En nutidig vægter som Ezekiel
1. (a) Siden hvornår har Guds „vægter“-skare ladet advarselen lyde, og med hvilket formål? (b) Hvad har kristenheden gjort i stedet for at lade advarselen lyde?
OVER 30 år før atombomben blev sprængt i det fjerne østen satte Jehova barmhjertigt sin „vægter“ til at udsende en advarsel om hvad der tydeligvis nærmer sig i den nuværende generations levetid. Allerede før den første verdenskrig brød ud i 1914 havde han sat denne „vægter“-skare til at lade advarselen lyde — ikke blot for at advare dem der gerne ville vide hvordan de kunne overleve, men også for at vække opmærksomheden hos dem der med overlæg gjorde sig til fjender af Gud. På den måde kunne fjenderne vide hvorfra ødelæggelsen ville komme. Ingen ville have grundlag for at klage over at Gud ikke havde advaret på forhånd. Kristenheden, der har Bibelen på over tusind sprog og som hævder at være Guds tjener, burde have ladet advarselen lyde. Men det har den ikke gjort. Den har derimod deltaget i dette århundredes krige, deriblandt to verdenskrige, der har medført store ødelæggelser på jorden. Men når kristenheden ikke er denne „vægter“, hvem er det så?
2, 3. (a) Hvem blev af Gud valgt til at advare om den kommende vandflod, og hvem har han udsendt med en lignende advarsel i dag? (b) Hvorfor kan man ikke tillægge Jehova ansvaret for de menneskeliv der går tabt?
2 Sammenligner vi med Noas tid, ser vi at Noa ikke nøjedes med at forkynde; han byggede også en kæmpestor ark og bekræftede dermed sit talte budskab. Noa var dengang Jehovas specielle vidne og vægter. Hans familie på syv medlemmer støttede ham i varetagelsen af vægterens pligter. Hebræerbrevet 11:1-7 for tæller os at Noa fik det vidnesbyrd at Gud havde behag i ham. Han var et godkendt vidne for Jehova Gud. Han var „en forkynder af retfærdighed“. (2 Pet. 2:5) I dag står vi over for en uafvendelig katastrofe der er verdensomspændende ligesom vandfloden i Noas dage. Hvem benytter Gud til at gøre hele verden opmærksom på dette? Kendsgerningerne viser at han benytter indviede kristne der er kendt overalt som Jehovas vidner. Der er således ingen der kan beskylde Jehova for ikke at have sendt advarselen ud. Millioner af vidner har ladet den lyde!
3 Ansvaret for de menneskeliv der går tabt når den nuværende tingenes ordning om kort tid går til grunde, kan altså ikke lægges på Jehova. De der afslår at lytte til hans advarsel, bærer helt og holdent ansvaret selv. Det samme kan siges om kristenheden, der også har forsømt at give agt på advarselen. Havde kristenheden dog blot ligesom Jehovas vidner ladet Guds advarsel lyde! Det ville have stillet menneskeheden helt anderledes.
Vægter for det gamle Israel
4. (a) Hvem kaldte Jehova til profet for sit folk Israel, og hvem var denne profet et billede på? (b) Hvilken opgave fik Ezekiel?
4 Jehova var på forhånd klar over at selv kristenheden ville have nødig at få den sidste advarsel forkyndt. Han vidste hvad der var sket med hans udvalgte folk i førkristen tid, og han vidste hvad begivenhederne dengang forudskildrede eller var en skygge af. I året 613 f.v.t. kaldte han en jøde ved navn Ezekiel til profet for sit folk. Og selv om Ezekiel på det tidspunkt var landflygtig i Babylon, tjente han som Jehovas vægter for Israel. Hans profetiske udtalelser nåede til Jerusalem i Judas land. Jehovas ord til Ezekiel har interesse for os i dag, for Ezekiel var et billede på vor tids salvede Jehovas vidner. Denne salvede skare har givet agt på Jehovas ord til Ezekiel: „Menneskesøn! Jeg sætter dig til vægter for Israels hus; hører du et ord af min mund, skal du advare dem fra mig. Når jeg siger til den gudløse: ’Du skal visselig dø! og du ikke advarer ham eller for at bevare hans liv taler til ham om at omvende sig fra sin gudløse vej, så skal samme gudløse dø for sin misgerning, men hans blod vil jeg kræve af din hånd.“ — Ez. 3:17, 18.
5, 6. (a) Hvilken tidsperiode levede Ezekiel i? (b) Hvorfor kunne Gud ikke beskyldes for uretmæssigt at have påtvunget Ezekiel en vanskelig opgave?
5 Hvorfor talte Jehova så alvorligt til denne jøde, Ezekiel? Fordi Ezekiel dengang, i 613 f.v.t., levede i de sidste dage for kongedømmet Juda og dets hovedstad, Jerusalem. Ezekiels folk havde indgået en pagt med Jehova ved den mellemmand Han havde valgt, nemlig profeten Moses, og som medlem af dette folk var profeten Ezekiel forpligtet over for Jehova hele sit liv. Han var også præst og skulle derfor have tjent Jehova i Jerusalems tempel. Der hvilede altså en naturlig forpligtelse på ham over for Gud. Følgelig kunne ingen beskylde Gud for uretmæssigt at påtvinge Ezekiel en vanskelig opgave; Ezekiel var jo født under Lovpagten og underlagt det aronitiske præsteskabs pligter; han stod på det tidspunkt under ypperstepræsten Seraja. — 2 Kong. 25:18.
6 Ved sin profet Esajas havde Jehova tidligere sagt til Ezekiels folk: „Mine vidner er I, så lyder det fra [Jehova], min tjener, hvem jeg har udvalgt.“ (Es. 43:10-12) Ezekiel var således et billede på Jehovas åndssalvede vidner i nutiden, menigheden af åndelige israelitter. Disse salvede vidner lever i en tid der er langt mere betydningsfuld og afgørende end Ezekiels tid.
7. (a) Hvilket styre var i fare på Ezekiels tid, men hvad er i fare nu? (b) Hvor lang tid advarede Ezekiel før ødelæggelsen kom?
7 Dengang var det blot det lille Juda rige der var i fare. I dag er det modbilledet til dette rige, nemlig kristenheden, der er i fare tillige med alle dens verdslige fæller. I realiteten er det hele den nutidige verdensomspændende tingenes ordning der er under dom, ligesom det i Noas dage var en hel verden der var dømt til udslettelse. Guds advarsel ved Ezekiel hastede, for Ezekiel begyndte først at advare fire år før de babyloniske hære drog ind i hans land, eller seks år før de ødelagde den belejrede by Jerusalem og templet. Mange af indbyggerne i det betrængte Jerusalem døde af sult eller pest; andre faldt for sværdet. Mange af de overlevende blev ført i landflygtighed i det fjerne Babylon og døde dér. Det var Ezekiels egen generation der dengang stod i fare for at blive ramt af denne ulykke.
8. (a) Hvilken ødelæggelse i det første århundrede hjælper os til at tidsfæste den kommende verdensødelæggelse ved Guds indgriben? (b) Hvem lod Guds advarsel lyde dengang, og hvor presserende var deres advarsel?
8 Hvor kort tid vi har i dag kan vi kun slutte ud fra de begivenheder der er indtruffet nu, sammenholdt med bibelprofetien. I den profeti der gengives i Mattæus-evangeliet, kapitlerne 24 og 25, advarede Jesus dem af hans disciple der skulle udgøre den første del af „den trofaste og kloge træl“, om den ødelæggelse der skulle ramme Jerusalem inden for deres egen generation. På den måde gjorde han sine disciple opmærksomme på deres ansvar over for de jødiske indbyggere i provinsen Judæa. De var virkelig i alvorlig fare på grund af den ulykke der nærmede sig for deres land. Hvis den kristne „trælle“-skare i den kritiske tid dengang ikke advarede de truede jøder og tilskyndede dem til at forlade farezonen hurtigst muligt, ville de være medansvarlige når disse intetanende jøder mistede livet eller friheden.
9. Hvordan var Ezekiel et glimrende eksempel for den salvede „trælle“ — skare i dag?
9 Hvad nu hvis Ezekiel i sin tid havde undladt at advare sine truede landsmænd i det fjerne hjemland? Så ville han næppe have levet efter Jerusalems ødelæggelse i 607 f.v.t., for Jehova ville have holdt ham ansvarlig for de omkomnes blod. Åbenbart varetog Ezekiel trofast sit gudgivne hverv så længe det var muligt at kommunikere med det dødsdømte Jerusalem, for Jehova lod ham leve efter den tid. Det behagede Jehova at lade ham udtale en profeti i det 27. år af hans landflygtighed i Babylon, hvilket vil sige 16 år efter det frygtelige blodbad i Jerusalem i 607 f.v.t. (Ez. 29:17; 40:1) Her var han et glimrende eksempel for den salvede „trælle“-skare i vore farefulde tider. Hvis nogen af „trælle“-skarens medlemmer i dag holdt op med at lade advarselen lyde og at underrette de onde, ville de have et mellemværende med Jehova. Men størstedelen af „trælle“-skaren vil vise sig at være som Ezekiel. Der vil ikke komme til at hvile blodskyld på dem.
10. (a) Hvor vigtigt er det hverv en vægter beklæder? (b) Hvordan viser Gud sin interesse for sin vægter såvel som for dem der skal advares?
10 En vægter beklæder et hverv med et stort ansvar. Hvis en soldat i krigstid faldt i søvn på sin vagt var han hjemfalden til dødsstraf, for han satte andres liv på spil og øgede risikoen for et nederlag. (Dom. 7:19) Gud har ikke alene tanke for at redde dem der skal advares; han bekymrer sig også for sin vægters liv. Det fremgår af hvad han videre siger: „Advarer du derimod den gudløse, og han ikke omvender sig fra sin gudløshed og sin vej, så skal samme gudløse dø for sin misgerning, men du har reddet din sjæl. Og når en retfærdig vender sig fra sin retfærdighed og gør uret, og jeg lægger anstød for ham, så han dør, og du ikke har advaret ham, så dør han for sin synd, og den retfærdighed, han har øvet, skal ikke tilregnes ham, men hans blod vil jeg kræve af din hånd. Har du derimod advaret den retfærdige mod at synde, og han ikke synder, så skal samme retfærdige leve, fordi han lod sig advare, og du har reddet din sjæl.“ — Ez. 3:19-21; 33:2-9.
11. Påpeg ligheden mellem en vægters arbejde og det „den trofaste og kloge træl“ skal gøre.
11 I Salme 127:1 hedder det: „Dersom [Jehova] ikke vogter byen, våger vægteren forgæves.“ Men selv om Jehova vogtede byen havde vægteren på muren alligevel ansvaret for at sikre indbyggernes liv. Han var forpligtet til at advare dem om enhver fare der kunne true deres liv og ejendom. Det ville ikke være godt om han blev anklaget for at være skyld i deres død. Var han vågen og på vagt fik han æren for at have værnet om andre menneskers liv. Situationen er den samme for „den trofaste og kloge træl“ i dag, hvor den gamle tingenes ordning er ved at nå sin afslutning. Jehova har udnævnt „trælle“-skaren som sin „vægter“, og i lighed med Ezekiel skal den våge over alle dem der bekender at de er Guds folk, værne om deres evige interesser.
En nutidig vægters advarsler
12, 13. (a) Hvilken reaktion på advarselen vil Gud gerne se? (b) Hvad giver advarselsbudskabet mulighed for, og hvad sker der med dem der ikke giver agt?
12 Men er det kun dem der bekender sig som kristne der står i fare for at blive udslettet når denne tingenes ordning går til grunde? Nej, det gør alle andre også, både de der er tilsluttet en trosretning og de der ikke vil have noget med de religiøse systemer at gøre. Dette ved jordens Skaber, Jehova Gud. Han vil helst ikke udslette menneskeverdenen. Han ønsker at flest muligt skal blive frelst fra evig udslettelse og vise sig værdige til livet i hans retfærdige nye tingenes ordning. I sin barmhjertighed har han derfor ladet advarselen lyde vidt og bredt.
13 Først underrettede han den nutidige „trælle“-skare som Ezekiel var et billede på. Han gjorde den således til sin „vægter“. Denne „vægter“-skare har specielt fået betroet det hverv at lade Guds advarsel lyde. Som følge af ’vægterens’ betimelige advarsel får flere og flere mulighed for at lytte og derpå at handle efter det de hører, hvilket giver dem håb om at blive ført frelst gennem denne gamle verdens endeligt. De der ikke vil give agt på Guds advarsel — deres blod kommer over deres eget hoved!
14, 15. (a) Hvem har uden held forsøgt at bringe „vægter“-skarens røst til tavshed, men hvem har lyttet til røsten og reageret positivt på den? (b) Hvad sker der når „velviljens år fra Jehova“ slutter?
14 Jehovas „vægter“-skare er blevet kendt over hele verden. Fjenderne ville gerne bringe dens røst til tavshed; de betragter advarselen som nedbrydende for deres tingenes ordning. Men deres anstrengelser er forgæves! Advarselen har lydt kraftigt i deres ører især siden 1919, det år verden så småt begyndte at komme til kræfter efter den første verdenskrig. Samme år begyndte den tidsperiode der i Esajas 61:2 kaldes „velviljens år fra Jehova“ (NW) — et udtryk der betegner at Jehova endnu ikke har udgydt sin vrede over den gudsfornægtende tingenes ordning. Hvilket formål har dette tjent? At det arbejde Jesus profeterede om, har kunnet udføres til nu. Han sagde: „Denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne.“ (Matt. 24:14) Mange som hører med til resten af dette riges arvinger, har taget imod Rigets budskab. De har benyttet sig af „velviljens år fra Jehova“. De er blevet gjort til en del af „vægter“-skaren. De har været med til at lade Guds advarsel lyde.
15 Det symbolske år med velvilje fra Jehova er en begrænset tidsperiode, og alt tyder i dag på at den er ved at nå sin afslutning. At den slutter indvarsler ikke et „godt nyt år“, men betyder at Jehovas vrede træder i stedet for hans velvilje, og „hævnens dag fra vor Gud“ begynder. (Es. 61:1, 2) Det bliver den mørkeste dag den nuværende menneskeverden nogen sinde har oplevet.
16. Hvad udrettes der ved at „vægter“-skaren lader advarselen lyde?
16 Dette gør at „vægter“-skaren uopsætteligt må advare om at „velviljens år fra Jehova“ er ved at udløbe og „hævnens dag“ ved at begynde. At den trofast lader Guds advarsel lyde medfører ikke at den sammenlappede gamle tingenes ordning og de der ivrigt støtter den, bliver skånet for udslettelse i den kommende „store trængsel“. Men bevidstheden om dette tager ikke modet fra dem der hører til „vægter“-skaren. De er overbevist om at de onde, gudløse mennesker som de får til at omvende sig fra ondskab til retfærdighed, vil undgå at blive udslettet sammen med denne gamle verden. „Vægter“-skaren bliver således fri for blodskyld med hensyn til dem der på grund af advarselen forlader deres onde, dødbringende vej. „Vægter“-skaren er også forvisset om at dens vedholdende advarsel vil afholde mange retfærdige fra at handle ondt og slutte sig til den gudløse verden og forgå med den i „den store trængsel“. Dette glæder „vægter“-skaren sig meget over. Den tjener ikke forgæves!
17. (a) Hvilken løn har „vægter“-skaren høstet? (b) Hvem er nu med til at lade advarselen lyde?
17 „Vægter“-skaren har endnu ikke slidt sin stemme op ved at udråbe advarselen om „hævnens dag fra vor Gud“. Den har ikke sænket stemmen, og den er besluttet på heller ikke i fremtiden at sænke den. Og hvad møder der ikke dens spejdende øjne til gengæld! Et syn som er til ære for Jehova! En talløs „stor skare“ af mennesker der lytter til advarselen! (Åb. 7:9) Disse har fået øjnene op for at Jehovas domsfuldbyrders „sværd“ nærmer sig for at hugge de onde ned, dem der modstår Guds messianske rige. Fire år før den anden verdenskrig udbrød, begyndte denne ’store skare’ at vise sig tydeligt og at stille sig på „vægter“-skarens side. Vi kan være taknemmelige for at den anden verdenskrig ikke gik lige over i „hævnens dag fra vor Gud“, og ligeledes at hverken krigen eller dens eftervirkninger standsede eller svækkede tilstrømningen af den store skare der stillede sig ved „vægter“-skarens side trods verdensomspændende forfølgelse. Dette har forpligtet den store skare til frygtløst at udbasunere Guds advarsel i samarbejde med „vægter“-skaren. Dens medlemmer har ikke undslået sig for at røgte dette ansvar. De ønsker nemlig ikke alene at vise at de elsker og adlyder Jehova Gud, men også at de elsker deres næste.
18, 19. (a) Hvilken indsats er i høj grad påkrævet nu, i betragtning af ordene i Esajas 52:8? (b) Hvad bør bevæge os til at lade den guddommelige advarsel lyde?
18 På dette sene tidspunkt, hvor tiden er ved at løbe ud for kristenheden og resten af den nuværende dødsdømte tingenes ordning, er en enig indsats i høj grad påkrævet. Skønt Ezekiel og hans samtids profet Jeremias befandt sig mange hundrede kilometer fra hinanden, advarede de som med en røst deres egensindige landsmænd om at „hævnens dag“ snart ville være over dem. I vor tid, siden afslutningen af den første verdenskrig, har ordene i Esajas 52:8 kunnet anvendes på Jehovas indviede folk. Der står: „Hør! Dine vægtere har løftet røsten. I forening råber de af glæde; for det vil være ansigt til ansigt de ser når Jehova fører Zion tilbage.“ (NW) Alle de der efter den første verdenskrig blev genindsamlet under det ’himmelske Zion’, så det samme i lyset af de bibelprofetier der gik i opfyldelse: de så Jehovas hånd virke til gunst for dem. De begyndte at udråbe et enigt budskab til hele verden. I dag, over 60 år senere, må de fortsat lade deres enige budskab lyde, blot må de nu også bringe den alvorlige og presserende advarsel om „hævnens dag“ fra Jehova. Den store skares medlemmer fra mange folk og tungemål må blande deres stemmer med vægterens.
19 Lad os derfor enigt gå ud med advarselen om „hævnens dag fra vor Gud“. Lad os holde os fri for blodskyld; vi vil jo gerne skånes når „hævnens dag“ kommer. Mange af vore medmennesker vil gerne opnå den samme frelse. Måtte vor kærlighed til Jehova og Kristus samt til vor næste bevæge os så vi hele tiden lader den livsvigtige advarsel lyde. Det vil berige os med stor glæde. Og det bedste er at Jehova bliver æret som den der har taget sig kærligt af os!
[Illustration på side 19]
Som Ezekiel havde advaret om, ødelagde den babyloniske hær Jerusalem og førte mange af de overlevende i landflygtighed
[Illustration på side 21]
I lighed med Ezekiel lader nutidens „vægter“-skare advarselen lyde — hjulpet af ’den store skare’