Tyrkisk domstol sender Jehovas vidner i fængsel

DEN 12. december 1984 blev en chokerende dom afsagt af en tyrkisk retsinstans, „Domstolen vedrørende Statens Sikkerhed“, i Ankara. Fem Jehovas vidner blev hver idømt en straf på fængsling i seks år og otte måneder som skal efterfølges af yderligere to år og otte måneders landsforvisning! Atten andre Jehovas vidner blev idømt en fængselsstraf på fire år og to måneder, med en efterfølgende landsforvisning på et år og fire måneder. Andre af deres trosfæller vil blive stillet for en kriminalret.

Hvilken „forbrydelse“ har de begået? De 23 Jehovas vidner blev kendt skyldige i at have overtrådt paragraf 163 i den tyrkiske straffelov. Ifølge denne paragraf er det en forbrydelse at ’drive religiøs propaganda med det formål at ændre Statens sociale, økonomiske, politiske eller juridiske orden’. Man hævdede altså at en håndfuld Jehovas vidner havde planer om at ændre den bestående samfundsorden i Tyrkiet. Hvordan kunne denne ubetydelige gruppe mennesker som er fredelige, som ikke bruger våben og som er helt uden erfaring i undergravende politisk virksomhed, udgøre nogen trussel mod et helt lands samfundsorden?

Lovlydige

Jehovas vidner er kendt i hele verden for at være lovlydige personer. For eksempel har en generalguvernør for Nigeria sagt om dem: „De har ydet et stort bidrag til vor befolknings åndelige opbyggelse her i Nigeria.“ Han har også sagt: „Hvis alle religiøse sekter var som Jehovas Vidner, ville vi hverken have nogen mord, tyverier, lovovertrædelser, fanger eller atombomber. Dørene ville ikke behøve at være låst dag ud og dag ind.“

Jehovas vidner har aldrig blandet sig i politik. De er kendte for at være neutrale i sådanne forhold. Det italienske blad Il Corriere di Trieste erklærer at „man må beundre Jehovas vidner“. Hvorfor? Blandt andet fordi deres tro, som bladet skriver, dikterer dem ’ikke at sammenblande politik og religion og ikke at tækkes politiske partier’.

I de over hundrede år de har eksisteret, har de aldrig forsøgt at ændre den politiske orden i noget som helst land. De gør hvad Bibelen befaler i denne sag — accepterer de eksisterende regeringer som „højere myndigheder“ der bør respekteres. (Romerne 13:1) Det strider således imod deres religiøse overbevisning at deltage i nogen som helst form for undergravende virksomhed. Alle ikke-diktatoriske lande har derfor anerkendt at Jehovas Vidner er et trossamfund og indrømmet dem de friheder og rettigheder alle borgere har, deriblandt tilbedelsesfrihed.

Også af en anden grund er dommene grundløse. Den 24. marts 1980 blev det ved en dom i Tyrkiets højesteret afgjort at ingen kan straffes for at være Jehovas vidner, da deres tro på ingen måde strider mod loven. Ved denne domstol blev de frikendt for anklager om undergravende virksomhed.

Hvorfor blev de stillet for retten?

Man spørger sig selv: Hvilke oplysninger lå til grund for den nye domstols afgørelse? Har Jehovas Vidner ændret deres tro eller deres aktiviteter siden 1980? Lad os her kort gengive de begivenheder der førte til retssagen, og hvad der skete under sagen.

Den 20. november 1974 afgjorde en underret i Istanbul at Jehovas Vidner var et trossamfund i lovens forstand. Som følge heraf kunne disse nu anføre „Jehovas Vidner“ under rubrikken „religion“ på deres identifikationskort, hvilket de gjorde. Fra december 1974 begyndte Jehovas vidner i forskellige af landets byer frit at afholde møder for at tilbede Gud. Også den militærregering der kom til magten i september 1980 tillod dem at holde offentlige møder i deres „tilbedelsessale“.

Men i marts 1984 henvendte tre familier i Eskişehir sig til en domstol for at blive registreret som hørende til trossamfundet Jehovas Vidner. Dette fik stor opmærksomhed i den lokale avis. De implicerede havde været muslimer, hvorfor deres ansøgning vakte harme hos fanatiske muslimer, som i forskellige aviser begyndte at rette angreb og forhånelser mod Jehovas Vidner.

Disse modstandere fik tilslutning af en muslimsk regeringsinstans, „Det højeste råd for religiøse Anliggender“ under Direktoratet for religiøse Anliggender. Dette råd erklærede: „Denne bevægelse [Jehovas Vidner], der ikke i noget land anerkendes som en selvstændig religion, . . . er en kristen orden under jødisk indflydelse.“ Rådet tilføjede: „Hvis denne bevægelse tillades [i Tyrkiet], vil den udgøre en fare for Staten såvel som for islam.“

Efter den ondskabsfulde avishetz blev to Jehovas vidner pludselig arresteret i Ankara for at have tilbudt deres publikationer til en anden. Disse publikationer var på fuldt lovlig vis trykt i Tyrkiet.

I de følgende dage arresterede politiet i Ankara fem ældste i en menighed samt andre der var kendt som Jehovas vidner. I alt blev 31 arresteret. Nogle blev arresteret i deres hjem, andre på deres arbejdsplads, og atter andre efter et møde i deres „tilbedelsessal“. Af de 31 arresterede blev 23 tilbageholdt og resten løsladt.

Falske anklager

Efterhånden som afhøringerne i retssalen skred frem, blev det mere og mere klart at sagen ikke drejede sig om overtrædelse af loven. Det var snarere et religiøst spørgsmål domstolen var ved at afgøre.

Som argument for de tiltaltes skyldighed brugte anklageren for eksempel en udtalelse fra Direktoratet for religiøse Anliggender hvori Jehovas Vidner blev stemplet som „en vanvittig kristen bevægelse“ der „ikke har nogen profeter og ikke har nogen hellig bog“. I modsætning til dette er Jehovas vidner vidt og bredt anerkendt som fornuftige, lovlydige og fredsommelige mennesker. De har også en profet — Jesus Kristus — der i øvrigt også af muslimer anerkendes som en profet. Og de har ikke brug for nogen anden „hellig bog“ end den de allerede har — Bibelen, som er „inspireret af Gud“. — 2 Timoteus 3:16.

Det blev også hævdet at Jehovas Vidner ikke anerkender „de eksisterende stater og nationer og deres indbyrdes grænser“. Også dette er fuldstændig forkert. Deres tro byder dem direkte at „underordne sig under de højere myndigheder [statens myndighed]“ og adlyde alle love der ikke strider imod Guds love. Bibelen befaler dem at gøre dette. — Romerne 13:1; Apostelgerninger 5:29.

Desuden hævdede Direktoratet for religiøse Anliggender at Jehovas Vidner arbejder på at „oprette et religiøst, bibelstyret herredømme over hele verden“, og at Guds rige skal oprettes ’mellem floderne Eufrat og Nilen’. Den sidstnævnte påstand skulle vise at Jehovas Vidner arbejdede for en politisk omvæltning i Tyrkiet, eftersom floden Eufrat løber gennem den østlige del af Tyrkiet.

Også dette er fuldstændig forkert. Jehovas Vidner har aldrig ment at Guds rige ville blive oprettet på jorden. De har altid understreget at det er et himmelsk herredømme. Det kan derfor ikke komme til at få sæde i nogen del af Tyrkiet. — Mattæus 4:17; 6:9, 10.

Falske udsagn fra religiøse „sagkyndige“

Retten havde beskikket tre „sagkyndige“ til at undersøge Jehovas Vidners tro og publikationer. Den ene tilhørte Direktoratet for religiøse Anliggender. Den anden var lektor ved det islamiske fakultet. Den tredje var lektor ved det juridiske fakultet på universitetet i Ankara.

Forsvareren gjorde indsigelse mod to af disse religiøse „sagkyndige“. De havde allerede udtrykt deres personlige modvilje mod Jehovas Vidner i en bog og kunne derfor ikke forventes at afgive upartiske udtalelser i retten. Dommerne nægtede imidlertid at tage indsigelsen til følge, og lod altså disse personer udtale sig i retten til trods for deres fordomme.

Forsvarets betænkeligheder blev da også bekræftet da de tre personer fremsatte deres udtalelse i retten. De to religiøse „sagkyndige“ fandt Jehovas vidner skyldige. Den juridiske sagkyndige fandt dem dog ikke skyldige. Han erklærede: „Det er deres forventning at Gud [og ikke mennesker], efter krigen ved Harmagedon, skal gennemføre de kommende forandringer i verden.“

De religiøse „sagkyndige“ hævdede også at Jehovas Vidner ikke er noget egentligt trossamfund. Også dette er ganske klart en falsk anklage. De påstod at Jehovas Vidners tro på Gud og Jesus Kristus „kun tjener som religiøst skalkeskjul til dække for den egentlige hensigt“. Hvad skulle denne „egentlige hensigt“ da være? De fortsatte: „Under foregivende af at arbejde for Guds rige lægger de grundvold for visse politiske omvæltninger i en ikke nærmere bestemt fremtid.“ Ved hjælp af løsrevne og irrelevante citater fra Jehovas Vidners publikationer nåede de frem til den konklusion at vi er ’en hemmelig organisation under zionistisk indflydelse der arbejder under dække af religiøse møder’.

De to religiøse „sagkyndige“ kunne dog ikke fremsætte et eneste vidnesbyrd om at Jehovas Vidner på noget tidspunkt har søgt at undergrave den tyrkiske stat. Grunden til dette er at Jehovas Vidner ikke i noget land beskæftiger sig med noget sådant. Det er Gud der vil kræve regeringerne til regnskab. Det er ham, og ikke mennesker, der er Dommer. Enhver der har kendskab til Jehovas Vidner ved at de heller ikke har nogen som helst forbindelse med zionismen.

Forsvaret fremlægges

I modsætning hertil kunne forsvaret fremlægge mange vidnesbyrd om at Jehovas vidner ikke havde overtrådt loven. Man kunne henvise til højesteretsafgørelsen af 24. marts 1980, samt tre andre højesteretsafgørelser. Også ved disse var Jehovas vidner blevet frikendt på samme anklagepunkter.

Forsvaret kunne desuden fremlægge en sagkyndig udtalelse fra en professor i jura som havde undersøgt Jehovas Vidners publikationer. Han fandt ikke at de stred imod loven.

Foruden dette henviste man til omkring 20 afgørelser som i løbet af de sidste 30 år var faldet ved domstole i Tyrkiet. I alle disse sager var Jehovas vidner blevet frikendt.

Og sidst men ikke mindst lod man den politiofficer der af myndighederne var sat til at overvære Jehovas Vidners møder, aflægge vidnesbyrd for domstolen. Han erklærede at han „ikke havde været opmærksom på nogen lovovertrædelse i løbet af hele det år“ hvori han havde kontrolleret møderne.

Domstolen fejer vidnesbyrd til side

Ikke desto mindre fejede domstolen alle forsvarets vidnesbyrd til side! Den valgte kun at lytte til de bagtaleriske og fuldstændig ubegrundede skrifter som anklageren fremlagde. Det drejede sig om udtalelserne fra Direktoratet for religiøse Anliggender og fra de to forudindtagede religiøse „sagkyndige“.

Dommene giver anledning til alvorlige spørgsmål. Lå også dommerne under for fordom på grund af deres muslimske tro? Var domstolen under pres fra religiøs side, fra nogle som ønskede Jehovas vidner dømt?

Dommen vil naturligvis blive appelleret. Højesteret vil derfor få mulighed for at gennemgå sagen igen. Det er vort håb at denne domstol vil nå til en afgørelse der stemmer med de faktiske forhold. Ulykkeligvis må 23 Jehovas vidner — 15 mænd og 8 kvinder — indtil da forblive i fængsel.

Frihedselskende og fordomsfri mennesker i hele verden må spørge: Hvordan kan noget sådant finde sted i et land der hævder at være demokratisk? Hvordan kan tyrkiske domstole behandle en sag på denne måde når den tyrkiske regering er medunderskriver af Menneskerettighedserklæringen, hvori religionsfriheden udtrykkeligt er nævnt?

Hvis du harmes over at fredsommelige, uskyldige mennesker så uretfærdigt sendes i fængsel, har du lejlighed til at give udtryk for din mening. Du kan skrive til et af de nedenstående regeringsmedlemmer eller dem alle:

Præsidenten for republikken Tyrkiet:

Hans Excellence Kenan EVREN, Bakanliklar, Ankara, Tyrkiet

Ministerpræsident:

Turgut ÖZAL, Bakanliklar, Ankara, Tyrkiet

Indenrigsminister:

Yildirim AKBULUT, Bakanliklar, Ankara, Tyrkiet

Justitsminister:

M. Necat ELDEM, Bakanliklar, Ankara, Tyrkiet

Du kan også skrive til den tyrkiske ambassade:

Vestagervej 16-18, 2100 København Ø

[Tekstcitat på side 24]

Jehovas Vidner driver ikke undergravende virksomhed i noget som helst land

[Tekstcitat på side 25]

Hvordan kan noget sådant finde sted i et land der hævder at være demokratisk?