Holdt oppe af „den kraft som er ud over det normale“
FORTALT AF SADIE LEWIS HADDAD
„HVORDAN kunne du dog klare det?“ bliver jeg ofte spurgt. Klare hvad? At opdrage ni børn — de syv på egen hånd. Og af de otte der lever i dag, har de syv i lang tid været indviede, loyale tjenere for Jehova Gud.
Når jeg tænker tilbage ved jeg at det ikke er i egen kraft jeg har kunnet opdrage mine børn i sandheden fra Guds ord. Det kunne ikke have ladet sig gøre. Der er slet ingen tvivl om at Jehova har hjulpet mig. Som Andet Korinterbrev 4:7 viser, kan de der oprigtigt ønsker at tjene Gud og gøre hans vilje få „den kraft som er ud over det normale“, en kraft der kommer fra Gud gennem hans hellige ånd.
Men hvordan gik det til at jeg måtte opdrage de fleste af mine børn på egen hånd? Hvordan lærte jeg Jehova og hans hensigt at kende? Lad mig fortælle lidt om min baggrund.
Skolegang i Libanon
Jeg blev født i Libanon for over 90 år siden, i 1892. Min fader var græsk-ortodoks præst, ligesom hans fader var det før ham. Det var min faders inderlige ønske at mindst én af hans sønner ville gå i hans fodspor og blive præst. Men ingen af dem ønskede at følge dette kald.
Det var min fader meget ked af. Men hvis Jehova, „som oprejser de døde“, ønsker det, vil min fader komme tilbage fra de døde ved opstandelsen når Gud opretter sin paradisiske „ny jord“. (2 Korinter 1:9; 2 Peter 3:13) Så vil jeg kunne fortælle min fader at der ganske vist ikke var nogen af hans sønner der blev præster, men at hans datter Sadie og de fleste af hendes børn og børnebørn blev tjenere for Jehova!
Jeg nåede ikke at lære min moder at kende, for hun døde da jeg var tre år. Det var imidlertid efter hendes ønske at min fader sendte mig på en kostskole hvor tyske, lutherske nonner lærte mig både det arabiske og det tyske sprog. Jeg lærte også at elske Jesus, men næsten intet om Gud og hans hensigt.
Alligevel var det mit ønske at blive nonne og komme i himmelen. Nonne blev jeg dog aldrig — da jeg var færdig med skolen måtte jeg flytte hjem for at tage mig af min fader før han døde. Da han var død overtog mine brødre ansvaret for mig, som det dengang var skik og brug i Libanon. De mente at det var bedst for mig at blive gift, og valgte en ægtemand til mig. Selv havde jeg ikke noget at skulle have sagt. I 1909, da jeg kun var 17 år gammel, blev jeg derfor gift.
Vi flytter til De forenede Stater
I 1910 flyttede min mand og jeg fra Libanon til De forenede Stater. Vi slog os ned på en gård i Texas, hvor vi dyrkede ris. Og i årenes løb fik vi ni børn.
Men vores ægteskab gik ikke særlig godt, og i 1935 forlod min mand mig. Da var vores niende barn tre år. På det tidspunkt var min ældste datter og søn allerede gift, men når de havde problemer var det stadig noget der berørte mig. Og nu var jeg alene om at sørge for de syv andre.
Året efter solgte vi alt hvad vi kunne, med undtagelse af noget af jorden, og lejede et hus i Beaumont i Texas. Flere af mine børn begyndte så at arbejde og hjalp med at dække familiens udgifter. Det var en stor hjælp for mig.
Hjælp fra Jehova
Den største hjælp fik jeg imidlertid fra Gud. Allerede i 1917, mens vi stadig boede på gården, var jeg begyndt at lære Jehova og hans hensigt at kende, og jeg var begyndt at søge hjælp hos ham.
Lige siden jeg var en lille pige har jeg haft ærefrygt for Gud, og nu ville jeg gerne vide noget mere om ham. Den store krig, som de dengang kaldte den, der brød ud i 1914, gav mig en fornemmelse af at det hastede. Min søster i Beirut skrev og fortalte mig hvilke forfærdelige forhold der rådede i den del af verden under krigen. Mange af mine slægtninge sultede ihjel.
Min søster skrev at hun var tvunget til at sælge sit hus og sine ejendele for at få noget brød at spise, og desuden var hun blevet meget syg. Hun bad mig derfor om at sende hende nogle penge så hun kunne købe mad. Jeg sendte pengene med det samme — men kort tid efter fik jeg et brev hvori der stod at min søster var død samme dag som pengene var ankommet. Dette sørgelige brev har jeg stadig.
Alt dette hjalp mig til at forstå at Mattæus 24:7 var gået i opfyldelse, og det gjorde det lettere for mig at tage imod sandheden da den blev forkyndt for mig.
Sandhedens sæd bliver sået
Sandhedens sæd begyndte at blive sået i mit hjerte i 1917. I det år kom en af Jehovas Vidners heltidstjenere til min dør. Han tilbød mig et abonnement på bladet Vagttårnet på arabisk. Det første nummer læste jeg fra ende til anden, og siden da har jeg læst hvert eneste nummer sammen med Bibelen. Det er dette der er baggrunden for min tro på og tillid til Jehova.
Med tiden lærte jeg at læse engelsk tilstrækkelig godt til at jeg i stedet kunne få et abonnement på engelsk. Hovedårsagen til at jeg ønskede dette var at jeg gerne ville have mine børn til også at læse bladene.
Min mand havde ikke noget imod det jeg lærte, men han brød sig ikke om at jeg læste så meget. Når jeg gerne ville læse om aftenen efter at jeg var færdig med mit arbejde i huset og efter at børnene var lagt i seng, låste jeg derfor døren til det værelse hvor jeg plejede at sidde og læse, og stoppede noget i revnerne så man ikke kunne se lyset udefra. På den måde kunne jeg fortsætte med at læse.
Kunne jeg have bragt det offer?
Årene gik. Jeg blev ved med at læse og lære mere om Gud. I 1935, efter at min mand var gået fra mig, blev jeg så indbudt til et foredrag der blev holdt af et af Jehovas vidner i en skole i nærheden af vores gård. Foredragsholderen kom blandt andet ind på at Abraham var villig til at ofre sin søn, Isak.
Som lutheraner havde jeg aldrig kunnet forstå hvorfor Gud havde bedt Abraham om at ofre sin eneste søn. Nu hvor jeg var moder til ni børn, forstod jeg det endnu mindre. Jeg følte at jeg aldrig ville kunne ofre et af mine børn.
Men da jeg hørte forklaringen i foredraget forstod jeg hvad det vil sige at have sand tro, og jeg forstod at det var Abrahams tro der satte ham i stand til at gøre dette. Han var sikker på at den Gud der oprejser de døde, også kunne oprejse hans søn. (Hebræerne 11:17-19) Det gik op for mig at det var en tro som denne jeg måtte have for at kunne bære de problemer fremtiden måske ville bringe. Men hvordan skulle jeg bære mig ad med at opdrage mine børn på en god måde og give dem en tro som den Abraham havde? Hele tiden bad jeg til Gud om at det måtte lykkes mig.
Jeg lærer mere om sandheden
Blot nogle få uger før vi flyttede til byen i 1936, besøgte Jehovas vidner mig igen og spillede en plade for mig der var indtalt af Vagttårnsselskabets præsident, J. F. Rutherford. Den handlede om værdien af nøjagtig kundskab. Det blev påpeget at det er livsvigtigt at have nøjagtig kundskab, eftersom Jesus sagde at kundskab om Gud og Kristus ville føre til evigt liv. (Johannes 17:3) Jeg blev også inviteret til Jehovas Vidners møder. Da vi var flyttet til byen fandt en af mine døtre og jeg derfor ud af hvor møderne blev holdt, og begyndte at overvære dem.
Det første møde vi overværede gjorde så stort indtryk på mig at jeg bagefter spurgte nogle af Jehovas vidner om de havde en søndagsskole mine børn kunne komme i. Jeg ville gerne have at de skulle lære de samme vidunderlige ting som jeg lærte. Vidnerne fortalte mig naturligvis at de ikke havde nogen søndagsskole men at de i stedet ville komme hjem til os en gang om ugen og undervise os ud fra Bibelen. Jeg spurgte: „Hvad koster det?“ Og de svarede: „Det koster ikke noget. Det er gratis.“ Jeg kunne næsten ikke tro mine egne ører!
Før vi skulle have det første studium med Jehovas vidner bad jeg til Jehova. Jeg bad ham inderligt om at hjælpe mig med mine børn, og jeg bad om at de ville studere Bibelen sammen med os. Til min store glæde deltog de alle i studiet, selv min ældste datter og hendes børn.
Vi var begejstrede over uge for uge at lære mere om Guds rige og dets herredømme over en kommende paradisisk jord. Vi lærte også om betydningen af Guds navn, Jehova. (Salme 83:19) Det var noget jeg aldrig havde hørt om i den lutherske skole i Libanon.
Holdt oppe af „den kraft som er ud over det normale“
Jeg lærte også at Jehova er en Gud der opretholder sine tjenere hvis de stoler på ham. Da sandheden om dette nåede mit hjerte kan jeg ærligt og oprigtigt sige at jeg ikke længere var bekymret for hvordan det hele skulle gå. Jeg satte min fulde lid til Jehova og gjorde naturligvis selv hvad der stod i min magt. Jeg havde tillid til at han ville give mig „den kraft som er ud over det normale“.
Med tiden bar denne tillid frugt. Efter at have studeret Bibelen i et år blev jeg døbt; det var i 1937. Efterhånden blev alle mine syv døtre også døbt. Hvor jeg takkede Jehova for denne velsignelse!
Så kom jeg ud for en hård prøve, en prøve der krævede at jeg stolede helt på Jehova og på at han ville give mig styrke. Det havde at gøre med min yngste søn. Han studerede Bibelen i nogen tid, men han tog aldrig et afgjort standpunkt for sandheden. Han respekterede den dog, og han støttede os i vort ønske om at gøre Guds vilje. Men så blev han syg, og i 1968 døde han.
Min søns død er den største sorg jeg har været ude for. Jeg holdt meget af ham — som jeg holder af alle mine børn. Jeg kan i sandhed sige at hvis ikke Jehova havde hjulpet mig, kunne jeg ikke have udholdt denne sorg. Det var — og er — også en stor trøst for mig at vide at jeg vil få ham at se igen i den jordiske opstandelse.
Jeg deler sandheden med andre
Siden jeg lærte sandheden at kende har jeg haft en følelse af frihed og fred i sindet som jeg aldrig før havde kendt. Det gik også op for mig at jeg ikke længere havde lyst til at blive nonne og komme i himmelen — nu ville jeg gerne bo i det jordiske paradis under Guds riges herredømme. Dette var et så storslået håb at jeg havde et inderligt ønske om at dele det med andre. Det har jeg så gjort i årenes løb, og jeg har haft mange vidunderlige oplevelser.
Nu er jeg gammel — næsten 92 — men jeg ønsker stadig at være med til at fortælle andre om den gode nyhed om Riget. Jeg har ganske vist ikke så let ved at komme omkring som jeg engang havde, men mine døtre er søde til at hjælpe mig. De tager mig med i bilen og lader mig fortælle Rigets budskab ved en dør, og så hjælper de mig tilbage i bilen så jeg kan hvile mig lidt og vente på dem mens de fortsætter med at forkynde.
En af mine døtre og jeg leder endda et bibelstudium hver uge med fire ældre damer. Det hjælper mig til at blive ved med at huske de vidunderlige sandheder om Jehova og hans hensigt.
Nu har jeg været en døbt tjener for Gud i over 45 år. Er jeg blevet træt fordi den nye ordning endnu ikke er kommet? Fysisk bliver jeg selvfølgelig træt. Men det har været en stor glæde i tidens løb at se hvordan Jehovas synlige organisation er vokset fra nogle få titusinder i 1937, da jeg blev døbt, til over 2.600.000 i 1983!
Blandt disse lovprisere af Jehova er syv af mine otte overlevende børn og næsten alle mine børnebørn og oldebørn. Jeg har også en datter, Rose Peloyan, der sammen med sin mand har været over 25 år i heltidstjenesten på Vagttårnsselskabets hovedkontor i Brooklyn. Ja, nu har jeg endda også et barnebarn der sammen med sin mand tjener dér!
Gennem alle disse år har jeg ikke et øjeblik været i tvivl om at jeg aldrig ville have kunnet opdrage min familie til at tjene Gud hvis jeg skulle have gjort det i egen kraft. Men Jehova har lovet at han ikke vil svigte sine tjenere. Han vil tværtimod hjælpe dem til at gøre hans vilje ved gennem sin hellige ånd at give dem „den kraft som er ud over det normale“. Denne hjælp har jeg modtaget i mange, mange år. Nu ser jeg frem til at genvinde min fysiske styrke i Paradiset og til at tjene Jehova i al evighed. — Salme 94:17-19.
[Tekstcitat på side 28]
Min mand forlod mig i 1935 da vores niende barn var tre år
[Tekstcitat på side 29]
Siden 1917 har jeg læst hvert eneste nummer af Vagttårnet
[Tekstcitat på side 30]
Hvis Jehova ikke havde hjulpet mig kunne jeg aldrig have udholdt den sorg