På pionerarbejde i Amazonlandet
AMAZONJUNGLEN! De fleste har hørt om den, men kun de færreste har haft mulighed for selv at opleve den. I det forløbne årti har adskillige heltidsforkyndere imidlertid gjort dette under deres bestræbelser for at bringe den gode nyhed om Guds rige ud til dens beboere. Med Vagttårnsselskabets båd El Refugio (Tilflugtsstedet) har de gennemrejst den peruanske Amazonjungle på det net af floder der gennemskærer den nordøstlige del af landet.
Det har været en spændende udfordring at skulle nå ud til alle de mange indianerstammer der bor spredt ud over dette enorme område, og alle de små chacras, eller farme, som ligger langs flodbredderne og dybt inde i den tætte og mørke jungle. Selv om disse mennesker bor isoleret, skal de også have mulighed for at høre Bibelens livgivende budskab. — Mattæus 24:14; 28:19, 20.
I nærheden af junglebyen Iquitos løber to store floder — Marañón og den vilde og lumske Ucayali — sammen og danner den vældige Amazonflod. Disse rivende og bugtede floder æder sig ustandselig ind på deres bredder og styrter kæmpemæssige træer omkuld i deres grådige strøm. Nye sandbanker bliver til på en nat, og ændrer derved flodens løb.
På vej ned ad Ucayalifloden løb El Refugio pludselig på en sandbanke. Det uventede stød kastede besætningen omkuld, men ved at gribe fat i bådens ræling undgik de at falde over bord. Kaptajnen satte båden i bakgear, men den rokkede sig ikke af stedet. Den sad uhjælpeligt fast. De seks mænd måtte smide tøjet, og kun iført shorts hoppede de ned på sandbanken og begyndte at losse båden for kasser med publikationer for at gøre den lettere. Pludselig lød råbet: „Pas på! Der er en flodslange der er ved at kravle om bord.“ Og ganske rigtigt, en næsten to meter lang, lysegrøn slange var på vej op ad skroget; men efter et par rappe slag med en åre var den tilbage i floden. Så snart båden var blevet lettet for noget af sin last, kom den los og var parat til igen at sejle videre.
Organiseret forkyndelse i junglen
El Refugio er ikke nogen stor båd, og den er heller ikke særlig hurtig. Faktisk er den temmelig langsom når den skal sejle imod en kraftig strøm. Så for at kunne nå så meget distrikt som muligt, udarbejder pionererne en plan for deres rute. Før de forlader deres udgangspunkt i byen Iquitos, forsøger de at få oplysninger om det bestemte distrikt de ønsker at gennemarbejde. Ved at forhøre sig hos folk der kender området, er de i stand til at lave et kort der i grove træk angiver hvor de forskellige landsbyer og chacras befinder sig. Man mærker sig små bifloder og kanaler for at kunne gøre eventuelle afstikkere. Hvis der er mange landsbyer i det pågældende distrikt, lader man båden ligge for anker samme sted i en eller to uger. Normalt plejer fire af de seks pionerer at besøge de spredte farme, mens kaptajnen og den sidste pioner rejser længere ind i junglen hvor båden ikke kan komme. Denne rejse foregår som regel med et olieselskabs fly ind til en lejr.
Disse lejre er rydninger langt inde i skoven, hvor man foretager prøveboringer efter olie. Der kan være op til hundrede mænd, eller endnu flere, i sådan en lejr. Forkynderne får gerne en aftale om at tale til mændene ved aftensmåltidet efter arbejdstids ophør. I én lejr viste spisebarakken sig at være en glimrende foredragssal. Mændene lyttede, og bagefter stillede adskillige af dem spørgsmål vedrørende de moralske problemer de havde når de boede så langt fra deres familier. Hvilken enestående lejlighed til at fremholde Bibelens syn på moralsk renhed! Efter at have haft lejlighed til at stille spørgsmål, anmodede mange af mændene om bibler og bibelsk læsestof. Navnene på dem blev skrevet op, og senere blev der påbegyndt studium med flere af disse mænd og deres familie i Iquitos. I alt besøgte man fire sådanne lejre på denne måde — tre af dem ved hjælp af fly og én af dem med El Refugio.
Hver gang pionererne får øje på en caserío, eller samling huse, langs flodbredden, fortøjer de båden til den nærmeste faste genstand der er i stand til at holde den. Inden man springer ned på flodbredden er det klogt først at kontrollere om jordbunden kan bære. En tilsyneladende fast og sikker jordbred som floden har aflejret kan være fuld af overraskelser, og hvis man ikke tager sine forholdsregler kan man risikere at sidde i mudder til livet!
Når brødrene endelig er kommet sikkert i land, må de bane sig vej til landsbyens høvding gennem den sædvanlige flok af nysgerrige og højrøstede børn. De forklarer ham kort formålet med deres besøg og beder om lov til at holde et bibelsk foredrag i den lokale skolehytte eller på landsbyens forsamlingssted. Normalt får de tilladelse til det. Annonceringen foregår mundtligt ved at lade børnene spredes i alle retninger for at fortælle om mødet. Før foredraget bliver holdt, bruger pionererne tiden til at forkynde fra hytte til hytte. Folk er venlige og gæstfri og tager ivrigt imod vore bibelske publikationer. Og hvis det er småt med pengene, giver de skildpadder, aber, høns, papegøjer, frugt eller endog smukke orkideer i bytte for bøgerne.
Hvis tiden tillader det, kommer man på genbesøg om eftermiddagen. De der viser særlig interesse bliver bedt om at medbringe deres mecheros, en beholder med petroleum og væge, til at give lys. Ved syvtiden sidder alle i regelen på deres pladser med lysbeholderen i den ene hånd og Bibelen i den anden. Efter foredraget er der tid til at stille spørgsmål. Tror Jehovas Vidner på et brændende helvede? På hvilke punkter adskiller Jehovas Vidners tro sig fra katolikkernes? De fleste er glade over at kunne se svarene i deres egen bibel.
Gribende oplevelser
Efter et sådant foredrag kom en mand og hans hustru hen til pionerbroderen med tårer i øjnene. „Brødre, vi har i lang tid længtes efter at høre et budskab som det vi har hørt i aften,“ sagde manden. „Vi elsker denne plet og holder meget af tanken om et jordisk paradis så vi kan få lov at blive her. Men hvem er det egentlig I siger der skal i himmelen?“ Det var i sandhed gribende at møde sådanne oprigtige mennesker dybt inde i den utæmmede Amazonjungle, langt borte fra „civilisationen“.
Pionererne forsøger at sælge bøgerne i sæt, da der kan gå et stykke tid før de igen kommer til landsbyerne. En dag stoppede en mand i Iquitos en af brødrene og bad om endnu et sæt på otte bøger. Hvad var der blevet af det første sæt? Efterhånden som hans slægtninge var kommet på besøg havde de én efter én lånt hans bøger, for ude i junglen er der stor mangel på læsestof. På den måde er bøgerne nået ud til steder hvor pionererne aldrig ville kunne nå ud. Ved hjælp af sin ånd sørger Jehova således for at vore kristne publikationer når ud hvor der er behov for dem.
I en lille landsby blev to af brødrene ved båden mens de andre fulgte en sti ind i junglen. Høje træer skærmede foroven så kun nogle få lysstråler slap ned, alt imens farveprægtige fugle fløjtede og kvidrede overalt mellem det grønne løv. Efter at være gået et kvarters tid kom forkynderne til en temmelig stor lysning. Det tog cirka en time at besøge alle hytterne dér. Da brødrene skulle til at drage af sted, kom en mand dem i møde og bønfaldt dem om at blive natten over, for han havde mange spørgsmål. En af pionererne blev hos ham mens resten tog tilbage til båden.
Pionerbroderen foreslog at der blev holdt et bibelsk foredrag om aftenen. Så børnene blev sendt af sted, ad stier som brødrene havde overset, for at underrette alle i nabolaget. I mellemtiden blev der holdt et bibelstudium i landsbyen over de kapitler i bogen Sandheden der fører til evigt liv som behandlede de spørgsmål den gæstfri mand havde stillet. Da en svalende aftenbrise spredte dagens dyne af hede, lød der med ét en sand kakofoni fra en gruppe bambustræer. Hundreder af parakitter begyndte at skræppe op på samme tid, tilsyneladende for at byde aftenens kølighed velkommen.
Da foredraget tidligt på aftenen skulle til at begynde, havde der samlet sig en tilhørerskare på 20 voksne og en hel del børn. Det stærke lys fra en gaslampe gjorde det let at læse, men samtidig tiltrak det i hundredvis af insekter. Halvvejs igennem foredraget kom taleren til at sluge et! Efter et værre hurlumhej med rygklapning, latter og sympatitilkendegivelser fortsatte foredraget uden yderligere forstyrrelser. Bagefter syntes al generthed at have fortaget sig og snakken gik livligt.
Da alle tilhørerne omsider var gået, fastgjorde den interesserede mand et moskitonet i et hjørne af den åbne terrasse på sit hus, som stod på godt halvanden meter høje pæle. Mens han overlod det til pioneren selv at finde sig til rette under nettet, gik han ud for at samle sine dyr ind og tøjre dem under terrassen for at beskytte dem mod rovdyr. Således beskyttet takkede broderen i bøn Jehova for hans omsorg, og snart efter var han lullet i søvn af junglens lyde.
Det syntes som om der kun var gået et øjeblik da broderen med et sæt satte sig op på sit leje. En hane havde galet, og det lød som om den befandt sig lige under ham! Det gjorde den også. Da hanen først var begyndt at gale, begyndte hunden at gø, derefter begyndte kalkunen at pludre, og til sidst gav også geden sit besyv med. Efter dette stemte alle de forskellige fugle i med deres morgenkvidder. En ny dag var begyndt.
Efter et solidt morgenmåltid drog broderen tilbage ad stien for at slutte sig til sine rejsefæller. På sin vej fik han øje på noget der lignede et stort træ der var væltet hen over stien. Ved nærmere øjesyn viste det sig at være en kæmpestor boa-kvælerslange på mindst otte meter. Pioneren gik forsigtigt i en stor bue uden om den og nåede velbeholden frem til båden.
Mislykket modstand fra præster
I den næste landsby blev pionererne ikke så godt modtaget. Da brødrene skulle til at lægge ind ved bredden, opdagede de til deres forbavselse at der stod en stor gruppe mennesker. Anført af en katolsk præst vinkede de båden væk og råbte at de ikke havde brug for bibelsk læsestof. Så brødrene blev nødt til at fortsætte og fortøje båden lidt længere nede ad floden.
Kort tid efter kom en tømmerflåde med bananer forbi fra landsbyen. Brødrene råbte til de tre mænd der stagede tømmerflåden frem at de skulle lægge ind ved siden af El Refugio. Det gjorde de, og tre af pionererne gik om bord på tømmerflåden og begyndte at forkynde. Tømmerflådens ejer ville gerne vide hvorfor præsten ikke ønskede at forkynderne skulle lægge ind ved landsbyen, og pionererne svarede at de ikke kunne forstå hvorfor en præst ikke ønskede at folk skulle forstå Bibelen. Hvad skadeligt kunne der for eksempel være ved at læse Min bibelhistoriebog? Da mændene først havde set i bogen, kunne de ikke slippe den igen.
Næste dag nærmede adskillige kanoer sig El Refugio. Min bibelhistoriebog havde vakt stor opsigt i landsbyen. Brødrene fik at vide at hvis de gik lidt ind i landet ville de støde på en sti der førte ind til landsbyen ad ’bagvejen’. Denne gang fik pionererne en meget bedre modtagelse. Adskillige af landsbyboerne tog imod hele sæt af bøger, til stor fortrydelse for den lokale præst.
En afsidesliggende rigssal bliver bygget
Til sidst nåede de frygtløse pionerer det sted på Amazonfloden hvor tre lande grænser op til hinanden. Tre landsbyer, der ligger meget tæt på hinanden, udgør tilsammen et travlt handelscentrum. De tre landsbyer er Caballococha i Peru, Leticia i Colombia og Tabatinga på den brasilianske side af grænsen. Man kan uden problemer tage fra den ene landsby til den anden, for så langt inde i junglen gøres der ikke så meget ud af paskontrol.
I Tabatinga erfarede pionererne at to brasilianske pionersøstre var i gang med at forkynde i byen. Der var en lille gruppe som gerne ville holde møderne sammen, men som ikke havde noget mødested. De to pionersøstre bad indtrængende brødrene om at blive og holde foredrag, hvilket de også med glæde gjorde. Det viste sig imidlertid at gruppen havde givet tilstrækkelige bidrag til at man kunne købe tømmer til at rejse en lille bygning på et stykke jord som de havde fået foræret. Søstrene havde allerede kontaktet et savværk længere oppe ad floden hvor en interesseret mand havde lovet at sælge tømmeret til en rimelig pris. El Refugio måtte sejle to ture for at bringe alt tømmeret ned. Med villige hænders hjælp lykkedes det på 15 dage at opføre en rigssal der var stor nok til at huse 80 personer. Bådens besætning skænkede deres egen personlige atril, eller talerstol, og adskillige bænke til den begejstrede gruppe, som var lykkelig for endelig at have sit eget mødested!
Der er stadig meget distrikt i Amazonlandet som endnu ikke er gennemgået. De som giver agt på det makedoniske kald om at „forkynde den gode nyhed“ i disse fjerne egne, bliver rigt velsignet. (Apostelgerninger 16:9, 10) Nu har El Refugio fået en ny besætning af pionerer, der også stoler fuldt og fast på at Jehova vil lede dem og beskytte dem i deres hellige tjeneste.
[Kort på side 25]
(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)
COLOMBIA
Leticia
PERU
Iquitos
Amazonfloden
Marañon
Ucayali
BRASILIEN
Tabatinga
[Illustrationer på side 26]
Pionererne om bord på „El Refugio“ bringer den livgivende sandhed ud til folk i Amazonlandet