Vort lykkelige liv som missionærer i Afrika
Fortalt af John Miles
SCENEN er et vildtreservat i den nordvestlige del af Zimbabwe. Min kone, Val, og jeg er i bil på vej mod de berømte Victoriafald. Vi er ikke turister men missionærer — vi er blevet sendt hertil for at forkynde blandt lokalbefolkningen. Netop som vi har rundet et sving får vi øje på en kæmpestor elefant der står ved vejsiden. Jeg standser og læner mig ud ad vinduet for at tage et billede. Jeg skal lige til at tage endnu ét, da Val råber:
„Den kommer hen mod os!“
Jeg skynder mig at starte bilen, men den går i stå. Åh nej! Elefanten er nået hen til os og rejser sig på bagbenene for at trampe os ned. I allersidste øjeblik får jeg liv i motoren og vi kører hurtigt ind i bushen. Heldigvis spærres vores flugtrute hverken af sten eller træer. Vi finder det klogest at give Jumbo ’forkørselsret’, og fortsætter ad en anden rute.
En anden scene: En søndag eftermiddag i Maseru, hovedstaden i det bjergrige Lesotho i den sydlige del af Afrika. Vi er på vej hjem efter et kristent møde da vi bliver overfaldet af to unge røvere. Mens den ene slår løs på mig, springer den anden op på min ryg. Jeg ryster ham af, og han griber i stedet fat i Vals taske. Hun råber højt: „Jehova! Jehova! Jehova!“ Straks giver manden slip på hendes taske og tumler baglæns med et forvirret udtryk i ansigtet. Den anden mand trækker sig også tilbage fra mig — mens han fægter i luften med næverne. Vi skynder os videre og ånder lettede op da vi møder nogle trosfæller ved et busstoppested. — Ordsprogene 18:10.
Disse hændelser varede kun nogle få minutter, men vi glemmer dem aldrig. De er blandt de mange minder vi har fra 32 års missionærtjeneste i Afrika. Måske har du lyst til at høre hvordan det gik til at vi blev missionærer dér, og hvad vi synes om det.
En landbrugsmedhjælper lærer sandheden at kende
Det hele begyndte da jeg i 1939 mødte Val Jensen i Yakima i Washington, USA. Jeg arbejdede dengang på en gård, og Val var ansat samme sted som husholderske. Hun fortalte mig tit om Bibelen. Noget af det der gjorde indtryk på mig var hendes forklaring om at der ikke findes et brændende helvede. (Prædikeren 9:5, 10; Apostelgerninger 2:31; Åbenbaringen 20:13, 14) Selv om jeg ikke gik i kirke, vidste jeg godt hvad præsterne lærte om helvede. Det Val viste mig fra Bibelen forekom mig mere logisk.
Vals far og mor var blevet Jehovas vidner i 1932. Val begyndte også at studere Bibelen, og i september 1935 lod hun sig døbe. Efter at vi havde lært hinanden at kende inviterede hun mig med til møderne i rigssalen. Jeg tog med når arbejdet på gården tillod det — landbruget var stadig det vigtigste i mit liv. Men jeg syntes godt om de mennesker jeg traf i rigssalen, og efterhånden begyndte jeg at tage møderne mere alvorligt. Jeg blev opfordret til at deltage i forkyndelsen fra hus til hus — i min hjemby! Dét var noget af en udfordring. Men jeg klarede det!
I 1941 indtraf der to mindeværdige begivenheder. I marts blev jeg døbt som et indviet vidne for Jehova, og senere på året blev Val og jeg gift. I oktober 1942 begyndte vi i heltidstjenesten som pionerer i den sydøstlige del af North Dakota.
Vi vil aldrig glemme hvad der skete året efter. Det var en milepæl i Jehovas Vidners historie. Den 1. februar 1943 begyndte man at uddanne missionærer på Vagttårnets Bibelskole Gilead. To måneder senere overværede Val og jeg stævnet „Opfordring til virksomhed“ i Aberdeen i South Dakota, og her hørte vi blandt andet et foredrag som beskrev hvilke velsignelser der er forbundet med tjenesten som missionærer i et fremmed land. Vi fik stor lyst til at overvære Gileadskolen og rejse ud som missionærer.
Vi stiler efter at blive missionærer
Der gik ikke mindre end ni år før vi nåede målet. I den periode modtog vi andre tjenesteprivilegier, men vi kom også ud for modgang. Efter halvandet års pionertjeneste i North Dakota ansøgte vi om et nyt distrikt i Missouri, og det fik vi. Vi flyttede så til byen Rolla. Vores distrikt omfattede hele Phelps amt, og der var kun ét aktivt Jehovas vidne i hele området. Vi boede der i tre dejlige år og var med til at oprette en menighed.
Så opstod der et problem som fratog os håbet om nogen sinde at blive missionærer. Vi løb tør for penge. Dårlig planlægning og manglende tillid til at Jehova ville sørge for os fik os til at holde op som pionerer. Det var meningen at vi kun ville holde et par måneders pause, men der gik halvandet år før vi kom i gang igen. Denne gang var vi fast besluttede på ikke at gentage de fejl vi tidligere havde begået. Vores nye distrikt var en menighed i byen Reardan i den østlige del af staten Washington. Det var svært at finde deltidsarbejde, så vi måtte stole på at Jehova ville give os det vi havde brug for. — Mattæus 6:11, 33.
Distriktet omfattede flere småbyer i omegnen. En dag måtte vi køre cirka 130 kilometer for at besøge folk med budskabet om Riget. Vi havde ikke benzin nok på bilen, men det lod vi os ikke gå på af. På vej ud af byen gjorde vi holdt ved posthuset, og hvad lå dér og ventede på os? Et brev fra min fætter, der lige var begyndt at studere Bibelen med Jehovas vidner. Han havde vedlagt en check der var så stor at vi kunne fylde tanken op og endda have penge tilovers. „Vi ville have givet pengene til ’Boy’s Town’, men kom i tanker om at I nok havde mere brug for dem end ’Father Flanagan’,“ skrev han. Det havde han ret i!
Erfaringer som denne beviste for os at man kan stole på Jesu løfte: „Bliv ved med at søge [Guds] rige, og disse [de materielle] ting vil blive givet jer i tilgift.“ (Lukas 12:31) Det var sundt for os at lære dette, og det hjalp os til at fortsætte i heltidstjenesten på trods af de problemer der opstod senere hen.
En vinteraften var vi praktisk talt løbet tør for kul. Overvejede vi nu at holde op som pionerer? Nej. Vi fremlagde problemet for Jehova i bøn, og gik i seng. Klokken seks næste morgen bankede en broder og hans kone på døren. De havde været på besøg hos nogle slægtninge og havde fået lyst til at kigge ind til os på hjemvejen. Vi ragede op i ilden, lagde de sidste kul på og lavede en kande kaffe. Mens vi sad og hyggede os spurgte broderen pludselig: „Har I ellers de kul I skal bruge?“ Val og jeg så på hinanden og begyndte at le. De kunne ikke have spurgt om noget vi trængte mere til! De gav os ti dollars — som man dengang kunne få mindst et halvt ton kul for.
En anden gang havde vi kun fem dollars, og vi skulle til kredsstævne. Desuden skulle vores bilforsikring betales umiddelbart efter stævnet. Vi besluttede at begynde med det vigtigste, og tog til stævne. Takket være brødrenes gavmildhed kom vi hjem med 15 dollars. Forsikringen kostede 14,50!
Vi var glade for at være pionerer i Washington, og flere af de familier vi studerede Bibelen med blev med tiden loyale vidner for Jehova. Efter to år i distriktet fik jeg imidlertid et brev fra Vagttårnsselskabet om at jeg var blevet anbefalet til at tjene som rejsende tilsynsmand, det vil sige en der besøger og opmuntrer Jehovas Vidners menigheder i en kreds. „Vil du tage imod denne tjeneste hvis du udnævnes?“ spurgte Selskabet, og tilføjede: „Vær venlig at svare straks.“ Det er sikkert ikke nødvendigt at nævne at jeg svarede ja! Fra januar 1951 rejste vi så i halvandet år i en stor kreds der omfattede den vestlige halvdel af North Dakota og den østlige halvdel af Montana.
I denne periode fik vi endnu en overraskelse: En indbydelse til at overvære Gileads 19. klasse! Skulle vores ønske langt om længe gå i opfyldelse? Nej, desværre. Vi fik et andet brev om at klassen var blevet fyldt med brødre fra andre lande. Det var vi kede af, men heldigvis blev vi ikke glemt. Få måneder senere modtog vi en indbydelse til den 20. klasse, som begyndte i september 1952.
Fra Gilead til Afrika
Vi var dybt taknemmelige for den godhed Jehova viste os ved at føre os sammen med over hundrede elever fra mange dele af verden — Australien, New Zealand, Indien, Thailand, Filippinerne, Egypten, Centraleuropa, England og Skandinavien. Det hjalp os til at se i hvilket omfang Jehova sørger for at budskabet om Riget bliver forkyndt. — Mattæus 24:14.
Tiden på Gilead gik hurtigt, og vi udgik fra skolen i februar 1953. Vi og fire andre fik distrikt i Nordrhodesia (nu Zambia). Selskabet gav os dog lov til at blive i Amerika for at overvære det internationale stævne på Yankee Stadium i juli samme år. I månederne før stævnet og i en periode derefter tjente jeg som kredstilsynsmand i det østlige Oklahoma.
I november 1953 gik Val og jeg sammen med seks andre missionærer om bord på en fragtbåd med kurs mod Afrika. Vi blev sat i land i Durban i Sydafrika, hvorfra vi tog toget nordpå til Sydrhodesia. Her skiltes to af missionærerne fra os for at tage til deres distrikt i Salisbury (nu Harare), mens vi andre fortsatte til Kitwe i Nordrhodesia.
Val og jeg skulle bo i minebyen Mufulira, hvor der var nogle få interesserede familier, men ingen menighed. Jehova velsignede vores forkyndelse fra hus til hus. Vi oprettede mange bibelstudier, og snart begyndte flere interesserede at overvære de kristne møder. Efter nogle måneder blev vi dog kaldt ind på Vagttårnsselskabets afdelingskontor i Luanshya, hvor der var brug for os. Senere fik vi et andet missionærdistrikt i Lusaka, og mens vi var dér virkede jeg fra tid til anden som kredstilsynsmand for de få engelsktalende menigheder.
Et lykkeligt liv i bushen
I 1960 blev vi flyttet til Sydrhodesia (nu Zimbabwe), hvor jeg blev udnævnt til at tjene som områdetilsynsmand blandt de sorte brødre. Dette indebar blandt andet at jeg skulle besøge menigheder og føre tilsyn med kreds- og områdestævner. De fleste af menighederne lå i landdistrikter, så vi måtte lære at leve i bushen. Vi tænkte at hvis vore brødre og søstre kunne bo i bushen, så kunne vi også.
Selskabets afdelingskontor udstyrede os med en varevogn der vejede halvandet ton. Ladet var overdækket med metalplader, og bagerst var der en dobbeltdør. Vinduerne mellem ladet og førerhuset var lige netop store nok til at man kunne kravle igennem dem, og der var plasticgardiner for. Vores bohave bestod af en indbygget seng med en skumgummimadras, nogle skabe og et primusapparat. Desuden havde vi et transportabelt ’klædeskab’ og et telt.
Kort tid efter at vi havde påbegyndt vores tjeneste i den vestlige del af landet blev jeg stukket af et eller andet insekt. Mit ene ben svulmede op, og jeg fik høj feber. Desuden blev det dårligt vejr; det begyndte at øse ned. Jeg svedte så meget at mit sengetøj ofte måtte skiftes. Ved midnatstid mente Val at det var bedst jeg kom til lægen. Hun kørte ud mod hovedvejen, men sad fast i mudderet. Det eneste der kom ud af hendes forsøg på at få bilen fri ved at køre frem og tilbage, var at jeg blev rystet godt igennem. Da hun til sidst var sikker på at hun intet kunne gøre pakkede hun sig ind i det sidste tørre tæppe og kom ind til mig. Og stadig styrtede regnen ned.
Om morgenen så det hele lysere ud. Jeg havde det bedre, det var holdt op med at regne, og nogle brødre der var kommet for at træffe forberedelser til et stævne, skubbede bilen op af mudderet. I Bulawayo var nogle andre brødre så venlige at tage med mig på hospitalet, og efter at være blevet behandlet kunne jeg tage hjem igen og fortsætte med forberedelserne til stævnet.
Det var i denne periode, mens vi rejste mellem menighederne, at vi så den store elefant. Vi mødte også mange mindre dyr. Foruden fluer og moskitoer kom der høsttermitter ind til os i teltet. De kunne i løbet af nul komma fem lave huller i ethvert stykke tøj der lå på jorden. De forskellige arter af firben og jagtedderkopper der besøgte os var ganske uskadelige, men en cobraslange der stak hovedet indenfor blev øjeblikkelig vist ud igen. Skorpionerne var heller ikke velkomne. Val siger at deres stik føles som bliver der slået et rødglødende søm ind i én med en forhammer. Og hun er blevet stukket fire gange, så hun må jo vide det!
Alt dette får måske livet i bushen til at forekomme temmelig utiltalende, men sådan så vi nu ikke på det. Vi betragtede det som et aktivt og sundt udendørsliv, og de åndelige velsignelser opvejede så rigeligt det fysiske ubehag.
Det var trosstyrkende at se hvilken indsats brødrene i landdistrikterne gjorde for at overvære møderne. Én menighed bestod af to grupper med en godt 20 kilometer lang sti imellem sig. Deres „rigssal“, der lå midt mellem grupperne, bestod af nogle sten til at sidde på i skyggen af et stort træ. To gange om ugen gik brødrene fra de to grupper over 10 kilometer hver vej for at komme til møde. Vi vil heller aldrig glemme et ældre ægtepar der vandrede 120 kilometer med deres kufferter og tæpper for at komme til kredsstævne. Dette er bare to eksempler på hvad de afrikanske brødre vil gøre for at opfylde befalingen: ’Forsøm ikke at komme sammen.’ — Hebræerne 10:25.
I nogle områder var indbyggerne skeptiske over for vore motiver, og det forekom endda at de ikke ville have os boende i nærheden. Engang satte jeg teltet op på en plet med højt græs nær stævnepladsen. Da den første stævnedag var slut og vi havde sovet et par timer, vågnede jeg ved en lyd udenfor. Jeg lyste ud med min lommelygte og kunne se at der stod en eller anden bag et lille træ.
„Hvad vil du?“ råbte jeg. „Hvorfor gemmer du dig bag det træ?“
„Shhhh, broder,“ lød svaret. „Vi hørte nogle snakke om at de ville sætte ild til græsset, så vi skiftes til at holde vagt ved jer i nat.“
De havde ikke fortalt os om faren, for at vi ikke skulle sove uroligt. Men selv var de villige til at gå glip af deres nattesøvn for at beskytte os! Da stævnet var slut søndag eftermiddag sørgede de for at vi blev eskorteret ud af farezonen med en bil både foran og bag os.
Det var dejligt at se hvor stor pris disse ydmyge mennesker satte på Bibelen. En af de menigheder vi besøgte lå i et område hvor folk dyrkede jordnødder. I ugens løb afsatte vi bøger og bibler i bytte for kasser med jordnødder. Da vores besøg var til ende pakkede vi alt vores habengut, foruden kasserne med læsestof og jordnødder, og fortsatte til den næste stævneplads. Kort efter at vi var taget af sted blev vi bedt om at standse fordi der var en som forsøgte at indhente os. Vi holdt ind til siden og ventede. Det viste sig at være en meget gammel dame med en kasse jordnødder på hovedet. Da hun nåede os var hun så udmattet at hun faldt om og måtte blive liggende til hun igen kunne få vejret. Hun ville gerne have en bibel! Vi måtte pakke næsten det hele ud igen, men vi var kun glade for at kunne opfylde hendes ønske. Endnu en bibel i taknemmelige hænder — og endnu en kasse jordnødder i vognen!
Vi har også glædet os over at se hvordan Jehova har sørget for kredstilsynsmænd til at besøge de mange menigheder i den afrikanske bush. Det var dengang vanskeligt for Selskabet at finde kvalificerede brødre som ikke havde familieforpligtelser. Derfor var det ikke ualmindeligt at en rejsende tilsynsmand drog fra menighed til menighed med bus eller på cykel, ledsaget af sin kone og to-tre børn, og medbringende kufferter, tæpper og kasser med læsestof. Uden at kny sled disse brødre og deres familier hårdt i det for at betjene menighederne. Det var en stor forret at samarbejde med dem.
I 1970’erne begyndte borgerkrigen at skabe problemer for brødrene, og neutralitetsspørgsmålet satte mange af dem på en hård loyalitetsprøve. (Johannes 15:19) Selskabet fandt det bedst at give os et andet distrikt for ikke at forværre brødrenes situation unødigt. I 1972 blev vi derfor kaldt ind på afdelingskontoret i Salisbury. Dette gav mig mulighed for at hjælpe til med at bygge et nyt afdelingskontor. Nogen tid senere blev jeg udnævnt til kredstilsynsmand for de engelsktalende menigheder, der lå spredt over hele landet. Det betød at vi måtte gennemrejse Zimbabwe på kryds og tværs. Nogle steder var situationen så farlig at vi måtte rejse i konvojer som regeringen havde organiseret, mens hæren vågede over os fra helikoptere og fly.
Vi flytter til Afrikas tag
Det var en stor omvæltning for os da vi fik tildelt distrikt i Maseru, Lesothos hovedstad. Lesotho er et bjergrigt land der somme tider kaldes „Afrikas tag“, og mange steder er naturen betagende smuk.
Vi nyder den skønne natur, men det er nu ikke derfor vi er flyttet hertil. Vi er her for at være med til at finde de „kostbare skatte“ der omtales i Haggaj 2:7. Lesotho er et lille land med kun halvanden million indbyggere. Da vi kom hertil i 1979 deltog gennemsnitlig 571 Jehovas vidner i forkyndelsen af ’den gode nyhed om riget’ hver måned. (Mattæus 24:14) Menigheden i Maseru voksede sig efterhånden så stor at den måtte deles i to. Og i april 1988 nåede vi et højdepunkt på 1078 forkyndere.
I vore tidligere missionærdistrikter, Zambia og Zimbabwe, har arbejdet stadig fremgang. Da vi kom til Afrika for cirka 35 år siden, var der i alt 36.836 forkyndere i de to lande. Nu er der 82.229. Vi betragter det som en storslået forret at have haft en lille andel i denne vækst.
„Smag og se at Jehova er god,“ skrev salmisten David. (Salme 34:8) Vi har smagt missionærtjenesten og er overbevist om at disse ord er sande. Lige siden 1942, da vi sammen begyndte i heltidstjenesten, har livet været fyldt med velsignelser. Vi har mærket Jehovas enestående godhed. Og der er endnu meget at gøre. Vi er Jehova dybt taknemmelige for at vi stadig har kræfter og helbred til at kunne virke i tjenesten for ham!
[Illustration på side 24]
John Miles og hans kone, Val