Hvorfor så mange religioner der kalder sig kristne?

OMKRING en fjerdedel af verdens befolkning kalder sig kristne. Disse mennesker bekender sig alle som disciple af Jesus Kristus, og alligevel er de stærkt splittede. Den romersk-katolske kirke har efter sigende omtrent 580.000.000 medlemmer, men siden det andet Vatikankoncil har den været splittet op i liberale og konservative katolikker. De skønsvis 74.000.000 medlemmer af den græsk-ortodokse kirke er splittet op i forskellige statskirker med hver sine ceremonier. Og de op imod 343.000.000 protestanter er opdelt i talrige episkopale, lutheranske, calvinistiske (presbyterianske og reformerte), baptistiske, metodistiske og andre kirker.

Alle disse kirker regner sig selv for at være „anerkendte“, „ortodokse“ og „respektable“ religioner. Dertil skal lægges de hundreder af såkaldte sekter der er genstand for foragt fra de katolske, ortodokse og protestantiske hovedretningers side.

„Ortodoks“ eller „kættersk“?

Når man objektivt undersøger hvorledes det rent historisk forholder sig, kan faktisk ingen af de traditionsrige „kristne“ kirker hævde at være den oprindelige kristne religion. De er alle sammen begyndt som udløbere — sekter — ja, det gælder selv den der hævder at være den ældste af dem alle, den romersk-katolske kirke!

Historisk set kunne adskillige byer hævde at de havde indtaget en fremtrædende stilling i kristendommens historie længe før Rom. Da kristendommen blev grundlagt på pinsedagen i år 33 e.v.t. var der ikke en eneste discipel af Kristus i Rom. Det er hævet over enhver tvivl at administrationen af den kristne menighed fra først af havde sit sæde i Jerusalem. Det er sandt at jøder og proselytter fra Rom var i Jerusalem under pinsen, og utvivlsomt blev nogle af dem kristne og vendte tilbage til Rom for at grundlægge en kristen menighed dér. Men det samme gjaldt mange andre steder der omtales i Bibelen. De besøgende fra Rom nævnes endda ikke før langt nede i rækken, tredjesidst, kun foran kretere og arabere. — Apostelgerninger 2:5-11.

I disse tidlige tider var Rom ikke et midtpunkt hvorfra man administrerede og organiserede den kristne virksomhed. Det var ikke i Rom, men i Antiokia i Syrien, at Jesu disciple første gang blev kaldt kristne. (Apostelgerninger 11:26) Og Antiokia, ikke Rom, var udgangspunkt for de tre missionsrejser apostelen Paulus foretog. (Apostelgerninger 13:1-4; 14:26; 15:35, 36; 18:22, 23) Ganske vist blev Paulus sandsynligvis henrettet i Rom, men han var ikke en af Jesu 12 apostle, for Judas Iskariot var blevet erstattet af Mattias. (Apostelgerninger 1:23-26) Der er faktisk overhovedet intet holdepunkt i Bibelen for at tro at nogen af de 12 apostle rejste til Rom eller døde dér. Den sidste apostel der døde var Johannes, sandsynligvis i eller i nærheden af Efesus. Med deres død kom døren til at stå på vid gab for det omsiggribende frafald. — 1 Johannes 2:18, 19; 2 Tessaloniker 2:3, 4.

Som tiden gik, blev andre byer fremtrædende hovedbyer for den frafaldne kristendom. Det drejede sig blandt andet om Alexandria og Karthago i Nordafrika og Byzans (det senere Konstantinopel) på grænsen mellem Asien og Europa. I vest voksede kirken sig rig og mægtig i Rom, imperiets hovedstad.

Efterhånden som frafaldet udviklede sig som forudsagt af apostlene, opstod der en gejstlig klasse. Fremtrædende mænd hævede sig selv op over hjorden og blev til de såkaldte biskopper. De kappedes om magten og blev overhoveder for konkurrerende retninger eller sekter i den frafaldne kristendom. I de tidligste tider beherskede ingen bestemt by eller biskop fuldstændig de øvrige, men der udviklede sig en magtkamp om hvilken sekt eller hvilken frafalden udløber af den oprindelige bibelske kristendom der ville slå sin værdighed som „ortodoks“ eller rettroende fast og dermed gøre de andre til „kættere“.

Alle begyndte som sekter

Et af de nyeste værker om dette emne oplyser: „Hvad var kætteri mod kristendommen? Og, for den sags skyld, hvad var kirken? . . . [Den frafaldne] kristendom begyndte i forvirring, uenighed og splittelse, og således fortsatte den. En dominerende ortodoks kirke med en genkendelig menighedsopbygning viste sig kun lidt efter lidt. . . . Og som det altid er tilfældet med sådanne stridigheder, virkede det ikke særlig opbyggeligt. . . . Det centrale og østlige Middelhavsområde i det første og andet århundrede vrimlede med en uendelighed af religiøse ideer, der hver især kæmpede for deres egen udbredelse. . . . Fra begyndelsen var der altså talrige afarter af kristendommen der kun havde lidt tilfælles. . . . Før sidste halvdel af det tredje århundrede er det ukorrekt at tale om en fremherskende retning inden for kristendommen. Så vidt vi kan bedømme troede flertallet af de kristne på forskellige afarter af kristen gnosticisme fra slutningen af det første og praktisk taget gennem hele det andet århundrede, eller de tilhørte vækkelsessekter der fylkedes omkring karismatikere. . . . Ortodoksi var blot én af flere former for kristendom i det tredje århundrede og er måske ikke blevet fremherskende før Eusebios’ tid [i begyndelsen af det 4. århundrede].“ — A History of Christianity, af Paul Johnson.

At begivenhederne ville udvikle sig på denne måde var blevet forudsagt af apostelen Paulus, der skrev: „Der kommer en tid, da folk ikke vil finde sig i den sunde lære, men hellere følge deres egen dårlige smag og ligefrem samle på forkyndere, der snakker dem efter munden, de vender det døve øre til sandheden og lader sig indfange af alt muligt opspind.“ — 2 Timoteus 4:3, 4, Seidelin.

Nogle af disse frafaldne lærere blev til dem kristenhedens kirker kalder kirkefædre. Man skelner almindeligvis imellem før- og efter-nikænske fædre, alt efter om de virkede i tiden før eller efter det første kirkemøde som den hedenske romerske kejser Konstantin sammenkaldte i byen Nikæa i Lilleasien i 325 e.v.t.

Forsøg på at fastslå Roms forrang

Det er værd at lægge mærke til at langt størstedelen af „kirkefædrene“ fra det andet og tredje århundrede ikke havde hjemme i Rom, og at de skrev på græsk, ikke latin. Encyclopædia Britannica bekræfter at det forholdt sig således: „Indtil omkring 250 var de fleste vestlige kristne lederskikkelser græsktalende, ikke latintalende (f. eks. Irenæus og Hippolytus). Den væsentligste latinske teologi kom ikke fra Rom men fra Nordafrika (f. eks. Tertullian og Cyprianus).“

Hvilke byer var hovedcentre for den såkaldt kristne teologi i disse første århundreder med frafald? Ikke Rom, men Antiokia, Alexandria, Karthago, Kæsarea og Jerusalem foruden forskellige byer i Lilleasien. The Catholic Encyclopedia indrømmer: „Skønt Rom var mægtig og højagtet i det andet århundrede, . . . er afbrydelsen i dens litteratur fuldstændig. Litteratur på latin er således . . . praktisk talt to og et halvt århundrede yngre [end den græske]. Tertullian står alene, og han blev senere en kætter. Indtil midten af det fjerde århundrede var der kun fremstået én latinsk fader [Cyprianus fra Karthago i Nordafrika]. . . . Fra Cyprianus (død i 258) til Hilarius [død omkring 367] . . . var der slet ingen teologi.“

Hvordan havde kirken i Rom da held til at fastslå sin forrang fremfor kirkerne i de andre byer der havde været langt mere fremtrædende med hensyn til at frembringe „kirkefædre“? Det havde uden tvivl betydning at der var anseelse forbundet med at høre hjemme i imperiets hovedstad. Kirken her var rig og kunne sende økonomisk bistand til mindrebemidlede kirker i andre byer, og det forlenede biskoppen med en vis magt. Han begyndte at tiltage sig ret til at påhøre indsigelser mod afgørelser der var truffet af lokale biskopper i sager vedrørende kirketugt.

Ligesom den hedenske romerske kejser Konstantin indså at den frafaldne kristendom kunne være ham til nytte som forstærkning af hans imperium, der var i forfald, fandt biskoppen af Rom at et element af hedenskab kunne give hans mangfoldighed af frafaldne kristne retninger folkelig tiltrækningskraft. Romerkirken havde antaget den hedenske søndag som dagen hvor påsken skulle fejres, hvorimod kirkerne i de østromerske byer havde fejret den på den dag på hvilken den 14. nisan ifølge den jødiske kalender faldt. Og mens adskillige østromerske kirker var tilbøjelige til at følge Arius, der fornægtede læren om en treenighed, var Rom hurtig til at antage den hedenske forestilling om en treenig Gud.

I begge disse anliggender traf kejser Konstantin en afgørelse til gunst for Rom. Han gjorde det ved at ophøje helligholdelsen af søndagen til lov i 321 e.v.t. og ved at gennemtrumfe treenighedsdogmet ved kirkemødet i Nikæa i 325. Han sammensmeltede frafalden kristendom med hedensk romersk kultvæsen og gjorde denne „universelle“ eller „katolske“ form for tilbedelse til statsreligion.

I 382 e.v.t. gennemførte kejser Gratian derpå en forfatning der tilstod Damasus, Roms biskop, retten til at påhøre kæremål fra andre biskopper, selv dem der kom fra „mere afsidesliggende områder“ af imperiet. Skønt afgørelsen blev bestridt af de østromerske biskopper, og endda af nogle i vestriget, skaffede det utvivlsomt biskoppen af Rom indflydelse. Biskop Damasus tog imod værdigheden som Pontifex Maximus, en hedensk titel og et hedensk embede som kejser Gratian havde frasagt sig fordi han fandt dem upassende for en kristen! Men Damasus nærede ikke de samme betænkeligheder. Ifølge The Catholic Encyclopedia betragtes Pontifex Maximus stadig som en af de „mest betydningsfulde af de titler“ der bæres af paven. I Frankrig benævnes paven stadig le souverain pontife, den øverste pontifex.

Brud, afvigelser og reformation

Naturligvis erhvervede biskoppen af Rom sig ikke denne påståede overhøjhed uden sværdslag. De ledende inden for den frafaldne kristendom i østromerske byer som Alexandria, Jerusalem, Antiokia og især Konstantinopel gjorde indsigelse mod denne egenmægtige tilegnelse af magt. Men skønt de religiøse ledere i disse byer kunne enes om at modstå Roms dominans, var de ikke enige i lærespørgsmål. Der fandtes konkurrerende filosofiske skoler i disse og flere andre byer, noget der gav anledning til at der fremstod forskellige sekter som alle hævdede at være kristne.

I et forsøg på at udfylde den voksende kløft mellem de rivaliserende frafaldne kristne sekter med hovedsæde i henholdsvis Rom og Konstantinopel, og for at stemple frafaldne kristne lærere i andre byer som kætterske, afholdt man i århundredernes løb adskillige „økumeniske (fælleskirkelige) kirkemøder“. Det første afholdtes i Nikæa i 325 e.v.t. med det formål at fordømme Arius’ „kætteri“, fornægtelsen af treenighedsdogmet. Andre afholdtes i Konstantinopel (fire gange), Efesus, Chalkedon (lige over for Konstantinopel på den anden side af Bosporusstrædet), og nok en gang i Nikæa. Disse første kirkemøder anerkendes af såvel den romersk-katolske som den græsk-ortodokse kirke. Det sæt af lærepunkter man flikkede sammen ved disse møder indbefattede treenighedslæren, troen på Maria som „Guds moder“ og andre dogmer der intet har at gøre med Bibelens kristendom. På disse kirkemøder fordømte man også forskellige „kætterier“ og bidrog dermed til fremkomsten af endnu flere opdelinger (sekter) inden for den frafaldne kristendom.

Interessant nok afholdtes ingen af disse „universelle“ kirkemøder i Rom, den by der påstod at være kristendommens verdenshovedstad. Ikke før 1123 afholdtes det første såkaldt økumeniske koncil i Rom, men på det tidspunkt havde „det store skisma“ (det store brud) mellem Rom og østkirkerne fundet sted; det begyndte i 867 og var en endelig realitet i 1054. Set under en strengt historisk synsvinkel afholdtes der aldrig noget virkelig økumenisk eller universelt koncil i Rom.

Den østkirkelige afart af den frafaldne kristendom der brød ud fra Rom fylkedes ikke omkring en anden biskop der hævdede at være Kristi stedfortræder på jorden. Kirken i Konstantinopel (der også kaldtes Det nye Rom) ville have syntes om at blive et „Rom“ for den græsk-ortodokse religion, men det lykkedes den ikke. Med tiden blev den græsk-ortodokse kirke opdelt i 15 selvstyrende statskirker, der kun formelt tillægger patriarken af Konstantinopel, det nutidige Istanbul, overhøjhed. Der findes desuden adskillige uafhængige græsk-ortodokse kirker der hverken anerkender Rom eller Konstantinopel. Den græsk-ortodokse „kristendom“ er uomtvistelig et hus i splid med sig selv.

Efter bruddet med Øst regnede Romerkirken, der stadig håbede at få de græsk-ortodokse kirker til at falde til føje, med i det mindste at blive regnet for ubestridt „frue i sit eget hus“ — Vesten. Men det var ikke forbi med besværlighederne. Snart begyndte afvigere at dukke op. Dette var en utålelig situation, og man greb til kraftige forholdsregler mod disse „kættere“. Man oprettede Inkvisitionen, men afvigelserne fortsatte. I det 16. århundrede udbrød der almindeligt oprør, først af religiøse og siden af politiske årsager.

Dette oprør, der kaldes reformationen, frembragte en tredje samling af religioner der ligeledes hævdede at være kristne. Men i stedet for at genoplive den oprindelige enhed og sandheden om Bibelens lærepunkter har protestantismen frembragt en høst af splittede kirker og sekter.

Hvorfor er der så mange?

Hvis du hører til en kirke eller sekt der kalder sig kristen, har du uden tvivl spekuleret på hvorfor der findes så mange religioner der alle hævder at følge Kristus og Bibelen. Måske er du blevet frastødt af sådanne splittelser, især når de har ført til religionsforfølgelser og religionskrige, som det er sket i århundredernes løb, og som det stadig sker. Måske er du af disse og andre grunde holdt op med at gå i kirke og stiller dig tilfreds med din personlige opfattelse af kristendommen. Men inderst inde ved du sikkert at kristendommen må være andet og mere end dette. Fra Bibelen ved du at de allerførste kristne udgjorde en lykkelig, forenet åndelig familie. — Johannes 13:34, 35; Efeserne 4:1-6.

I dag udgør Jehovas Vidner en sådan lykkelig familie af kristne. De er ikke en sekt, af den grund at de hverken er disciple af en eller anden menneskelig lærer eller leder eller er en udløber af nogen kirke eller sekt. De kommer fra alle samfundslag. De følger intet menneske, men derimod Gud og hans søn Jesus Kristus. Som svar på dit spørgsmål: „Hvorfor er der så mange religioner der kalder sig kristne?“ svarer de: „Fordi disse religiøse grupper har fulgt mennesker, ikke Bibelen.“ Jehovas vidner vil være lykkelige for at hjælpe dig med at finde frem til Bibelens sande kristendom. Henvend dig derfor blot til den du har fået dette blad af, eller skriv til bladets udgivere.

[Kort på side 6]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Hovedbyer for den frafaldne kristendom

Karthago

Rom

Byzans (Konstantinopel)

Nikæa

Efesus

Antiokia

Jerusalem

Alexandria

[Illustration på side 9]

Kristenhedens kirker er håbløst splittede!