Svangerskabsafbrydelse — hvad sagkundskaben mener

Modstridende synspunkter blandt læger

Ændrede synspunkter blandt jurister

LEDEREN af New Yorks første og travleste, men nu nedlagte, abortklinik, dr. med. Bernard Nathanson, gav udtryk for en fuldstændig ændret holdning da han sagde: „Det gik op for mig at jeg som leder af klinikken faktisk bærer ansvaret for at 60.000 liv er gået tabt.“ Han tilføjede: „Det er meningsløst at blive ved med at benægte at livet begynder ved undfangelsen!“

Dr. Howard Diamond ved Beth Israel-hospitalet er ikke enig med ham. Han siger: „Hvis jeg føler noget er det glæde. Det er langt vigtigere at afbryde et svangerskab end at bevare et liv der ikke eksisterer. . . . Et foster er ingenting!“

Lægerne reagerer vidt forskelligt på det at foretage aborter. På den ene yderliggående fløj finder man fortvivlelse og skyldfølelse. Disse læger røber at de har haft mareridt og drukket tæt efter at have udført svangerskabsafbrydelser på stribe. På den anden fløj er der læger som hævder at de har udført operationerne med den største tilfredshed, fordi de føler at de har reddet kvindernes liv, både bogstaveligt og følelsesmæssigt.

En del læger foretager abortindgreb med blandede følelser. Dr. William Rashbaum ved Beth Israel-hospitalet havde førhen onde drømme om små fostre der strittede imod og blev hængende fast på livmodervæggen. Han har lært at leve med det, og fantaserer ikke mere om det, men han siger: „Jeg er et menneske. Jeg har ret til at have mine følelser. Og jeg føler at jeg må spørge: hvem har givet mig eller nogen anden ret til at afbryde et svangerskab? Jeg har ret til at føle sådan, men samtidig har jeg ingen ret til at give udtryk for mine følelser over for patienten, der trænger så fortvivlet til den abort. Jeg bliver ikke betalt for mine følelser men for min dygtighed. . . . Jeg begyndte at foretage aborter i større stil da jeg blev skilt og trængte til penge. Men jeg tror også på kvindens ret til at bestemme over sin krop.“

Dr. med. John Szenes tror på kvindens ret til at få abort, og det står som det væsentligste for ham. Dog indrømmer han at det tager sin tid at vænne sig til metoden med saltvandsopløsning. Han forklarer: „Straks da saltopløsningen blev sprøjtet ind så man at der skete en masse i livmoderen. Det var ikke væskens bevægelser. Det var åbenbart fosteret der blev uroligt fordi det slugte den koncentrerede saltopløsning og sparkede voldsomt; det var faktisk dødschoket der indtraf.“ Og lægen tilføjer: „Så jeg kan forestille mig at hvis jeg var begyndt med 24-ugers [aborter] med det samme, ville der have været langt større strid i mit sind om hvorvidt dette er det samme som mord.“

Ved Beth Israel-hospitalet i Denver, Colorado, foretog en læge en svangerskabsafbrydelse ved indsprøjtning af hormoner, hvormed han ville fremkalde en for tidlig fødsel. Nogle timer efter nedkom kvinden med et levende barn; barnet skreg, og det døde nogen tid efter. Lægen gav ikke besked om at der skulle gøres noget for at holde barnet i live. Sygeplejerskerne var rystede, én tog sin afsked. Om et lignende tilfælde siger en fødselslæge i Denver: „Hvis man prøver på at redde fosteret når man er i færd med at foretage en abort, er det som at sende en ambulance til en henrettelsespeloton. Hele hensigten med en svangerskabsafbrydelse — både fra kvindens og fra lægens side — er at hindre at fosteret overlever.“

Mange sygeplejersker har haft chokerende oplevelser, især med saltopløsningsaborter. En undersøger refererer nogle udtalelser af en oversygeplejerske på en gynækologisk afdeling hvor der foretages masser af sådanne aborter. „Hun fortalte om mange gruopvækkende tilfælde,“ siger han, „blandt andet om levendefødte børn som de ikke havde udstyr til at gøre noget som helst for på hospitalet. Hun havde selv været vidne til at en læge, der tilfældigt var til stede da en kvinde nedkom med et levende foster, druknede barnet i en spand formalin.“ I andre referater omtales ottemåneders aborter, og der siges at aborter der har kunnet leve fra de var seks måneder „dræbes af læger, der giver dem indsprøjtninger eller kvæler dem i plastposer“. Børnene er levedygtige, men de bliver dræbt.

Man hævder ofte at kvinden bør kunne bestemme over sin egen krop, men fosteret er ikke hendes krop. Det er ikke et vedhæng til eller en del af kroppen, som blindtarmen eller galdeblæren. Nogle har sammenlignet det at fjerne disse organer med fjernelsen af fosteret fra moderens legeme. Den verdenskendte forsker og professor i fosterfysiologi dr. A. W. Liley, har sagt: „Biologisk kan vi ikke på noget stadium gå med til at betragte fosteret som et blot og bart vedhæng til moderen. Genetisk er moder og barn adskilte individer lige fra undfangelsen.“ Han fortsætter med at beskrive hvordan fosteret opfører sig:

„Vi ved at det bevæger sig med en dejlig let ynde i sin flydende verden, og at fosterstillingen bestemmes af hvor bekvemt der er der inde. Fosteret er følsomt over for smerte, berøring, kulde, lyd og lys. Det drikker af fostervandet, mere hvis dette er kunstigt sødet, og mindre hvis det er tilsat en ubehagelig smag. Fosteret får hikke, og det sutter på tommelfingeren. Det sover og er vågent. Det generes af gentagne lyde men kan lære at forvente et bestemt signal når der forud gives et andet signal som varsel. Endelig bestemmer fosteret selv sin fødselsdag, for det beror udelukkende på fosteret hvornår veerne går i gang. . . . Det er dette foster, hvis eksistens og identitet de der går ind for svangerskabsafbrydelse hjerteløst må se bort fra eller kraftigt benægte.“

Efter at have beskrevet disse forbløffende egenskaber hos fosteret i livmoderen, siger dr. Liley: „Man skulle tro at denne viden skabte ekstra respekt for det ufødte barn. Men nogle er tværtimod fast besluttede på at det skal udryddes — netop som det har opnået en vis fysisk og følelsesmæssig identitet.“ Hvordan har abortbevægelsen kunnet vinde sådan frem til trods for at det ufødte barn så tydeligt er et lille menneske? Dr. Liley svarer: „Det ufødte barn er lille, nøgent og navnløst, og det kan ikke sige noget. Det er dets forsvarsløshed der gør det til så nemt et offer. Det har endnu ikke nået den alder hvor det har betydning for samfundet og det kan ikke selv slå igen.“

Mange læger nægter at foretage abortindgreb. Én har sagt: „Hvis der er en del læger som tilsyneladende udfører flere, er det fordi nogle af os stadig kæmper med vores Hippokrates (Den hippokratiske Ed).“ Angående svangerskabsafbrydelse lyder eden: „Jeg vil ikke give dødbringende medicin til nogen, selv om jeg bliver anmodet om det, ej heller vil jeg foreslå noget sådant, og jeg vil ikke give en kvinde et instrument hvormed man kan fremkalde en abort.“

Mange jurister har fuldstændig ændret mening om abortindgreb. Ifølge engelsk sædvaneret var abortindgreb en forbrydelse, om end en mindre forbrydelse i første halvdel af svangerskabet, fordi barnet endnu ikke havde rørt på sig og følgelig ikke blev betragtet som levende. Men så snart moderen kunne „føle liv“, i løbet af svangerskabets anden halvdel, var barnet levende og abortindgreb derefter en grov forbrydelse, mord. Disse love var gældende overalt i De forenede Stater til efter borgerkrigen (1861-65).

Undfangelsen, foreningen af sædcelle og æg, blev første gang nøje beskrevet af en tysk videnskabsmand i 1827. Derefter forstod man at livet begyndte ved undfangelsen, og ikke først når der var „tegn på liv“ som man tidligere troede. Efter borgerkrigen sendte den nyoprettede amerikanske lægeforening (AMA) sine forskere ud til forskellige udvalg og statslovgivningsmagter for at fremlægge sagen og informere om at livet begyndte når ægget blev befrugtet. Som følge af disse nye oplysninger vedtog alle staterne inden for unionen fra 1870erne til begyndelsen af 1880erne nye love der gjorde abortindgreb til en grov forbrydelse lige fra undfangelsen. Som AMA udtrykker det: „Vi handlede med intet mindre end menneskeliv.“

Tiderne har ændret sig. Disse såkaldt „gammeldags antiabortlove fra det 19. århundrede“ er blevet slettet af lovbøgerne i De forenede Stater. I 1967 vedtog Colorado en lov som tillod abort, og i løbet af de næste fire år fulgte 15 andre stater trop. Så kom der tre år hvor 33 stater sagde nej til en sådan lov. Men de røster der havde kæmpet for bevarelse af liv blev gjort tavse da USAs højesteret i 1973 traf den afgørelse at en kvinde skulle have fri adgang til abort i svangerskabets tre første måneder; i de næste tre måneder skulle hun have adgang dertil for så vidt ’hensynet til moderen’ krævede det, og hvis moderens helbred stod på spil skulle hun kunne få abort på ethvert tidspunkt før fødselen.

Hvad mentes der med „helbred“? Retten definerede udtrykket i en afgørelse der blev truffet i sagen Doe mod Bolton: „Alle fysiske, følelsesmæssige, psykologiske og familiemæssige faktorer, samt kvindens alder, alt hvad der har betydning for patientens velbefindende.“ I en anden af Højesterets sager, Roe mod Wade, blev definitionen uddybet. Man sagde: „Hvis det at få et barn eller et barn mere vil kunne påføre kvinden en ulykkelig tilværelse og fremtid. Hvis den psykologiske skade vil gøre sig stærkt gældende og barnets pasning vil belaste kvinden fysisk og mentalt. Hvis det vil vække bekymring hos de pårørende til det uønskede barn, og hvis der er vanskeligheder med at optage et barn i en familie der, psykologisk eller på anden vis, ikke er i stand til at sørge for det.“

En samstemmende opfattelse føjede yderligere grunde til, såsom generne ved en graviditet, smerterne, tab af indkomst, uddannelsesplaner der må opgives, og en karriere der må gives afkald på. Kort sagt alt hvad den gravide kvinde kunne fremføre, skulle kunne give hende tilladelse til at få svangerskabet afbrudt på et hvilket som helst tidspunkt.

En sådan ændret tankegang har man kunnet iagttage hos Det internationale Familieplanlægningsforbund (IPPF). Forbundet blev grundlagt af abortmodstanderen Margaret Sanger, og dets formål var at fremme brugen af svangerskabsforebyggende midler så det ikke blev nødvendigt at foretage aborter. I 1964 lød det fra IPPF: „Ved abort dræbes et barn når det er begyndt at leve. Kvindens liv og helbred bringes i fare. Hun kan blive steril så hun ikke kan få et barn når hun senere ønsker det. Ved fødselskontrol udskyder man blot et livs begyndelse.“

I dag går Det internationale Familieplanlægningsforbund ind for abort som et middel mod overbefolkning. Forbundet stod også bag en sag der endte med at De forenede Staters højesteret tilkendte en mindreårig pige retten til at få foretaget abort uden forældrenes samtykke. Forbundets tidligere udtalelse: „Ved abort dræbes et barn,“ forekommer ikke mere i dets litteratur. Denne sandhed forekommer imidlertid i en ledende artikel i lægetidsskriftet California Medical Journal for september 1970, hvor der står:

„Respekten for ethvert menneskeliv har været grundprincippet i den vestlige verdens lægekunst og den etik der har fået lægerne til at søge at bevare, beskytte, helbrede og forlænge ethvert menneskeliv og øge dets værd. Da man ikke fuldstændig har forkastet den gamle etik, er det blevet nødvendigt at adskille begrebet abort fra begrebet drab, der fortsat er samfundsstridigt. Det har haft den mærkværdige følge at man ser bort fra en videnskabelig sandhed som er enhver bekendt, nemlig at livet begynder ved undfangelsen, og fortsætter, i eller uden for livmoderen, til døden.“

Nogle har ment at man ved at tillade abort kunne afværge børnemishandling. Deres teori går ud på at uønskede børn bliver mishandlet og at man kan afværge mishandlingen hvis man hindrer at disse børn bliver født. Teorien har vist sig ikke at holde stik. Børnemishandlingerne er taget voldsomt til, som det fremgår af følgende avisreferat: „Mere liberale abortlove giver ikke færre børnemishandlinger. Dr. Edward Lenoski, der er professor i pædiatri ved University of Southern California, har ved et studium gennem fem år fundet at tilfældene af grusomme barnemord og mishandling af børn er tredoblet efter at man har fået begrebet ’fri abort’.“ Professoren mener at det er „en logisk følge af den opfattelse at ’liv tæller så lidt’“. Nej, man har ikke mindsket antallet af børnemishandlinger ved at tillade abort; man har snarere øget det ved at tillade at børnene mishandles i moderens mave.

Domstolenes jongleren med ord i de afgørelser de træffer i abortsager gør dem inkonsekvente i visse kriminalsager. To mænd skød mod en bil, hvori der sad en gravid kvinde. En kugle ramte kvinden og dræbte fosteret. Kvinden blev ikke livsfarligt såret, men mændene blev idømt hårde straffe, den ene livsvarigt fængsel, for at have dræbt fosteret. I et andet tilfælde skød en mand ved navn Winfield Anderson en kvinde der var gravid med tvillinger. Kvinden blev forløst ved kejsersnit. Den ene af tvillingedrengene var blevet ramt af kuglen; han døde efter tre og en halv time, den anden efter 15 timer. Moderen overlevede. Forsvareren fremførte at fostre ikke var mennesker, men dommer Wingate junior afsagde den kendelse at fostre der blev såret og døde som følge af slag mod moderen, var ofre for mord. Nævningene erklærede Winfield Anderson skyldig i to mord.

Der opstår et paradoks. Hvis en kvinde forlanger sit levedygtige foster dræbt, sker det af humanitære grunde. Hvis fosteret dræbes under en forbrydelse, er det mord. Hvis en kvinde bringer sit barns liv til ophør nogle få dage før fødselen, fordi hun er bange for at barnet bliver en byrde for hende, så er det lovligt. Hvis hun gør det dagen efter fødselen, hvor barnet måske er en byrde for hende, så er det mord.

Hvordan ser Jehova Gud på alt dette? I Anden Mosebog 21:22, 23 står der ifølge New World Translation: „I det tilfælde at nogle mænd slås med hinanden og derved støder til en gravid kvinde og hun nedkommer, men der ikke sker nogen dødelig ulykke, skal der ubetinget kræves skadeserstatning af ham . . . Men hvis der sker en dødelig ulykke, så skal du betale sjæl for sjæl [liv].“ Den hebraiske grundtekst begrænser ikke udtrykket „dødelig ulykke“ til at gælde moderen alene. Det gælder også barnet, hvilket de lærdes omhyggelige forskning har vist.a

Andre gamle lovkomplekser gik ind for samme synspunkt. Århundreder før Kristus fandtes der love til beskyttelse af det ufødte barn. Dette var således tilfældet med Hammurabis lov; også sumerernes, assyrernes, hetitternes og persernes gamle love indeholdt forbud mod at slå på en gravid kvinde og forårsage hendes ufødte barns død. En overtrædelse af disse love medførte straf eller erstatningskrav.

På en ærefrygtindgydende måde formes børnene i moderens liv, og de er „en arv fra Jehova“. Denne arv skal vi hver især forvalte og aflægge regnskab for over for Gud. — Sl. 127:3, NW; Rom. 14:12.

[Fodnote]

[Tekstcitat på side 17]

Hvis en kvinde bringer sit barns liv til ophør nogle få dage før fødselen, er det lovligt. Hvis hun gør det dagen efter fødselen, er det mord

[Tekstcitat på side 18]

Det er dets forsvarsløshed der gør det til så nemt et offer

[Tekstcitat på side 19]

„Jeg vil ikke give en kvinde et instrument hvormed man kan fremkalde en abort“ — Den hippokratiske Ed