„Løft jeres hoveder“
INGEN tidligere generation i menneskets historie har oplevet så foruroligende begivenheder som vor generation. Men hvordan kunne Jesus så netop i forbindelse med vor tid sige: „Når disse ting begynder at ske, da ret jer op og løft jeres hoveder, for jeres befrielse nærmer sig“? — Luk. 21:28.
Jesus sagde klart nok at der fandtes en varig og tilfredsstillende løsning på alle disse nedslående problemer. Hvilken løsning? Antydes det for eksempel i de profetier Jesus og mange andre ifølge Bibelen har fremsat, at en sådan udfrielse kommer ved menneskers bestræbelser? Nej, slet ikke.
Erfaringen har vist at hverken enkeltpersoner eller nationer, hvor oprigtige de end er, formår at skabe virkelig fred, tryghed og varig lykke for menneskeheden. Selv de bedste bestræbelser er før eller siden endt med fiasko. Der står da heller ingen steder i Bibelens profetier at menneskene lidt efter lidt skulle opnå et fuldkomment samfund ved deres egne bestræbelser.
Derimod forudså Jesus at verdensforholdene ville blive værre og værre indtil hele den nuværende tingenes ordning blev overrumplet af det som Jesus kalder „så stor en trængsel som der ikke har været fra verdens begyndelse til nu, og som heller ikke vil indtræffe igen“. (Matt. 24:21) Netop nu er begivenhederne i hele verden ved at nærme sig den situation.
Hvordan kunne Jesus på baggrund af dette være så optimistisk? Det kunne han fordi han vidste at den kommende omvæltning i menneskenes forhold ville blive den sidste. Den ville bane vej for en ny tingenes ordning som i bibelprofetien kaldes „nye himle og en ny jord“, og „i dem skal retfærdighed bo“. — 2 Pet. 3:13.
Hvorfor så længe?
Hvis det imidlertid er Guds hensigt at oprette en retfærdig ny orden her på jorden, hvorfor har han da ladet nød og elendighed få lov til at bestå i flere tusind år? En væsentlig årsag har at gøre med et stridsspørgsmål der opstod da den første mand og kvinde besluttede sig til at gøre oprør mod Guds herredømme.
En skabning havde fremsat den påstand at vore første forældre ved at gøre sig uafhængige af Gud kunne ’blive som Gud til at kende godt og ondt’. (1 Mos. 3:5) Eftersom de allerede havde Guds lov der viste hvad der var godt og hvad der var ondt, ligger der sandsynligvis det i udtalelsen i Første Mosebog 3:5, at menneskene ikke selv kunne bestemme hvad der var godt og hvad der var ondt. Men de tiltog sig denne ret. Vore første forældre valgte altså i virkeligheden at sige at de ikke behøvede Gud til at styre deres tilværelse, at de sagtens kunne klare deres egne sager. — 5 Mos. 32:4, 5.
Hvorfor tillod Gud dette? Fordi han har skabt menneskene som moralsk frie skabninger, ikke som robotter. Han tillod at de veg bort fra hans love så de én gang for alle kunne vise om mennesker kunne styre deres egne skridt uafhængigt af Gud.
Gud har været enestående tålmodig og langmodig. Han har givet herskere og undersåtter enhver lejlighed til at bevise om menneskers styre duer. I de årtusinder der er gået, har man prøvet alle tænkelige former for menneskestyre og alle samfundsordninger. Men erfaringerne, og især vor generations erfaring, viser at ingen af dem har kunnet skaffe varige velsignelser til hele menneskeheden. Nationernes fejlslagne forsøg på at skabe virkelig fred og varig sikkerhed, selv i begrænsede områder af jorden, viser klart at menneskene ikke formår at styre sig selv uafhængigt af deres Skaber.
Hvorfor ikke? Fordi menneskene simpelt hen ikke er skabt med den evne eller egenskab. Gud har derimod skabt dem til at være afhængige af ham og hans love. (1 Mos. 2:16, 17) Han har skabt dem med et naturligt behov for hans ledelse. Veg de bort fra hans ordning kunne det kun føre noget dårligt med sig, som det har vist sig i århundreder. Det er det samme som hvis nogen lod hånt om reglerne for mental sundhed og alligevel forventede at være mentalt sunde; eller undlod at spise nærende mad og dog forventede at have et godt helbred; eller satte sig ud over tyngdeloven ved at springe ud fra en høj bygning og ikke regnede med at blive kvæstet; eller konstant overtrådte færdselsloven i den tro at de aldrig fik en bøde.
Det har klart vist sig at Guds ord taler sandt når det siger: „Jeg ved, [Jehova], at et menneskes vej ikke står til ham selv, og at det ikke står til en mand at vandre og styre sine fjed.“ Profeten fortsætter da også: „Tugt os, [Jehova].“ (Jer. 10:23, 24) Resultatet af at menneskene har ladet hånt om Gud og hans veje har været sørgeligt. Som Bibelen siger: „Mangen vej synes manden ret, og så er dens ende dog dødens veje.“ — Ordsp. 14:12.
Det mennesker og nationer har bedrevet i århundredernes løb viser tydeligt at de ikke fortjener at have herredømmet over vor smukke planet. Som en dommer ved Californiens højesteret har sagt: „Hvis vi var her på månedsbasis var vi blevet sagt op for længe siden.“
Menneskene har ganske vist ikke herredømmet over jorden „på månedsbasis“, men de har det dog heller ikke permanent. Og bibelprofetien viser at den begrænsede tid de har det, nærmer sig sin afslutning. Nu da de forskellige problemer i forbindelse med menneskers styre har vist sig så grundigt, er Guds tid inde til at udslette denne utilfredsstillende ordning. Når han har fjernet den, lader han en ny orden begynde, en orden som han har skabt og som vil indføre virkelig tryghed og sand lykke på jorden.
Den nuværende ordning udslettes
Ødelæggelsen af den nuværende ordning beskrives i Åbenbaringens bog i dette symbolske sprog: „Jeg så også en engel som stod på solen, og han råbte med høj røst og sagde til alle fuglene som flyver midt på himmelen: ’Kom, saml jer til Guds store aftensmåltid, så I kan æde køddele af konger og køddele af højere officerer og køddele af stærke mænd og køddele af heste og af dem som sidder på dem, og køddele af alle, af frie såvel som af trælle og af små og store.’“ — Åb. 19:17, 18.
Dette bliver højdepunktet på det Jesus kaldte „så stor en trængsel som der ikke har været fra verdens begyndelse til nu, og som heller ikke vil indtræffe igen“. (Matt. 24:21) Guds himmelske styre ved Jesus Kristus vil „knuse og tilintetgøre alle [nuværende] riger“, og oprette en regering over hele jorden som „aldrig i evighed skal forgå“. — Dan. 2:44.
De overlevende
Nogle vil overleve den kommende verdenskatastrofe, ligesom der var overlevende da vandfloden i Noas dage udslettede en fordærvet verden. (2 Pet. 2:5) Guds ord siger: „Søg [Jehova], alle I ydmyge i landet, som holder hans bud, søg retfærd, søg ydmyghed! Måske kan I skjule jer på [Jehovas] vredes dag.“ „Enhver, som påkalder [Jehovas] navn, skal frelses.“ — Zef. 2:3; Joel 3:5.
Bibelens sidste bog forsikrer os også at der vil blive overlevende. De omtales som „en stor skare“ der „kommer ud af den store trængsel“. Hvorfor bliver de skånet? Fordi de, som profetien siger, „yder [Gud] hellig tjeneste dag og nat“. — Åb. 7:9, 14, 15.
Disse mennesker fra alle nationer som kommer til at overleve, indsamles nu. Det er mennesker der ønsker at lære Guds hensigt at kende og at gøre Guds vilje, og de føres sammen i et internationalt samfund der skal danne grundlag for den ’nye jord’ som Gud skaber. (2 Pet. 3:13) I modsætning til denne verdens nationer har de lært at ’smede deres sværd til plovjern og deres spyd til vingårdsknive’. De opfylder allerede nu profetien: „Folk skal ej løfte sværd mod folk, ej øve sig i våbenfærd mer.“ — Es. 2:2-4.
Mens nationerne som har gjort sig uafhængige af Gud styrter sig i større og større ulykke, gennemføres Guds hensigt, for indsamlingen af dem der skal arve den jord som skal være underlagt Guds rige, foregår støt og sikkert. (Matt. 25:34) På grund af det disse mennesker nu lærer angående den nuværende onde tingenes ordning der snart forgår og den retfærdige nye ordning som er lige ved at skulle begynde, betragter de ikke længere fremtiden som håbløs. Nej, de ’løfter deres hoveder fordi deres befrielse nærmer sig’. (Luk. 21:28) De nærer stor tillid til fremtiden fordi de helt sikkert ved at Bibelen har ret når den siger: „I mands hjerte er mange tanker, men [Jehovas] råd er det, der står fast.“ — Ordsp. 19:21.
[Illustration på side 6]
„Jeg så også en engel som stod på solen, og han råbte med høj røst og sagde til alle fuglene som flyver midt på himmelen: ’Kom, saml jer til Guds store aftensmåltid.’“ — Åb. 19:17.