Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • w82 15/5 s. 10-14
  • Jehovas tapre hær af heltidsforkyndere

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Jehovas tapre hær af heltidsforkyndere
  • Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1982
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • Pionerer i en åndelig hær
  • Må beregne omkostningerne
  • Nasiræerne — et eksempel
  • ’Kan jeg være pioner?’
  • Velsignelserne ved pionertjenesten
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1997
  • Jehova opretholder sin hær af heltidstjenere
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1982
  • Tillæg — Du indbydes til at blive pioner — tager du imod indbydelsen?
    Rigets Tjeneste – 1972
  • Tillæg — Er pionertjenesten noget for dig?
    Rigets Tjeneste – 1978
Se mere
Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1982
w82 15/5 s. 10-14

Jehovas tapre hær af heltidsforkyndere

„[Vær] en god soldat for Kristus Jesus; en soldat i aktiv krigstjeneste må have gjort sig fri af dagliglivets krav for at stå til rådighed for hærledelsens beslutninger.“ — 2 Timoteus 2:3, 4, Seidelin.

1, 2. Hvilken opfordring til at tage forkyndelsen op lød for 100 år siden, og hvad resulterede den i?

„VI ØNSKER 1000 FORKYNDERE.“ Denne usædvanlige opfordring blev bragt i et tidsskrift for godt 100 år siden, og reaktionen var langt større end man havde forventet. Hvem fremsatte denne opfordring, og hvem fulgte den? Er det noget der angår os i dag?

2 Det var det blad der nu i hele verden er kendt som Vagttårnet, der i sit andet år rettede denne opildnende henvendelse til sine læsere. Det var ikke en søgen efter præster til at prædike i kirker, for Bibelen siger ikke at de der ønsker at tjene som forkyndere af Guds budskab, skal gøre det på denne måde. Nej, det udgiverne af Vagttårnet søgte dér tilbage i 1881, var mennesker der var villige til ’efter som de bedst kunne, at rejse ud til store og små byer som kolportører eller evangelister’. Opfordringen gjaldt dem der var villige og i stand til at vie hele deres tid til forkyndelsen af Bibelens sandheder. I begyndelsen var det et beskedent antal der fulgte opfordringen, nogle få her og nogle få der, indtil det i 1885 nåede op på 300. Nu er antallet imidlertid vokset til tusinder, ja titusinder — til et gennemsnit i 1981 på 151.180.

3. Hvordan er navnet på sådanne forkyndere blevet ændret?

3 Jehovas Vidner kalder ikke længere sådanne heltidsforkyndere for „kolportører“, et fransk udtryk som kun understregede den ene side af deres arbejde, nemlig udbredelsen af bibler og bibelsk læsestof, hvilket er underordnet deres vigtigste opgave. Der findes et andet ord som er mere dækkende, i betragtning af det arbejde som denne åndelige hær af evangelieforkyndere, forkyndere af „den gode nyhed“, udfører. (2 Timoteus 2:3, 4; Lukas 8:1; 10:1) Det er ordet „pioner“.

Pionerer i en åndelig hær

4. Hvad er baggrunden for og betydningen af ordet „pioner“?

4 Hvorfor er „pioner“ en passende benævnelse for de Jehovas vidner der kan være heltidsforkyndere? Ordet havde oprindelig en militær klang, idet det betød en soldat — ikke en almindelig infanterist, men en soldat af ingeniørtropperne, en der gik forud for hovedstyrken og byggede broer og veje. En „pioner“ var altså en der banede vej for andre, en der førte an og som kæmpede sig frem trods ugunstige forhold eller modstand, sådan som de første nybyggere i Nordamerika gjorde. Udtrykket henleder tanken på en der er frygtløs, en der fortsætter fremad indtil han har nået sit mål. Hvilken glimrende betegnelse for dem der som Kristi Jesu „soldater“ ofrer sig hele deres tid!a

5. Hvorfor kan kristne kaldes „soldater“? (Filemon 2; Filipperne 2:25)

5 Alle sande kristne kan sammenlignes med soldater der deltager i en åndelig krig. (1 Timoteus 6:12; 2 Timoteus 4:7; Judas 3) Vi har en fælles fjende der er ude på at ødelægge os, nemlig Satan. Han har opstillet sine usynlige dæmonstyrker, der sammen med hans synlige tingenes ordning udgør en vældig hær som skal bekæmpe Kristi sande disciple. I hele verden findes der imidlertid over 2.300.000 kristne som adlyder den inspirerede befaling: „Stå [Djævelen] imod, faste i troen.“ (1 Peter 5:9) Det er Jehovas vidner, som, skønt de i sig selv er svage og ubetydelige, går fra sejr til sejr i den åndelige kamp mod deres vældige fjende. — Jakob 4:7, 8, 10.

6. På hvilken anden måde er ordet „soldat“ en passende benævnelse for kristne?

6 En soldat i kamp har kun ét i tanke: det forestående slag. Han kan ikke tillade sig at blive distraheret af mindre væsentlige ting. Apostelen Paulus sagde til en ung kristen medarbejder, Timoteus: „Du må også bære din del af lidelserne som en god soldat for Kristus Jesus; en soldat i aktiv krigstjeneste må have gjort sig fri af dagliglivets krav for at stå til rådighed for hærledelsens beslutninger.“ (2 Timoteus 2:3, 4, Seidelin) Paulus og Timoteus var naturligvis ikke bogstavelige soldater for en verdslig nation eller magt. W. E. Vines An Expository Dictionary of New Testament Words siger at ordet „soldat“ her skal opfattes „billedligt om en der udholder trængsler for Kristi skyld“.

7. Hvilken rolle har pionerer spillet i den kristne hær af åndelige soldater?

7 Blandt disse millioner af trænede kristne soldater findes der en fortrop bestående af heltidstjenere. Mange af dem har i sandhed virket som „pionerer“ i den forstand at de er gået foran og har banet vej for andre forkyndere. Pionerer er ofte rejst til distrikter hvor den gode nyhed om Guds oprettede rige aldrig er blevet forkyndt. Nogle pionerer er som missionærer rejst til fremmede lande hvor de har måttet lære nye skikke og vanskelige sprog, og hvor de har måttet kæmpe med ubehagelige forhold, sygdomme og dæmonreligioner. De har bygget broer over alle disse forhindringer, gjort indfald med åndelige våben og oprettet „brohoveder“ som har udviklet sig til stærke menigheder. De har banet vej til områder hvor der nogle få år senere er blevet en hel hær af kristne soldater som forkynder Kristi budskab om åndelig udfrielse. — Esajas 60:22.

8. Hvilken fordel er der ved at denne åndelige hær består af frivillige? (Dommerne 7:3)

8 Sidste år var der i hele verden gennemsnitlig 151.180 heltidsforkyndere ude i tjenesten hver måned. De tjener alle frivilligt, og der er ingen „lejesoldater“ iblandt dem. (Salme 110:3) Sådan bør det også være, for soldater der indrulleres i en hær mod deres vilje eller som tjener for vindings skyld, svigter ofte i kampens hede. De mister modet og kapitulerer eller flygter. Men hvad er grunden til at disse pionerer, som ikke får nogen materiel belønning, frivilligt vier hele deres liv til tjenesten, når millioner af indviede kristne ikke gør det? Har de taget denne tjeneste op fordi de i fremtiden venter en større belønning end de forkyndere hvis omstændigheder kun tillader dem at bruge 10, 20 eller måske 30 timer i tjenesten hver måned? Nej, den flittige indsats som de oprigtige pionerer yder, er et udtryk for deres helhjertede hengivenhed for Jehova Gud. Som alle andre kristne der af hjertet har indviet sig, vil de gerne gøre alt hvad de kan i tjenesten for vor kærlige Gud. Hvem kan og bør da være pioner? Overvej din egen situation og indstilling.

Må beregne omkostningerne

9. Af hvilken grund kan ikke alle kristne være pionerer?

9 Når man analyserer om man kan eller bør være pioner, er der flere forskellige faktorer man må tage i betragtning. Ens personlige forhold spiller naturligvis en rolle. Der er forpligtelser som går forud for heltidstjenesten. (5 Mosebog 24:5) Apostelen Paulus skrev at en kristen der ikke sørger for de materielle fornødenheder til sin familie, har „fornægtet troen og er værre end én uden tro“. (1 Timoteus 5:8) Familieforpligtelser kan altså forhindre nogle i at være pionerer i øjeblikket. Andre omstændigheder som helbred og alder må også tages i betragtning, selv om mange der tjener som pionerer har et dårligt helbred eller er oppe i årene.

10. Hvilken rolle spiller troen i forbindelse med pionertjenesten?

10 En pioner må også have en fast tro, for det er ikke nogen let tjeneste. Paulus forbinder direkte en sådan tro med en kristens offentlige forkyndelse af sandheden, idet han skriver: „Kæmp troens gode kamp, få et fast greb om det evige liv, som du blev kaldet til og som du bekendte dig til med den gode offentlige bekendelse over for mange vidner.“ (1 Timoteus 6:12) Tro er ganske vist en nødvendig egenskab for alle i Guds hær, men der er forskel på at vise sin tro ved at tage del i forkyndelsen nu og da og ved at gøre det mange timer hver dag. Det er dog også værd at nævne at jo oftere man taler med andre om sandheden, jo mere vokser ens tro. — 2 Tessaloniker 1:3.

11. (a) Hvilken form for ofre må alle kristne bringe? (b) Hvilke yderligere ofre kan det blive nødvendigt at pionerer bringer?

11 Det er desuden et spørgsmål om at bringe ofre. I én forstand kan al den tjeneste vi yder Gud i renhed og oprigtighed betragtes som et offer vi bringer ham. (Hebræerne 13:15) Det at være pioner med det rette motiv — at lovprise Gud og at hjælpe andre til at undslippe trældommen under Satans ordning — er i sandhed et storslået offer. Men også fra et andet synspunkt indebærer pionertjenesten at man bringer ofre. Når en kristen bliver pioner må den tid der engang blev benyttet til mere personlige gøremål, anvendes til at forkynde og undervise. Den tid der blev brugt til at tjene penge og anskaffe sig materielle ejendele, må nu begrænses. Ja, pionertjenesten koster selvopofrelse. Tusinder af pionerer har fundet tilfredshed ved at sænke deres levestandard, idet de nøjes med at have verdsligt arbejde én, to eller måske tre dage om ugen for at klare de daglige fornødenheder og samtidig have tid til deres tjeneste. — 2 Timoteus 2:4.

Nasiræerne — et eksempel

12. Hvorfor bliver nogle pionerer, og hvordan kunne nogle af fortidens israelitter yde mere i forbindelse med deres gudsdyrkelse?

12 Mange som har taget pionertjenesten op har været drevet af et ønske om at gøre mere. Det er ikke en kappestridens ånd eller et stolt ønske om at gøre mere end deres kristne brødre og søstre, der har fået dem til det, men et ønske om at gøre mere for at vise deres kærlighed til Jehova og næsten. (Mattæus 22:37-39) I Bibelen har vi et interessant eksempel i nasiræerne. I fortidens Israel kunne mænd og kvinder frivilligt påtage sig at være nasiræere, et navn der kommer af det hebraiske ord nazir’, som betyder „indviet, udskilt, sat til side“. For at være nasiræer måtte man aflægge et løfte, men vi må ikke forsøge at sidestille dette med en kristens beslutning om at være pioner, for denne beslutning indebærer ikke at man aflægger et løfte om at opfylde visse forpligtelser. Alligevel er der visse lighedspunkter mellem nasiræerne og pionererne som vi kan betragte og lære af.

13, 14. (a) Forklar en af de begrænsninger der var pålagt nasiræerne. (b) Hvilken parallel kan vi drage mellem dem og vor tids pionerer?

13 En israelit der frivilligt påtog sig at tjene som nasiræer, underkastede sig visse begrænsninger som bidrog til at understrege at han var „udskilt“ eller „sat til side“ til tjenesten for Jehova. En af disse begrænsninger indbefattede mad og drikke, som forklaret i Fjerde Mosebog 6:3, 4. En nasiræer måtte ikke nyde berusende drikke eller spise vinstokkens druer. (Salme 104:15) Selv om dette krævede en vis selvfornægtelse, var der dog intet forbud mod at indtage den nødvendige føde. Denne begrænsning indebar således ikke nogen form for lidelser.

14 Vor tids lykkelige pionerer bygger deres liv op omkring lovprisningen af Gud, og ikke omkring materielle ting som mad eller luksusbetonede ejendele. Dette er en forudsætning for at de kan eje den dybe og varige glæde som mange, der set fra et materielt standpunkt tilsyneladende har en „bedre“ tilværelse, misunder dem. (Jævnfør Lukas 12:16-21.) En enklere og materielt mere beskeden tilværelse kan også medføre goder som man let overser. Sundhedseksperter beretter om de mange farer ved en fed kost og kalorieholdige drikke. Men en pioner der normalt får en temmelig enkel, men dog varieret og nærende kost, og som kombinerer denne med al den motion det giver at gå fra hus til hus og forkynde, vil sandsynligvis have et godt helbred. De der har et stort hjem, det sidste nye i mekanisk eller elektronisk udstyr, og mange andre ejendele, véd at disse ting til stadighed kan give problemer eller „hovedpine“. Den parallel vi kan drage mellem Fjerde Mosebog 6:3, 4 og pionertjenesten, er værd at tænke over.

15. Hvilket eksempel ligger der i den begrænsning der var pålagt nasiræerne vedrørende håret?

15 Den anden begrænsning der var pålagt nasiræerne, var at de ikke måtte klippe håret. (4 Mosebog 6:5) Deres lange hår var et tegn som andre kunne kende dem på. Paulus forklarede senere at en kristen kvindes lange hår var en påmindelse om at hun var underordnet sin mand. (1 Korinter 11:3-15) Med tanke på nasiræernes lange hår, må vi da ikke sige at de brødre og søstre der tjener som pionerer, i høj grad viser at de underordner sig Jehova Gud? De lader mange personlige interesser komme i anden række for at give tjenesten førstepladsen. En pioner lærer at stole på Gud, at underordne sig Gud.

16. Hvad kan vi udlede af påbudet om at nasiræerne ikke måtte røre ved lig?

16 Et tredje krav var at nasiræerne ikke måtte røre noget lig, ikke engang liget af en nær slægtning som for eksempel en fader eller moder. (4 Mosebog 6:6, 7) En nasiræer skulle således bevare sig hellig og ren, ubesmittet. (Jævnfør Tredje Mosebog 21:10, 11, hvor kravet til ypperstepræsten omtales.) I dag er det ikke forbudt nogen kristen, heller ikke pionerer, at sørge for eller at overvære en nær slægtnings begravelse. Men ligesom nasiræerne ønsker pionererne at undgå enhver tvivlsom handlemåde eller adfærd der kunne diskvalificere dem. De vil gerne være gode eksempler. Og hvis en pioner, der elsker sin familie, tjener i et fjerntliggende distrikt og derfor ikke kan besøge sine slægtninge så ofte som det ellers ville have været muligt, kan han finde glæde ved tanken om at Jehova påskønner dette offer.

17. Hvorfor indebar dét at være nasiræer ikke blot at man fulgte et bestemt ritual? Hvordan forholder det sig med pionertjenesten?

17 Det fremgår af Bibelen at en israelit der blev nasiræer ikke blot gennemgik et eller andet religiøst ritual. Nej, han eller hun antog en værdifuld, tilfredsstillende livsform, for Gud omtaler vedkommende som en der ’levede som nasiræer for Jehova’. (4 Mosebog 6:2, NW) Vor tids pionertjeneste er også en livsform, og det en lykkelig livsform!

’Kan jeg være pioner?’

18. Hvilket spørgsmål bør vi alle stille os selv? Hvorfor?

18 Alle kristne er forenede i tilbedelsen af Gud. Vi udgør en enig hær af soldater der kæmper for sandheden. Det skulle være vort ønske at gøre alt hvad vi kan i denne kamp. Og det er vort ønske. Vi kan derfor hver især stille os selv det betimelige spørgsmål: ’Kan jeg tjene som pioner?’ Den følgende artikel vil være dig en hjælp i dine overvejelser, idet den viser hvordan Jehova kan holde dig oppe hvis du kan tage del i pionertjenesten.

[Fodnote]

a En af de måder hvorpå Webster’s Third New International Dictionary definerer ordet „pioner“, er: „En af Jehovas Vidners heltidsforkyndere.“

Har du indprentet dig

■ hvorfor det er på sin plads at kalde heltidsforkyndere for pionerer?

■ hvorfor Bibelen sammenligner kristne med soldater?

■ hvad man skal tage i betragtning når man tænker på at blive pioner?

■ hvordan nasiræerne er et eksempel for pionerer?

[Illustration på side 11]

Hvorfor kan kristne passende sammenlignes med tapre soldater?

[Illustration på side 13]

Hvordan kan dét at tjene som pioner bidrage til ens lykke og sundhed?

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del