Koranen — en bekræftelse af tidligere skrifter?
KORANEN er Islams hellige bog, og 250 til 300 millioner muhammedanere ud over jorden anser den for at være inspireret. Den henviser mange gange til personer og begivenheder, der omtales i Bibelen, som f. eks. Adam, Noa, Moses, Jesus og Vandfloden. Koranen blev samlet i midten af det syvende århundrede e. Kr. af Muhammeds fæller, som overlevede ham, og den hævder at stadfæste tidligere givne guddommelige åbenbaringer. „Og vi gav [Jesus] evangeliet, hvori der er vejledning og lys, til bekræftelse af loven, der var gået forud, og til vejledning og formaning for de gudfrygtige. . . . Vi har nedsendt til dig bogen [Koranen] med sandheden til bekræftelse af de skrifter, der er gået forud, og til borgen derfor.“ — Sure 5:50-52, dr. phil. Poul Tuxens overs.
Der kan ikke være nogen tvivl om dette. Gud er ikke forvirringens, men fornuftens og ordenens Gud. De åbenbaringer, han giver mennesker, må være i harmoni med hinanden, hvis vi skal kunne bevise, at Gud er sanddru, om så hvert menneske er en løgner. (1 Kor. 14:33; Es. 1:18, KJ; Rom. 3:4) Og vi finder, at det er tilfældet for så vidt angår de Hebraiske og de kristne Græske Skrifter. De 39 bøger i de Hebraiske Skrifter er i harmoni med hinanden, skønt de er skrevet af mer end tredive forskellige mænd over en periode på mange, mange århundreder. Og de 27 bøger i de kristne Græske Skrifter er både i harmoni med hinanden og en bekræftelse af de Hebraiske Skrifter.
Det er derfor, Kristus Jesus kunne sige til sin tids religiøse ledere: „I ransager Skrifterne, fordi I mener i dem at have evigt liv; og det er dem, som vidner om mig.“ (Joh. 5:39) Og det var derfor, de kristne i Berøa blev rost, fordi de omhyggeligt undersøgte Skrifterne for at blive klar over, at det, Paulus fortalte dem, virkelig var en bekræftelse af tidligere skrifter; og det var derfor, Paulus gav Timoteus det råd at være flittig i sit studium af Skrifterne. — Ap. G. 17:11; 2 Tim. 2:15; 3:15-17.
Ved deres gensidige bekræftelse og harmoni begrunder de Hebraiske og de Græske Skrifter hinandens krav på at være autentiske. Vi har derfor lov til at vente, at Koranen også skulle være i harmoni med og en bekræftelse af tidligere åbenbaringer, eftersom den ligeledes hævder at være guddommelig inspireret. Men vil det blive resultatet af vor undersøgelse? Lad os se.
Navnet Jehova, der er særegent for Bibelens Gud, tillægges den største betydning gennem alle de Hebraiske Skrifter. (Se 2 Mos. 6:3; 2 Sam. 7:23; Sl. 83:19, o.s.v.) Kristus Jesus og hans disciple fremhævede også dette navns vigtighed. (Joh. 17:4, 6; 18:37; Ap. G. 15:14) Og skønt navnet ikke findes i de fleste oversættelser af de kristne Græske Skrifter, viser gamle manuskripter af den græske Septuaginta, at de første kristne brugte navnet Jehova.
Men hvad med Koranen? Skønt navnet Jehova forekommer 6823 gange alene i de Hebraiske Skrifter, finder vi ikke en eneste hentydning til navnet i Koranen. Det er indlysende, at Koranen ikke er en bekræftelse af tidligere skrifter hvad angår navnet Jehova. Dens Allah er navnløs.
De Hebraiske Skrifter lærer, at straffen for synd er død: „Støv er du, og til støv skal du vende tilbage.“ „Thi de levende ved dog, at de skal dø, men de døde ved ingenting.“ „Den sjæl, der synder, den skal dø.“ (1 Mos. 3:19; Præd. 9:5, 10; Ez. 18:4) De kristne Græske Skrifter bekræfter dette ved at fortælle os, at „syndens løn er død“. (Rom. 6:23) De skriftsteder, der synes at vise noget andet, er i virkeligheden billeder, der gives i Jesu lignelser eller i Åbenbaringens bog, og skal ikke tages bogstaveligt, lige så lidt som den sammenhæng, hvori de står. — Se Lukas 16:19-31; Åbenbaringen 20:14.
Men i stedet for at bekræfte det foregående er Koranen i skærende modstrid med det, idet den advarer mod helvede, evig pine og straf efter døden i 75 procent af sine surer, altså hundreder af gange. „De, som fornægter vore tegn, skal vi snart kaste i ilden; så ofte som deres hud bliver brændt igennem, vil vi give dem ny hud, for at de må smage straffen.“ Og de, der er i helvede, vil anråbe om tilintetgørelse, men vil ikke blive bønhørte. (Sure 2:206; 4:56; 25:13, 14, Ali) En muhammedansk kommentator (Ali) siger: „Alt — fuldstændig tilintetgørelse — ville være bedre end den kval, de vil lide. Men ingen tilintetgørelse vil blive skænket dem.“ Kan man med rette kalde en sådan gud „forbarmeren, den barmhjertige“, som Koranen gør i hver sures begyndelse (undtagen den niendes)?
De Hebraiske Skrifter citerer den sande Gud, som siger: „Jeg har sagt, at I er guder, I er alle den Højestes sønner; dog skal I dø som mennesker.“ Og atter: „Du er min søn, jeg har født dig i dag.“ Og Esajas forudsagde: „Thi et barn er født os, en søn er os givet, på hans skuldre skal herredømmet hvile; og hans navn skal være: Underfuld-Rådgiver, Vældig-Gud, Evigheds-Fader, Fredsfyrste.“ (Sl. 82:6, 7; 2:7; Es. 9:6) Disse skriftsteder viser tydeligt, at Jehova Gud har sønner, som kaldes guder, og at der iblandt disse er een, som indtager en særlig begunstiget stilling.
Og de kristne Græske Skrifter bekræfter det foregående den ene gang efter den anden, både ved direkte citater og ved at identificere denne fremtrædende søn af Gud som Messias, Kristus Jesus. „Denne er min søn, den elskede; i ham har jeg velbehag.“ — Matt. 3:17; 17:5; Joh. 10:34; Hebr. 1:5.
Men heller ikke på dette område bekræfter Koranen de tidligere skrifter, for mens den indrømmer, at Jesus blev født af en jomfru, påstår den gentagne gange, at Gud ikke har afkom: „Eneste skaber af himlene og jorden! hvordan skulle han kunne have en søn, når han ikke har nogen ægtefælle? Han, som skabte alt og ved alt!“ „Det sømmer sig ikke for Gud at føde en søn. Lovet være han! Når han forordner noget, siger han blot til det: Vær, og det er.“ — Sure 2:110; 6:101; 19:19-22, 36, 91-93; 72:3; 112:3, Rodwell.
Øjensynlig ligger vanskeligheden her i, at der drages en for bogstavelig sammenligning mellem Guds faderskab og det, der eksisterer mellem menneskelige skabninger. En mand kan ikke have en søn uden også at have en ægtefælle, med hvem han har kønslig omgang; det er den eneste måde, hvorpå han kan give liv til en anden. Men Gud er ikke således begrænset. Bibelen omtaler Adam som Guds søn; dog fortæller den også, at han skabte Adam af jordens støv. — Luk. 3:38; 1 Mos. 2:7.
Gud er ordenens Gud, og han har valgt at bruge en organisation til udførelsen af sine hensigter i himmelen, ligesom han har brugt og stadig bruger menneskelige organisationer på jorden til at udføre sine hensigter. Den ene gang efter den anden hentydes der til disse organisationer som Guds ægtefælle, hvilket naturligvis er i billedlig betydning. Ved hjælp af en sådan organisation frembragte han åndeskabninger, og eftersom disse fik liv af Gud, kan de med rette omtales som „gudssønner“. — Es. 54:5; Åb. 12:1; 1 Mos. 6:4; Job 38:7.
De Hebraiske Skrifter forudsagde også, at Messias skulle komme, lide, nagles til marterpælen og dø for andres synder. „Onde i flok omringer mig, de har gennemboret mine hænder og fødder.“ „Vore sygdomme bar han, tog vore smerter på sig; . . . Men han blev såret for vore overtrædelser, . . . han reves fra de levendes land . . . for mit folks overtrædelse.“ — Sl. 22:1-21; Esajas, kapitel 53.
Og de kristne Græske Skrifter bekræfter også alt dette lige fra begyndelsen til enden, og de fortæller ikke alene, at Jesus led, men også at han døde på pælen og det for menneskets synder. „Jeg overgav jer nemlig som noget af det første, hvad jeg selv modtog: at Kristus døde for vore synder, efter Skrifterne, og at han blev begravet; og at han er opstået på den tredje dag, efter Skrifterne.“ — Matt. 27:31-36; Joh. 1:29; 1 Kor. 15:3, 4; Gal. 3:13.
Men langt fra at bekræfte tidligere skrifter i denne sag hævder Koranen: „[De siger]: Vi har dræbt Messias Jesus, . . . i virkeligheden har de ikke dræbt eller korsfæstet ham, men kun en, der synes dem at være ham; . . . de har i virkeligheden ikke dræbt ham.“ (Sure 4:156, Tuxen) En fodnote til dette vers i Alis oversættelse (nr. 663) siger: „De ortodokse kristne kirker betragter det som et af deres læres hovedpunkter, at han mistede livet på korset, at han døde og blev begravet. . . . Dette er nødvendigt for den teologiske lære om blodofre og den stedfortrædende forsoning for synder, hvilket afvises af Islam.“
Ved at afvise læren om forsoning for synder fornægter Koranen yderligere sin egen påstand om at bekræfte tidligere skrifter. Fra første Mosebog til Åbenbaringen viser Bibelen utvetydigt, at straffen for synd er død (som vi allerede har set), og at kun et offer kan udslette skylden. Behovet for et syndoffer blev fremhævet ved de mange synd- og skyldofringer og ganske særlig ved de ofre, der blev bragt på forsoningsdagen, og alle disse ofre var en fremtrædende del af Moselovens foranstaltning. (3 Mosebog, kapitlerne 4-7, 16) Alt dette fastholdt princippet, at „der opnås ingen tilgivelse, uden at blod bliver udgydt“, og ofrene fik deres opfyldelse i Kristi Jesu genløsningsoffer. — Hebræerne, kapitlerne 9, 10.
I 1 Mosebog 7:13 og 10:1 vises det, at Noa og hans sønner såvel som deres hustruer alle blev skånet. Det bekræftes i 2 Peter 2:5, der fortæller, at Noa og syv andre førtes igennem Vandfloden. Men ifølge Koranen omkom en af Noas sønner i Vandfloden. — Sure 11:36-47, Ali.
Og i deres behandling af det indbyrdes forhold mellem engle og mennesket bekræfter de kristne Græske Skrifter de Hebraiske Skrifter ved at sige, at mennesket blev skabt lidt ringere end engle; men ifølge Koranen er englene lavere end mennesket. — Sl. 8:5; Hebr. 2:7; sure 2:30-34, Ali.
Der kunne nævnes flere eksempler, men det foregående skulle være tilstrækkeligt til at vise, at Koranen ikke lever op til sin påstand om at være en bekræftelse af forudgående skrifter.
Er Bibelen forfalsket?
I deres bestræbelser for at forklare disse uoverensstemmelser, som vi har draget frem i det foregående, påstår muhammedanske skribenter, at Koranen i virkeligheden bekræfter tidligere skrifter, sådan som de blev givet i deres oprindelige skikkelse, men at det ikke kan ventes, at den skulle bekræfte de forfalskede versioner, som vi har i dag. Men hvornår er denne forfalskning sket? I betragtning af de mange gamle manuskripter, vi i dag har adgang til, kan man ikke hævde, at den har fundet sted efter Muhammeds dage. Hvis de i det hele taget er blevet forfalsket, må det være gjort før hans tid. Men dette opstiller et andet problem: Hvorfor fremholde, at Koranen bekræfter tidligere skrifter, når der på den tid ikke fandtes nogen særlige skrifter, hvormed påstanden kunne bevises?
Faktum er, at ikke engang Koranen lærer, at de Hebraiske og kristne Græske Skrifter blev forfalskede på Muhammeds tid. Den viser indirekte, at det modsatte er tilfældet, for den anklager jøder og kristne for at have svigtet deres skrifter enten ved at citere dem forkert, „bytte om på ordene“ eller ved at lade være med at citere dem fuldstændig, „forkaste dem“ som de var.
„Og visselig er der nogle iblandt dem, som sønderlemmer Skrifterne med deres tunger, for at du skal tro, at det er fra Skriften, skønt det ikke er derfra.“ „O Israels børn, . . . iklæd ikke sandheden løgn og skjul ikke sandheden, når I kender den.“ Hvordan kunne de anklages for at sønderlemme Skrifterne med deres tunger, hvis det, de havde, ikke var de virkelige skrifter? Og hvordan kunne de anklages for bevidst at forklæde sandheden med løgn og skjule den, hvis deres skrifter allerede var forfalskede? — Se sure 2:38, 39, 70-73; 3:63, 64, 72; 4:50, 135; 5:16, 47, 50-52, 70, 72; 10:94, Rodwell.
Med alt det foregående for øje bliver man slet ikke overrasket over at få at vide, at muhammedanske kommentatorer ikke er enige om at mene, at de Hebraiske og Kristne Skrifter er forfalskede. Ingen ringere end Razi selv, en af de mest fremtrædende Imaner eller religiøse ledere, går imod denne tanke om forfalskning. Ifølge ham „var det umuligt at forandre ved Tourat [Loven, Pentateuchen eller Mosebogen] og Evangel [Kristi Jesu evangelium], da begge blev overleveret i ubrudt rækkefølge og over en længere tidsperiode“.
Ja, på trods af muhammedanske skribenters påstande om det modsatte, og trods al højere bibelkritik viser alle historiske kendsgerninger, at Bibelen ikke er blevet forfalsket. Hver gang samtidige historikere berører begivenheder, der er berettet i Bibelen, bekræfter de dem, sådan som det er tilfældet med de antikristne forfattere i det første og andet århundrede e. Kr., og som utallige arkæologiske opdagelser og geologiske fund også har gjort. Ifølge Albright, en fremtrædende amerikansk arkæolog, „er der ikke blevet opdaget noget i arkæologien, der ryster den kristne tro i Bibelen det mindste“.
Læg også i den forbindelse mærke til den nu afdøde kendte engelske lærde, Sir Frederic G. Kenyons ord: „Intervallet mellem datoen for den oprindelige affattelse og datoen for det tidligste, bevarede vidnesbyrd bliver da så lille, at det i virkeligheden kan regnes lig nul, og det sidste grundlag for enhver tvivl på, at Skrifterne er kommet i vore hænder i så godt som samme skikkelse, som de er blevet skrevet, er nu fjernet. Ægtheden af det Nye Testamentes bøger må nu betragtes som både retsgyldigt og generelt fastslået. Almindelig ægthed er imidlertid een ting og sikkerhed med hensyn til detailler noget andet.“ — The Bible and Archaeology (udgivet 1940), siderne 288, 289.
Der findes overvældende mange vidnesbyrd om, at det samme er tilfældet med de Hebraiske Skrifter. Særlig bemærkelsesværdig i den forbindelse er den pergamentrulle med Esajas’ bog, der for nylig blev fundet ved det Døde Hav, og som menes at være over syv århundreder ældre end noget andet eksemplar af Esajas; den afslørede ingen påfaldende forandring af teksten, der kunne gøre det berettiget at tale om en forfalskning.
Sagen er ganske klar. De kristne Græske Skrifter bekræfter virkelig den tidligere åbenbaring, de Hebraiske Skrifter; men Koranen bekræfter ingen af dem, trods sine påstande herpå. Og skylden for, at den ikke er en „bekræftelse af tidligere skrifter“, kan ikke lægges på en formodet forfalskning af Bibelens tekst, men den ligger udelukkende hos Koranen selv.