodets koaguleringsevne, oppe på det normale. Et andet stof som har stor betydning for blodets koagulering, nemlig protrombin, synes at være til stede i større mængde på ottendedagen end på noget andet tidspunkt i barnets liv. På grundlag af disse vidnesbyrd drager lægen S. I. McMillen denne slutning: „Den perfekte dag at foretage en omskærelse på, er den ottende dag.“ — None of These Diseases, s. 22, 23.

Var det mon tilfældigt at man valgte netop den dag? Der er andre folkeslag som længe har praktiseret omskærelse, men det er værd at bemærke at de eneste som man med sikkerhed véd omskærer deres drengebørn på ottendedagen, er dem der har ladet sig påvirke af Bibelen. Er det da ikke rimeligt at acceptere Bibelens forklaring, nemlig at det er menneskets Skaber der har fastsat at det skulle ske denne dag? Skulle vi ikke forvente at han ville vælge den bedste dag til indgrebet, eftersom han gav udtryk for at lydighed mod hans lov ville bidrage til at man bevarede et godt helbred?

At Bibelen indeholder udtalelser som røber en særlig visdom, kan ikke benægtes. Der er tydelige vidnesbyrd om at Bibelen ikke kan være et resultat af menneskelig visdom. Den indeholder udsagn som vidner om en visdom man ikke fandt hos verdens vise dengang den blev skrevet. Dog er der noget som taler endnu stærkere for at Bibelen må være en bog fra Gud. Hvad er det?

[Illustration på side 267]

Århundreder før mennesket kunne betragte jorden fra det ydre rum, erklærede Bibelen at ’jorden hænger på intet’

[Illustration på side 268]

Havde lægestanden fulgt Bibelen, kunne mange mødres liv være sparet