Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • w88 1/1 s. 5-7
  • Forkyndelse „til jordens fjerneste egne“

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Forkyndelse „til jordens fjerneste egne“
  • Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1988
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • Mexico
  • Indien
  • Belgien
  • Portugal
  • Thailand
  • Kenya
  • De handler i overensstemmelse med det de lærer
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1970
  • De fik sand oplysning om Jehovas vidner
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1969
  • Hun forstod hurtigt at det var sandheden
    Vågn op! – 1971
  • Sandhedssøgende mennesker får kontakt med Jehovas vidner
    Vågn op! – 1970
Se mere
Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1988
w88 1/1 s. 5-7

Forkyndelse „til jordens fjerneste egne“

„Mens nedtællingen mod Harmagedon fortsætter, forøger Jehovas vidner deres aktivitet for at redde så mange af os som muligt fra den frygtelige ødelæggelse.“ — Ledende artikel af Ian Boyne i avisen „The Sunday Gleaner“ for 15. marts 1987, Kingston, Jamaica.

DEN ovenfor citerede lederskribent har fuldstændig ret. Jehovas vidner er overbevist om at Harmagedon er nær, ja at Gud inden længe vil gribe ind og fjerne de onde, og at menneskeheden befinder sig i en domstid. (Åbenbaringen 14:6, 7) Det har derfor stor betydning at folk giver agt på budskabet om den gode nyhed. Jesus Kristus, den største evangelieforkynder der nogen sinde har levet på jorden, oprettede i det første århundrede en organisation der skulle forkynde „til jordens fjerneste egne“. (Apostelgerninger 1:8; Kolossenserne 1:23) Han forudsagde at der skulle udføres et lignende forkyndelsesarbejde i vor tid. (Mattæus 24:14) Den organisation der nu er optaget af denne gerning består af Jehovas vidner, der ihærdigt forkynder den gode nyhed om Guds rige i 210 lande og områder.

Jehovas Vidners organisation er dog ikke alene oprettet med henblik på forkyndelse, men også med henblik på undervisning. Jesus befalede sine tjenere: ’Gør disciple af folk af alle nationerne idet I lærer dem at holde alt det jeg har befalet jer.’ (Mattæus 28:19, 20) Vi vil gerne præsentere dig for nogle der har nydt godt af dette forkyndelses- og undervisningsarbejde.

Mexico

Lad os først hilse på Virginia. Hun er 110 år gammel og vil gerne understrege at „det aldrig er for sent at lære Jehova at kende og at tjene ham“. Da hun var ung gik hun i fire år klædt i en særlig klædning som et udtryk for sin fromhed. „Men der manglede noget,“ siger hun. Uanset hvor hun henvendte sig kunne hun ikke få tilfredsstillende svar på sine bibelske spørgsmål. Da hun for eksempel spurgte dem der underviste i kirken: „Hvad er Guds navn?“ svarede de blot: „Gud hedder Gud.“

Men det skulle blive anderledes. I 1983 begyndte hendes datterdatter at studere Bibelen sammen med Jehovas vidner. Dette barnebarn gav Virginia svar på hendes spørgsmål idet hun kunne fortælle hende at Guds navn er Jehova. (Salme 83:18) Dermed fik Virginia lyst til selv at studere Bibelen med Jehovas vidner. To år senere, den 2. juni 1985, blev hun døbt i en alder af 108 år.

„Jeg tænker tilbage på denne dag med dyb glæde,“ siger hun, „for den dag begyndte jeg at leve. Trods min alder bruger jeg mellem fem og seks timer om måneden på at forkynde, men jeg må støtte mig til en stok når jeg går [fra hus til hus]. Jeg foretrækker at gå frem for at køre. På den måde holder jeg mig i god fysisk form.“

Indien

„Jeg var kvarterets spektakelmager og døgenigt,“ fortæller en mand der før var slave af mange laster. „Jeg smuglede narkotika, spillede mutka (et hasardspil) og røg gratis cigaretter som mine hemmelige kunder forsynede mig med, og dertil kom mine drikkevaner. Ikke desto mindre var jeg et aktivt medlem af kirken.“ Men så fik han besøg af et af Jehovas vidner, hvorefter han begyndte at studere Bibelen og at leve efter dens råd. Da blev hans liv helt forandret. (Ordsprogene 2:1-22; 2 Timoteus 3:16) Sammen med sin kone og sine to døtre hjælper han nu andre så de også kan gøre sig fri af sådanne dårlige vaner.

Belgien

Et ungt par blev meget forbitret på Gud. Deres første barn, en datter, døde ti dage efter fødselen. Deres andet barn blev født som krøbling. Og deres tredje barn, der tilsyneladende var sundt og stærkt, døde pludselig da det var fem måneder. Den unge moder kunne ikke tro på at en kærlig Gud ville tillade at noget sådant skulle overgå dem, når så mange mennesker der levede et moralsk fordærvet liv fik sunde børn.

Ikke længe efter fik hun besøg af et af Jehovas vidner der forkyndte fra hus til hus i nabolaget. Da forkynderen fortalte den unge kvinde at Gud har lovet menneskeheden en lykkelig fremtid, vendte hun sig stærkt imod tanken om en Gud der er som en kærlig himmelsk Fader. (Salme 37:10, 11) Hun indvilligede dog i at modtage noget bibelsk læsestof. Langsomt, efter at forkynderen havde aflagt gentagne besøg, blødgjorde Bibelens gode nyhed hendes hjerte og styrkede hendes tillid til Gud. Nu har både hun og hendes mand et sikkert håb om at Jehova i det fremtidige paradis på jorden ikke alene vil helbrede deres handicappede dreng, men også oprejse deres to andre børn fra døden. — Johannes 5:28, 29; Åbenbaringen 21:1-4.

Portugal

En søndag formiddag var en dame på vej hjem med en stor pose varer. Hun stoppede imidlertid op for at tale med et ægtepar. Det var første men bestemt ikke sidste gang de mødtes. Ægteparret var som Jehovas vidner ude for at forkynde. De roste den indsats som denne dame gjorde for at dække sin families materielle behov. Men, spurgte de, hvem er egentlig i stand til at dække alle menneskers behov? De svarede selv på spørgsmålet idet de slog fast at det er Gud. (Salme 107:8, 9; Esajas 33:24) „Kan han også hjælpe mig med det der er mit problem?“ udbrød damen. Det kunne forkynderne forsikre hende om, hvorefter hun inviterede dem hjem til sig. Et bibelstudium blev påbegyndt, og da hendes mand blev opmærksom på de positive ændringer dette medførte i hendes indstilling begyndte han også at studere Bibelen, hvorefter han i løbet af kort tid gjorde forandringer i sin livsform.

Senere fortalte kvinden forkynderne at hun to gange havde forsøgt at begå selvmord inden hun havde talt med dem den søndag formiddag. Hun havde været stærkt oprevet fordi hun og hendes mand havde besluttet at lade sig skille. Nu er forholdet imidlertid et helt andet, for hun, hendes mand og deres tre børn gør i forening fremskridt med hensyn til at lære den gode nyhed bedre at kende.

Thailand

En kvinde der boede i den nordlige del af landet havde det meste af sit liv været plaget af dæmoner. Da hun traf et af Jehovas vidner der var ude for at forkynde, modtog hun noget bibelsk læsestof og fik aftale om et hjemmebibelstudium. Da hun havde studeret i to måneder begyndte hun at forstå de bibelske grunde til at hun burde fjerne alle genstande der havde tilknytning til falsk gudsdyrkelse fra sit hus, for eksempel afgudsbilleder, og at hun måtte ødelægge sit højt skattede ’åndehus’ som hun havde ladet bygge for at beskytte sin familie mod onde ånder. (Apostelgerninger 19:19; 1 Korinther 10:21; 1 Johannes 5:21) Nu bliver hun ikke længere angrebet af dæmonerne og kan derfor koncentrere sig helt om at hjælpe andre til at lære den sande Gud, Jehova, at kende.

Kenya

Da en bandeleder fik at vide at man betragtede ham som en så farlig person at politiet havde ordre til at skyde ham så snart de så ham, lo han blot og trak på skuldrene. Kort efter hændte det at et plyndringstogt slog fejl. Pludselig var han alene, omgivet af en ophidset menneskemængde der var klar til at lynche ham. Politiet dukkede imidlertid op og kom ham til undsætning, idet de førte ham bort og satte ham i fængsel for at han kunne blive stillet for retten.

Hans sagfører rådede ham til på forskellig måde at benægte sin skyld. Mens han sad i sin fængselscelle kom han imidlertid i tanker om nogle samtaler han havde haft med et Jehovas vidne der havde besøgt ham flere år tidligere. Han begyndte at angre sin lovløse adfærd og bad til Gud om hjælp. Ja, han bad faktisk til Jehova og nævnte hans navn. (Jævnfør Apostelgerninger 10:1, 2.) Da han blev stillet for retten erkendte han sig skyldig, til dommerens store forbløffelse. Derfor blev han idømt en forholdsvis mild straf — hvilket vil sige at han i stedet for at blive dømt til døden skulle afsone ti år i et stærkt bevogtet fængsel.

Mens han sad indespærret læste han ivrigt i bibelske publikationer og bad gentagne gange til Gud om det var muligt at hans fængselsstraf kunne blive nedsat så han kunne tjene Ham. Helt uventet fik han senere at vide at hans straf var blevet halveret. Efter at have siddet fængslet i fem år blev han løsladt, hvorefter han omgående begyndte at studere Bibelen med Jehovas vidner. Han lod sig døbe kort efter og har nu som mål at blive heltidsforkynder.

Disse beretninger er kun nogle få eksempler på hvordan Jehovas vidner røgter deres opgave og forpligtelse til at lade forkyndelsen lyde „til jordens fjerneste egne“. Der kunne tilføjes i tusindvis af lignende erfaringer. Tvivler du nu på at Jehovas vidner er vor tids sande evangelieforkyndere?

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del