„En stor dør“ står åben i Portugal
DEN 25. april 1974 blev „en stor dør ind til virksomhed“ pludselig åbnet for Jehovas vidner i Portugal. Ved et overraskende militærkup blev det otteogfyrre år gamle diktatur styrtet. Der blev proklameret tilbedelsesfrihed og givet løfte om genindførelse af alle andre borgerrettigheder. Dette var i sandhed en velkommen forandring for disse trofaste kristne! I årevis havde deres arbejde nemlig været forbudt, og de var blevet forfulgt som et uønsket mindretal. Siden er der sket store ting for dem i Portugal.
Af kærlighed til Gud og deres medmennesker har Jehovas vidner i Portugal udnyttet lejligheden til at forkynde „den gode nyhed om riget“ så kraftigt som aldrig før. Og i den korte tid der er gået, har de fundet mange som erkender det nytteløse i at tro at et system indført af mennesker kan løse menneskehedens store problemer. Disse oprigtige mennesker har indset at de samme grundlæggende problemer stadig står tilbage, uanset hvor mange ’ismer’ man efterhånden har eksperimenteret med op gennem historien — feudalisme, fascisme, kommunisme, socialisme og imperialisme. De er lykkelige for at de har fundet den eneste brugbare løsning på menneskehedens problemer. „Hvor?“ spørger du måske. I det ældste historiske dokument der findes, Bibelen. Menneskets eneste håb er et herredømme udøvet af Gud, ja Guds rige.
For virkelig at fatte hvad det er der nu sker i Portugal, må vi betragte følgende: I de tyve år der gik fra 1950 til 1969 voksede antallet af aktive Jehovas vidner fra 58 til et højdepunkt på 6037. Men i løbet af blot tyve måneder fra april 1974 har over 6270 ladet sig døbe som kristne vidner for Jehova! I gennemsnit er der kommet mere end ti nye disciple til om dagen! Mange af disse har måttet gøre store forandringer i deres liv. Nu er deres gudstro ikke længere blot et spørgsmål om tradition. De har en levende tro der driver dem til handling. Glade tilbeder de Gud „med ånd og sandhed“. — Joh. 4:24.
Et afdelingskontor åbnes
Arbejdets reorganisering tog et stort skridt fremad den 14. februar 1975, idet man denne dag skrev kontrakt om leje af en bygning der kunne tjene som kontor for Jehovas Vidners forening. Siden har denne moderne, velindrettede tyveværelses bygning i Estoril i nærheden af Lissabon tjent som et ideelt centrum for tilsynet med Jehovas Vidners voksende arbejde i Portugal.
Inden for to måneder ankom fire store containere med i alt tres tons bibelsk læsestof fra Vagttårnets trykkeri i Brooklyn, New York. Desuden blev der i løbet af 1975 fremstillet 333.700 bøger på kommercielle trykkerier i Portugal. Så stort er folks ønske om bibelsk læsestof at der jævnlig kommer tilsynsmænd fra menighederne til Estoril med deres egne lastvogne, ivrige efter at få udleveret 500, ja helt op til 1000, bøger.
Åbningen af dette afdelingskontor eller betelhjem (Betel betyder Guds hus) har medført velsignelser på mere end én måde. Foran bygningen er der en dejlig græsplæne, og bagved ligger en køkkenhave — og det viste sig tilfældigvis at der i en nærliggende menighed var et Jehovas vidne som var gift med en faguddannet gartner der var ansat ved kommunen. Manden var venlig og kunne godt lide at være sammen med Jehovas vidner. Under forbudet havde han endog åbnet sit hjem for møder, skønt han på det tidspunkt ikke selv viste nogen interesse for at studere Bibelen. Eftersom haven ved Betel trængte til en professionel hånd, spurgte man denne gartner om han havde lyst til at hjælpe. Det havde han, og han ofrede adskillige dage på haven i foråret 1975. Samværet med betelfamilien gjorde et dybt indtryk på hans sind og hjerte. Da et af familiens medlemmer tilbød at studere Bibelen med ham, var han først tøvende men tog så imod tilbudet. Alt hvad han behøvede var at komme i gang, for derefter gjorde han hurtigt fremskridt og blev døbt i begyndelsen af december 1975.
Allerede inden sin dåb havde gartneren travlt med at så en anden slags „sæd“. Med sin overbevisende tale var han årsag til at en kommunal fiscal (inspektør) blev interesseret i Guds rige. Denne, der var levnedsmiddelinspektør, fangede hurtigt ideen i sandhedens budskab; han nægtede med det samme at være med til uærlige metoder og begyndte regelmæssigt at studere Bibelen. Han talte med en nabo, der også begyndte at studere Bibelen hver uge i sit eget hjem og at overvære menighedens møder. Som følge heraf var der, den dag gartneren blev døbt, fire interesserede som han underviste i Guds ord, til stede. I sandhed et glimrende eksempel på at forkyndelsen af sandheden kan frembringe en aktiv Jesu Kristi discipel! Gartneren er stadig glad for at anlægge og passe haver, men det fylder ham med endnu større glæde at så og dyrke „rigets ord“ ved at forkynde det for andre. — Matt. 13:18-23.
Rigssale indrettes
Den 9. januar 1975 fik menighederne besked om at de nu kunne indrette sig rigssale. At denne „dør“ blev åbnet vakte virkelig begejstring. Siden er i alt tooghalvfjerds velegnede sale blevet lejet, indrettet og indviet med et særligt program. Yderligere fyrre sale er ved at være klar til indvielse. Da lejen i de større byer er temmelig høj, er tre eller fire menigheder som regel fælles om en sal for at klare udgifterne. For at skaffe midler nok til en rigssal af den rette standard har nogle Jehovas vidner solgt personlige ejendele som radioer, båndoptagere, guldringe, armbånd og brocher. Børn er kommet med deres sparegrise. I en menighed samlede kvinderne alle deres smykker og gav dem som et bidrag.
Fra Funchal på Madeira fortælles en usædvanlig oplevelse. Den eneste bygning der var egnet til rigssal, var et pakhus som krævede megen ombygning. Ejeren gav tilladelse til at de nødvendige forandringer kunne foretages, og medlemmerne af de lokale menigheder gik i gang med arbejdet. Da en vognladning tømmer en fredag eftermiddag blev læsset af, sagde det Jehovas vidne der stod for byggearbejdet til ejeren, som tilfældigvis var til stede, at man ville sætte loftet op i løbet af weekenden. Ejeren troede næppe sine egne ører. Han mente umuligt det kunne nås, så af nysgerrighed tog han hen til bygningen mandag morgen. Til sin store forbløffelse så han et smukt træloft. Han udbrød: „Om jeg så betalte et firma for at udføre dette arbejde, ville det tage mindst et par uger, og her har I gjort det på en enkelt weekend!“ Dette, sammen med den broderkærlighed som så tydeligt kom til udtryk mellem de tre menigheder der arbejdede med salen, gjorde et dybt indtryk på ham. Lige før indvielsesprogrammet skulle finde sted overraskede han vidnerne ved at fortælle dem at de kunne bruge salen gratis de første elleve måneder. Desuden gav han et stort pengebidrag og sendte forfriskninger til arbejderne.
De første store stævner
Den juridiske anerkendelse af arbejdet betød også at man nu kunne holde årlige områdestævner i Portugal. Dette var noget helt nyt, og en kæmpeudfordring! Man stod helt på bar bund, for man havde ingen folk med erfaring på dette felt, og intet udstyr — ikke engang en højttaler, eller en gryde til bespisningsafdelingen! I januar 1975 blev planerne for sommerens områdestævner udarbejdet på et særligt møde med alle rejsende tilsynsmænd.
Da stævnetiden var inde klarede alle deres opgaver på en glimrende måde. Afdelingerne fungerede godt og tjente deres formål, så vidnerne kunne overvære et firedages program med megen god vejledning om hvordan kristne kan klare de udfordringer de stilles over for i disse urolige tider. I juli og august 1975 overværede i alt 34.529 det offentlige møde ved tre områdestævner i Portugal, foruden 410 på Açorerne og 629 i Funchal på Madeira.
Begivenheder af en sådan størrelsesorden går ikke ubemærket hen. Om stævnet i byen Porto bemærkede dagbladet Jornal de Notícias for 2. august 1975: „Der hersker en fredelig og hjertelig atmosfære som er karakteristisk for Jehovas vidner. Næst efter katolikkerne udgør de den største religiøse gruppe i landet, og de har allerede over 16.000 medlemmer.“
Om sangene ved stævnet skrev avisen O Comércio do Pôrto for 4. august 1975: „Sangene, med tekst og musik skrevet og komponeret af medlemmer af Jehovas Vidner, er baseret på Bibelen og taler om glæden ved at bie på Jehova, de sagtmodiges og tålmodiges lykke over at Gud velsigner dem, og glæden over indførelsen af et rige der allerede er begyndt at herske.
Sangen lyder meget smukt og er uden tvivl en form for meddelagtighed i og forkyndelse af Bibelens hellige sandheder.“
De to Lissabon-stævner, der blev holdt to uger efter hinanden på samme fodboldstadion, fik en helt enestående dækning i avisen Tempo. Avisen reserverede et fast ottesiders tillæg udelukkende til Jehovas Vidner og ofrede i alt 11.000 spaltemillimeter omtale på begivenheden. I udgaven for 7. august 1975 sagde avisen følgende om det første af de to stævner: „Det der gjorde størst indtryk på vore reportere ved stævnet var at der slet ikke fandtes politifolk nogen steder. En hær på 1100 frivillige sørgede for hele organiseringen af stævnet, omfattende blandt andet færdselsregulering, parkering, rengøring, førstehjælp, transport, udlevering af forfriskninger og sandwiches fra seks boder rundt om på stadion, samt tilberedning og servering af cirka 6000 måltider i timen i en kantine der var indrettet i Idrætshallen.“
Der er ingen tvivl om at områdestævnerne „Guds suverænitet“ på alle måder var en storslået succes.
Arbejdet udbredes i hele Portugal
Fra oktober til december 1975 blev der iværksat en særlig kampagne for at forkynde „den gode nyhed“ i byer, landsbyer og landdistrikter hvor budskabet om Guds rige endnu ikke havde lydt. Otteoghalvtreds heltidsforkyndere (specialpionerer) blev organiseret i bilgrupper som skulle tage ud på alle veje og besøge hvert eneste hus de fandt. Og resultatet?
Den første måned under kampagnen spredte en gruppe på fire forkyndere i alt 2241 bibler og bøger. For grupper af interesserede holdt de offentlige foredrag. I en lille landsby traf de en meget oprigtig og gæstfri katolsk familie som tilbød dem gratis logi. Hver aften når de vendte tilbage, havde den venlige husmoder et måltid parat. Hun viste stor interesse for disse pionerers bibelundervisningsarbejde, og hendes første ord hver aften lød: „Og hvordan er det så gået i dag? Har folk villet lytte?“ Denne hjertelige dame havde også ansvar for sakristiet og var sognepræstens største støtte. Men hans besøg var blevet meget sjældne. Det var en glædelig overraskelse for de fire forkyndere da hun samlede treogtyve fra den lille landsby til et bibelsk foredrag i sit hjem.
Bibelen kommer til sin ret!
I alle de mange år under forbudet havde det været meget vanskeligt for menighederne at få tilstrækkelige forsyninger af Bibelen. Kommercielle bibelhuse havde endda nægtet at sælge bibler i større mængder til Jehovas Vidner. Det var derfor en stor glæde da man fra New York modtog 60.000 eksemplarer af Ny Verden-oversættelsen til brug i den første bibelkampagne fra dør til dør, som fandt sted i november og december 1975. At kunne tilbyde en portugisisk bibel var noget som fyldte vidnerne med stor nidkærhed. En ny forkynder i Braga, en meget religiøst domineret by oppe mod nord, spredte begejstret femogtyve bibler i kampagnens første uge.
En landmenighed med omkring tyve Jehovas vidner spredte 104 bibler i kampagnens første måned.
Lyse og lovende udsigter
Selv om der i Lissabon-området alene nu er over hundrede menigheder af Jehovas Vidner og der i byen er et vidne for hver 176 indbyggere, finder man stadig mange som „hungrer og tørster efter retfærdighed“. — Matt. 5:6.
Der er nu over 18.000 aktive vidner for Jehova i Portugal. Rapporterne viser at de regelmæssigt har selskab af andre tusinder ved deres møder i rigssalene rundt om i landet. Og når man så tænker på at 45.221 samledes til helligholdelsen af Kristi død i april 1976, forstår man hvorfor Jehovas Vidner i Portugal er lykkelige over at „en stor dør ind til virksomhed“ er blevet åbnet for dem. Med iver og glæde er de gået ind gennem døren og har grebet de tjenesteprivilegier der bød sig. (1 Kor. 16:9) Og de lader ikke hænderne synke. I de seneste måneder har de nydt så mange velsignelser at de med David kan sige: „Til at tælles er de for mange.“ — Sl. 40:6.
[Illustration på side 20]
Jehovas Vidners afdelingskontor i Estoril, Portugal