Vi mennesker — hvorfor opfører vi os som vi gør?

Er de arvelige faktorer afgørende? Eller miljøet? Eller den frie vilje? Ved man det overhovedet?

„JEG kan ikke gøre for det,“ siger en forbryder, „det ligger i mine gener!“ Er det rigtigt at de arvelige faktorer, nedlagt i generne, er en undskyldning for alt hvad vi gør forkert? Det er givet at de påvirker vor adfærd. Også Bibelen bekræfter dette, for eksempel med ordene: „Synden kom ind i verden gennem ét menneske, og døden gennem synden, og døden . . . trængte igennem til alle mennesker fordi de alle havde syndet.“ — Rom. 5:12.

„Jeg kan ikke gøre for det,“ siger en anden forbryder, „det ligger i mit miljø!“ Det er sandt at vore omgivelser har indflydelse på vor adfærd. „Omgås vismænd, så bliver du viis,“ siger Bibelen, men: „ilde faren er tåbers ven.“ „Bliv ikke vildledt. Dårligt selskab ødelægger gode vaner.“ — Ordsp. 13:20; 1 Kor. 15:33.

Både arv og miljø er stærke kræfter der medvirker til at forme os som mennesker. Men vi kan ikke læsse ansvaret for alle vore handlinger over på vore gener og vort miljø. Hvorfor ikke? Fordi vi mennesker også har en fri vilje. Det vil sige at ’hver enkelt af os skal aflægge regnskab for sig selv over for Gud’. Vi er ikke skabt som robotter men har fået vor egen fri vilje; derfor må vi også tage ansvaret for dens brug. — Rom. 14:12.

Vi mennesker har fået evne til at samle os viden og visdom, til at vise kærlighed, og vi har fået retfærdighedssans. Vi har fået magt til at arbejde med en hensigt eller et formål for øje, så vort liv kan få en mening. Men hos det faldne menneske kommer disse muligheder ikke til fuld udfoldelse, og de er heller ikke afvejet med hinanden så de står i det rigtige indbyrdes forhold. Konsekvensen er at vore behov ikke bliver dækket, og at vi derfor handler ufuldkomment, som en bil der ikke får det der ifølge fabrikanten er nødvendigt til dens drift og vedligeholdelse.

En lille sten i skoen eller et lille støvgran i øjet er nok til at irritere os. På samme måde er det alt det onde i menneskers opførsel der vækker opmærksomhed. Et stort antal mennesker opfører sig måske pænt og nobelt — ligesom det meste af vort legeme har det godt selv om øjet irriteres — men det er urostifterne der vækker opmærksomhed. Sådan forholder det sig også med de fejl der ligger til grund for spørgsmålene: Hvorfor er vi mennesker som vi er? Hvorfor opfører vi os som vi gør?

Fejlene er ikke altid store. Måske et behov der ikke dækkes, et ønske der ikke efterkommes, et mål der ikke nås — man bliver i dårligt humør og svarer en anden hårdt igen. Ofte er det selvfølgelig mere alvorligt. Det kan være at et menneske udsættes for diskrimination og ikke bliver accepteret eller ikke kan få arbejde; skuffelsen bliver til fjendtlige følelser og vrede, der måske går over i vold. Begær efter penge eller besiddelser driver mange til blot at tromle deres medmennesker ned. Selviske, jeg-dyrkende mennesker, der er besat af at opfylde deres egne ønsker, viger ikke tilbage for at begå tyveri, mord eller voldtægt for at tilfredsstille deres begær. Ærgerrige mennesker, organisationer eller nationer iværksætter inkvisitioner og krige, begår de grusomste forbrydelser, ødelægger jorden med giftige kemikalier, og volder sult, sygdom og død for millioner af mennesker.

Hvorfor gør de det? De ligner ikke længere Gud, lader sig ikke længere lede af de guddommelige egenskaber. Den kløft der adskiller mennesker fra dyr er ved at blive smallere, og i nogle få tilfælde er mennesker faktisk blevet „som fornuftløse dyr der af natur er født til at fanges og fordærves“. (2 Pet. 2:12) De forvrænger de guddommelige egenskaber. Kundskab bliver i ondskab benyttet til at forøge en magt der virker fordærvende og ødelæggende. Visdom bliver til verdslig dårskab. Retfærdigheden bliver ond og nådeløs. Kærlighed bliver til egenkærlighed. De egenskaber der rummer de største muligheder for at gøre noget godt, fordrejes så de sætter mennesker i stand til at gøre langt mere ondt end noget ’fornuftløst dyr’ er i stand til.

Overalt er vi omgivet af vold — i byerne og på gaderne, men også i bøger, skuespil og film, ja helt ind i dagligstuerne, idet fjernsynet opflasker os med mord og lemlæstelse lige fra den spæde barndom. En undersøgelse har vist at et amerikansk barn i 14-årsalderen har været vidne til 11.000 mord i fjernsynet. Et udvalg under den amerikanske Kongres har foretaget en undersøgelse af skolevold og er nået til denne, nærmest historiske, konklusion: „I årene 1970-1973 var der flere børn der blev dræbt i skolerne, ofte under skudvekslinger med andre elever, end der var soldater der døde i kamp i Vietnam.“

Tilhængere af evolutionslæren forsikrer os om at alt dette er ganske naturligt. Aggressivitet er noget medfødt, siger de, noget vi har arvet fra vore forfædre i dyreriget. Andre mener ikke at dette er tilfældet. Etnologen Ashley Montagu skriver følgende:

„Mange kulturer er, langt fra at opføre sig aggressivt, bemærkelsesværdigt ikke-voldelige og samarbejdsvillige. Eksempler er tasaday’erne på Mindanao, toda’erne i det sydlige Indien, tahitianerne, hadza’erne i Tanzania, ifaluk’erne i Stillehavet, yami’erne i det vestlige Stillehav, samerne, arapesh’erne og fore’rne på Ny Guinea. . . .

Når etnologer studerer disse ikke-voldelige kulturer, bemærker vi at deres samarbejdsvillige, ikke-voldelige væremåde hovedsagelig er et resultat af børneopdragelsen. Der ødsles megen hengivenhed på børnene. Fra den spædeste barndom har børnene altid, eller næsten altid, kropskontakt med en eller anden der pusler om dem eller bærer dem. . . .

Aggressivitet og ikke-aggressivitet er tillærte adfærdsformer. Ethvert samfund har visse mønstre for hvilken adfærdsform der ønskes — mønstre der konstant bekræfter den enkelte i hans adfærd. I Amerika præsenterer vi børnene for de allermest aggressive mønstre, og så undrer vi os over at vi har så stor en voldskriminalitet.“

Dr. John Lind foreslår at man vender tilbage til at vugge sine spædbørn og synge vuggeviser for dem, da dette vil „fremme hjernens udvikling“. Bladet Psychology Today sagde i sin udgave for december 1979 at „visse former for sansemæssige afsavn i hjernens tildannelsesperiode — for eksempel savnet af at moderen rører ved barnet og vugger det — fører til en ufuldstændig eller beskadiget udvikling af de nervesystemer der styrer evnen til at vise kærlighed“. „Eftersom det er de samme systemer der indvirker på de hjernecentre der har forbindelse med voldelig adfærd,“ fortsætter artiklen, „vil det barn der lider disse afsavn, måske som voksen få svært ved at styre sine voldelige impulser.“

I sin bog The Brain: the Last Frontier (1979) præsenterer dr. Richard Restak følgende punkter: Eksperimenter har „fremskaffet afgørende vidnesbyrd for at limbus-systemet i hjernen [limbus = rand eller kant] er det område der er tættest forbundet med vore følelser“; hvis dette område stimuleres eller beskadiges, ændres vor adfærd. Elektrisk påvirkning kan fremkalde enten glæde eller vrede. „Stimulans gennem sanserne er en forudsætning for at den umodne hjerne kan vokse normalt,“ og „når et lille barn bliver vugget eller kærtegnet, overføres nogle impulser til lillehjernen som stimulerer denne udvikling“. Dette er betydningsfuldt, for det er lillehjernen der styrer vore bevægelser, og hvis den ikke modtager behagelige impulser dannes der ikke tilstrækkelig mange nervesynapser, og udviklingen kan ikke foregå normalt. Resultatet bliver måske en personlighed der er impulsiv, ubehersket og voldsbetonet.

De to ovenstående afsnit viser at vor adfærd ikke bare styres af medfødte anlæg i generne, af miljøet, eller af de adfærdsmønstre samfundet holder frem for os. Også den behandling vi får mens vi endnu er hjælpeløse spædbørn, indvirker på udviklingen af vor hjerne, på vore følelser, og dermed også på vore handlinger.

Men der er endnu en faktor — en faktor hvis tilstedeværelse mange ikke vil erkende. Den erkendes imidlertid i avisen The Wall Street Journal. I en lederartikel under overskriften „Terrorist-impulsen“, bragt den 28. oktober 1977, giver bladet udtryk for undren over den sanseløse vold og vrede i verden. Almindeligvis giver man samfundet skylden, men i denne lederartikel spørger man om der mon findes „dybe, irrationelle impulser“ i mennesket som gør at „det onde har en egen appel til os“. Artiklen slutter med denne sætning: „Man er sandheden nærmere hvis man lægger skylden på Satan fremfor på samfundet.“

Bibelen siger at Satan er „denne tingenes ordnings gud“. Den siger at vore egentlige fjender er „ondskabens åndemagter i det himmelske“, og den råber ve over jorden fordi „Djævelen er kommet ned til [os] og har stor harme, da han ved at han kun har en kort tidsperiode“. (2 Kor. 4:4; Ef. 6:12; Åb. 12:12) Det var Satan der stod bag ufreden i Edens have, da han fristede Eva til at handle på en måde så hun ikke længere svarede til Guds billede. Også i dag er han en stærk magtfaktor der får mennesker til at handle i sanseløs vold og vrede.

Vi kender altså mange faktorer der kan forklare hvorfor vi opfører os som vi gør. De arvelige faktorer, miljøet, vor egen frie vilje, behov der ikke tilfredsstilles — alt dette påvirker vor opførsel. Hjernens udvikling i den tidligste barndom er også en vigtig faktor. Men vor forståelse af menneskehjernens mysterier er stadig på begynderstadiet. Hjernen er blevet kaldt ’den mest gådefulde masse der findes i vort gådefulde univers’. Og foruden alt dette er der endnu en faktor: Djævelens indflydelse.

Kan vi nu svare på hvorfor mennesker opfører sig som de gør? Vi ved noget om det. Men der er meget vi ikke ved. Vi kender dog den grundlæggende årsag: Der er ingen af os der svarer fuldkomment til „Guds billede“.

[Illustration på side 10]

Fjernsynet opflasker børn med mord og lemlæstelse

[Illustration på side 11]

At holde børn tæt ind til sig og synge for dem fremmer deres hjernes vækst