Jehova har gjort store ting for os

OVER syv år med militærregering. Krig i Sydatlanten. En inflation på cirka 500 procent om året. Alt det har Argentina oplevet inden for de sidste ti år.

I dag har Argentina stadig store økonomiske problemer. Men nu er det en civil regering der har magten, og der er ingen krig mere. Landets 30 millioner indbyggere ser derfor fremtiden i møde med voksende optimisme. Der er nogle som især er lykkelige. Hvorfor? På grund af de store ting Jehova har gjort for dem.

Med Guds velsignelse er der nu over 56.000 Jehovas vidner der forkynder den gode nyhed i dette sydamerikanske land. Det er det der har gjort så mange af Argentinas indbyggere glade.

Den første sæd sås

Forkyndelsen af Riget tog sin begyndelse i dette land i 1924, da J. F. Rutherford (Vagttårnsselskabets daværende præsident) sendte Juan Muñiz hertil for at tage sig af Rigets interesser. Cirka et år efter ankom Carlos Ott og begyndte at forkynde den gode nyhed blandt den tysktalende del af befolkningen. På denne måde blev den første sæd af Rigets sandhed sået i Argentina.

I 1945 var der 363 forkyndere i Argentina. Det følgende år ankom der missionærer som var uddannet på Vagttårnets bibelskole Gilead. Broder Gwaenydd Hughes og søster Ofelia Estrada, begge argentinere, var de første af en lang række gileadmissionærer som har tjent i dette land. Blandt dem er Charles og Lorene Eisenhower, samt Helen Wilson, der alle kom hertil i 1948. Efter mere end 37 år er de stadig aktive i Jehovas tjeneste her. Helen Nichols, der også kom hertil i 1948, afsluttede i 1974 sit jordiske livsløb i sit missionærdistrikt i Tucumán.

De første vanskeligheder viser sig

Efterhånden som Jehovas vidners antal voksede, var der mange unge forkyndere i den militærpligtige alder, og de ønskede at bevare deres kristne neutralitet. (Esajas 2:2-4; Johannes 15:19) Dette resulterede i modstand. Ikke desto mindre blev Vagttårnets selskab i 1950 juridisk anerkendt, men kun for en kort tid. Senere samme år blev anerkendelsen annulleret, og i de næste 33 år måtte Jehovas vidner udføre deres virksomhed uden den.

Selv under disse vanskelige forhold havde forkyndelsen af Riget dog stadig fremgang. I 1974 besluttede Jehovas Vidners styrende råd at vore blade Vagttårnet og Vågn op! skulle trykkes lokalt. Man planlagde derfor at installere den allerførste rotations-offsettrykkemaskine som blev benyttet af Selskabet. Trykkeenheden kom fra Frankrig, skæreenheden fra Tyskland og hæfteenheden fra De forenede Stater. Alt dette blev skænket som gaver fra de respektive afdelingskontorer. Mange vanskeligheder måtte overvindes før vi kunne udgive de første blade i Argentina, men hvilken glæde var det ikke da Vagttårnet for 15. april 1975 kom ud af maskinen!

Årene under forbudet

I 1976 lukkede en ny militærregering vore rigssale. Vore børn blev bortvist fra skolen, og overalt i landet blev Jehovas vidner arresteret fordi de forkyndte den gode nyhed. Modstanden kulminerede den 7. september 1976 da Selskabets trykkeri og kontor blev lukket. Kun betelfamiliens boligfløj var stadig åben. Alt dette skyldtes et dekret som ’på det strengeste forbød Jehovas Vidners virksomhed samt udbredelsen og den offentlige udøvelse af deres lære i hele landet’.

Dermed begyndte nogle vanskelige år. Dog var det også en åndeligt berigende og styrkende tid. Aldrig før havde vi fået så megen omtale i den verdslige presse. Af avisoverskrifterne fremgår det hvad der skete over en årrække: „Vidner fængslet for ringeagt for de nationale symboler“, „Børn bortvist fra underskoler i provinsen“, „Lærer fra Jehovas Vidner genindsat“, „Jehovas Vidners virksomhed tilladt“.

I marts 1979 afsagde højesteret en gunstig kendelse i sagen Juan Carlos Barros mod Undervisningsministeriet. Broder Barros’ to sønner, Paul og Hugh (på henholdsvis syv og otte år), var blevet bortvist fra skolen fordi de nægtede at deltage i en flaghilsenceremoni. (Jævnfør Anden Mosebog 20:4-6; Daniel 3:1, 16-18; Første Johannesbrev 5:21.) Rettens kendelse lød i uddrag: „[Deres] handlinger, som i den foreliggende sag blot var passive, . . . kan ikke tages som et rationelt udtryk for manglende respekt for de nationale symboler, men er snarere et udtryk for lydighed mod forældrenes myndighed.“ Man anerkendte således at det religiøse standpunkt som Vidnernes børn indtog, på ingen måde indebar en manglende respekt for Argentinas nationale symboler.

Vore børns rettigheder blev også hævdet i sagen Aurelio Francisco D’Aversa mod Regeringen. Et lærerråd havde besluttet at udelukke broder D’Aversas barn fra alle skoler i landet, men da sagen blev indbragt for appeldomstolen blev der afsagt en gunstig kendelse. Den indeholdt nogle meget interessante præcedenser. Efter at have nævnt at de fleste af landets borgere spontant deltager i ceremonier hvor de giver udtryk for deres følelser over for de nationale symboler, sagde dommer Tonelli: „På den anden side ville det virke anstødeligt på det store flertal der har en fast forankret patriotisk holdning, at se nogen, imod sin indre overbevisning, blive tvunget til uden oprigtighed at lægge lignende følelser for dagen.“ Dommer Barletta erkendte at der „ikke var fremkommet beviser som tydede på at eleven D’Aversa var respektløs eller uærbødig, eller offentligt havde vist en sådan holdning“. Højesteret stadfæstede senere denne kendelse.

Det forbud som i 1976 blev udstedt mod vort arbejde var øjensynlig årsagen til at antallet af Jehovas lovprisere faldt fra 33.503 i det år til 31.846 i 1977. Men da brødrene først var blevet vant til den nye situation, gik forkyndelsen af Riget atter fremad.

Med tiden begyndte vi endog at holde små stævner, først blot med de ældste og deres hustruer, og senere med deltagelse af alle menighedernes medlemmer. Disse stævner blev holdt på de mest usædvanlige steder — på et øde sted på landet, i skure der anvendtes til fåreklipning, og endda i hønsehuse. Hvilken lykkelig tid var det ikke når vi sammen glædede os over den åndelige vejledning!

Endnu vigtigere var det at vi aldrig gik glip af et eneste nummer af Vagttårnet i forbindelse med vort ugentlige studium. Bladene blev nu trykt på små offset-trykkemaskiner der var anbragt forskellige steder. Alt dette krævede meget arbejde, og brødrene var ofte i fare for at blive opdaget og miste deres frihed. På den tid indeholdt aviserne fortegnelser over tusinder af mennesker der var forsvundet, men ikke et eneste af Jehovas vidner forsvandt. Trods alle disse vanskeligheder erfarede Guds folk fra 1977 til 1984 en vækst på 57 procent, idet flere end 18.000 nye forkyndere af Riget sluttede sig til vore rækker.

Forbudet hæves

Friheden kom i to etaper. For det første den 12. december 1980, da militærregeringen hævede forbudet. Vort arbejde var da ikke længere forbudt, men det var stadig ikke juridisk anerkendt. For det andet da den nuværende regering omsider anerkendte Jehovas Vidner som et religiøst samfund. Dette skridt blev taget den 9. marts 1984 af dr. María T. de Morini, viceminister for religiøse anliggender.

Nu lå de lange år hvor vi havde kæmpet for at blive juridisk anerkendt bag os. For første gang kunne vi sætte skilte op der viste hvor vore rigssale lå. Bekendtgørelsen af at vi var blevet juridisk anerkendt fik os til at føle os som ’nogle der drømte og hvis mund fyldtes med glædesråb’! Ja, ’Jehova havde i sandhed gjort store ting for os’. — Jævnfør Salme 126:1, 2.

Glæde over Rigets fremgang

Den juridiske anerkendelse er blevet efterfulgt af en storslået vækst. Vi har derfor planlagt at bygge vor første stævnehal, som skal ligge nær Moreno, cirka 40 kilometer fra Buenos Aires. Denne hal vil kunne rumme 2200. På den samme grund findes der også et landbrug hvor man fremstiller mange af de fødemidler som betelfamiliens 78 medlemmer har brug for.

I tjenesteåret 1985 nåede vi en ny rekord i antallet af forkyndere, nemlig 56.585. Antallet af menigheder voksede til 811. Hvilken glæde var det ikke at 135.379 den 4. april 1985 overværede højtiden til minde om Kristi død! Og i januar 1985 afholdt vi det sidste af en række på ni områdestævner med temaet „Rigets fremgang“, med i alt 97.167 til stede — 17.000 flere end det foregående år.

Denne vækst har bevirket at afdelingskontorets faciliteter ikke længere kunne opfylde vort behov. Vi har nu købt nogle bygninger der kan bruges til trykkeri og kontorer, og på en nabogrund har vi planer om at bygge en tietages bygning der skal huse betelfamilien.

Vi håber at de nye faciliteter vil hjælpe os til endnu bedre at varetage Rigets interesser i Argentina, og vi ser med optimisme fremtiden i møde, taknemmelige for de store ting Jehova gør for dem der elsker ham.

[Ramme på side 30]

Fritaget for militærtjeneste

I de sidste 35 år har vore unge brødre i den værnepligtige alder måttet afsone fængselsstraffe på tre til syv år fordi staten ikke har anerkendt deres kristne neutralitet. Mange er blevet slået og mindst to er døde på grund af den umenneskelige behandling i militærfængslerne. Men sådan er det ikke længere. På det lokale ældsteråds anbefaling får unge mænd som er døbt, er aktive i forkyndelsen og er tilmeldt den teokratiske skole nu et certifikat fra Jehovas Vidners Forening (Selskabet). Dette certifikat medbringes til de militære myndigheder, og brødrene bliver fritaget for at udføre militærtjeneste. Mange af disse unge brødre udnytter i stedet muligheden for at gå ud i pionertjenesten. — Fra afsnittet om Argentina i Jehovas Vidners årbog 1986, side 46.

[Illustration på side 29]

Avisoverskrifter der omtaler problemerne under forbudet og genindførelsen af religionsfrihed