Vidnesbyrd om guddommelig bevarelse

GUDS inspirerede ord, Bibelen, er blevet bevaret og overleveret til os med en nøjagtighed der er ganske enestående, hvilket vi først og fremmest må takke Forfatteren for. Der findes måske 6000 håndskrifter til De Hebraiske Skrifter eller dele deraf, og omkring 5000 til De Kristne Græske Skrifter.

„Jehovas ord forbliver til evig tid,“ står der i Første Petersbrev 1:25. Hvad har den moderne forskning afsløret angående bevarelsen af De Hellige Skrifter?

Hvor pålidelig er teksten?

Ja, hvor pålidelig er teksten til De Kristne Græske Skrifter egentlig? Den er ganske enestående pålidelig i sammenligning med de øvrige skrifter man har fra oldtiden. Dette fremgår af bogen Auf den Spuren Jesu (I Jesu fodspor) af Gerhard Kroll. Forfatteren viser for eksempel at der af den græske filosof Aristoteles’ skrifter (4. århundrede f.v.t.) kun er bevaret seks papyrushåndskrifter som hovedsagelig stammer fra det 10. århundrede e.v.t. eller senere. Platons værker (fra det 4. århundrede f.v.t.) har klaret sig en smule bedre. Heraf findes der 10 håndskrifter som er fra før det 13. århundrede. Af Herodot (fra det 5. århundrede f.v.t.) findes der omkring 20 papyrusfragmenter fra det første århundrede e.v.t. og fremefter. De ældste komplette håndskriftudgaver af hans værker stammer fra det 10. århundrede. Og de ældste håndskrifter til Josefus’ værker er blot fra det 11. århundrede.

I modsætning hertil er teksten til De Kristne Græske Skrifter (der blev fuldført i det første århundrede e.v.t.) dokumenteret af fragmenter fra det 2. århundrede og af komplette afskrifter fra det 4. århundrede. Ifølge Gerhard Kroll findes der 81 papyrushåndskrifter fra perioden mellem det 2. og det 7. århundrede, 266 uncialhåndskrifter fra perioden mellem det 4. og det 10. århundrede, og 2754 kursivhåndskrifter fra perioden mellem det 9. og det 15. århundrede samt 2135 lektionarer eller læsestykker. Alt dette materiale hjælper os til at fastslå ægtheden af teksten til De Kristne Græske Skrifter der således er særdeles godt bevidnet.

Et vigtigt fragment af Johannesevangeliet

Hvem ville vente at finde en del af et værdifuldt bibelhåndskrift i en bunke affald? Det var ikke desto mindre et sådant sted man fandt et værdifuldt fragment af kapitel 18 i Johannesevangeliet. Det er nu kendt under betegnelsen John Rylands Papyrus 457 (P52) og opbevares i Manchester i England. Hvordan blev det fundet, og hvorfor har det så stor betydning?

Omkring århundredskiftet fandt arkæologer en mængde papyrusfragmenter uden for byen Oxyrhynchus i Faiyûm-distriktet i Ægypten, deriblandt breve, kvitteringer, ansøgninger og folketællingslister. De var hovedsagelig skrevet på græsk og var blevet bevaret i århundreder i det tørre sand.

I 1920 erhvervede John Rylands-biblioteket i Manchester sig et udvalg af disse papyrusfragmenter. Fjorten år senere var en videnskabsmand ved navn C. H. Roberts i færd med at ordne nogle af stumperne, da han stødte på nogle få ord der forekom ham bekendt. Han blev meget begejstret da han opdagede at teksten på fragmentet stammede fra Johannesevangeliet, det 18. kapitel, med brudstykker af versene 31 til 33 på den ene side og af versene 37 og 38 på den anden side. Dette papyrusfragment viste sig at være den ældste del af noget håndskrift til De Kristne Græske Skrifter man endnu havde fundet. Det er skrevet med store græske bogstaver, såkaldte uncialer, og stammer fra den første halvdel af det andet århundrede efter vor tidsregning.

Fragmentet måler blot omkring 9 × 6 centimeter. Hvordan er det muligt at aldersbestemme dette papyrusfragment så nøjagtigt? Hertil benytter man sig hovedsagelig af den videnskabsgren der kaldes palæografi, idet man nøje undersøger den anvendte skriftform. Enhver skrift ændrer sig gennem årene, og ved at undersøge disse forandringer kan man aldersbestemme et håndskrift med en fejlmargen på nogle få år til begge sider. Det komplette håndskrift, hvoraf dette kun er et lille fragment, er blevet fremstillet ganske kort tid efter at Johannes med egen hånd havde skrevet den originale evangelieberetning, der sandsynligvis blot er mellem 30 og 40 år ældre end denne kopi. Vi kan derfor være sikre på at Johannes’ beretning ikke er blevet ændret væsentligt af senere afskrivere eftersom teksten på fragmentet stort set er identisk med den man har fundet i langt yngre håndskrifter.

Før dette fund havde nogle kritikere hævdet at Johannesevangeliet i virkeligheden ikke var skrevet af en af Jesu apostle men at det var skrevet på et senere tidspunkt, hen imod slutningen af det 2. århundrede. Men det fremgår nu klart af dette fragment at Johannesevangeliet allerede fandtes i Ægypten i den første halvdel af det 2. århundrede e.v.t., ikke som en rulle men i bogform, som en kodeks. Hvor overraskende at et tilsyneladende ubetydeligt papyrusfragment så effektivt kunne bringe kritikerne til tavshed!

[Ramme på side 31]

PAPYRUS

PAPYRUS er en plante der trives i vådområder med lavt, stillestående vand og langs bredderne af floder med roligt vand, som for eksempel Nilen. (Job 8:11) Papyrus har sandsynligvis været anvendt som skrivemateriale lige siden Abrahams tid. Senere blev fremstillingen af papyruspapir en af de vigtigste næringsveje i oldtidens Ægypten. Stykker af papyrusmarv blev skåret i tynde strimler og lagt ved siden af hinanden og limet sammen med et lag tværgående strimler. Det blev derefter presset og valset til et ark, tørret i solen og til slut glattet med pimpsten, skaller eller elfenben. Arkene kunne sammenføjes i baner til ruller der almindeligvis havde en længde af mellem 4 og 6 meter. Man har dog fundet en enkelt rulle der var 41 meter lang. Arkene kunne også foldes så de dannede en boglignende kodeks.

[Ramme på side 31]

PERGAMENT

DET Alexandrinske Manuskript fra det 5. århundrede, der oprindelig omfattede hele Bibelen, er skrevet på særlig fint pergament.

Lige siden oldtiden havde man fremstillet pergament af fåre-, gede- eller kalveskind. Først vaskede man skindet. Derefter spændte man det ud på en ramme, skrabede hårene af og lod det tørre. — Jævnfør Andet Timoteusbrev 4:13.

I det 3. og 4. århundrede begyndte man at skelne mellem pergament i forskellige kvaliteter. Fint pergament blev udelukkende fremstillet af skind fra kalve, lam eller gedekid eller fra dødfødte kalve og lam. Dette materiale, der var tyndt, glat og næsten helt hvidt, blev anvendt til betydningsfulde bøger helt frem til bogtrykkerkunsten blev opfundet, hvorefter man begyndte at anvende papir, der var billigere og bedre.