Spørgsmål fra læserne
Kan man af Mattæus 11:11 udlede at Jesus på forhånd vidste at Johannes Døber ville dø før ham?
Ja, Jesus vidste åbenbart at Johannes ikke ville leve længe nok til at blive en åndsavlet kristen, for Jesus sagde: „Jeg skal sige jer en sandhed: Blandt dem der er født af kvinder er der ikke oprejst nogen større end Johannes Døber; men en af de mindre i himlenes rige er større end han.“ — Mattæus 11:11.
Da engelen Gabriel bebudede Johannes’ fødsel, forudsagde han at Johannes ville gå foran „med Elias’ ånd og kraft, . . . for at gøre et beredt folk klar til Jehova“. Johannes var en forløber som skulle berede folket til at tage imod Jehovas salvede. Men der var intet i dette guddommelige budskab som antydede at Johannes selv ville blive en discipel af den kommende Messias, og det var der heller ikke i den profetiske udtalelse som Johannes’ far, Zakarias, fremsatte. — Lukas 1:17, 67-79.
Efter at have døbt Jesus fortsatte Johannes med at forkynde og døbe for at berede folket. Johannes havde mirakuløs viden om at Jesus ville døbe med hellig ånd, men Johannes sagde ikke at han selv ville modtage hellig ånd og blive en salvet kristen. (Mattæus 3:11) Johannes erkendte også at han var i tilbagegang mens Jesus var i fremgang. — Johannes 3:22-30.
Da Jesus sagde det vi læser i Mattæus 11:11, sad Johannes allerede i fængsel. Jesus gjorde opmærksom på at denne fængslede profet var mindre end selv den mindste af de fremtidige kongepræster i himlene. Det lader altså til at Jesus har vidst at Johannes snart skulle dø og forlade den jordiske skueplads før den ’nye’ vej til himmelsk liv blev åbnet. (Hebræerne 10:19, 20) Det betød at Johannes ikke ville leve indtil pinsedagen år 33 da Jesu disciple begyndte at blive åndsavlet. Derfor kan udtalelsen i Mattæus 11:11 ses som et fingerpeg om at Jesus vidste at Johannes ikke ville komme i himmelen.