Nyheder på nært hold

Hospitaler søger Jehovas vidner

Ifølge presseforlydender gør enkelte californiske hospitaler nu en målrettet indsats for at få Jehovas vidner som patienter. Nogle hospitaler har været tilbageholdende med at operere Jehovas vidner fordi disse nægter blodtransfusion af religiøse årsager. Hvorfor denne holdningsændring? Fordi hospitalernes betrængte økonomi får hospitalsdirektører til at se sig om efter flere indtægtskilder. Men der anføres én grund til. „Nylige lægevidenskabelige fremskridt har gjort ’blodløs kirurgi’ — betegnelsen for operationer uden transfusion af blod eller blodbestanddele — mindre risikabel og har øget hospitalernes og lægernes villighed til at operere på Jehovas vidner,“ fortæller avisen Daily News fra Van Nuys i Californien. „De fleste indgreb kan man, med stor omhu og påpasselighed, udføre uden at give blod,“ vedgår kirurgen dr. Sheldon N. Lipshutz.

Jehovas vidner modtager bloderstatningsmidler, som for eksempel saltopløsninger, men de nægter at ’skubbe deres tro og gode samvittighed fra sig’ for en ubibelsk behandlingsmetodes skyld. (1 Timoteus 1:19; Apostelgerninger 15:20) De har erfaret at det også, set fra et lægevidenskabeligt synspunkt, er klogt at adlyde Guds love. „For femten eller tyve år siden ville jeg ikke have (Jehovas vidner) på mit hospital,“ udtaler en direktør til Daily News. „I dag spredes alt for mange tilfælde af AIDS og hepatitis gennem blodtransfusioner, for ikke at tale om det tvivlsomt ønskelige i rutinemæssige blodtransfusioner i det hele taget. Jehovas vidners synspunkt virker mere og mere fornuftigt.“

Opdragelse til godhed

Hvorfor satte nogle i Nazityskland deres liv på spil for at frelse eller hjælpe folk der var i fare for forfølgelse eller død, mens andre som kunne have hjulpet, vendte dem ryggen? Det arbejder dr. Samuel Oliner, sociolog ved Humboldt Statsuniversitet i Arcata i Californien, på at klarlægge sammen med sine medarbejdere. The New York Times beretter at deres konklusioner allerede „samler sig om de karakterdannende oplevelser folk har i barndommen, oplevelser som mange år senere synes at gøre dem mere indstillet end andre på at komme nødstedte til hjælp“.

Ervin Staub, psykolog ved Massachusetts’ universitet, er enig heri. „De forældre som bedst er i stand til at videregive uegennytte,“ siger dr. Staub, „er dem der har fast styr på deres børn. De er omsorgsfulde, men ikke eftergivende. De forener fasthed, ømhed og fornuft. De påpeger over for deres børn følgerne af andres henholdsvis gode og dårlige opførsel. Og de leder aktivt børnene til at gøre godt, at dele med andre og at være hjælpsomme.“

Det er derfor ikke underligt at forældre vejledes om at opdrage deres børn „i Jehovas tugt og formaning“, for „den der øver godt er af Gud“. — Efeserne 6:4; 3 Johannes 11.

Kender ingen sandheden?

„I skal kende sandheden, og sandheden skal frigøre jer,“ siger Jesus i Johannes 8:32. Men flere og flere mener at det er umuligt at vide hvad sandheden er. Læg mærke til hvad biskop John S. Spong bliver citeret for i avisen The Sunday Star-Ledger fra Newark i New Jersey: „Vi må . . . forlade den tanke at vi har sandheden og at andre må anlægge vort syn, til fordel for den erkendelse at den endegyldige sandhed ligger uden for det nogen af os kan fatte.“ Han tilføjede: „Enhver religiøs tradition . . . bevæger sig omkring et midtpunkt som ingen af os i sidste ende kan gøre krav på eller fatte.“ I sin tale til en forsamling på omtrent 600 episkopale præster og lægmandsdelegerede rejste biskoppen tvivl angående „kristenhedens traditionelle, imperialistiske krav“.

Men hvis „den endegyldige sandhed“ ikke kan findes, hvorfor holdt Jesus da på at Gud skulle tilbedes „i ånd og sandhed“? Eller hvorfor sagde han at hans disciple skulle ledes „til hele sandheden“? (Johannes 4:23, 24; 16:13) Og hvorfor sagde apostelen Paulus at det er Guds vilje at enkeltpersoner skal „komme til nøjagtig kundskab om sandheden“? (1 Timoteus 2:3, 4) Eller hvorfor omtalte han visse læresætninger som en ’afvigelse fra sandheden’? (2 Timoteus 2:18; 4:3, 4) Som det var tilfældet med den første kristne menighed kan man afgjort vente at der i dag findes en gruppe tilbedere som har sandheden.