Fra Spanien: ’De villige af hjertet’ udretter det umulige

JEHOVAS VIDNER begyndte at forkynde i Spanien i 1919. I 1936 udbrød den spanske borgerkrig imidlertid, og deres arbejde gik praktisk talt i stå. Myndighederne beslaglagde Vagttårnsselskabets lille afdelingskontor i Madrid og konfiskerede trykkeriudstyret. Alle udenlandske pionerer (heltidsforkyndere) måtte forlade landet for at undgå fængsling. I foråret 1939 vandt general Franco krigen, og et katolsk-fascistisk diktatur tog sin begyndelse. Den eneste religiøse organisation man tillod at virke åbenlyst og lovligt, var den romersk-katolske kirke. Kunne Jehovas Vidner nogen sinde få fodfæste igen under sådanne omstændigheder?

For de isolerede grupper af Jehovas vidner syntes det dengang helt umuligt at forholdene skulle blive bedre. Men i 1970, efter 34 års virksomhed „under jorden“, blev Jehovas Vidner endelig juridisk anerkendt i Spanien. Efter kort tids søgen fandt de en lille bygning i Barcelona der kunne tjene som afdelingskontor og betelhjem. Den oprindelige betelfamilie havde i begyndelsen kun 12 medlemmer. I 1972, da det ombyggede hus blev indviet af N. H. Knorr (Vagttårnsselskabets daværende præsident), var der i gennemsnit 15.668 Jehovas vidner der forkyndte hver måned i Spanien. Fire år senere var tallet vokset til over 36.000! Betel i Barcelona var allerede da for lille til at kunne dække behovet. Men hvor kunne man finde en passende, større ejendom?

Et af problemerne var byggezonebestemmelserne. I Spanien udlægges jorden enten som industri- eller beboelsesområde. Det man havde brug for var en grund der kunne bruges til begge dele, eftersom betelfamiliens medlemmer, der arbejder på fabrikken, i værkstederne eller på kontoret, også bor i det samme kompleks. Over hele landet gik man i gang med at lede efter en passende grund eller en bygning hvor der var mulighed for fremtidige udvidelser. Månederne og årene gik uden at det lykkedes at finde noget.

I 1980 skete der endelig et gennembrud. Det lykkedes brødrene at finde en stor fabrik med fem fløje, beliggende 24 kilometer uden for Madrid, i udkanten af landsbyen Ajalvir. Bygningen var næsten ny og kun delvis færdiggjort, og de lokale myndigheder var villige til at give tilladelse til at grunden blev anvendt til både industri- og beboelsesområde. Der var dog stadig et stort problem — økonomien.

Brødrenes reaktion

I over 30 år havde Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania, USA, med glæde finansieret forkyndelsesarbejdet i Spanien uden nogen form for tilbagebetaling. Men på grund af store udgifter i forbindelse med en udvidelse af hovedkontoret i Brooklyn på det pågældende tidspunkt var det ikke muligt for Selskabet at finansiere det nye betelhjem i Spanien. Skulle Jehovas vidner i Spanien have et nyt afdelingskontor, måtte de selv betale det. Dette var en ny udfordring, og den var langt større end nogen anden man tidligere havde stået over for i Spanien. Det virkede faktisk utænkeligt at de spanske brødre med deres relativt lave lønninger skulle kunne bidrage med tilstrækkelig mange penge til at udgifterne ved dette byggeri kunne blive dækket.

Men måske husker du hvad der skete da israelitterne på Moses’ tid fik den forret at bygge et tempel til tilbedelsen af Jehova. Moses sagde til israelitterne: „Optag et bidrag til Jehova iblandt jer. Enhver som er villig af hjertet, skal bringe det som et bidrag til Jehova.“ Israelitterne skænkede frivilligt guld, sølv, kostbare sten og meget andet. (2 Mosebog 35:5-9, NW) På samme måde blev sagen fremlagt for de 751 menigheder i Spanien. Ved områdestævnerne over hele landet i 1980 forklarede man tydeligt hvilket behov der var. Hvordan var reaktionen?

Ved stævnernes slutning stod folk i kø for at bidrage med smykker, armbånd og guld- og sølvringe, så de kunne blive solgt og pengene brugt til det nye projekt. Ved stævnet i San Sebastián i Baskerlandet kom en ældre søster med et tungt guldarmbånd. Da hun blev spurgt om hun var helt sikker på at hun ville give et så værdifuldt smykke væk, svarede hun: „Broder, det vil gøre langt mere gavn som bidrag til et nyt Betel end det vil om mit håndled!“

Et ungt par bidrog med nogle penge de ellers havde planlagt at bruge til deres bryllupsrejse. En ældre søster kom med en stak fugtige og mugne pengesedler som hun i årenes løb havde gemt under gulvet i sit hus.

Som ugerne gik bidrog mænd og kvinder, unge og gamle, rige og fattige med et villigt hjerte, så Spanien kunne få det nødvendige nye afdelingskontor. Selv specialpionerer, der kun får en lille månedlig godtgørelse, gav bidrag. Et par aflyste for eksempel en rejse til De forenede Stater og gav pengene som bidrag. Også børn sendte bidrag til afdelingskontoret. Et barn på ti år skrev: „Jeg er den ældste af fem børn, og vi har hørt opfordringen til at sende penge til det nye Betel. Vi vil gerne give jer de penge vi har i vores sparebøsse. Det er ikke så mange, men vi tror at man kan købe et eller andet for dem.“

Mange unge traf forskellige foranstaltninger til at tjene penge som de kunne sende til Selskabet. Nogle lavede små dukker og solgte dem. En samlede savsmuld fra tømrerværksteder og solgte det. En ung mand der sparede sammen til en guitar, skænkede pengene til betelprojektet.

Nye udfordringer

De spanske brødre reagerede så positivt at det der havde syntes umuligt blev til virkelighed. Fabriksbygningen blev købt i oktober 1980. Nu stod man imidlertid over for nye udfordringer. Den ufærdige bygning måtte nu ombygges og færdiggøres. Der måtte bygges særskilte boligfløje. Man måtte danne et hold af frivillige byggearbejdere. Det var nødvendigt at finde nogle faguddannede tegnere, ingeniører, bygningshåndværkere, elektrikere og blikkenslagere. Umiddelbart virkede alt dette umuligt. Det var en udfordring der svarede til den Moses stod over for da tabernaklet skulle bygges. Dengang lød denne opfordring til de frivillige: „Lad alle iblandt jer som har et viist hjerte komme og lave alt hvad Jehova har givet påbud om.“ (2 Mosebog 35:10, NW) Nu var der brug for fagfolk til bygningen af Betel, og en lignende opfordring lød til frivillige arbejdere om at melde sig.

En specialpioner der var uddannet som ingeniør, blev indkaldt sammen med sin kone og deres barn, og tjente i flere år. En broder fra Madrid der er autoriseret arkitekt, tilbød at hjælpe med kvalitetskontrollen af byggearbejdet. En arkitekt i Barcelona der ikke er et af Jehovas vidner, hørte om dette kæmpemæssige projekt og følte sig tilskyndet til at hjælpe til i flere weekender. Blandt Jehovas vidner i Spanien var det imidlertid relativt få faguddannede der kunne stille sig til rådighed. Men brødrene modtog også ekspertbistand fra andre lande. Villige hjælpere kom fra Grækenland, Tyskland, Sverige, Danmark, Storbritannien, De forenede Stater og mange andre steder.

Der var imidlertid ikke kun brug for fagfolk der var ’villige af hjertet’, men også for hundredvis af faste og midlertidige frivillige som kunne udføre hovedparten af det manuelle arbejde, samt madlavning, vask og rengøring. Hvordan reagerede brødrene? Nøjagtig som fortidens israelitter; de var ’villige af hjertet’. — 2 Mosebog 35:20-35, NW.

I løbet af de tre år det tog at fuldføre projektet, kom tusinder af frivillige fra hele Spanien for at hjælpe i Ajalvir på heltid eller i weekender og ferier. Et godt vidnesbyrd blev aflagt gennem deres hjælp og det gode eksempel de satte. Hvordan det? I en periode på 10 måneder videreførte fabrikkens oprindelige ejere deres virksomhed i to af bygningens fløje mens brødrene arbejdede på resten af grunden. Brødrenes nidkærhed og adfærd gjorde et så dybt indtryk på de tidligere ejere at de besluttede at de for fremtiden kun ville ansætte Jehovas vidner i firmaet — og de har holdt ord!

Brødrene udretter det umulige

I efteråret 1982 fastsatte man en dato for færdiggørelsen af det nye betelhjem — den 9. oktober 1983. Den ene måned gik efter den anden og det forekom næsten umuligt at arbejdet skulle kunne fuldføres inden for den fastsatte tid. Ét var at få hovedbygningen og boligfløjene til at ligne et afdelingskontor, noget ganske andet var at færdiggøre de tusinder af detaljer. Lørdag den 8. oktober arbejdede frivillige til langt ud på natten med at lægge sidste hånd på marmorgulvene og lofterne af spejlglas i forhallen. Men om morgenen den 9. oktober — indvielsesdagen — stod det hvide og grå betelhjem færdigt, omgivet af grønne plæner og mangefarvede blomster, på en bakketop midt i et typisk kastiliansk landskab præget af efterårets okkerfarver.

De hundreder af besøgende der strømmede til fra Spanien og andre lande, var forbløffede. Hvem havde kunnet forestille sig at en organisation der havde været næsten udslettet og tvunget under jorden lige til 1970, kunne have et så smukt afdelingskontor blot 13 år senere? Der var ingen tvivl om at Jehova havde opfyldt sine ord gennem profeten Esajas: „Den mindste bliver en stamme, den ringeste et talrigt folk. Jeg er [Jehova]; når tid er inde, vil jeg fremme det i hast.“ — Esajas 60:22.

Programmet indledtes med et punkt hvori man hørte erfaringer fra ældre brødre og søstre der havde oplevet prøvelserne i 1930rne, og fra missionærer der tidligere havde tjent i Spanien. Derefter holdt F. W. Franz, Vagttårnsselskabets præsident, et foredrag om indvielse. Dette foredrag blev fulgt opmærksomt, ikke blot af de 956 der var til stede i det nye betelhjem, men også af over 62.000 der befandt sig på tolv forskellige stadionner landet over, og som telefonisk kunne høre programmet. De fleste af dem der overværede programmet havde støttet dette storslåede betelprojekt gennem bidrag eller gennem frivilligt arbejde. I årene med hårdt arbejde havde de været opmærksomme på den vise kong Salomons ord: „Dersom [Jehova] ikke bygger huset, er bygmestrenes møje forgæves.“ (Salme 127:1) Med Jehovas velsignelse havde de været blandt de villige af hjertet der gjorde projektet muligt.

[Illustration på side 10]

Det spanske betelhjem set fra luften

[Illustration på side 11]

Det første spanske Vågn op! der blev trykt på M.A.N.-rotationstrykkemaskiner