Jehova sørger for sine venner

Fortalt af Maria Hombach

DA JEG var en lille pige på seks år lærte jeg i skolen den smukke tyske folkevise: „Ved du hvor mange stjerner små der er på himmelen blå? . . . Gud, vor Herre, kender tallet, han har rede på dem alle. . . . ja, han kender også dig og har dig kær.“ En dag da jeg sang denne vise, sagde min mor til mig: „Også dig kender og elsker han.“ Fra da af begyndte jeg at betragte Gud som en ven, hvis kærlighed jeg ønskede at gengælde. Dette foregik før den første verdenskrig, dengang vi boede i Bad Ems ved floden Lahn.

I 1924, sytten år senere, mødte jeg på en ferie en jævnaldrende pige. Hun var en af bibelstudenterne, som Jehovas Vidner dengang blev kaldt. I de fire uger vi var sammen havde vi nogle heftige diskussioner om religion. Også helvedeslæren kom vi ind på. „Kunne du få dig selv til at anbringe en levende kat i en gloende ovn?“ spurgte hun. Dette slående argument fik det pludselig til at gå op for mig at jeg havde været offer for et skændigt bedrag. Nu kunne jeg lære Gud at kende sådan som han virkelig er, noget jeg havde ønsket lige fra barnsben!

Det var som at finde „en skat som var skjult i en mark“. (Mattæus 13:44) Da jeg kom hjem igen besøgte jeg straks vore naboer, idet mit hjerte strømmede over af begejstring og af trang til at give andre del i det nye jeg havde lært. Kort tid efter flyttede jeg til den sydtyske by Sindelfingen, hvor der var en gruppe på cirka 20 bibelstudenter. Med brændende nidkærhed begyndte jeg at forkynde fra hus til hus sammen med dem.

Første gang jeg hørte om pionertjenesten var i 1929 i et foredrag som blev holdt af en rejsende tilsynsmand. Da broderen spurgte om hvem der var villig til at blive pioner, rakte jeg uden tøven hånden i vejret. Jeg havde ikke brug for betænkningstid, for mit hjerte sagde: „Her er jeg! Send mig.“ — Esajas 6:8.

Jeg sagde min kontorstilling op og begyndte den 1. oktober 1929 som specialpioner i det sydvestlige Tyskland. Vi såede hurtigt og gavmildt sandhedens sæd i trykt form i Limburg, Bonn, på de udenlandske skibe i Kölns havn, og mange andre steder. — Prædikeren 11:1.

Jeg mærker Guds venskab

Da Adolf Hitler i 1933 indførte diktatur i Tyskland, var jeg nødt til at holde op i pionertjenesten og vende tilbage til Bad Ems. Myndighederne opdagede dog snart at jeg ikke havde stemt ved valgene. Et par dage senere dukkede to politibetjente op og begyndte at gennemsøge mit værelse. Umiddelbart forinden havde jeg smidt alle de adresser jeg havde på andre forkyndere i en papirkurv der stod for sig selv henne i det ene hjørne. Nu var det for sent at tømme den. Betjentene gennemrodede alt — undtagen papirkurven!

Det var en stor glæde for mig at min søster Anna i mellemtiden havde taget imod den sande Guds venskab. I 1934 flyttede vi sammen til byen Freudenstadt og begyndte dér at sprede bibelske publikationer, men med forsigtighed. Engang da vi var på ferie lykkedes det os at tage med toget på en lynvisit til vores hjemby Bad Ems og dér skyndsomt at sprede en hel kasse med 240 brochurer, hvorefter vi straks gjorde os usynlige. På grund af Gestapos chikanerier besluttede vi os til at flytte fra Freudenstadt, og i 1936 tog vi til Stuttgart. Dér kontaktede jeg vores underjordiske organisation — og fik straks tildelt en opgave. Jeg ville regelmæssigt modtage postkort med hilsener, som i virkeligheden indeholdt skjulte budskaber. Min opgave bestod så i at bringe dem til et hemmeligt sted i byen. For ikke at vække opsigt fik jeg besked på ikke længere at sprede bibelsk læsestof. Det hele gik godt indtil august 1938.

En dag modtog jeg et kort med besked om at jeg en bestemt aften skulle stille mig foran en kendt kirke. Dér ville jeg modtage yderligere instrukser. Det var bælgmørkt da jeg indfandt mig på mødestedet. En mand kom hen og præsenterede sig som Julius Riffel. Jeg vidste at dette var navnet på en trofast broder som arbejdede under jorden. Han fortalte mig kort at jeg skulle rejse til Bad Ems på en bestemt dato for at møde nogen. Derefter forsvandt han straks igen.

Det var imidlertid Gestapo som tog imod mig på perronen i Bad Ems. Manden som jeg havde mødt foran kirken havde lokket mig i en fælde. I virkeligheden hed han Hans Müller og var en frafalden broder fra Dresden som vidste alt om vores underjordiske arbejde i Tyskland og som var begyndt at samarbejde med Gestapo. Men jeg blev reddet ud af min knibe. For kort forinden havde min mor skrevet at hun var blevet ramt af et mindre slagtilfælde, og jeg havde lovet at besøge hende i Bad Ems den selv samme dag som det omtalte møde skulle finde sted. Vores brevveksling kunne derfor bruges som alibi ved den efterfølgende retsproces, hvor jeg til min forbløffelse blev frikendt. Efter fem og en halv måneds arrest blev jeg derfor i februar 1939 atter sat på fri fod!

Jeg gengælder Guds venskab

Selvfølgelig var det ikke min hensigt at lade hænderne synke, især ikke nu hvor de fleste af brødrene og søstrene var indespærret andre steder eller måtte udholde svære lidelser i en koncentrationslejr.

Efter at de ansvarshavende tyske brødre var blevet arresteret på grund af Hans Müllers angiveri, overtog Ludwig Cyranek uddelingen af åndelig føde. Denne nyligt løsladte broder havde tidligere arbejdet på Betel i Magdeburg. Da han besøgte mig i Bad Ems, sagde han: „Kom, Maria! Lad os fortsætte arbejdet.“ Jeg tog derfor med ham tilbage til Stuttgart, hvor jeg fandt mig et arbejde. Fra marts 1939 bestod mit vigtigste arbejde imidlertid i at bringe kufferter fyldt med duplikerede Vagttårn, ud til brødrene i Stuttgart og omegn. Også andre forkyndere medvirkede modigt i dette arbejde.

I mellemtiden dækkede broder Cyranek resten af landet undtagen den nordøstlige del. Eftersom forkyndernes hjem blev overvåget, var han nødt til at udvise stor forsigtighed og måtte endda somme tider tilbringe natten i en skov. Tid efter anden kom han med eksprestog til Stuttgart for at diktere rapporter til mig om hvordan arbejdet gik rundt om i Tyskland. Derpå skrev jeg nogle ganske almindelige breve, men med de fortrolige oplysninger indføjet med usynligt blæk mellem linjerne, og sendte dem via en dækadresse til det hollandske betelhjem.

Sørgeligt nok var endnu en broder blevet forræder, i håb om at slippe for at komme i fængsel. Et år senere angav han grupperne i Stuttgart og andre steder til Gestapo. Den 6. februar 1940 blev vi derfor arresteret. Ludwig Cyranek blev taget da han besøgte Müllers lejlighed i Dresden i den tro at Müller stadig var en loyal forkynder. Broder Cyranek blev senere dømt til døden, og den 3. juli 1941 blev han halshugget.a

Fjenderne troede nu at de havde lammet vort arbejde i Tyskland. Men der var allerede blevet truffet nye foranstaltninger der sikrede at sandhedens vand blev ved med at flyde selv om det kun var som en tynd strøm. For eksempel forblev gruppen i Holzgerlingen aktiv lige til krigen sluttede i 1945.

Gud svigter aldrig sine venner

Anna og jeg blev sammen med flere andre trofaste søstre sendt til Stuttgarts fængsel. Ofte kunne jeg høre fanger blive slået. Det var forfærdeligt at sidde i enecelle uden at have noget som helst at bestille. Men eftersom vi aldrig var gået glip af et eneste møde og vi var unge, kunne vi genkalde os næsten alle de artikler som havde været bragt i Vagttårnets spalter. Det styrkede vores tro og hjalp os til at holde ud.

En dag kom to gestapofolk fra Dresden og hentede min medfange Gertrud Pfisterer (nu Wulle) og mig til identifikation. Normalt fik fanger kun lov til at køre med bumletog, og rejsen kunne derfor tage flere dage. Men til os var der reserveret en hel kupé i et eksprestog, til trods for at det i forvejen var overfyldt. „I er for betydningsfulde for os til at vi tør risikere at miste jer,“ forklarede gestapofolkene.

I Dresden konfronterede Gestapo mig med en tredje forræder. Jeg kunne mærke at der var noget galt, så jeg forholdt mig tavs og hilste ikke engang på ham. Derefter blev jeg konfronteret med en høj, kraftigt bygget mand i militæruniform, nemlig forræderen Müller, som jeg havde mødt ved kirken. Jeg forlod værelset uden at mæle et ord. Gestapo fik ikke noget ud af mig.

Disse forrædere led senere en trist skæbne. Nazisterne sagde selv at de elskede forræderiet men ikke forræderen. Alle tre forrædere blev sendt til østfronten og vendte aldrig tilbage. Men for dem der bevarede deres venskab med Gud og hans folk gik det helt anderledes! Mange af dem overlevede opholdet i forfølgelsens brændende ildovn. Blandt dem var Erich Frost og Konrad Franke, som begge led meget for Herrens skyld og som senere blev afdelingstilsynsmænd i Tyskland.b

Gestapo i Stuttgart, som var meget stolte over deres „fangst“, bad i maj 1940 deres kolleger i Dresden om at sende os tilbage. Gertrud og jeg skulle for en domstol i Sydtyskland. Men eftersom Gestapo i nord og syd åbenbart ikke stod på særlig god fod med hinanden, blev kravet afvist, hvorfor folkene fra Stuttgart blev nødt til selv at komme og hente os. Køreturen til stationen var en behagelig tur langs med floden Elben. I fængselet havde vi ikke i umindelige tider set den blå himmel og det grønne løv. Også denne gang havde de reserveret en hel togkupé til os, og vi fik endda lov til at synge Rigets sange. Da vi skiftede tog spiste vi et måltid mad på en jernbanerestaurant. Forestil jer hvor skønt det smagte i betragtning af at vi kun havde fået en tør bid brød til morgenmad!

Min sag kom for retten i Stuttgart den 17. september 1940. Ved at besørge Ludwig Cyraneks korrespondance havde jeg underrettet folk i udlandet om vore underjordiske aktiviteter og om den forfølgelse vi led. Dette var landsforræderi og gav normalt dødsstraf. Det syntes derfor som et rent mirakel at jeg som den hovedanklagede kun blev idømt tre og et halvt års isolationsfængsel! Dette skyldtes utvivlsomt at en gestapoofficer ved navn Schlipf, som var os venligt stemt og hvis samvittighed plagede ham, havde gjort sin indflydelse gældende. Han havde engang betroet os at han led af søvnløshed på grund af os „piger“. I Dresden ville jeg ikke være sluppet så billigt.

Et lønnende og ubrydeligt venskab

Selv om maden i fængselet var bedre end den i koncentrationslejrene, tabte jeg mig meget og var til sidst ikke andet end skind og ben. Årene fra 1940 til 1942 gik, og ofte tænkte jeg ved mig selv: ’Når din straf er udstået, sender de dig i koncentrationslejr. Dér vil du ikke længere være alene, men have selskab af andre søstre.’ Men det skulle gå anderledes.

Fængselsbetjentene var totalt målløse da jeg blev løsladt efter at mine katolske forældre havde ansøgt om det. (Hidtil havde jeg nægtet selv at indgive en sådan ansøgning.) Mens mine trosfæller blev sendt i koncentrationslejre, blev jeg, der var tiltalt for landsforræderi, uden videre løsladt og endda uden at jeg på nogen måde var gået på kompromis! I 1943 var jeg således atter på fri fod og kunne begynde at aftage teokratisk materiale fra Holzgerlingen. Jeg måtte imidlertid udvise den største forsigtighed. Efter at have kopieret materialet gemte jeg kopierne mellem væggene i en termokande fyldt med kaffe og bragte dem derefter ud til brødrene langs Rhinen og i Westerwaldområdet. Fra det tidspunkt og til krigen sluttede var jeg i stand til at fortsætte uhindret med dette arbejde. Jeg har senere fundet ud af at det skyldtes at nogle venligtsindede politifolk som havde modtaget anmeldelser om os aldrig havde sendt dem videre til Gestapo.

Hvad skete der så efter 1945? Jeg ønskede at blive pioner igen så snart som muligt. Helt uventet modtog jeg imidlertid den bedste indbydelse jeg nogen sinde har fået. Selv ikke i min vildeste fantasi havde jeg forestillet mig at jeg ville blive indbudt til at arbejde på Betel i Wiesbaden!

Og lige siden 1. marts 1946 har jeg arbejdet på Betel (nu i Selters/Taunus). I mange år havde jeg den glæde at arbejde på et kontor der stod under den tidligere afdelingstilsynsmand Konrad Frankes tilsyn. Også andre afdelinger har jeg haft den forret at arbejde i — for eksempel vaskeriet. Endnu den dag i dag arbejder jeg trods mine 87 år adskillige timer hver uge med at lægge håndklæder sammen. Hvis du har været på rundtur i vores betelhjem, kan det være at vi har set hinanden.

I tidens løb har jeg haft det privilegium at hjælpe adskillige mennesker til at tage standpunkt for sandheden, deriblandt min mor og en anden af mine kødelige søstre. Mors ord: „Også dig kender og elsker han“ har vist sig at være sande, lige så vel som salmistens ord: „Han vil sørge for dig.“ (Salme 55:22) Det har været en stor glæde at få lov til at gengælde Jehovas kærlighed og erfare at han sørger for sine venner!

[Fodnoter]