Torsdagsøen hører den gode nyhed
FLYET beskriver en cirkel, og det eneste vi kan se er en klynge øer i forskellige former og størrelser midt i det blå hav. Lige inden vi lander får vi øje på landingsbanen. Hvor er den lille — men hvilken lettelse!
Vi er landet på Horn Island. Efter en bustur til kajen sejler en lille færge os til Thursday Island, Torsdagsøen, der er centrum for øerne i Torresstrædet. Disse øer er „lagt ud“ ligesom trædesten fra den nordligste spids af Queensland i Australien helt op til Papua-Ny Guinea.
På den varme, fugtige årstid (fra januar til og med maj) er alting grønt og frodigt. Nogle gange opstår der voldsomme cykloner, der gør al rejse mellem øerne livsfarlig. Til gengæld er der resten af året tørt og støvet.
Den gode nyhed når disse øer
Det var i 1938 at Vagttårnsselskabets 52-fods ketch ved navn Lightbearer (Lysbæreren) kort anløb disse øer på vej til Nederlandsk Ostindien (nu Indonesien). Om bord var syv Jehovas vidner der var ivrige efter at give andre del i Bibelens budskab om håb.
Uden at disse brødre vidste af det, var der imidlertid ankommet en af kristenhedens missionærer på næsten samme tidspunkt. Han fortalte øboerne at de ikke skulle lytte til Vidnerne og at de heller ikke skulle tage imod nogen af deres skrifter. Da forkynderne kom til hans hjem og talte med ham, modtog han fire bøger. Da nogle af øboerne så dette tænkte de: ’Hvis han kan modtage dem, hvorfor kan vi så ikke?’ Den aften, mens de andre forkyndere viste lysbilleder, sad der en broder udenfor med kartoner fulde af bøger. I mørket kom der gentagne gange en hånd frem med penge, og en stemme spurgte efter en bog. På kun én time blev der således uddelt 200 bøger! Senere forsøgte missionæren, uden held, at bruge de bøger han havde modtaget, som bevis i en anklage mod Jehovas Vidner.
En menighed bliver oprettet
Disse første sandhedens sædekorn blev ikke vandet i en lang periode. Der kom ikke yderligere hjælp til disse isolerede øer før sidst i 1950’erne, da to heltidsforkyndere blev sendt dertil af Vagttårnsselskabet. De blev efterfulgt af familien Rudd, en familie på tre, som kom for at tjene hvor behovet var større. Kort efter blev en lille menighed oprettet på Torsdagsøen.
Dette var en vanskelig tid. Der var betydelig modstand fra regeringen og de etablerede religioner, og det var svært at finde et passende sted at holde møder. I starten mødtes menigheden i et lille værelse lige over ovnene i det lokale bageri. Man kan let forestille sig hvor varmt der var, her i troperne.
Forkynderne erkendte behovet for at holde sig åndeligt stærke og besluttede sig for at overvære et stævne ved Australiens fastlandskyst, omkring 1300 kilometer derfra. Da de ikke havde råd til flybilletten, søgte de under bøn en anden udvej for at komme til stævne.
Først købte brødrene en gammel perlefiskerbåd som manglede motor, skrue, sejl og anker. Mens de ledte blandt skibsvrag, fandt de til slut en båd med en stor 5-cylindret dieselmotor og en gearkasse. Brødrene købte båden og var lykkelige over dermed at finde sejl, ankre og mange andre dele. Dog havde de stadig hverken aksel eller skrue.
Broder Rudd spurgte ejeren af et bådværft om han måtte se sig omkring. Ejeren sagde spøgende at hvis han kunne finde en aksel nogetsteds på hans grund, så måtte Vidnerne få den. Til ejerens overraskelse fandt de virkelig en. Og da broder Rudd en formiddag et par dage senere gik fra hus til hus, stødte han sin fod mod noget i det høje græs. Det var en skrue der lige passede til deres båd.
Efter at have gjort fartøjet klar, var menigheden på 25 medlemmer parat til den syv dage lange rejse. Da de tog af sted lagde en lokal medicinmand en forbandelse over dem. En nat sad båden fast på et rev. Brødrene brugte tiden fornuftigt — til at fange en forsyning fisk. Da tidevandet kom tilbage om morgenen blev båden bragt flot, men de var nødt til at pumpe vand ud under resten af turen.
Da de kom til Townsville i Australien kom en rig ejer af et bådværft dem i møde. Han havde åbenbart læst en avisartikel om deres anstrengelser for at overvære stævnet og følte sig bevæget til at hjælpe. Han insisterede på at reparere skaden skønt de hverken havde råd til at betale for det eller kunne hjælpe til, da de jo var til stævne. Senere fik de en regning på kun 40 pund (cirka 560 kroner), i stedet for de 500 pund (cirka 7000 kroner) det ellers ville have kostet.
Forkyndelsen går ud til de andre øer
Med Jehovas ledelse er budskabet om Riget også nået til de yderste øer. For eksempel har brødrene Roy Anderson og Allan Webster, der flyttede til Torsdagsøen for nogle få år siden, brugt deres båd til at forkynde på de andre øer. Indtil nu er der forkyndt på 12 af de i alt 17 beboede øer.
Et skønt mødested
Brødrene spekulerede i lang tid over om de nogen sinde ville få deres egen rigssal på Torsdagsøen. Så blev Jehovas hellige ånds indvirkning tydelig. I september 1983 flyttede broder Graham Keen, en dygtig bygningshåndværker, til øen, for at hjælpe med at opføre en rigssal. En række australske menigheder havde gavmildt sørget for alle de materialer der var brug for til byggeriet. Dette blev pakket i containere og udskibet fra Cairns i Queensland. Øboerne var overraskede over at se denne dynge af byggematerialer på det førhen så tomme stykke jord. Det tog kun 140 arbejdsdage at gøre rigssalen helt færdig, sammen med en lejlighed bagved. Der var 120 glade tilhørere til stede den dag rigssalen blev indviet.
Forkynderne var lykkelige for at have denne nye rigssal som et center for arbejdet med at udbrede den gode nyhed på øerne i Torresstrædet. Med hjælp fra Jehovas ånd glæder de sig over at være blandt dem der priser Jehova Gud på en af havets mange øer. — Esajas 42:12.