De kristnes holdning til religiøse billeder

„I VENDTE om . . . fra afguderne for at tjene den levende og sande Gud,“ skrev apostelen Paulus til de kristne i Thessalonika. (1 Thessaloniker 1:9a) Ja, mange af datidens kristne havde engang været afgudsdyrkere. (1 Korinther 6:9-11) Men da de blev kristne ophørte de med denne tilbedelse.

Dengang var det så almindeligt at man bøjede sig for afgudsbilleder at de kristne blev spottet fordi de ikke brugte billeder og statuer i deres gudsdyrkelse. Nogle hedninger beskyldte dem endog for at være ateister! Hvordan blev det da så fremherskende inden for kristenheden at vise statuer og billeder ærefrygt?

Hvor stammer kristenhedens billeder og statuer fra?

Mange hedenske skikke vandt indpas blandt de såkaldte kristne efter at den romerske kejser Konstantin var blevet „omvendt“. Religionshistorikeren Edwyn Bevan siger i sin bog Holy Images (Hellige billeder): „Fra Konstantins tid blev det almindeligt i hele den kristne verden at anvende korset som symbol, og man begyndte snart at hylde det på forskellige måder.“ Dermed var vejen banet for billeddyrkelse under andre former. Den samme bog bemærker: „Det forekommer sandsynligt at det, før man begyndte at hylde billeder og statuer, var blevet en hævdvunden skik at hylde korsets symbol, som . . . ikke findes på kristne monumenter eller kunstgenstande af religiøst tilsnit før Konstantin satte eksemplet med sit labarum [en krigsfane hvori der indgik et kors].“

Udviklingen fortsatte i denne retning. I det ottende århundrede skrev Johannes af Damaskus, der regnes for en „helgen“ i den romersk-katolske og den græsk-ortodokse kirke: „Ligesom de hellige fædre omstyrtede djævlenes templer og helligdomme og i deres sted rejste helligdomme for de helgener, som vi tilbeder, sådan omstyrtede de også djævlenes billeder og rejste i deres sted billeder af Kristus, Guds moder og helgenerne.“

Hertil kan vi føje hvad Thomas Aquinas, en romersk-katolsk „helgen“ fra det 13. århundrede, sagde: „Man bør vise samme ærbødighed for et billede af Kristus som for Kristus selv . . . Korset tilbedes med samme tilbedelse som den der bliver Kristus til del, det vil sige latria [en katolsk betegnelse for den ypperste tilbedelse], og af denne grund henvender vi os til korset og anråber det som var det den korsfæstede selv.“

Thomas Aquinas betragtes stadig som en betydningsfuld bidragyder til læren om „ærbødighed over for billeder“. Ifølge New Catholic Encyclopedia var det først med ham ærbødigheden over for billeder „fandt sin fuldstændige forklaring“. Hvorom alting er, så står det klart at den „kristne“ billeddyrkelse ganske enkelt erstattede den tilsvarende hedenske.

Et forsøg på at retfærdiggøre brugen af religiøse billeder

Mange der i dag viser religiøse billeder ære, ville gøre indsigelse mod at blive benævnt billeddyrkere. Deres indvendinger mod denne betegnelse er dog ikke af ny dato. I det fjerde århundrede gjorde „Sankt“ Augustin sig lystig over de afgudsdyrkende ikkekristnes ræsonnementer, med ordene: „Der findes en vis debattør der er lærd i sine egne øjne, og som siger: Jeg tilbeder ikke denne sten, heller ikke det billede som er uden fornuft; . . . Jeg tilbeder ikke dette billede; men jeg nærer ærbødighed for det jeg ser og tjener ham som jeg ikke ser.“ Disse billeddyrkere hævdede med andre ord at de kun tilbad den usynlige person deres afgudsbilleder forestillede. Augustin tilføjede: „Ved at fremsætte denne redegørelse for deres billeder synes de om sig selv at de er drevne debattører, fordi de ikke tilbeder afguder, og dog tilbeder de djævle.“ — Augustins Enarrationes In Psalmos, kommentar til Salme 97:9.

Katolske teologer har altid været hurtige til at fordømme hedensk afgudsdyrkelse, men når det drejer sig om katolikkernes brug af billeder og statuer, har de ofte grebet til de selv samme forklaringer for at retfærdiggøre deres handlemåde. Ved Tridentinerkoncilet, der afholdtes i det 16. århundrede, blev det for eksempel erklæret angående billeder og statuer af Kristus, Maria og „helgenerne“: „De skal vises tilbørlig hæder og ærefrygt; dog ikke således at de tillægges nogen guddommelighed eller kraft på grund af hvilken de skal vises ærefrygt.“ Hvorfor skal de da vises ærefrygt? Begrundelsen lød: „Fordi den ære der vises dem, overføres til dem de har som forbilleder, sådan at vi ved hjælp af de billeder vi kysser og foran hvilke vi blotter vore hoveder og gør knæfald, tilbeder Kristus og viser ærefrygt for helgenerne, hvis billede de bærer.“

Den dag i dag forsøger den katolske kirke stadig at retfærdiggøre sin afgudsdyrkelse med de samme begrundelser: Man påstår at billeder og statuer slet og ret er et middel til at rette opmærksomheden mod den person i himmelen som billedet forestiller, og at billedet ikke har nogen iboende kraft. Men står denne påstand for en nærmere prøvelse? Tror ingen af dem der anvender billeder eller statuer i tilbedelsen at disse besidder nogen guddommelighed eller kraft?

Hvad de troende selv mener

I den spanske by Sevilla foregår der en fanatisk kappestrid mellem tilhængerne af Jomfruen af Macarena og den såkaldte Håbets Jomfru. I katedralen i den franske by Chartres findes der tre billeder af Jomfruen — Vor Frue af Søjlen, Vor Frue af Krypten, samt et glasmaleri — hver især med sine tilhængere. Åbenbart er de troende overbevist om at netop deres madonnabillede har nogle fortrin frem for de øvrige — skønt de alle tre forestiller den samme person! Det er tydeligt at hyldesten ikke rettes mod den person der er afbildet, men mod selve billedet eller statuen.

Det den katolske kirke forsøger at bortforklare som relativ tilbedelse, viser sig altså ofte at være rendyrket billedtilbedelse. Sammenlignet med århundredgammel praksis vejer teologiske spidsfindigheder ikke særlig tungt.

Hvad siger Bibelen?

Bibelens udsagn står i modsætning til teologernes teorier. Gud lod tydeligt fortidens Israel forstå at han i et og alt fordømte afgudsdyrkelse. (2 Mosebog 20:4, 5; 5 Mosebog 4:15-19) Sandt nok tillod Gud for eksempel at Moses fremstillede en kobberslange, men det var for israelitterne strengt forbudt at bøje sig tilbedende for sådanne genstande. — 4 Mosebog 21:9; 2 Kongebog 18:1, 4.

Det skete at israelitterne tilsidesatte dette forbud mod afgudsdyrkelse. Ved Sinaj Bjerg fremstillede de for eksempel en guldkalv de ville tilbede. Det var en grov gudsbespottelse at de ’udskiftede Guds herlighed med en afbildning af en okse, en planteæder’! (Salme 106:20, NV) I lighed med visse religiøse mennesker i dag hævdede de at de ikke tilbad tyren, men Gud! „Da sagde de: ’Her, Israel, er din Gud, som førte dig ud af Ægypten!’“ (2 Mosebog 32:1-5) Men Jehova tålte ikke at de ydede ham nogen „relativ“ tilbedelse, at de ganske uforskammet gik over til ægyptisk gudsdyrkelse. (Apostelgerninger 7:39-41) De overtrådte direkte den pagt de havde indgået ved Sinaj Bjerg og bragte sig selv i fare for at blive udslettet. — 2 Mosebog 32:9, 10, 30-35; 5 Mosebog 4:23.

Hvorfor indtog Jehova Gud et så afgjort standpunkt imod brugen af billeder? For det første har billeder og statuer ingen kraft — de er intet. (5 Mosebog 32:21a; Salme 31:7) Jeremias omtalte dem som fugleskræmsler, noget der ikke var ånd i. (Jeremias 10:5, 14) Esajas latterliggjorde på samme måde dem der anvender en del af et træ som brænde til madlavning og en anden del til at fremstille en gud af. Profeten siger advarende om sådanne afgudsdyrkere: „De skønner ikke, de fatter ikke, thi deres øjne er lukket, så de ikke ser, og deres hjerter, så de ikke skønner.“ — Esajas 44:13-18.

Noget andet — noget der er særlig farligt ved billeddyrkelse — er faren for at et billede kan sætte en i forbindelse med dæmoniske kræfter. Salmisten sagde om israelitterne: „[Hedningernes] gudebilleder dyrkede de, og disse blev dem en snare; til dæmonerne ofrede de, og det både sønner og døtre.“ (Salme 106:35-37; jævnfør Tredje Mosebog 17:7; Femte Mosebog 32:17.) Som følge heraf blev vejen banet for andre overtroiske og spiritistiske skikke. Et andet eksempel var kong Manasse, der genoplivede afgudsdyrkelsen i Israel. „Han byggede altre for hele himmelens hær i begge HERRENS hus’ forgårde.“ Desuden „drev [han] trolddom og tog varsler“. — 2 Kongebog 21:1-6.

De Kristne Græske Skrifter advarer om de samme farer. The New Bible Dictionary siger: „Det Gamle Testamentes polemik imod afgudsdyrkelsen . . . anerkender de samme to sandheder som Paulus senere skulle bekræfte: at afgudsbilledet ingenting var, men at der ikke desto mindre fandtes en dæmonisk åndemagt man måtte regne med, og at afgudsbilledet derfor udgjorde en reel åndelig fare.“ Paulus skrev at de kristne vidste „at der ikke er nogen afgud til i verden, og at der kun er én Gud“, men længere fremme advarede han: „Hvad man ofrer, det ofrer man til onde ånder og ikke til Gud; og jeg vil ikke, at I skal have noget fællesskab med de onde ånder.“ — 1 Korinther 8:4; 10:19, 20.

Ja, onde åndemagter er ivrige efter at få herredømme over enkeltpersoner. Paulus skrev: „Thi den kamp, vi skal kæmpe, er ikke mod kød og blod, men mod magterne og myndighederne, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet.“ (Efeserne 6:12) Billeddyrkelse af enhver slags sætter derfor ens åndelige opfattelsesevne ud af funktion, tilskynder til overtro og gør det muligt for de okkulte herskere i denne mørke, onde verden at handle med os efter forgodtbefindende.

Tilbedelse ’i sandhed’

Mange anvender billeder og statuer i en oprigtig bestræbelse for at komme nærmere til Gud, der hører bønner. Det er ønskværdigt at komme nær til Gud; men vil det sige at vi frit kan vælge hvordan vi vil nærme os ham? Nej, det er indlysende at vi må nærme os Gud på den måde der behager ham frem for os selv. Jesus sagde: „Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig.“ (Johannes 14:6) Dette udelukker at man anvender billeder og statuer. Ved en anden lejlighed sagde Jesus: „Den tid kommer, ja, er allerede inde, da de sande tilbedere skal tilbede Faderen i ånd og sandhed; thi det er sådanne tilbedere, Faderen søger. Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, bør tilbede i ånd og sandhed.“ — Johannes 4:23, 24.

Kan man afbilde en ånd? Nej. Uanset hvor imponerende en billedlig gengivelse måtte være, kan den aldrig yde Guds herlighed retfærdighed. Et billede af Gud ville derfor aldrig være et virkelighedstro portræt. (Jævnfør Romerbrevet 1:22, 23.) Kan man da sige at man ’tilbeder i sandhed’ hvis man nærmer sig Gud ved hjælp af et billede?

Jehovas vidner har hjulpet i tusindvis af enkeltpersoner til at lægge afguderiske skikke bag sig og blive „sådanne tilbedere, Faderen søger“. Mange af dem der gennem Bibelen har fået kendskab til Guds syn på billeder og statuer, har følt sig tilskyndet til at skille sig af med sådanne ting, ting de har haft i deres hjem og anvendt i tilbedelsen. (Jævnfør Femte Mosebog 7:25.) Dette har ikke altid været nogen let sag, men de er blevet drevet af et oprigtigt ønske om at rette sig samvittighedsfuldt efter Guds ord, Bibelen, der tilskynder de sande kristne: „Børnlille, tag jer i vare for afguderne!“ — 1 Johannes 5:21.

[Fodnote]

[Ramme på side 7]

Bliver ikoner aldrig til „afguder“?

Betegnelsen „ikoner“ dækker religiøse billeder, især malerier, som holdes i ære af medlemmerne af den græsk-ortodokse kirke. Nogle ikoner forestiller Kristus, andre forestiller Treenigheden, Maria, „helgener“ eller engle. De græsk-katolske teologer søger i lighed med katolikkerne at retfærdiggøre deres ærbødighed over for ikoner ved at kalde det en relativ tilbedelseshandling hvor den troendes hengivenhed i virkeligheden når op til den person der befinder sig i himmelen og som ikonen forestiller. Den russiske teolog Sergej Bulgakov hævder: „Ikonen forbliver blot en genstand og bliver aldrig til en afgud eller en fetich.“

Samtidig lærer den græsk-ortodokse kirke dog at en ikon kan gavne en troende som beder foran den, forudsat at den er blevet „helliget“ af kirken. Bulgakov siger i sin bog The Orthodox Church: „Det ritual hvor ikonen velsignes, knytter en forbindelse mellem billedet og den det forestiller, mellem den som gengives og selve gengivelsen. Ved en velsignelse af en Kristusikon muliggøres et mystisk møde mellem den troende og Kristus. Sådan forholder det sig også med ikoner der forestiller Jomfruen og Helgenerne; man kan sige at deres ikoner viderefører deres tilværelse hernede.“

Dertil kommer at mange ikoner der forestiller Maria, tilskrives mirakuløse evner. „Skønt hun forbliver i himmelen, lever hun stadig vor verdens liv sammen med os, lider med dets lidelse, og græder med dets tårer,“ hævder Bulgakov. „Hun går i forbøn for verden foran Guds trone. Hun åbenbarer sig for verden i sine undergørende ikoner.“