Skal kristne tro på en treenig Gud?

TROR du på læren om at Gud er treenig? Det gør flere hundrede millioner mennesker i kristenheden. Måske er du altid gået ud fra at den er grundlagt på Bibelen. Ved du nøjagtig hvad den går ud på? Forstår du den? Kan du forklare den?

Den athanasianske trosbekendelse, der er en af de tidligste fuldstændige fremstillinger af treenighedslæren, redegør for den på følgende måde:

„Faderens og Sønnens og Helligaandens Guddom er een, deres Herlighed er lige stor, deres Majestæt lige evig. . . . Iligemaade er Faderen almægtig, Sønnen almægtig, og Helligaanden almægtig, . . . Paa samme Maade er Faderen Gud, Sønnen Gud og Helligaanden Gud, og dog er der ikke tre Guder, men een Gud. . . . i denne Trehed er intet tidligere eller senere, intet større eller mindre, men alle tre Personer er indbyrdes lige evige og lige store.“

Ifølge treenighedslæren er Faderen, Sønnen og Helligånden altså „lige store“ i magt, myndighed og evighed. Det afgørende spørgsmål er imidlertid: Troede Jesus Kristus og hans disciple på treenighedslæren, og underviste de andre i den? Hvis vi antager at de gjorde det, rejser der sig en række meget forvirrende spørgsmål.

For eksempel siger Jesus i Markus 13:32: „Den dag eller time [tidspunktet for Guds kommende domsfuldbyrdelse] kender ingen, ikke engang englene i Himmelen, ja ikke engang Sønnen, kun Faderen.“a (Se rammen med overskriften „Hvorfor mangler der tre ord?“ på side 7.) Men hvis Faderen og Sønnen er „lige store“, hvordan går det da til at Sønnen er uvidende om noget Faderen kender til? ’Jesus havde to naturer,’ vil nogle svare. ’Her taler han i sin egenskab af menneske.’ Men hvis det var rigtigt, hvad så med „helligånden“? Hvis den er den tredje person i treenigheden, hvorfor ved den da ikke dette? En kæde er ikke stærkere end det svageste led. Og „helligånden“ er et led i treenighedens kæde.

Ved en tidligere lejlighed havde Jesus sagt noget lignende: „Ingen kender, hvem Sønnen er, uden Faderen, eller hvem Faderen er, uden Sønnen.“ (Lukas 10:22) Endnu en gang melder spørgsmålet om „helligånden“ sig. Hvis den er en bevidst del af ’Guddommen’, lige i storhed med Faderen og Sønnen, hvorfor ved den da ikke dette?

Mere end 20 år efter at Jesus var død og steget op til himmelen, skrev apostelen Paulus: „Thi hvem har lært Herrens [Faderens] sind at kende, så han skulle kunne undervise ham? Men vi har Kristi sind.“ (1 Korinter 2:16) Hvordan er det muligt at have „Kristi sind“ og alligevel ikke kende „Herrens sind“ — hvis Faderen og Sønnen er lige store?

I Ordsprogene 8:22-24 læser vi: „Mig skabte HERREN først blandt sine værker, i urtid, førend han skabte andet; jeg blev frembragt i evigheden, i begyndelsen, i jordens tidligste tider; jeg fødtes, før verdensdybet var til.“ De første kristne havde den helt klare forståelse at der her var tale om Kristus. Som videnskabsmanden Edmund J. Fortman, der selv tror på treenighedslæren, skriver: „Paulus anvendte [Ordsprogene 8:22-31] på Guds søn. Apologeterne anvendte det i den hensigt over for hedning og jøde at bevise Ordets tidligere tilværelse og Hans rolle i skabelsen.“ (Jævnfør Kolossenserbrevet 1:15-17; Åbenbaringen 3:14.) Men dersom Jesus havde en tidsafgrænset begyndelse, blev ’skabt’, ’frembragt’ eller ’fødtes’ — skønt dette fandt sted lang tid forud for hans fødsel her på jorden — hvordan kunne han da være lige så evig som sin Fader? Desuden kunne kun en skabning (altså en der har haft en begyndelse) sige: „Jeg lever i kraft af Faderen.“ — Johannes 6:57.

Jesus omtalte gentagne gange Faderen som ’min Gud’ — endda efter at han var vendt tilbage til den himmelske herlighed. (Mattæus 27:46; Johannes 20:17; Åbenbaringen 3:2, 12) Kun en underordnet, en tilbeder, kan omtale en anden som „min Gud“. Men hvordan kan det da være at vi ikke så meget som en eneste gang læser at Faderen tiltaler Sønnen som „min Gud“? Og hvordan kan det være at vi intetsteds ser Faderen eller Sønnen tiltale „helligånden“ som „min Gud“?

Tankevækkende spørgsmål, synes du ikke?

Hvorfor udeblev reaktionen?

Hvis vi mener at Jesus Kristus troede på og lærte at han var Gud lig, er der noget andet der vækker undren: Hvorfor læser vi ikke i „Det nye Testamente“ om de virkninger der uundgåeligt ville være blevet følgen af en sådan lære? Hvilke virkninger taler vi om?

Tænk først og fremmest på hvordan en sådan lære ville have berørt Jesu disciple. I begyndelsen har de givetvis betragtet Jesus som et ganske almindeligt menneske. (Jævnfør Markus 6:3.) Lad os så sige at Jesus på et tidspunkt har røbet for dem at han var Gud selv. Hvordan ville de have reageret? Hvordan ville du reagere hvis det pludselig gik op for dig at du stod over for Gud?

Andrews Norton, en af de første professorer ved Harvard-universitetets teologiske fakultet i det 19. århundrede, tog engang denne mulighed op til overvejelse og udbrød: „Hvilken usigelig forbløffelse ville vi ikke være blevet overvældet af!“ Videre skrev han at hvis man virkelig fandt ud af at man havde befundet sig i Guds fysiske nærhed, „hvor vedholdende ville vi da ikke udtrykke det i de mest overbevisende vendinger når som helst vi havde lejlighed til at tale om ham!“

Men er vi stødt på en sådan forbløffet reaktion hos Jesu disciple under vor gennemlæsning af evangelierne? ’Nej, men det er fordi sandheden derom lidt efter lidt blev åbenbaret for dem af Jesus,’ vil nogle måske sige. Hvorfor er der da ikke blot den vageste antydning af en sådan forbløffelse, ikke engang i brevene i „Det nye Testamente“, som blev skrevet en hel del år efter Jesu død og opstandelse? Besynderligt, ikke sandt?

Desuden ville det have haft andre uundgåelige følger hvis Jesus havde lært andre at han var Gud. For jøderne, der havde den tro at „HERREN er én“, ville det have været gudsbespotteligt at antyde at Kristus var ligestillet med Gud som den anden person i en treenighed. (5 Mosebog 6:4) Nu rejser der sig to spørgsmål.

(1) Hvorfor ser vi ikke skribenterne i „Det nye Testamente“ forklare, tydeliggøre, belyse og forsvare denne lære om og om igen til gavn for troende jøder? Ingen lære ville have krævet mere forklaring!

(2) Og hvorfor ser vi ikke de ikke-troende jøder, der bittert og lidenskabeligt modstod kristendommen, angribe den lære der for dem ville have været afskyelig? Ingen lære ville være stødt på heftigere modstand!b

Professor Norton gør derfor følgende iagttagelse:

„Dette skulle altså betyde følgende: Mens andre spørgsmål der var forbundet med meget færre vanskeligheder (for eksempel de omvendte hedningers omskærelse) var genstand for en sådan tvivl og strid at selv apostlenes myndighed kun akkurat var tilstrækkelig til at stadfæste sandheden, blev denne lære [treenigheden], der var så mærkværdig, så anstødelig og så svær at forstå, indført i stilhed og antaget uden betænkelighed, modvilje, modstand eller misforståelse.“

Det er mildest talt underligt, ikke?

Hvorfor kom „Det nye Testamentes“ skribenter ikke med nogen uddybende forklaringer? Hvorfor var der ingen angreb fra de jødiske modstandere? Fordi hverken Jesus eller hans apostle troede på det der i dag er almindeligt antaget i kristenheden — treenighedslæren! Hvor kom treenighedslæren da fra?

Treenighedslæren — til ære for Gud?

’Treenighedslæren blev senere optaget ved traditionen, skønt den ikke læres i Skriften,’ vil nogle måske fremføre. Men hvordan kan dette stemme overens med det Paulus siger i Galaterbrevet 1:8: „Men om så vi selv eller en engel fra Himmelen forkyndte jer evangeliet i strid med det, vi har forkyndt jer — forbandet være han!“?

Bibelen advarede om at der ville komme et frafald fra den sande kristendom: „I de sidste tider skal nogle falde fra troen, idet de lytter til forførende ånder og dæmoners lærdomme.“ (1 Timoteus 4:1) Da treenighedslæren ifølge opslagsværket New Catholic Encyclopedia ikke var færdigudviklet før „sidste fjerdedel af det 4. århundrede“, må vi spørge: Er det tænkeligt at treenighedslæren er en følge af frafald fra sand kristendom? Kan det tænkes at den i virkeligheden er ’dæmoners lærdom’?

En absolut afgørende omstændighed i denne forbindelse er frugten af denne læresætning. Da Jesus af jøderne blev beskyldt for at være „besat af en ond ånd“, svarede han: „Jeg er ikke besat af nogen ond ånd, men jeg ærer min Fader.“ (Johannes 8:49) Hvordan forholder det sig med treenighedslæren? Har den bragt dig nærmere til Bibelens Gud? Har den æret Gud ved at bringe folk nærmere til ham? Hvad viser kendsgerningerne?

„Læren om Den hellige Treenighed er yderst vanskelig at forklare, og ingen forstår den,“ indrømmer en katolsk gejstlig ved navn Robert I. Gannon. Tænkende mennesker vil, som grundlag for tro, forlange forklaringer der tilfredsstiller fornuften. Er der ikke noget i vejen med en uforklarlig opfattelse af Gud? Er en opfattelse af Gud som „ingen forstår“, til ære for ham? Sande kristne må kende den Gud de tilbeder. Her gives ikke plads for mystik! — Johannes 17:3.

Desuden har treenighedslæren langtfra bragt folk nærmere til Faderen, men tværtimod fortrængt ham. I den protestantiske tradition har dette medført at Faderen er blevet forvist til næsten fuldstændig ubemærkethed. Man kan spørge hvem som helst hvem de mener når de siger „Pris Herren!“, og svaret vil uden undtagelse være: „Jesus Kristus, selvfølgelig!“

Nærmere til Gud — eller til Maria?

I den romersk-katolske tradition er denne virkning blevet yderligere forstærket ved den ærbødighed man viser Maria ved at kalde hende „Guds moder“, „al nådes midlerinde“, „menneskets medgenløser“ og „himmelens dronning“ — alt sammen logiske følger af treenighedslæren! Som New Catholic Encyclopedia udtrykker det: „Maria er visselig Guds moder hvis to betingelser opfyldes: at hun virkelig er Jesu moder og at Jesus virkelig er Gud.“ — Kursiveret af os.

I sit værk An Historian’s Approach to Religion belyser Arnold Toynbee i hvilken udstrækning Faderen er blevet skubbet i baggrunden, ved at citere den franske huguenot Pierre Bayle fra det 17. århundrede, der i en satire forestiller sig at Gud har overgivet universet til Maria. Han tænker sig at . . .

„. . . Gud fra og med den dag ikke længere havde blandet sig i noget som helst, men i alle henseender havde forladt sig på Marias årvågenhed; at der var blevet afgivet ordrer til adskillige engle om på jorden at bekendtgøre dette regeringsskifte, for at menneskeheden kunne vide til hvem og på hvilken måde den fremover skulle henvende sig i sine påkaldelser, og at den . . . ikke skulle henvende sig til Jomfru Maria i hendes egenskab af midlerinde eller underordnet dronning, men skulle henvende sig til hende som alle tings overhoved og enevældige kejserinde.“

Jehova Gud fordrer imidlertid udelt hengivenhed! (2 Mosebog 20:5, NW) „Jeg giver ej andre min ære,“ siger han. — Esajas 42:8.

Hvad viser kendsgerningerne da? Følgende: Treenighedslæren har ikke æret Gud ved at bringe folk nærmere ham. I stedet har den givet en groft fejlagtig fremstilling af Gud. Det er således tydeligt at de der har udtænkt den må have været frafaldne fra den sande kristendom.

Hvor kom den fra?

Faktisk har treenigheder af guder eksisteret længe før kristendommen, idet de var almindelige i den gamle ægyptiske og babyloniske mytologi. Hvordan gik det til at denne forestilling indsneg sig i kristenheden? Værket History of Christianity, der er udgivet af Peter Eckler, forklarer det således:

„Hvis hedenskabet blev besejret af kristendommen, gælder det i lige så høj grad at kristendommen fordærvedes af hedenskabet. Den rene deisme hos de første kristne (der adskilte sig fra deres jødiske landsmænd ene og alene ved deres tro på at Jesus var den lovede Messias) blev af romerkirken forandret til treenighedens ubegribelige dogme. Mange af de hedenske trossætninger, der var opfundet af ægypterne og gjort til idealer af Platon, blev bibeholdt som troværdige.“

„Troværdige“? Mener du også det? Jesus Kristus fastslog tydeligt at hans sande disciple skulle „tilbede Faderen i . . . sandhed“. (Johannes 4:23, 24) Ja, vor tilbedelse må være i harmoni med den sandhed vi finder i Guds ord, Bibelen. Dette indbefatter at vi antager Jesus Kristus som Guds søn, ikke „Gud Søn“! (Johannes 20:31; 1 Johannes 4:15) Det er påkrævet at vi bestemt afviser alle hedenske religiøse usandheder. Det blad du nu læser har i mere end 100 år hjulpet millioner af oprigtige til ’i sandhed’ at tilbede den eneste Gud, der kaldes „Jehova, suveræne Herre“. — Salme 140:7, New World Translation.

[Fodnoter]

[Tekstcitat på side 6]

Hvorfor læser vi intet om at jødiske modstandere angreb en lære der ville have været afskyelig for dem?

[Ramme på side 7]

Hvorfor mangler der tre ord?

Mattæus 24:36, hvor der er tale om tidspunktet for ’den store trængsel’, lyder den engelske Authorized Version eller King James Version: „Men om den dag og time véd intet menneske noget, nej, end ikke himmelens engle, men kun min Fader.“ Læg mærke til at ordene „heller ikke Sønnen“ er udeladt, skønt de er med i mange andre oversættelser. Hvorfor mangler de? Øjensynlig har dette vers generet tilhængere af treenighedslæren! Hvordan kunne det nemlig være at Sønnen ikke vidste noget som Faderen vidste — hvis de er ligestillede? Angående Mattæus 24:36 oplyser værket The Codex Sinaiticus and The Codex Alexandrinus, der er udgivet af bestyrelsen for British Museum: „Sinaiticus og Vaticanus [bibelmanuskripter] tilføjer ordene heller ikke Sønnen efter himmelen, hvilket tilsyneladende er den oprindelige læsemåde som blev fjernet af frygt for læremæssig misforståelse.“

[Illustration på side 4]

En fremstilling af treenigheden fra det 14. århundrede i den katolske Sankt Peters kirke i Tagnon i Frankrig

[Illustration på side 8]

Vidste du at treheder af guder fandtes lang tid før kristendommen?